Bare lidt mad

[Amina Syerske]

Amos Søfarer

D. 25. December år 527 M.T

Amina havde brugt de sidste mange timer på at tænke. Det skænderi hun havde haft med Amos dagen inden kørte rundt i hovedet på hende. Han havde sagt en masse ting, som hun ikke bare sådan kunne glemme igen.

Hun kiggede over på de få ting, hun havde, som nu stod klar til at rejse fra Duen. Serena havde måske fået hende til at blive, men hun havde flere gange overvejet bare at rejse. Måske hun kunne søge hyre på et skib og så sejle væk?

En rumlende lyd afbrød hendes tanker. Men hun havde heller ikke fået mad siden morgenen dagen før. Hun forsøgte at ignorere det, hun var ikke klar til at gå nedenunder. En ny rumlen fortalte hende dog, at hun var nødt til at blive det.

Hun rejste sig fra sengen, gik hen til døren, som hun forsigtigt åbnede. Der var ingen at se. Så gik hun ud, og på serenas opfordring forsøgte hun at gøre sig så ubemærket som muligt. Hun gik direkte mod baren og bad om lidt mad, uden at se hvem der ellers var på duen. Hun satte sig i baren og ventede på at maden ville komme.

[Amos Søfarer]

Amos var stadig vred. Ingen tvivl om det. Men han var trods alt ikke længere ude af kontrol. Han havde fået den tid, han skulle bruge for at kunne se logisk på sagen og det var bestemt kun en god ting. De havde bare desværre også vist ham, hvor inderligt skuffet, han var blevet over Amina's afsløring. Han var rent faktisk så skuffet, så han ikke orkede at tale med hende.

Han sukkede for sig selv, da hun kom gående ind i krostuen. At hun pludselig dukkede op, tvang ham til at tage stilling til hende, selvom han helst var fri og det gjorde ham omgående i dårligt humør. Han rejste sig dog stadig med et irriteret suk. Han gik bare ikke over til hende. De havde stadig en facade at holde op for folkene her på Duen. I stedet gik han ud af den dør, hun var kommet fra og fandt ned på hendes værelse, hvor han satte sig til at vente.

[Amina Syerske]

Da Amina fik sin mad, tog hun tallerkenen og gik stille tilbage på sit værelse for at spise, den der i fred og ro. Hun åbnede døren og trådte inden for, og var så næsten ved at tabe sin tallerken ved synes af den gæst der sad og ventede på hende.

Hun var ikke klar til at snakke med Amos endnu, slet ikke. Hvad skulle hun sige? Overraskelsen har fået hende til at stivne, men endelig satte hun maden på det lille bord og kiggede så over på ham, med tomme øjne "Hvad laver du her?" skønt hun ikke ville vise ham, hvordan hun havde lød hendes stemme alligevel en smule forundret.

[Amos Søfarer]

Han så op, da hun kom ind og han brummede utilfreds af hendes noget flabede spørgsmål. "Sæt dig," sagde han mørkt. "Og luk døren." Det de skulle tale om, kom absolut ingen andre ved.

Han sad roligt og ventede, indtil hun havde gjort, som han sagde. "Du er nødt til at forstå, at jeg er meget skuffet over dét, du fortalte mig," begyndte han. "Olivia har været dum nok til at sige det videre til Ralf Tordenarm - som er en af Farkas' tætte støtter. Den oplysning kunne have kostet dig livet og jeg må indrømme, at jeg slet ikke forstår, hvordan du kunne være så skødesløs."

[Amina Syerske]

Amina gjorde som hun fik besked på, uden at sige et ord. Hun satte sig, og selvom hun havde været frygtelig sulten, lod hun mad være mad og var i stedet optaget af, hvad Amos sagde. Han lød ikke direkte sur længere, men det var stadig ikke rart, og hun havde svært ved at se på ham. Hun skammede sig, også allerede før han begyndte at fortælle.
Hun kiggede på ham kort, åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen. Det var ikke noget der kunne retfærdiggøre det, hun havde gjort. Samtidig med blev hun også overrasket over, at Olivia havde sladret. Det havde hun ikke regnet med ville ske.
Så kiggede hun bare ned på sine fingre "Jeg ved godt at jeg har skuffet dig. Selv hvis jeg fortæller dig hvordan det nåede så langt dengang, så ved jeg godt at det ikke retfærdiggøre det."

Hun havde sagt undskyld en gang så det ville hun ikke gøre igen, hun sad bare og ventede på hvad udfaldet blev. Om hun fik lov at blive eller om hun skulle rejse, det måtte jo være derfor han var her.

[Amos Søfarer]

Han nikkede let, da hun ikke forsøgte at sige ham imod og det var kun godt. Han lænede sig lidt frem mod hende og så alvorligt på hende. "Når du befinder dig blandt slyngler, så er den vigtigste lektie, du nogensinde kan lære, at holde kortene tæt til kroppen. Man kan ikke bare stole på andre mennesker, Amina! De er nødt til at bevise det først!" At hun netop havde bevist, at han ikke kunne stole på hende, sagde han ikke noget om. Han havde jo allerede besluttet sig for, at hun selvfølgelig skulle blive. "Du er nødt til at passe bedre på, hvis du skal blive her."

[Amina Syerske]

Først nu kiggede hun rigtig på ham, skyldfølelsen var tydelig at se i hendes øjne. Da det lød til at hun alligevel fik lov til at blive kiggede hun over på sine sammenpakkede ting, og så tilbage på ham. "Jeg skal nok være mere forsigtig fra nu af. Det lover jeg dig" Hun tøvede lidt og fortsatte så "også selv hvis du tvivler på mig nu" Det ville undre hende, hvis han ikke troede hende. Hun havde brudt hans tillid, som hun endelig havde vundet, det var næsten det værste af det. Når man altså lige var kommet sig over den råben, der havde været dagen forinden om fare og tortur.

[Amos Søfarer]

Han sad stadig ganske roligt. Hun sagde trods alt, hvad han ønskede at høre og det gjorde ham bedre tilpas. "Godt. Så er vi enige. Jeg vil ikke høre, at dette er sket igen. Dine hemmeligheder er dine hemmeligheder. Du kan aldrig være sikker på, om nogen vil dig det ondt." Han rejste sig og var egentlig mere eller mindre klar til at gå sin vej. Han havde fået sagt, hvad han var kommet for.

[Amina Syerske]

Amina lyttede opmærksomt til, hvad han fortalte, og i samme nu som han rejste sig følte hun alligevel trang til at sige noget mere, eller hvert fald bare spørge ind til det. "Så..øhm.." Hun burde måske have sagt det i går også, men da havde det ikke virket så usikker, som det pludselig gjorde nu. "Jeg talte med en Orvar den anden aften. Jeg fortalte ham ikke noget særligt, kun hvad jeg hed og at jeg boede på Duen" Hun stoppede, da hun kom til at tænke på hvordan deres samtale var afsluttet. Hendes hjerte begyndte at banke hårdt, men hun havde ikke lyst til at holde mere hemmeligt for Amos. "og.. andre ting, men ikke noget om, hvem du var eller altså ja er i forhold til mig. Det lover jeg dig." Det føltes bedre nu at få det sagt, også selvom hun var usikker på følgerne deraf.

[Amos Søfarer]

Han var næsten på vej ud af døren, da hun talte igen og han rynkede på brynene. "Orvar er i Legan," sagde han så. Efter alt det roderi han havde lavet med sin bror, havde han ønsket at komme væk og Amos kunne ærligt talt ikke sige noget til det.

[Amina Syerske]

Der var noget hun ikke forstod, hvordan kunne han være så sikker, når nu hun havde talt med ham? "Jeg snakkede med en der sagde hans navn var Orvar Jernnæve eller sådan noget, netop vendt tilbage fra Legan, men skulle snart afsted igen." Det var ikke for at sige Amos imod, men det var jo hvad hun havde oplevet. Men Nu ved du det hvert fald, det lød til at I kendte hinanden."

[Amos Søfarer]

Hans panderynke blev kun dybere. Hvorfor skulle Orvar være tilbage i Corus uden at give sig til kende? Han kunne dog ikke se nogen grund til, hvorfor hun skulle lyve. Eller hvor hun skulle kende navnet fra. De havde ikke rigtigt haft noget med hinanden at gøre. Det måtte han hellere undersøge. Tak fordi du sagde det," sagde han lavmælt og gik så ud. Måske var der håb for hende alligevel.

*Tråd afsluttet*