En smuk by

[Natalie af Vårfos]

Anduo jian Cadao  

D. 08. Februar 527 M.T.

Rundrejsen var forløbet ganske fint indtil nu. Natalie havde mødt en masse, både af famile men også af nye bekendtskaber, og hun nød at komme rundt og se landet. Hun havde noget litteratur med sig som læste i og en masse papir til at skrive notater på. Godt nok var der blevet sagt at de skulle tage en pause fra studiet, mens de var afsted, men hun ønskede ikkede at stoppe bare af den grund. Tænk om hun oplevede noget, der var værd at skrive ned? 
Hun var fast besluttet på at få så meget ud af rejsen som muligt. Om dagen brugte hun tid på at opleve ting og læse og om aftenen mødte hun forskellige riddere og andre adelsmænd. De var meget venlige og høflige, men endnu havde ingen af dem rigtig sagt hende mere end det.

Nu var de endelig nået til Tangvig, et stop hun havde glædet sig meget til. Der var godt nok sand så langt øjede kunne se, men byen skulle være den smukkeste af alle. Særligt østdelen, skulle være et, hvis ikke flere, kig værd. 
De havde slået lejr om aftenen og nu, hvor det var blevet formiddag, havde hun aftalt med sin lærermester, at de skulle ud og se på byen. Hun var iført en lys tynd kjole og slog en fin paraply op, så hendes ansigt ikke tog for meget skade af solen, da hun med pen og papir gik afsted.

Hun gik med rolige skridt gennem gaderne, hvor hun med mellemrum stoppede op og kiggede nærmere på den kunst der nu var. Det var smukt. Anderledes end hvad hun havde været vant til at se. Hun lagde hovedet lidt på skrå som hun stod og kiggede på en bygning, gik så et lille skridt bagud for bedre at kunne se. Den var umådelig smuk.

[Anduo jian Cadao]

Anduo tilbragte tit tid i den østlige bydel. Som oftest dog klædt i væsentligt mindre skrud, end han var i dagens anledning, men det skyldtes nu nærmere, at han havde fået besked af sine meddelere om, at en ung komtesse af Vårfos befandt sig i byen. Det var ikke et dårligt bekendtskab at gøre sig. Vårfos var i familie med Dronningen og stod på god fod med hende og det var ikke usandsynligt, at den unge komtesse en dag ville have noget at skulle have sagt inden for tortallansk indenrigspolitik.

Og det var altså derfor han stod her. Han havde netop fået hende udpeget og gik hen for at præsentere sig, da hun trådte et skridt tilbage og næsten trådte ham over tæerne. Hun stødte ind i ham og et overrasket "åh" kom over hans læber, inden han lo underholdt. "Undskyld mig, komtesse Natalie. De kom vel ikke noget til?" Han så ingen grund til at lade som om, han ikke vidste, hvem hun var.

[Natalie af Vårfos]

[blockquotes]Det gav et sæt i Natalie, da hun mærkede en fod under sin ejen. Hun snurrede rundt på stedet og kiggede på en smuk ung mand. Hun smilede højtliggende og nejede let "Undskyld jeg så Dem ikke. Er De okay?" hun blide stemme lød næsten lige så fin som hun så ud. Så smilede hun til ham med sine smukke øjne "og De er?" hun var en smule rystet over at have trådt over hans fod. Bare det at hun slet ikke havde hørt ham. Men sådan var det tit når hun kiggede på kunst.

[Anduo jian Cadao]

Han smilede stadig, som han placerede en let hånd mod hendes albue til støtte. "Jeg er skam ikke kommet noget til," svarede han beroligende med kun den svageste accent og bukkede så let mod hende. "Anduo Jian Cadao. Ambassadør fra Sarain." Han smilede skævt, da han rettede sig op igen. "Jeg må hellere indrømme med det samme, at jeg netop var i området for at hilse på Dem, men jeg havde nu ikke forestillet mig noget helt så dramatisk."

[Natalie af Vårfos]

Hun hilste på ham igen, da han præsenterede sig. Så rettede hun kjolen til efter deres sammenstød og kiggede om på sin lærermester, som diskret trådte et skridt i baggrunden og smilede til hende. Hendes øjne faldt igen på Anduo og da hun åbnede munden var det med den skønneste lethed i stemmen "Beklager. Normalt er jeg ikke så klodset." Hun kiggede på murværket igen da hun fortsatte "Jeg blev vidst opslugt af den smukke by" Så kiggede hun igen på Anduo og spekulerede på hvorfor han lige ville hilse på hende og ikke sin søster, men måske hun bare havde været nærmest. Det var om alle omstændigheder godt at hilse på en ambassadør, og han virkede både venlig og flink. Hun kunne dog ikke helt lade være med at være beredt for om der var luske bagtanker ved mødet.

[Anduo jian Cadao]

Han nikkede enigt. "Den er bestemt smuk," svarede han bare i stedet for at kommentere på hendes klodsethed. "Jeg kommer her tit. Der er en form for vild skønhed over bydelen." Han smilede stadig, som han lod blikket glide ud over hustagene i nærheden.

[Natalie af Vårfos]

Natalie kiggede igen kort på sin lærermester, før hun vendte blikket på Anduo "Måske.. De ville give en rundtur i byen her?" Hvis han var vant til at kigge på byen her, måtte han vide, hvad der var vigtigt at se her. "Kender du historien bag al den smukke kunst?" Hun var tydeligt meget interesseret i kunsten og historien omkring denne. bare den tid hun havde stået og kigget, inden han var kommet til havde fyldt hende med undrende spørgsmål.

[Anduo jian Cadao]

Han nikkede smilende. "Gerne. Jeg kender byen temmeligt godt. Jeg har boet her flere år." Og så var det en god måde at lære hende lidt bedre at kende. "Er der ting, De allerede har bestemt Dem for at se? Statuerne af de vingede heste? Folkebiblioteket? Musiktorvet?" Han så afventende på hende og rakte galant sin buede arm frem mod hende for at give hende støtten.

[Natalie af Vårfos]

Det skulle nok blive interessant når han var med. Hun tog høfligt imod hans arm og overvejede så hvad hun helst ville se. "Jeg håbede på at nå så meget som muligt, men vi kan evt starte med Musiktorvet? og så også folkebiblioteket? Hvis De da har tid til det?" Musik og litteratur var trods alt nogen af hendes store interesser, så det var svært at vælge hvilken af de to hun helst ville opleve.
Hun overvejede lidt om hun havde hørt noget omkring denne Anduo, for at vide lidt om hvem han var. Men huskede ham ikke så godt. Omvendt var hun heller ikke en der lyttede til sladder.

[Anduo jian Cadao]

Han nikkede og smilede. "Gerne. Jeg har et par timers fri for øjeblikket." Han satte igang mod Musiktorvet med hende ved sin side. "Jeg må hellere fortælle, hvorfor jeg ønskede at tale med Dem. De kan næsten ikke undgå at være nysgerrig på emnet, kan jeg tænke mig?" drillede han lavmælt, mens de gik.

[Natalie af Vårfos]

Natalie kiggede sig lidt rundt og fulgte så med ham. Hun sendte også et par skjulte blikke i hans retning, for at se nærmere på hvem han var. Han så ganske pæn ud, et godt parti. Bestemt. Havde hun egentlig hørt noget omkring ham og ægteskab? Ikke lige umiddelbart, så måske hun skulle være opmærksom. Det skadede jo aldrig at tjekke mulighederne ud.
"Meget gerne. Jeg er en kende nysgerrig må jeg indrømme. Medmindre De vitterligt har ventet på mig, men jeg tvivler en smule" Hendes brune dådyr øjne smilede til ham, men faldt så hurtigt på kunsten igen, uden at det blev uhøfligt. Det var dog tydeligt at byen havde stor interesse for hende.

[Anduo jian Cadao]

Han smilede stadig, som de gik ned af gaden. "Jeg har såmænd blot hørt, at De var i byen i dag. Og Vårfos er et kendt navn. En dag vil De måske være gift ind i endnu en indflydelsesrig familie. Og ja. Enhver som er kunstinteresseret, kan ikke være et helt dårligt bekendtskab at gøre sig." Han havde intet behov for at skjule sine intentioner.

[Natalie af Vårfos]

Hun grinede let af hans kompliment, eller det var hvert fald hvad hun tog det for. "Jeg har endnu ikke fundet denne indflydelsesrige familie De taler om." Hun kiggede nærmere på en statue de gik forbi, og blev så fanget af en solstråle der spillede i noget guld på murvæggen. Hun blev meget fascineret og endte med at stoppe helt op. "Men Ja, jeg kan kun give Dem ret. Det er altid rart med venner at dele sin interesse med." Måske var der den definition til forskel på et venskab og et bekendtskab, men det var småting og ofte var hun så heldig at blive venner med dem hun mødte. Hun kiggede igen på muren efter at have smilt til ham "Hvad tror De grunden til alle disse kunstværker kan være?"

[Anduo jian Cadao]

Han nikkede og gav hende ret med et lille smil. "Hvad tænker De på?" spurgte han roligt. Der var vel ingen grund til kunst? Det var bare noget, som var inden i et menneske og ventede på at blive lukket ud.

[Natalie af Vårfos]

Det føltes allerede godt at snakke med Anduo omkring kunsten i gaderne "Jeg tænker blot på, Hvorfor lige denne kunst? og hvorfor lige her i denne by? på disse mure? Det er da et interessant emne. Hvorfor ikke holde sig til noget mere normalt?" Det var bestemt et smukt syn byen der, men Natalie søgte efter om der var noget dybere historie ved det. Det kunne umuligt bare været tilfældige folk, som havde valgt at lave lidt kunst hist og her og til sidst havde det fyldt hele byen. "Det virker bare så overvældende. Næsten guddommeligt med så meget på et sted" Natalie følte sig altid meget lille når hun gik og kiggede på kunst. Hun følte næsten ærefrygt ved så meget kunst. Som om der var visse forholdsregler der skulle overholdes. ingen pludselige bevægelser eller larmende lyde. Bare ro og blidhed.