Der bliver hvisket og tisket

[Iliane af Disart]

Astor af Fenrig

Rygterne ved hoffet havde altid været vanskelige. De kom hurtigt fra mund til mund og når først skaden var sket, var det lidt som om der ikke længere kunne rettes op på det. Det var nok også derfor Iliane overhovedet var endt med at være veninder med Nora og Charlotte. De var altid gode at komme til for den seneste sladder og som deres bekendtskab havde hun også muligheden for at ændre på historierne.

Så da en af de tog komtesser nævnte noget med Grevinden af Fenrigs lillesøster, der var blevet set storme hen mod Fenrigslægtens hus i Højager, havde Iliane hurtigt fået dysset det ned. I privaten havde hun derfor sendt Astor en besked og inviteret ham til Disarts hus. Det var vist på tide, at de to fik talt lidt igen.

[Astor af Fenrig]

Astor lod en tjener om at melde sin ankomst, da han stod i Disart-huset. Han talte normalt ikke med Iliane med så kort varsel, men det undrede ham ikke så meget, at det skete lige nu. Ermelia's flugt til hans hus kunne næsten ikke undgå at skabe sladder og Iliane var trods alt dygtig til at opsnuse den slags.

Han blev vist ind til hende og bukkede let. "Iliane. De ønsker at tale med mig?" Hans høflige smil var allerede på plads, selvom han også var på vagt. Han brød sig ikke om at diskutere sine personlige anliggender. Heller ikke med en forretningspartner.

[Iliane af Disart]

Der var ikke langt fra kontoret til hallen og hun modtog ham med et yndefuldt nej, et klædeligt smil om de fyldige læber. "Astor," hilste hun med et lille nik og fandt igen hans øjne med sine. "Ja, selvfølgelig. Skal vi ikke sætte os?"

Hun ventede på svar og fulgte ham så ind på kontoret. Tyendet vidste bedre end at følge hende derind. "Vin? Eller noget stærkere?" Med en blød bevægelse viste hun ham mod en blød lænestol, før hun gik hen til barskabet og hældte et glas vin op til sig selv, før hun fulgte et glas efter Astors ønske. Blikket var alvorsfuldt, selvom der stadig hang et smil om hendes læber, da hun igen tog plads over for ham. "Jeg hører, De har haft en begivenhedsrig aften?" Et bryn blev hævet i en afventende bue.

[Astor af Fenrig]

Han gik med hende og satte sig i den stol, som hun havde forevist ham. "Jeg tager gerne noget stærkere, hvis De vil gøre mig selskab," svarede han med et en høflig grimasse og lagde sin ankel op at hvile på sit knæ. "Hvorfor spørger De?" spurgte han med et lille udfordrende, skævt smil om læberne. "For Deres egen skyld eller for Deres veninders?"

[Iliane af Disart]

Smilet voksede en anelse. De veninder, han refererede til, havde hun jo kun brugt tid på, så hun netop kunne være den første, der hørte noget, hvis der var noget at høre. Og det lod til at have været ganske belejligt for ham denne gang. Det sagde hun dog ikke. I stedet vippede hun hovedet ganske let på skrå. "For Deres skyld selvfølgelig," og så for den tjeneste, hun muligvis ville have til gode hos ham i fremtiden. "Og så af ren interesse." Hun brød øjenkontakten og trak på skuldrene, mens hun tog en tår vin.

[Astor af Fenrig]

Han holdt øje med hende, mens hun svarede og sad så et øjeblik og overvejede for sig selv. "Udmærket," sagde han så og nippede lidt til den drink, hun havde givet ham, selvom hun alligevel selv havde taget vin. "Jeg har tidligere haft visse... Problemer... Med Nådigherren af Naxen." Han regnede med, at Iliane selv kunne gætte, at han talte om Caelie's far. "Jeg har haft visse håndfaste samtaler med ham om, hvorvidt han måtte opdrage på min kone." Det var en stor underdrivelse, men det var det, han valgte at sige til en start. "Nu hvor hun er ude af hans hus, er det åbenbart hendes lillesøster, han tugter."

[Iliane af Disart]

Det lod til at han vurderede hende værd at stole på endnu engang og hun lænede sig lidt tilbage i stolen, lagde benene over kors, mens hun spidsede ører. Viden var magt, det havde hun fundet ud af allerede som syttenårig. "Jeg har godt hørt, han skulle være lidt.. Hård i kanten," det var vist en underdrivelse. De rygter, der gik, var mere i retning af lunefuld og undertrykkende, men der var jo ingen grund til at finde de grimme ord frem endnu. "Og komtessen er stadig på klosterskole, så vidt jeg har forstået? Ugift?" Så var der jo ikke så meget, Astor kunne gøre.

[Astor af Fenrig]

Han nikkede let. Det var vist årets underdrivelse, men det var der ikke nogen grund til at pointere. "Det er hun ja. Til begge dele. Jeg har tilbudt hendes far, at hun kan bo hos sin søster og jeg, indtil hun skal tilbage på klosterskolen. Han har accepteret." At han ikke havde så meget andet valg efter den omgang, Astor havde givet ham, sagde han ikke noget om.

[Iliane af Disart]

Et bryn blev hævet. Det var allerede grænsende til det unormale, at hun havde taget kontrol over håndteringen af Amelia og hun var endda af samme slægt. Sådan at gribe ind i andre slægter var højest ukontroversielt. "Jaså?" Hun nikkede langsomt og slyngede vinen lidt rundt i glasset, fulgte dens bevægelser, før hun tog en tår og så fandt hans blik med sit igen. "Og efter det?" Hun kendte jo Murray ganske godt, især for sit beskytterinstinkt, så måske der var nogle tråde, der kunne trækkes i på den front?

[Astor af Fenrig]

Han var klar over, at hun var overrasket, men der var ingen grund til at forsøge at skjule, hvad han havde besluttet. Det ville alligevel snart være ude over hele byen. "Jeg har tidligere haft samtaler med hertugen om lignende emner," han uddybede ikke, hvad disse emner var, men det kunne hun sikkert godt gætte alligevel. "Jeg er sikker på, at han og jeg kan blive enige om håndteringen af situationen." Han slyngede selv den stærke væske rundt i sit glas og drak så lidt mere af det.

[Iliane af Disart]

Hun nikkede igen, men kommenterede ikke yderligere på hans håndtering af situationen. Astor var på ingen måde uintelligent og han vidste godt, hvad hans handlinger kunne have af konsekvenser. "De må sige til.." Der var ingen grund til at færdiggøre tilbudet om assistance. Det var alment kendt, at Illiane havde et nært kendtskab til komtessens fætter, så Astor ville sikkert kunne lægge to og to sammen. Desuden ville hun ikke rent faktisk tilbyde noget. Hun respekterede hans ære for meget til på nogen måder at insinuere, at han ikke havde styr på situationen.

[Astor af Fenrig]

Han sad stadig og slyngede glasset forsigtigt rundt, da hun talte igen og han nikkede med et lille smil. "Tak skal De have. Jeg er glad for Deres støtte i så, prekær, en sag." Han smilede høfligt til hende og vidste, at han havde sat sig selv i en sårbar situation. Men han havde intet valg haft. Og han var heller ikke så dum, at han ikke vidste, at han ville vinde sympati fra mange af de blødere slægter. Det skulle man heller ikke glemme. "Jeg hører, at De selv har haft en travl tid?" Caelie var selv blevet ganske dygtig til at holde styr på byens sladder og han havde derfor også hørt om Amelia.

[Iliane af Disart]

"Selvfølgelig," hun sænkede hovedet en anelse, før hun hævede det med et smil om læberne. Det forblev der, selvom han bevægede sig ind på et emne, hun helst ikke ville tale om, men de var nu engang... Venskabelige. "Min kusine er et tåbeligt barn," sukkede hun og trak på skuldrene. Rygterne var nået hoffet, før hun kunne have gjort det mindste for at stoppe dem. "Det kan ske for selv den bedste." Selvom det ikke burde og det havde hun fået sat en stopper på.

[Astor af Fenrig]

Han nikkede let. "Jeg lægger skam ikke Dem til last, at De er i familie med tåbelige pigebørn," medgav han så roligt. "Jeg tænkte mest på Deres slægtsnavn og den sladder, hun uden tvivl har trukket det igennem." Hvis nogen gjorde noget sådan med Fenrig, ville han være blevet vanvittigt rasende.

[Iliane af Disart]

Hun vippede lidt med foden. Det burde han heller ikke, det samme med resten af hoffet. Iliane trak på skuldrene og holdt stadig en afslappet mine omkring kusinens bommert. "Der er intet at gøre ved det nu udover fortsætte med at styre Disart upåklageligt," konstaterede hun og strøg pegefingeren over glassets kant. "Planen er at sende hende væk fra hovedstaden, så hun bliver fjernet fra de.. Fristelser, der skulle være for hende her."