Alt har en ende

[Alexander af Viksø]

Niklaus af Legan

Midvinter, 524 M.T.

Alexander lå vågen, ligesom han havde gjort sidste nat. Lå blot vågen i Niklaus' arme og indprentede sig hans træk, som var så meget mørkere end hans egne. I nattens mørke, var de mørkere endnu, men det gjorde ham ingenting. Endelig lå han i mandens arme igen.

Månederne, hvor han havde været udsendt, havde været ulidelige. Alexander havde brugt alt for mange timer på at sidde på sit værelse og drømme sig tilbage til disse fantastiske nætter. I mellemtiden var han dog også blevet klar over, at de havde været for fantastiske. Ingen kunne have så meget lykke for evigt. Det måtte ende på et tidspunkt og han havde den mest lurende fornemmelse af, at det ville blive snart.

Og derfor lå han nu og indprentede sig hvert et træk og hver en lille rynke i Niklaus' ansigt. Hvis det alligevel skulle ende, så ville han i hvert fald sikre sig, at han intet glemte.

[Niklaus af Legan]

Niklaus var vant til modstand i sit liv, men alligevel var det at være adskilt fra Alexander en helt anden form for hårdt end han nogensinde havde oplevet. Derfor knugede han ham også helt tæt, nu de endelig var sammen igen. Det havde været forfærdeligt ensomt uden ham, især fordi de ikke kunne skrive til hinanden på samme måde, som andre par kunne det. Men nu var de sammen igen.

Han åbnede øjnene udelukkende for at se, at Alexanders allerede var åbne. Et blidt, drenget smil skøjtede hen over hans læber. "Har jeg noget i ansigtet?" spurgte han i et lydløst grin og plantede et kys på Alexanders næsetip.

[Alexander af Viksø]

Han lå stadig og kiggede - ganske sikker på, at Niklaus sov - og derfor nåede han ikke at slå blikket ned og skjule sin intense stirren, inden Nik havde fanget ham i det. Han slog dog stadig blikket ned og lagde sit hoved bedre til rette på Nik's skulder i stedet. "Nej, ingenting," svarede han bare lavmælt og kunne ikke tvinge sig til at smile, selv hvis hans liv havde været afhængig af det. Han håbede dog på, at Niklaus ikke ville lægge mærke til det, nu hvor han ikke længere så op på manden. Han mærkede en lille nervøs banken af sit hjerte.

[Niklaus af Legan]

Alexander forsvandt godt nok væk hurtigt og Nik bukkede hovedet lidt ned, plantede et kys mod hans hår. "Hvor forsvandt du hen?" spurgte han drilsk, men med en undertone af oprigtig forundring. Han nød at se på ham og havde ikke fået mulighed for det i alt for lang tid og nu var de endelig sammen igen. "Kom op igen," bad han derfor blidt og plantede flere kys mod hans hoved. "Jeg vil gerne kunne se på dig."

[Alexander af Viksø]

Han havde det rigtigt godt med at putte sig ind til Nik's side, som han gjorde nu. Det var et trygt sted at være. Når han mødte hans blik, følte han sig mere nøgen, end han allerede var og det gjorde ham mærkeligt tilpas. Han kunne dog ikke finde på en god undskyldning til ikke at se op, så derfor lukkede han bare sine øjne og vendte ansigtet op mod ham med et smil om læberne. Han brød sig trods alt godt om, at Nik syntes, at han var smuk. Det gjorde ham varm indeni. Og forhåbentlig ville han ikke tænke over, at det var sært, at han havde lukket øjnene.

[Niklaus af Legan]

Heldgvis gjorde Alexander tegn til at ville gøre, som han bad om og Niklaus måtte klukke lidt for sig selv, da han bemærkede de lukkede øjne. "Jeg ved godt, at jeg ofte er bag dig," mumlede han med en drislk undertone og trak ham tættere, "men hvis ikke du kan holde ud at kigge på mig, er det her nok ikke den bedste løsning." Han følte sig ikke urolig ved det. Alexander havde givet rigeligt udtryk for, at han også brød sig om Niklaus' udseende.

[Alexander af Viksø]

Selvfølgelig bemærkede han det og Alexander mærkede et lille utilpas sug gå gennem maven. Han kunne dog heller ikke lade være med at smile lidt bredere, inden han alligevel åbnede øjnene. "Du ved godt, at jeg ikke har noget imod at se på dig. Tværtimod." Han så kortvarigt op på Niklaus med et skævt smil og drejede så hovedet, så han i stedet kunne kysse ham på brystet. Han følte sig af en eller anden grund ikke komfortabel med øjenkontakt lige nu og han håbede lidt, at dette kunne distrahere manden i hans seng, så han ikke ville tænke over, at han opførte sig lidt underligt.

[Niklaus af Legan]

Han opførte sig virkelig underligt nu, hans lille junker, og Niklaus brummede lavmælt, da han mærkede hans læber mod sin brystkasse. "Alexander," mumlede han lavmælt og lagde to fingre under hans hage, tvang hans ansigt op, så det i hvert fald ville være det mest oplagte at se på ham. "Hvad foregår der?" Af og til havde han det med at blive fjern, næsten indelukket, hvis der var sket noget og Niklaus bemærkede sjældent, når det skete. Eller at Alexander var underlig. Lige indtil det blev slående tydeligt og hver gang blev han irriteret over, at han ikke havde fanget det i opløbet.

[Alexander af Viksø]

Alexander kyssede en brystvorte og mumlede et lille "ikke noget," mens han forsøgte at lyde munter. Han havde alle planer om at forsøge at distrahere Nik ud af denne samtale, men sekundet efter mærkede han en finger under sin hage og hans ansigt blev trukket op mod hans vilje.

Han kunne ikke få sig selv til at lukke øjnene igen, men i samme øjeblik hans blik fandt Niklaus', følte han sig igen vanvittigt udstillet og han fik lyst til at gemme sig. Det værste var, at han var ret sikker på, at følelsen også kunne ses på hans ansigt og han hadede, at Nik skulle se hans usikkerhed. Han forsøgte derfor at trække sin hage fri igen, så han kunne skjule sig lidt. Han forsøgte ikke at svare eller tale udenom. Han vidste trods alt, at han allerede var afsløret.

[Niklaus af Legan]

Hvad der havde sat gang i disse følelser, han nå så malet ud over Alexanders ansigt, vidste han ikke, men han vidste, at han måtte gøre alt, for igen at få ham til at være glad. Derfor trak han ham tættere og kyssede hans læber ganske blidt. Et kys blev til flere, mens han strøg ham ned ad rygraden. Efter nogen tid blev kysset brudt og hans ene hånd lagde sig over hans balde. "Så smuk, så perfekt," hviskede han lavmælt og lænede panden mod hans.

[Alexander af Viksø]

Han slap ikke af sted med at trække sig væk, men Nik holdt da i det mindste op med at se på ham. I stedet blev han kysset og Alexander gjorde, hvad han kunne for at give sig hen til kysset. Jo før han kunne få denne følelse presset i baggrunden, jo før kunne de hygge sig sammen, som de plejede. Så længe det varede.

Nik's ord fik dog hans indre til at vride sig. For han var langt fra perfekt. Det var absolut kun Nik, der var det og det gjorde ondt at tænke på, hvad der ville ske, når Nik opdagede det. Derfor sagde han heller ikke noget til det, men smilede bare halvhjertet og strakte sig efter hans læber igen.

[Niklaus af Legan]

Normalt blev Alexander så tydeligt påvirket af hvert kys, hver berøring og det fik alle alarmklokkerne til at ringe, da han var næsten passiv i deres kys. Uden tøven trak han ham tættere igen, så deres nøgne kroppe igen blev helt filtret ind mellem hinanden. Det var sådan, livet var bedst. Han var dog stadig bekymret og gav kun et flygtigt kys, da Alexander strakte sig efter det. "Det har været tre hårde måneder uden dig," hviskede han ømt og så alvorsfuldt på ham, "Jeg har savnet dig og nu har jeg fortalt dig, hvad jeg tænker på. Derfor vil jeg bede dig gøre det samme."

[Alexander af Viksø]

Han blev lidt slukøret, da Nik ikke bare lod det løbe. Det var ikke rart at føle sådan her og han ville bare gerne have det til at gå væk! Hvorfor kunne han da ikke også bare lade sig distrahere? Alex faldt lidt sammen i hans arme og så væk igen. Han puttede sig ind til Nik og forsøgte at finde en måde at undgå emnet på. Det ville ende alt for hurtigt, hvis de havde den samtale nu. Men... Han kunne heller ikke bare tie stille. Det ville Nik heller ikke bryde sig om.

Til sidst sukkede han overvundet og rystede lidt på hovedet. "Jeg... Hør.. Dette er fantastisk. Jeg har aldrig haft det så godt i mit liv... Men... Det gør mig trist at vide, at det ikke kan vare ved." Så. Nu var det ude. Han holdt vejret, mens han legede med Nik's brysthår.

[Niklaus af Legan]

Han kunne godt mærke Alexanders nervøsitet omkring emnet og trak ham en smule tættere. Det var vigtigt for ham, at han vidste, han var der for ham. Ordene fik ham til at smile ganske let og han måtte kæmpe for ikke at slippe en lettet latter. Var det bare det? "Hvem siger, det ikke kan det?" spurgte han blidt og trak ham ind til et nyt kys. Han ville kunne kysse de bløde læber for evigt. Den ene hånd gled fra hans liv og ned på hans lænd, hvilede lige over den perfekte bagdel.

[Alexander af Viksø]

Han smilede ind mod Nik's læber og glædede sig over, at det i det mindste ikke var lige nu, at det sluttede. "Du har ret," sagde han derfor bare og lod Nik tro, at han havde gjort ham gladere. Det var jo også sandt - lige nu. Han måtte bare sørge for at nyde alle de øjeblikke, han kunne få. Og så håbe, at han ville kunne samle stumperne sammen, når det engang var ovre.