Lyd fra en ven

[Selmira Skæbneseer]

Kian Falkeblik

Tingene var på en eller anden måde i hvert fald blevet stabiliserede, selvom de stadig ikke var faldet til ro. Vitor og Selma havde fundet en nyt værelse i nedre by, hvor ingen vidste, hvem de var og det var først et par dage efter og et godt stykke tid efter mørkets frembrud, at hun listede sig ud i gaderne. Den karakteristiske ansigtsmaling havde hun ikke på og ansigtet virkede underligt nøgent uden det.

En lille gadedreng fik en - for at rende til Aben og finde Mester Kian, overbringe ham en besked fra Mira Kallah. Kian ville være den enste, der kendte både hendes mors kælenavn og familiens navn, så på den måde ville hendes identitet stadig være sikker. Hun listede tilbage ind i skyggerne og ventede. 

[Kian Falkeblik]

Han var endnu ikke gået i seng. Han var altid mest bekymret for Selma velbefindende om aftenen, så det var svært at falde i søvn. Han vidste dog ikke, om han faktisk ønskede, at hun dukkede op i kroen. Det kunne lede til endnu værre ting.
Han sad og drak i krostuen, da en knægt kom hen med en seddel til ham. Han genkendte navnet og forlod kroen efter at have drukket færdig. Han var nødt til at tage det stille og roligt, så ingen ville bemærke ham og følge efter. Han gik en del omveje i første omgang for at give eventuelle forfølgere et indtryk af, at han blot gik sig en tur. Han svag sågar op i de borgerlige distrikter og gjorde et par forsøg på at lette nogle lommer. Da drabanterne så jagtede ham, havde han en god undskyldning for at sprinte af sted og endelig finde Selmas gemmested. ”Hvor har du været?” hviskede han bekymret, så snart de endelig stod ansigt til ansigt.

[Selmira Skæbneseer]

Kian lod vente på sig og Selma begyndte snart at blive rastløs i den mørke gyde, selvom hun godt vidste, at hun ikke bare kunne opsøge ham på Aben. Nej, livet ville være meget anderledes fra nu af. Fra at blive behandlet med respekt, ville hun blive jagtet som et dyr, når først hun havde stået ved Vitor i offentlighed.

Hun hørte lyde og trak straks længere ind i mørket, før hun så, hvem det var. I en hurtig beværelse rykkede hun hen til ham og lagde hænderne bag hans ører, så fingrene kunne låses om hans baghoved. Panden lagde hun mod hans. "Kian," mumlede hun og knugede om hans hoved. "Det kan jeg ikke fortælle dig." Hun sukkede. "Undskyld."

[Kian Falkeblik]

Han lagde armene om hende og knugede hende ind til sig. Det var rart endelig at se hende igen efter alt for mange dages stilhed. Det kom ikke bag på ham, at hun ikke ville sige, hvor hun havde været, men det ærgrede ham stadig lidt. ”Kommer du tilbage?” spurgte han i stedet. Det var måske også vigtigere.

[Selmira Skæbneseer]

Først da de igen var sammen, kunne hun rigtig mærke trygheden helt inde i sin kerne. Hun var altid tryg med Vitor, men Kian.. kendte hende på en helt anden måde. Hun knugede sig ind til ham i tavshed og nød de øjeblikke, de havde sammen. Spørgsmålet fik hende til at se på ham. "Vi bliver her," hviskede hun og sukkede lydløst. Kun i hendes skuldre kunne det mærkes. "Vitor vil vende Gina og Amos mod hinanden. Jeg ved ikke, hvad han har i tankerne, men..." Det ville blive farligt. Og hvis Kian havde planer om at blive ved høgene, kunne de ikke ses.

[Kian Falkeblik]

Han aede hende på kinden, da hun så op på ham. Som forventet ville hun ikke med tilbage. Vitor ville åbenbart ikke bakke op om Gina, og Selma ville selvfølgelig ikke forlade ham. ”Du forstår virkelig at få dig selv i problemer,” sukkede han opgivende. Lige som han var steget i graderne hos slyngelhoffet ... ”Så hvad nu?”

[Selmira Skæbneseer]

Hun strøg tomlerne gennem hans fine hår, der nærmest virkede helt alfeagtigt sammenlignet med hendes stride manke. Et blegt smil lyste hendes ansigt op, da han talte. Det føltes meget nøgent at stå uden ansigtsmarkeringen, men heldigvis beskyttede hans nærhed hende en smule. "De har altid fundet mig," kommenterede hun med et lille, skævt smil. Før hun mødte Kian havde hun haft et ganske stille og roligt liv i forhold til nu, men selv der havde hun altid fundet en vej i fedtefadet. "Nu.. Må jeg blive hos Vitor. Hvad gør du?"

[Kian Falkeblik]

Han grinede lavmælt og nikkede lidt, før han kyssede hende på panden. Hun formåede da også at skabe alverdens problemer. Man kunne ikke overlade hende for længe til sig selv, uden at hun fik rodet sig ud i et eller andet. Så ved hendes spørgsmål var der ikke så mange andre muligheder. ”Jeg tage med dig.” Han kunne jo ikke bare efterlade hende i sådan en situation. Han var nødt til at være der, så han kunne beskytte hende.

[Selmira Skæbneseer]

Smilet voksede uvilkårligt ved hans ord og hun følte sig et langt øjeblik fristet til at sige ja, men så rystede hun lige så blidt på hovedet. Hun kunne ikke risikere ham. Ikke når han ikke selv havde valgt noget af det. Corus skulle bare have været et lille job, et stop på vejen. Hun havde allerede fået ham til at blive alt for længe. "Ikke lige nu," hun prøvede stadig at smile, selvom det smertede hende at måtte lægge lidt afstand til ham. I hvert fad for nu. "Men.. Vi kunne godt bruge en blandt... jer til at finde ud af, hvad hun foretager sig."

[Kian Falkeblik]

Det irriterede ham lidt, at hun sådan afviste ham. De burde ikke blive adskilt. Især når hun havde brug for hjælp! Desuden var hendes forslag da langt farligere end hans! ”Det kan jeg ikke, Selma. Hele kroen ved, at vi er tætte. Jeg kommer til at være den første folk mistænker, hvis det bliver opdaget, at nogen giver jer informationer.” Han ville aldrig kunne slippe af sted med den slags ting. ”Hvis jeg hører, at de har fundet jeres skjulested eller sådan noget, skal jeg nok sørge for at advare dig, men ellers går det ikke.”

[Selmira Skæbneseer]

Hun sukkede og så ned et øjeblik, før hun igen fangede hans blik. "Undskyld," hun så indtrængende på ham og rystede ganske lidt på hovedet mellem hans hænder, panden stadig mod hans. Det var en stor ting, hun havde bedt om og hun fortrød det allerede. "Det er mere end rigeligt. Tak." Det brændte i hendes øjenkrog, men hun ville ikke give efter for det. I stedet knugede hun sig lidt hårdere ind til ham. "Undskyld." Hvordan var alt blevet så rodet?

[Kian Falkeblik]

Han knugede om hende og kyssede hende på panden. I håret. Det var uvirkeligt, at hun om lidt ville forsvinde ud mellem hans fingrer, og så ville de ikke vide, hvornår de så hinanden igen. ”Du skal ikke undskylde, lillesøster.” Det gav jo mening, at hun bad om hans hjælp. ”Det er nærmere mig, der skal undskylde.” Han burde kunne hjælpe hende mere. Han burde gøre mere.

[Selmira Skæbneseer]

Smilet blev bredere, men der var kommet en tristhed over hendes blik, som hun virkelig prøvede at skjule for ham. Hvorfor vidste hun ikke. Han havde altid været i stand til at se lige igennem hende. "Du har intet at undskylde," forsikrede hun ham alvorligt. "Jeg elsker dig." Det havde hun altid gjort. Lige siden han havde vist hende, at livet ikke behøvede at være firkantet, men kunne tage lige den form eller farve, man kunne tænke sig og hun ville følge ham til verdens ende, hvis han krævede det. Hvilket også var grunden til, at hun var glad for, han forstod.

[Kian Falkeblik]

Hun virkede lige så ked af situationen som ham. Det var da altid noget, at de kunne stå og være ulykkelige sammen så. ”Jeg elsker også dig, lillepige,” hviskede han ned i hendes hår og nussede hende lidt på ryggen. Sikke stor hun var blevet. Da han et kort øjeblik havde vendt ryggen til, var hun sprunget ud af reden og fløjet af sted. Han slap hende endelig og strøg hende en enkel gang på kinden igen. ”Du må hellere komme tilbage i sikkerhed, ikke sandt? Vi skal nok ses igen.” De kom til at støde på hinanden igen før eller senere, men de kunne ikke længere følges ad.

[Selmira Skæbneseer]

Lillepige. Det var hun ikke blevet kaldt længe og havde det ikke været, fordi hun i forvejen havde haft en grund til snart at skulle væk igen, havde hun nok fundet på en for ikke at afsløre sine tårer for ham igen. Han måtte se, at hun var voksen nu, for at han kunne stole på, at hun ikke ville komme til skade. Den uro ville hun ikke give ham. "Og du passer på dig selv. Vær glad." Hun trak ham helt ind til sig i en tæt omfavnelse og stod der et par lange øjeblikke, mens hun memorerede følelsen. Så trak hun sig igen ud af hans favn og vendte om før at søge længere ned af den snævre gyde. Snart var hun igen opslugt af mørket. På flugt.

afsluttet