Når dagen gryr [R]

[Blake af Jesla]

Lyanna af Genlith

Blake havde gjort som han havde lovet og holdt hende, indtil hun faldt i søvn. Han kunne dog ikke selv sove. Det ville ødelægge alt for meget, hvis de blev opdaget i nat af alle nætter, så han brugte tiden på at lægge planer i stedet. Og for hver eneste time, der sneglede sig forbi ham, fik han det bedre og bedre. Han kunne bare mærke, at han havde foden indenfor for alvor nu og de planer han havde for deres fremtid kunne endelig sættes igang.

Da lyset gled ind over vindueskarmen, vidste han dog, at det var tid til, at han skulle efterlade hende. Derfor strøg han hende blidt over kinden og kyssede hende blidt på munden for at vække hende.

[Lyanna af Genlith]

Øjenlågene sitrede lidt og det var tydeligt, at øjnene bevægede sig under dem, da Blake lagde et kys på hendes læber, men der gik yderligere et øjeblik eller to, før hun rent faktisk åbnede øjnene og så på ham. Hun smilede forsigtigt. Det virkede som en helt almindelig morgen, selvom.. Hun prøvede ikke at tænke på det.

Aftenen havde budt på lidt af hvert og enkeltvis ville de to begivenheder have været mere end rigeligt for at vippe hende i et nervøst sammenbrug, men sammen havde de bragt hende i en underlig tilstand lignende paralyse. Derfor sagde hun ikke noget, da hun vågnede, men betragtede ham bare i tavshed, mens tungespidsen gled ud over læberne. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige.

[Blake af Jesla]

Tungen over læberne var al den invitation, han skulle bruge, for at lægge sine læber over hendes. Hun var stadig næsten nøgen og hendes braies var stadig ubundne og bare tanken om det, havde givet ild til mange fantasier i løbet af natten. Han lagde da også en hånd på hendes bryst med det samme, så han ikke risikerede, at hun nåede at få pakket deres intimitet fra natten før ned i en æske, som kun var blevet åbnet på grund af den ulykke, de havde oplevet.

Han holdt hende bare tæt og nussede hende let på ryggen og over brystet, mens han lod hende finde tryghed i sig igen. De var ved at smede et bånd, som han ville gøre så stærkt som muligt. Derfor gik der adskillelige minutter, inden han trak sig nok tilbage til at kunne se på hende. "Godmorgen, musling. Hvordan har du det?"

[Lyanna af Genlith]

Det var ikke længe øjnenen nåede at være åbne, da de lige så stille lukkedes igen, som hans læber fandt hendes. Hun følte sig så lille og skrøbelig i hans arme, men samtidig vidste hun også, at intet ondt nogensinde kunne ramme hende der. Hos ham var hun sikker. Derfor sagde hun heller ikke noget, da hånden fandt hendes bryst, men puttede sig kun tættere ind hos ham og nød hans kærtegn.

Hun så på ham og trak på skuldrene i en lille, forsigtig bevægelse. "Godmorgen," hviskede hun uden at have et svar på hans spørgsmål, så hun rykkede bare en lille smule tættere på ham og lagde sig lidt bedre til rette. "Jeg har sovet." Det vidste hun i hvert fald.

[Blake af Jesla]

Han nikkede let og nussede stadig hendes bryst. "Det er kun godt. Jeg forstår godt, at det ikke er let. Kom her, så skal jeg distrahere dig lidt mere." Han trak hende ind og kyssede hende igen. Hun ville få brug for meget distraktion i de næste par uger. Og det måtte meget gerne være aktiviteter som disse, hun havde lyst til, så det gjaldt om at vise hende, at de virkede.

[Lyanna af Genlith]

Det var meget overvældende alt sammen, især med tanke på at hun endnu ikke havde haft tid til at bearbjde hverken det, der var sket med kammerpigen eller det, der var sket i hendes seng efterfølgende. Hun skælvede i hans greb, men trak sig så alligevel fra kysset og lagde armen om sig selv sådan, at den fik fjernet hans hånd fra hendes bryst og beskyttede det mod flere berøringer. "Blake," mumlede hun lavmælt uden egentlig at kunne mønstre kraft til en ordentlig indvending. Hun følte sig ør i hovedet.

[Blake af Jesla]

Han var meget tæt på at brumme irriteret, men han stoppede sig selv i sidste sekund. Hun var ved at trække sig tilbage til, hvordan deres forhold havde været aftenen før og det ville han ikke have. Derfor så han hende også bare blidt ind i øjnene og rystede på hovedet. "Nej, Lyanna. Du har lovet at stole på mig." Så tog han et blidt tag om hendes håndled på den arm, som hindrede hans berøring og strakte den ud ned langs hendes side. Hun lå næsten på den anden arm, så den var effektivt sat ud af spillet. Den anden arm trak han om på ryggen af hende og tog fat i den med den hånd, som var på hendes ryg. "Du har brug for dette." Han lagde hånden tilbage på hendes bryst og nappede let i hendes læber med sine tænder.

[Lyanna af Genlith]

Hendes øjne blev store, da han rystede på hovedet. Nej? Hvad mente han med det? Hun så forvirret op på ham, mens han trak hendes hånd væk. Så hev han hånden helt ud af spil og forbløffelsen i hendes ansigt blev bestemt ikke mindre. "Men Blake," indvendte hun igen og skælvede tydeligt under ham, under berøringen og påvirkningen ved hans bare tilstedeværelse. "Vi må ikke. Det er ikke.." Hun vred sig lidt i hans arme, men uden at hun egentlig var villig til at lægge kræfter i.

[Blake af Jesla]

Han smilede ind mod hendes læber og kyssede hendes læber på trods af hendes protester. Da hun var færdig, lagde han sin mund ud for hendes øre og nappede let i det. "Vi har allerede gjort det. At du nyder det en gang mere, fjerner ikke det faktum, at du allerede har gjort det. Og du har brug for det," indvendte han igen og trak lidt ud i hendes brystvorte. "Det vil hjælpe dig til at slappe af." Han nappede hende let i den sensitive hud på siden af halsen.

[Lyanna af Genlith]

Hendes viljestyrke begyndte at smuldre mellem fingrene på ham og hun vred sig igen, denne gang under hans legende fingre. "Nej, jeg kan ikke," insisterede hun og prøvede at dreje sig væk fra hans berøringer. Hun følte sig som det mest forfærdelige menneske lige nu og den fristelse, Blakes berøringer stillede hende over for hjalp bestemt heller ikke på det. En kvinde var død på grund af hende og nu lå hun her og brød flere af reglerne.

[Blake af Jesla]

Han brummede let ind mod hendes hals og strammede grebet om hendes håndled. "Jo, du kan," modsagde han hende lavmælt og lagde så sine læber over hendes, så hun ikke kunne modsige ham igen. Han intensiverede sine kærtegn på hendes bryst, men ventede trods alt med at gå videre, til hun havde overgivet sig. Han brød sig ikke om at slippe sit tag i hende, før hun havde underlagt sig ham. "Stol på mig, musling."

[Lyanna af Genlith]

Lyanna klynkede lavt, da grebet om hendes håndled strammedes og hun blev overrasket over at finde ud af, at hun virkelig nød den noget hårdhændede behandling, bare den mindste smule. Hun havde dog ikke lyst til at give efter denne gang. Det var forkert, kunne han ikke selv forstå. "Men.. Ikke lige nu," hendes stemme var spæd og forsøgende, prøvede at trænge igennem med sine indvendinger, på trods af at hendes krop vågnede ved hver af hans berøringer. Knæene pressede en smule sammen og kinderne blussede.

[Blake af Jesla]

Nu var hun altså bare besværlig! Hun havde lovet at stole på ham. Hun havde allerede givet efter og hun vidste, at det var godt, hvad han tilbød hende. At hun blev ved med at sætte sig imod, gjorde ham stædig. Han slap hendes bryst og lagde en blid hånd på hendes kind for at modvirke hans stemme, som nu var ret bestemt. "Lyanna. Du skal stole på mig, hvis dette skal gå godt," sagde han affærdigende, inden han slap hendes kind og lod hånden finde ned i hendes braies igen. Her lod han prøvende en finger teste vandene for, om hun ikke skulle være opstemt på trods af sine ord.

[Lyanna af Genlith]

Øjnene var store og forsvarsløse, da hun mødte hans blik igen. Hun vidste, hun ikke havde nok viljestyrke til at modsige ham igen og hånden på hendes hånd indikerede, at hun ville behøve det. Så nikkede hun lige så langsomt og spredte benene en ganske lille smule for at gøre plads for hans hånd. Hendes skød føltes allerede varmt og fugtigt og hun kunne ikke længere finde på de undskyldninger, der havde afholdt hende fra at give efter tidligere.

[Blake af Jesla]

Åh, der var den! Han mærkede et sus af magt gå gennem sig, da hun endelig gav sig og spredte sine ben for ham. Han slap dog ikke hendes håndled endnu. Han havde det alt for godt med at holde hende fast på den måde. Han kyssede hende på næsen og smilede så mildt. "Dygtig," hviskede han lavmælt, mens han holdt hendes blik med sit. Et lille smil spillede om hans læber, mens han håbede på at se hende rødme. Han kærtegnede hende roligt, nu hvor hun endelig havde givet sig. Denne gang ville han trække det ud. Have hende til at skælve af lyst. Have hende til at indrømme det.