Efter begravelsen

[Katrina af Legan]

Niklaus af Legan
Den 13. januar 528 M.T.

Alt var forløbet, som det skulle. Fader var blevet sendt af sted til efterlivet med de sædvanlige ritualer og formaliteter. De fleste havde mest af alt være respektfuldt bedrøvede. Manden efterlod sig ikke alverdens venner, men mest forretningsforbindelser. Mor var nok den, der var mest oprevet, men hun formåede stadigvæk at holde følelserne i skak. Så det var sådan begravelsen var: Respektfuld.
Om aftenen gik Katrina ud for at sidde på terrassen og nyde det varmere klima lidt. Hun havde et sjal om skuldrene, men vejret var langt fra så isnende som i Corus. Det var mest af alt lidt køligt. Godset lå tæt på havet, så hun kunne høre bølgerne ude bag godsets mure. Hun holdt en hånd for munden og gabte en smule. Det havde været en lang dag, og i morgen ville det i sandhed være starten på et nyt kapitel af Legans historie. Nu hvor far var stedt til hvile, var Niklaus virkelig blevet baron.

[Niklaus af Legan]

Legan havde været i kaos dagene op til Baronens begravelse. Ingen havde forudset eller forventet den pludselige død, så alle havde sat hårdt ind på forberedelserne for at få sendt den gamle Baron af sted til efterlivet. Alt var gået, som det skulle og det var med tilfredshed, at Niklaus kunne se det overstået. Nu var alt virkelig som det skulle være. Snart ville Alexander også komme til Legan. Et smil var at ane på hans læber, da han trådte ud på terrassen for at nyde aftenen. Det var alt for længe siden, han havde nydt en aften i sit hjem.

"Katrina," tonen var varm, da han trådte hen til søsteren med rolige skridt. Han lagde hånden på en stoleryg og trag så stolen med sig hen ved hendes side. Langsomt tog han plads, tøvede lidt, og lagde så en arm om hendes skuldre i en let berøring.

[Katrina af Legan]

Hun så op ved lyden af sit navn og smilede let. ”Det har været en lang dag,” sagde hun og lænede sig lidt ind til ham, da han lagde armen om hendes skulder. ”Hvordan har du det?” Uanset hvad var det stadigvæk mærkeligt, at far var væk. Selv hvis hun ikke rigtig havde haft noget nært forhold til ham. Niklaus måtte da også have det underligt. Især når man tænkte på, at han nu var baron.

[Niklaus af Legan]

Han nikkede let, smilet stadig på hans læber, som han sukkede og så ud i tusmørket, der lagde sig over terrassen. Nu, Baronen ikke længere var et nødvendigt onde ved at være i Legan, gik det op for ham, at han egentlig elskede det. Byen, livet, klimaet, lensborgen og lyden af bølger. Han var hjemme igen og denne gang kunne hans far ikke forpurre det.

"Jeg har det fint," han sukkede lavt, næsten lettet og lænede sig lidt tilbage i stolen. Det var selvfølgelig underligt at være den nye baron, men med det kom også en frihed. En frihed til at være sammen med Alexander, nu han havde Elise. Alt lod til at flaske sig. "Og du?" Brynene rynkedes lidt i en mine, der mindede om bekymring.

[Katrina af Legan]

Hun lagde nakken lidt tilbage for at se op på nattehimlen. Den var overskyet, men man kunne skimte månen skinne bag skyerne. ”Jeg har det fint. Det er bare lidt mærkværdigt at sidde her og vide, han er væk.” Det krævede nok lidt tilvænning. Hun sendte broderen et lille smil. ”Er du sikker på forlovelsen, Niklaus? Du kan udskyde det lidt nu, hvis du ønsker det ...” Mor havde snakket om, at brylluppet skulle stå før sommer, men det var jo, da far stadig var i live. Nu hvor han var væk, kunne Niklaus jo godt udskyde det, hvis han ville. Han ville ikke blive straffet for det.

[Niklaus af Legan]

Hånden på hendes skulder gled op i hendes mørke hår og nussede hende lidt med fingrene mod hendes hovedbund. Nu alt var ovre og han igen havde en mulighed for at falde lidt ned oven på det sidste års turbulens, var han egentlig ganske glad for at sidde her med sin søster. Også selvom han ikke forstod hendes følelser omkring Baronens bortgang.

"Jeg er sikker, Kat," forsikrede han hende beroligende og lagde det ene ben over det andet. "Men det kan godt være, det bliver udskudt. Det må være op til Ridder Elise og jeg at beslutte nu." Han tøvede lidt. "Jeg har noget, jeg skal tale med dig om." Forsigtigt trak han fingrene ud af hendes hår og armen tilbage igen, så han kunne vende sig mere med front mod hende. Ansigtet var lagt i alvorsfulde folder.

[Katrina af Legan]

Hun nikkede. Mest af alt glædede det hende, at det lød til, at der var en eller anden form for forståelse mellem Niklaus og hans kommende hustru. Han havde ikke på noget tidspunkt snakket om at tage Mariette med på råd, når det gjaldt deres forlovelse. Hun skubbede det dog til side, da han blev alvorlig. ”Ja? Hvad er der?” spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå.

[Niklaus af Legan]

Det øjeblik, ordene havde forladt hans mund, havde han næsten fortrudt dem. Men han havde lovet sig selv at starte et nyt liv, at række ud efter menneskene omkring ham og at skabe en plads til Alexander i sit liv. Så længe Katrina boede hjemme, krævede det at indvie hende.

Han trak vejret skarpt ind og fortrød, at han ikke havde taget noget at drikke med ud. Tungen gled ud mellem de tørre læber og fugtede dem."Det er vigtigt, at du lover mig, at intet nogensinde vil være vigtigere for dig end vores familie og at du vil tage dette med dig i graven," understregede han og tøvede igen, før han så rakte ud og tog hendes hånd. "Jeg ved, jeg kan stole på dig, lille Kat." Det håbede han i hvert fald virkelig. "Jeg er forelsket."

[Katrina af Legan]

Bønnen fik hende straks til at vågne lidt mere op. ”Naturligvis, Niklaus,” lovede hun med et kort nik. Hun kunne aldrig drømme at gøre noget, der ville blive et problem for Legan. Da Niklaus fortsatte, så hun dog et øjeblik helt forvirret ud. ”... Men hun er jo en kvinde ...” Da de netop havde diskuteret Elise, var det hende, som Katrina straks sprang til. Først nogle sekunder efter rystede hun opgivende på hovedet af sig selv og smilede så. ”Undskyld.” Han talte selvfølgelig om noget helt andet lige nu. ”Uanset hvad glæder det mig at høre det ... er det gengældt?” spurgte hun bekymret. Det var jo meget muligt, at det ikke var tilfældet – eller at Niklaus ikke vidste det endnu.

[Niklaus af Legan]

Det var til at se hans kæbemuskel spille en anelse under hans mørke skægstubbe, da hun havde svært ved at følge med at øjeblik. Ansigtet blødte dog op i et smil ved hendes undskyldning og gjorde klar til at fortsætte. Han trak vejret dybt indånding, for selvom han ikke mente, han manglede modet til at fortælle hende det, kom det stadig med en vis risiko.

"Det er gengældt," forsikrede han hende til en start og rykkede lidt på sig som for at finde til ro på trods af den ubehag, der var i ham ved at gå i dybden med et emne, han havde gjort så meget for at holde skjult. "Og jeg vil have ham til at bo med os her. Han gør mig til et bedre menneske."

[Katrina af Legan]

Hun var en smule overrasket over at høre, at det var gengældt, og at Niklaus åbenbart kendte manden godt nok til at ville have ham til at flytte ind. Det måtte have stået på længe så. ”Det er jeg glad for at høre. Du fortjener lidt lykke,” sagde hun i første omgang og gav broderens hånd et blidt klem, før hun tog hånden til sig og foldede den i skødet med den anden. At Niklaus ville have manden til at flytte ind, bekymrede hende dog lidt. ”Du behøver selvfølgelig ikke bekymre dig om fars meninger længere, men ... lad dig nu ikke rive med af denne nye frihed, Niklaus.” Hun ville virkelig ikke have, at han fik flere problemer. Han havde allerede haft rigeligt med modgang. ”Du er nødt til at være varsom – selv indenfor husets og godsets vægge. Tjenestefolk har det med at sladre.” Hvis tjenestefolkene fik færten af, at der foregik noget mellem Niklaus og hans elsker, kunne der hurtigt blive spredt rygter. Og det ville være skidt, hvis greven af Ravntoft i så fald hørte om det. ”Jeg forstår selvfølgelig godt, at du ønsker at have ham tæt på, og det er selvfølgelig dit og hans valg. Bare ... lov mig at være forsigtig?” Hun holdt tonen forsigtig, så hun kunne undgå at lyde alt for advarende og i stedet blot lyde bekymret.

[Niklaus af Legan]

På en eller anden måde nåede et skævt smil igennem hans alvorsfulde mine og han lod den ru tommelfinger stryge over hendes håndryg, før hun trak hånden til sig igen. Måske havde han aldrig været så dedikeret til familien på tæt hold, men han havde alligevel etableret et forhold til den ældste søster gennem årene.

Han nikkede langsomt. "Jeg kender udmærket risikoen, der er forbundet med det," hans stemme var stadig blid, da han talte. "Jeg elsker ham, Katrina, og så længe Leonora er her, kan jeg begrunde hans tilstedeværelse med deres venskab. Men jeg vil bede dig hjælpe mig med at finde på en grund til at forlænge det, når hun tager til Josdirk. Han har været mig og jeg hans i tre år og.." Han stoppede. Det var blevet lidt ømt til hans smag nu og han rømmede sig, pludselig selvbevidst. "Det er sådan, jeg vil have det."

[Katrina af Legan]

Han tog heldigvis hendes ord pænt, og hun smilede lidt bredere, imens han fortalt. Tre år? Det var mere, end hun havde troet. Det måtte være en lettelse for ham, at far var væk. Det lettede presset en smule. ”Er der sat en dato for Leonoras bryllup endnu?” Det ville jo være rart at vide, hvor meget tid de havde, før der ville være et problem. ”Lad mig se ...” Hun grublede lidt over hans problematik, før hun atter talte: ”Har han nogle færdigheder, der vil være gavnlige for lenet? Noget der måske vil gøre ham til en god rådgiver i politik og økonomi eller sådan noget?” Hun rynkede lidt på næsen ved nærmere eftertanke. ”Han er ikke ... borgerlig, vel?” Tænk sig, hvis Niklaus havde forelsket sig i en simpel bager! Det var hun altså ikke sikker på, at hun kunne acceptere.

[Niklaus af Legan]

De mørke bryn samledes. "Øh, det kan jeg faktisk ikke lige huske. Undskyld, det har været nogle lange dage," han smilede undskyldende og kunne ikke lade være at undre sig lidt. Normalt havde han en god hukommelse, men planlægningen af Baronens sidste afsked havde været hårdere end han først havde troet."Han læser filosofi." Han trak på skuldrene. Den nye baron havde immervæk aldrig været den boglige type. "Du kender ham måske fra universitetet," igen en tøven. En sidste vurdering og så talte han. "Alexander af Viksø."

[Katrina af Legan]

Hun smilede skævt. ”Det går nok, men du skal nok regne med at baronen opsøger dig snart.” Josdirk ville sikkert komme for at tale med ham før eller senere – stable et godt forhold på benene og sådan. ”Så du må hellere have styr på det til den tid.” Niklaus skulle helst virke til at have styr på det hele nu, så lenet fortsat fremstod stærkt. Hun begyndte straks at gætte for sig selv, da han først nævnte en universitetsuddannelse. Viksø? Hun grublede lidt. ”Jeg mener at have set ham ... Vi har dog aldrig talt sammen.” Junkeren var ikke vigtig nok for hende til at det havde interesseret hende. Han var jo ikke arving til noget. Men ... ”Jeg har dog hørt veninder undrer sig over, at han ikke er forlovet endnu.” Han var vist en ganske tiltalende mand.