Aftaler bag lukkede døre

[Iliane af Disart]

Larkin af Stenbjerg
28. september 526

Et tip fra en forretningspartner havde sendt den unge Grevinde direkte over til Stenbjergs hus i Højager. Hun vidste af erfaring, at han klar var en af de i hovedstaden, der ville kunne gengælde en sådan tjeneste, hun havde at byde på, med noget godt. At hun så tit endte nøgen i hans seng var jo kun en fordel. Det gjorde begge parter mere medgørlige, når det kom til forhandlingerne.

Med kyndige fingre fik hun bundet båndene af sine håndled og så hen på Larkin med et skævt smil. "Jeg tænkte nok, du ville synes om det." Hun følte sig altid umådeligt selvtilfreds, når hun, en kun syttenårig pige, kunne påvirke ham på den måde. Og han lod da til at have syntes ganske godt om at binde hende. Hun lagde båndene fra sig på sengen, før hun trak fingrene igennem de lyse lokker. De var blevet helt filtrede, men sådan endte det jo lidt for ofte, når hun kom for at diskutere forretninger med Hertugen.

[Larkin af Stenbjerg]

Larkin var stadig ved at vænne sig til ikke at studere. Det var særpræget at sidde i boligen i Corus efter så mange år og gennemgå budgetter. Han savnede lidt det støvede bibliotek i Gudernes By, men her var der trods alt også andre fornøjelse. Hvoraf den ene netop var ankommet. Da grevindens ankomst blev erklæret, lagde han det brev til side, som han netop havde været ved at læse. En opdatering fra hans moster om alle de ugifte adelsfrøkener ved hoffet. Dem han selv havde haft blikket på lod stadigvæk til at være tilgængelige ... Lige nu var der dog mere interessante ting at forholde sig til.

Han grinede af bemærkningen og lagde armene bag hovedet. Hun så jo ud til at være ganske ferm til selv at løsne båndene. ”Burde sådan en ung grevinde gå op i den slags lege?” spurgte han drillende frem for at svare. Det havde nu været ganske underholdende. Det var rart med lidt adspredelse af og til. Ikke at han bare sådan lige ville indrømme det. ”Nå, men jeg er lutter ører. Jeg går ikke ud fra, at du kom bare for at se det nye sengetøj?” Han løftede et afventende øjenbryn af hende.

[Iliane af Disart]

Det gik ganske godt med at løsne båndene, nu han havde befriet hende fra selve sengen og inden længe var hun fri af dem. Hun trak på de spinkle skuldre. "Burde en hertug?" vendte hun blot spørgsmålet. Rygterne ved hoffet havde aldrig bekymret hende og ville heller ikke gøre det nu. Hun var grevinde og kunne gøre, som det passede hende.

"Det er ellers noget lækkert sengetøj," komplimenterede hun og lod fingrene glide over det. Kvalitetsbevidsthed var endnu en ting, de delte. "Jeg fik engang noget fra Carthak, der var lige så blødt. Hvor har du det fra?" Hun var på vej væk fra emnet og rystede på hovedet af sig selv. "Jeg er blevet gjort opmærksom på en fordelagtig handel." De blå øjne studerede ham vågent, mens hun lænede sig lidt tilbage.

[Larkin af Stenbjerg]

Han fnøs, men svarede ellers ikke på bemærkningen. Han kunne gøre, hvad der passede ham. Især når han altid kunne påpege, at han jo bare var fulgt med på grevindens lystige idé. ”De er fra Yamani-øerne,” svarede han i stedet med et skævt smil. De lavede godt stof derovre. Det var dog det næste, der fangede hans opmærksomhed. ”Ja så? Sig endelig frem.” Det var altid godt at få nogle fordelagtige informationer, som der kunne tjenes penge på.

[Iliane af Disart]

Hun nikkede og gjorde sig et mentalt notat af, at hun burde få undersøgt det nærmere. Der var intet bedre end blødt sengetøj. Øjnene afslørede, at hun havde fanget hans opmærksomhed og hun smilede tilfreds, mens hun fortalte. "Det er kommet mig for øre, at Hertugen af Prinshold købte et noget overvældende antal heste fra Carthak, men på grund af pengeproblemer er han ikke længere i stand til at beholde dem," det var alment kendt, at heste fra Carthak stod højt på markedet, men markedet var ikke altid godt og det var noget af en investering. "De kan ende med at indtjene meget mere end den slik, han sælger dem for af ren og skær desperation."

[Larkin af Stenbjerg]

Han satte sig op langs sengegærdet. Heste fra Carthak? Hm, gad vide om baronessen af Linden ville forsøge at slå til på det? Tilføje blod til avlen og sådan? Hvis Iliane havde hørt om det her som en af de første, var det måske muligt at skaffe dem først. ”Det lyder bestemt som en lovende mulighed,” medgav han og strøg en af hendes blonde hårlokker om bag hendes ører. Desuden var Prinshold familie, så han stod nok en bedre position til at lave en aftale med hertugen. ”Og til gengæld?” Han smilede skævt. Turen i sengen var næppe nok til at tilfredsstille hende helt.

[Iliane af Disart]

Hun lænede sig ind mod berøringen og smilede skævt. Det glædede hende, at Larkin ville kunne få noget ud af det tip, for hun selv følte ikke, at hun havde midlerne til at gøre sådan en investering på nuværende tidspunkt. "Og til gengæld..." Hun trak lidt på det og tog et kys fra hans læber i mellemtiden, før hun lænede sig lidt tilbage igen. "Har jeg snart et arrangement i Disart, som jeg kunne bruge økonomisk støtte til. For en særlig fremvisning af Stenbjergs kvalitetsskind og -pelse, selvfølgelig."

[Larkin af Stenbjerg]

Han tog imod kysset, imens hun trak lidt på sit svar. Det var der såmænd ikke noget nyt i. Hun kunne godt lide lige at indynde sig lidt mere, og han kunne godt lide at lade hende gøre det. Han grinede lidt og nikkede. ”Det kan jeg vel nok overkomme at finansiere,” svarede han roligt. ”Det må være noget stort, du har planlagt, hvis du vil have støtte udefra?” Ikke at han klagede. Det var en lille pris at betale for nyttig viden.

[Iliane af Disart]

Hans evne til at finansiere hendes foretagende havde ikke været det hun søgte svar på, så meget som hans villighed. Økonomisk kapital havde han rigeligt af og hun smilede hemmelighedsfuldt til ham. "Du kender mig, Larkin," konstarede hun og trak på skuldrene, "Jeg vil gerne have det bedste af det bedste og den mentalitet går ikke særligt godt i spænd med kompromiser." Han havde det uden tvivl på samme måde, det var hun overbevist om.

[Larkin af Stenbjerg]

Han lagde en arm om hende og trak hende ind til sig. ”Det er selvfølgelig sandt.” Hvis man ville have, at noget skulle være helt perfekt, måtte man være villig til at spendere en masse penge på det. De var begge noget perfektionistiske, når det gjaldt den slags. ”Jeg går ud fra, at min invitation allerede er skrevet?” Han kunne jo godt lide sociale arrangementer, og ved Guder, hvor havde han savnet den slags i Gudernes By. Det var så langt væk fra alt, så det var skønt at være tilbage i Corus, hvor der var mere liv.

[Iliane af Disart]

Uden så meget som skyggen af protest lod hun sig trække ind til ham og strøg en lille fod mod hans ene læg. "Ja, selvfølgelig," forsikrede hun ham og en finger dansede over hans brystkasse i fjerlette berøringer. "Det er den udvidede, der inviterer til et værelse til dine ting og en sengeplads i et helt andet værelse til dig," hun sendte ham et sigende blik. Når der var arrangementer var alligevel den eneste tid, hvor hun rigtig nød at være i Disart. Så var der ikke så kedeligt og det ville især Larkins tilstedeværelse i hendes seng garantere.

[Larkin af Stenbjerg]

Han lod sig dumpe ned at ligge igen med Iliane i favnen. Han grinede lidt af hendes beskrivelse af invitationen. ”Det er også rart, at have sine ting i et andet rum end sengen. Så er der mere plads,” medgav han fornøjet og trykkede hende ned til sig. ”Du har måske ikke inviteret andre ... bekendtskaber?” Han gjorde sig ingen illusion om, at han var den eneste mand, som hun brugte tid på. Han havde dog aldrig haft en interesse i at finde ud af, hvem hun ellers var sammen med. Den slags kunne så let blive akavet.

[Iliane af Disart]

Hun lagde hovedet mod hans skulder, da de igen endte med at ligge nogenlunde vandret. Det gjorde hende ikke det mindste. Aftaler kunne lige så godt diskuteres i sengen som på et kontor. "Det er en elegant begivenhed, søde," hviskede hun og strøg næsetippen over hans øreflip, mens han holdt hende tæt. Larkin var bestemt den mest passende af hendes særlige bekendtskaber, som hun følte for at invitere, selvom hun nok var nødt til at sætte nogle af de andre på gæstelisten. Han var immervæk ikke den eneste hertug, hun havde.

[Larkin af Stenbjerg]

Han grinede lidt. ”Hvem i alverden omgås du dog, hvis jeg er den eneste, du kan bruge tid på til en elegant begivenhed?” drillede han uden egentlig at ville have et svar. Han kunne jo godt lide at blive valgt frem for andre. Han strøg en finger langs hendes rygsøjle og sukkede svagt. ”Man kunne jo få lyst til at kritisere din smag i mænd ... hvis ikke det var fordi, at jeg selv var en af dem.” Ja, lidt smag havde hun trods alt, når hun nu lå her med ham. Selvom det måske mere var på grund af hans rang end noget andet. Hun var jo en ambitiøs pige.

[Iliane af Disart]

Et drilsk blink blev svaret på det spørgsmål, hun gættede på, han virkelig ikke ville have et reelt svar på og en skælven søgte ned gennem hendes lille skikkelse, da hans fingre strøg langs hendes rygsøjle. Hendes type var alt fra riddere til lensherrer, så længe deres ry var i orden og de kunne få hende til at føle sig som den kvinde, hun så gerne ville være. "Det er jo netop grund til at nogen ville finde den tvivlsom," kommenterede hun drilsk og nappede ham blidt over kravebenet.