Familien på tur

[Julietta af Dunlath]

Adrian af Dunlath

Efter nyheden om Baronen af Legans død havde Julia ikke tøvet så meget som et øjeblik med at gå til Adrian og bede ham med de største tiggerøjne og den mest sukkersøde stemme, hun kunne få frem, om at han tog hende til Legan. Hun vidste, at Leonora sikkert ville have brug for en veninde, hvis hendes far lige var død og der var derfor i hendes perspektiv ingen tvivl om, at hun blev nødt til at tage til Legan med sin mand til sin granonkels begravelse.

De var efterhånden nået til Mindelan. Vognen trillede lystigt af sted med det stadig nogenlunde nygifte par indeni. "Tak, fordi du fik det her til at ske," mumlede hun taknemmeligt og så hen på Adrian. I al hektikken omkring deres afgang, havde hun slet ikke fået tid til at fortælle ham det endnu. Hun trak en lod af håret bag øret og lagde så hånden på maven, der efterhånden var på samme størrelse som honningmelonerne, hun havde fået i syden.

[Adrian af Dunlath]

Han var virkelig ikke glad for det. Det var svært nok at skjule graviditetens længde i Dunlath, og nu var de på vej til en begravelse, hvor der ville være mange andre adelige. Han var derfor noget anspændt under hele rejsen. Han var opslugt af sine egne tanker og kom først til sig selv, da Julia talte til ham. ”Det var så lidt.” Han smilede svagt til hende. Det blev forfærdelig kedeligt i Dunlath, så en rejse til syden var sådan set god. Bare ikke under disse omstændigheder.

[Julietta af Dunlath]

Adrian virkede mildest talt en smule fraværende og hun lagde den ene hånd over hans med et mildt, omend en smule bekymret smil. "Adrian?" hendes stemme var blid som silke, mens hendes blå øjne studerede ham. De plejede at være i stand til at tale om tingene, så hans tavshed bekymrede hende. Det første advarselstegn var jo egentlig, at de havde siddet meget tæt i et par dage nu uden at han havde prøvet på noget. Det lignede ham ellers ikke.

[Adrian af Dunlath]

”Hm?” Han glippede lidt med øjnene. Tankerne blev ved med at glide til, hvordan de kunne skjule Julias mave, uden at det gik op for folk, at de skjulte den. ”Jeg har det fint. Jeg er bare lidt ... stresset.” Han var ikke sikker på, om han burde fortælle hende det. Så blev hun muligvis bare selv ængstelig. På den anden side var hun jo nødt til at tage højde for det. Hun måtte da også allerede have den bekymring. ”Vi skal sørge for, at folk ikke kan regne ud, at du er længere henne, end vi har sagt.”

[Julietta af Dunlath]

Så langt væk havde hun kun set Adrian, når hun fangede ham midt i sine studier og selv der var hun sikker på, at hun altid kunne få hans opmærksomhed, hvis hun smed kjolen. "Tal med mig," bad hun og flettede sine små fingre ind mellem hans. Hun ville ikke have, hvis han gik med alle sine bekymringer alene også selvom de fleste måske behandlede hende som et lille barn. Hun skulle altså snart være mor.

Alligevel stivnede hun en smule, da han endelig delte sine tanker med mig. "Din mor fortalte, at hun var misundelig på, hvor ..." hun prøvede at huske den præcise ordlyd "petit, jeg stadig var på trods af graviditeten."

[Adrian af Dunlath]

Han hadede at gøre hende opmærksom på problemer. Hun var jo stadigvæk så ung og ny, når det kom til hoffet og alle dets intriger. ”Godt ...” Han nikkede lidt. ”Men man ved jo aldrig. Der kan opstå unødige rygter ...” Han lænede sig tilbage på sin plads i vognen og stirrede frem for sig. En løs kjole kunne måske gøre det? Det var da naturligt for gravide at bære løsere kjoler, ikke? Så folk ville vel ikke undre sig over det.

[Julietta af Dunlath]

"Du må ikke bekymre dig," hun så bedende op på ham med en lille, fin fold mellem hendes bryn. Det gik hende altid sådan på, når han bekymrede sig og denne tur sydpå var en chance for en lille ferie for dem. En lille pause fra hans familie. "Jeg skal nok tage ansvar for alle rygter, der skulle komme." Hun smilede til ham og lænede sig frem, så hun kunne lægge et lille, forsigtigt kys på hans kind.

[Adrian af Dunlath]

Han smilede svagt til hende og lagde en arm om hende. ”Julia, det ligger jo ikke kun på dig at skjule det,” sagde han med et svagt smil. De måtte begge tage et ansvar for det. Han skulle nok sørge for, at ingen troede, at hun var blevet gravid før brylluppet. ”Hvis nogen spørger, så var der bare tale om de effektive Dunlath-mænd.” Rupert og Annora havde været effektive, så de skulle bare spille på det.

[Julietta af Dunlath]

Julia rystede blidt på hovedet. "Ikke hvis det nager dig så meget," forsikrede hun ham og lænede sig ind i hans favntag, da han lagde armen om hende. Hovedet fandt hen til hans skulder, kyssede ham på siden af halsen. "Det er jo også sandt," påpegede hun. En enkelt gang havde været nok for dem og at dømme ud fra Annoras hurtige graviditet, havde det ikke været meget anderledes for hans ældre bror. "Ingen vil stille spørgsmålstegn. Ved du ikke, hvor uskyldig, jeg kan fremstå?" spurgte hun og så på ham med store øjne, der kun understregede hendes pointe.

[Adrian af Dunlath]

Han kyssede hende ved øjenkrogene og trak hende tættere ind til sig. Han grinede lidt. ”Ja, det er jo rigtigt.” Han og Rupert var tydeligvis alt for effektive. Frem over skulle han og Julia virkelig huske den amulet. ”Det er sandt. Bare spil rigtig meget på det, så ingen kan finde ud af, hvor fræk du er i skjul.” Han kyssede hende på de bløde læber og knugede hende ind til sig.

[Julietta af Dunlath]

Endelig kyssede han hende og hun smilede straks, puttede sig mere ind til ham. Det lod til, at han havde det lidt bedre med det hele nu og det glædede hende. Smilet blev skævt ved hans ord og hun besvarede ømt kysset. "Det er kun sammen med dig," fnes hun forlegent, da kysset blev brudt. Hun nappede ham prøvende i underlæben, som han havde gjort på hende et par gange. "Så snart det her er slut tager jeg den amulet på og fjerner den aldrig igen."

[Adrian af Dunlath]

Han grinede mod hendes læber og flyttede hende over at sidde på sine lår. ”Det er jeg glad for at høre.” Han kyssede hende ned over hagen og halsen. Hendes løfte fik ham til at grine igen. ”God idé. Ikke flere uheld.” Han nappede i huden og lod fingrene glide ned over hendes fine former, der var skjult under kjolen.

[Julietta af Dunlath]

Det blev godt nok noget trangt, da han trak hende over at sidde på skødet, men i det mindste var hun ikke så høj som han. Hun lagde armen om livet på ham og sukkede lavt, da han kyssede hende over halsen. "Ikke andet at bekymre sig om end hvor mange timer, vi kommer til at tilbringe i sengen," lovede hun ham og smilede let, da hun mærkede hans vandrende hænder. "Men indtil da," prøvede hun alligevel at komme frem til sin pointe. Hvis han fortsatte sådan, vidste hun, at der var stor sandsynlighed for, hun ikke fik det sagt, "Så prøv at nyde tiden i Legan."

[Adrian af Dunlath]

Smilet blev kun bredere, og hænderne begyndte at løsne kjolen omme bagpå. ”Det lyder lovende.” Der var jo tjenestepiger til at tage sig af barnet om natten, så de kunne rigtig nyde hinanden der. Og så selvfølgelig en masse om dagen også. Børn sov vel meget? Det håbede han. ”Jeg skal nok prøve,” mumlede han ind mod huden. ”Det er bare svært, når der er tale om Niklaus.” Det var ikke rigtig et møde, han så frem til. Manden var sikkert omtrent så venskabelig, som han plejede at være.

[Julietta af Dunlath]

Hun rødmede en smule, da han begyndte at løsne hendes kjole og hun trak gardinet for vinduet. "Adrian," fnes hun, men gik også selv i gang med at åbne hans tunika og trykkede sig ind til ham. "Niklaus?" Hun huskede godt det blå øje, han engang havde givet Adrian. "Men det var jo før, vi blev gift," indvendte hun. Alt det med Leonora var de jo kommet videre fra uden behov for at se tilbage. Tanken om Leonora fik det til at kilde en smule i maven på hende.