Nyt bekendtskab

[Adrian af Dunlath]

Leonora af Legan
26. februar 527 M.T.
Veldine

Hvor var det dog belastende. Julia rendte rundt med mænd, og nu hvor de var på god fod igen, ville hun så ikke engang lege lidt. Adrian stod dermed tilbage og kedede sig helt forfærdeligt. Han forlod Julias telt og vandrede rundt mellem de mange lejre i søgen efter en eller anden form for underholdning. Helst en køn form for underholdning.
På sin gåtur stødte han snart på netop den underholdning, som han ledte efter. En køn lille mørkhåret komtesse, der vandrede omkring helt alene. Han gik tættere på og bemærkede, at hun sad og tegnede. ”Den er ganske pænt,” bemærkede han, imens han lænede sig lidt frem over hende for at se ned på tegningen.

[Leonora af Legan]

Leonora var ved at være godt træt af hendes forældre, de forstod hende simpelthen ikke. Ligegyldig hvordan hun forklarede sig forstod det hende ikke! Hun ville jo bare gerne have lidt kærlighed i sit ægteskab, ikke mere. Var det da virkelig så frygteligt at søge kærligheden side om side med det rette navn og en god aftale? Hun var endda tredje barn, så hendes søskende skulle vel nok kunne forsvare navnet?

Men nej, og inderst inde ville hun jo også gerne familien det bedste. Hun havde bare fået nok. Hun greb pen og papir og fandt så et roligt sted at sidde. Der var ikke meget natur endnu, men lidt små vintergækker var da begyndt at dukke frem.

Hun sad meget fordybet i sin tegning, da en ukendt stemme snakkede ind over hende. Af ren forskrækkelse hoppede hun en lille cm op og lagde sin hånd på sit hjerte. "I guder, De må ikke forskrække mig på den måde." så rejste hun sig for bedre at kunne hilse på den unge herre. "Men goddag, og mange tak iøvrigt" Hun tog ham bedre i øjensyn, han var nu ganske pæn.

[Adrian af Dunlath]

Han grinede, da hun gav et spjæt fra sig. ”Undskyld, det var ikke min mening at snige mig ind på Dem.” Han rettede sig op, da hun også rejste sig og nikkede let som hilsen. ”Hvor længe har De siddet herude?” Han kastede et blik rundt. De var lige ud for lejren, men her var ikke så mange folk. Måske havde hun haft behov for at være alene? Siden her ikke var nogen anstandsdame.

[Leonora af Legan]

Rødmende lagde hun pennen fra sig. Det var så tit hun blev fuldstændig fordybet i sine tegninger, at der ikke skulle meget til at forskrække hende. "De er tilgivet, jeg sad vidst lidt i mine egne tanker." Hun glattede et par folder i skørtet og rettede lidt på kjolen. Tja hvor længe havde hun siddet der? Som oftest fløj tiden afsted, når hun tegnede. Hun kiggede på sit papir, hun vare nået et godt stykke. "Jeg tror jeg har siddet her en times tid, måske mere. Jeg er lidt i tvivl." Hun kiggede en smule flovt på ham. Det havde slet ikke været meningen hun ville sidde der så længe og slet ikke uden nogen anstandsdame. Men mon ikke det gik?

[Adrian af Dunlath]

Imens hun fortalte forsøgte han at få nogle flere glimt af hendes tegning. Der var flere end han lige regnede med blandt adelen som nød den beskæftigelse. Det var dog kun rart. ”Og hvilke skønne tanker,” bemærkede han, da han først fik kastet et blik på tegningen. Den var nu ganske nydelig. ”Man bliver så let opslugt, ikke sandt?” Han smilede skævt til hende. Han havde selv brugt mange timer på at sidde og tegne uden at bemærke sine omgivelser – udover motivet selvfølgelig.

[Leonora af Legan]

Hun kiggede p den næsten færdige tegning af en lille samling vintergækker og smilede. "tak. Jeg havde brug for at tænke på noget andet." hun gad ikke snakke om, hvad der havde ført hende herud og stillede derfor hurtigt et spørgsmål, så han ikke kunne spørge mere ind. "Hvad laver De selv herude?" hun grinede lidt. Det lød næsten som om han faktisk forstod hende. Det var mere end Niklaus gjorde.

[Adrian af Dunlath]

Han lagde hovedet lidt på skrå. Brug for at tænke på noget andet? Måske havde han virkelig ret i, at hun var søgt herude for at få lidt fred og ro alene. Det var selvfølgelig også rarest at sidde og tegne et sted, hvor man ikke konstant blev forstyrret. Hun skiftede dog emnet, så han trak på skuldrene med et skævt smil. ”Jeg er ude på en lille aftentur og håber vel lidt på at støde på et nyt charmerende bekendtskab undervejs.” Han blinkede drillende til hende.

[Leonora af Legan]

Hun blev glad, da han ikke spurgte ind til, hvad hun havde brug for at tænke over. Hun gad ærligt talt ikke snakke om det. Egentlig havde hendes tegneri allerede hjulpet en hel del på det også.
Nu det ligesom kom på plads, havde hun mere overskud, til også at smile mere roligt til ham. Med et glimt i øjet kommenterede hun på hvad han lavede "Har De så stødt på et sådan et på Deres vej?" hun kunne jo ikke vide, hvor langt han havde gået. Så mærkede hun et håb om, at han ville invitere hende med videre på turen.

[Adrian af Dunlath]

Han stoppede sig selv fra at kaste flere blikke på tegningen. Det var bedst ikke at snage for meget. Man kom hurtigt til at virke anmassende. Smilet var fortsat skævt, da hun stillede sit spørgsmål. ”Naturligvis, ellers var jeg ikke stoppet op her,” bemærkede han og blinkede igen til hende. Hun var en ganske charmerende lille komtesse, og han håbede ærlig talt på at kunne overtale hende til lidt morskab. Når nu Julia ikke gad.

[Leonora af Legan]

Leonora lagde mærke til hans mange blikke mod tegningen. "Vil De gerne se nærmere på den?" spurgte hun høfligt med et smil.

Hans næste kommentar fik hende til at røde let i kinderne, og hun mærkede en kilden i maven. "Mange tak, Nådigherre. Vi kunne da sikkert gå en aftentur sammen, hvis De har lyst?" Det var måske ikke helt i orden at hun foreslog det, men det havde hun altså gjort nu. Det kunne være ganske hyggeligt og tænk nu om de kunne lære hinanden bedre at kende, og dette måske kunne udvikle sig? Han virkede jo ganske rar og charmerende.

[Adrian af Dunlath]

Han nikkede og satte sig ned. ”Det vil jeg meget gerne,” svarede han og rakte en hånd op for at få tegningen. Det var altid rart at få mulighed for at studere andres værk og diskutere den fælles interesse. Desuden havde han ikke lyst til at gå en tur med hende – det ville betyde at de skulle gå rundt i lejren, og så kunne der ikke rigtig ske mere end det.

[Leonora af Legan]

Hun gav ham tegningen, en smule nervøs over hvad hans kritik ville blive. "Jeg er elendig til portrætter, derfor har jeg fundet glæden i at tegne naturen" Sidst hun havde forsøgt at tegne sin broder Niklaus, havde han mest af alt lignet en død gris med et ekstra ben( det var sværdet). Nej så hellere naturen, det kunne man da se hvad var også bagefter. Hun grinede lidt ved tanken og smilede til Den unge herre, der nu havde sat sig ned. Det var ganske hyggeligt.

[Adrian af Dunlath]

Han tog imod tegningen og satte sig til nysgerrigt at studere den. Han kunne se visse ligheder med Julias stil, men også en del forskelle. Måske lå det blot til unge komtesser at have en mere skrøbelig og blød stil. ”Portrætter kan bestemt være svære,” medgav ham. ”Der er mange små detaljer, som man skal være opmærksom på, og hænder er så forfærdelig vanskelige at tegne.” Det havde han selv kæmpet noget med i starten. Nu om dage var det dog ikke det store problem længere.

[Leonora af Legan]

"det ja og Øjne. Det er umuligt at få pæne øjne. Det er lidt der alt liv ligger, så ja, jeg tegner til uden øjne" Så grinede hun lidt. Det var lidt fjollet at sidde der og snakke om tegninger, men også ganske hyggeligt. Hun kiggede på ham flere gange lidt i smug. Han var da en ganske pæn mand, måtte hun indrømme. Tænk om det måske kunne blive en mulighed til en forlovelse?

[Adrian af Dunlath]

Bemærkningen fik ham til at grine. ”Uden øjne?” Det lød ærlig talt som nogle skræmmende portrætter. Godt hun var gået fra det igen! ”Det var nu ærgerligt.” Han sendte hende et skævt smil og lænede sig en smule ind mod hende. ”Man siger jo, at øjnene er sjælens vinduer. Så smukke øjne, må betyde en smuk sjæl, ikke sandt? Det er synd og skam, hvis man er tvunget til at undgå at tegne dem.”