På vej mod Legan

[Leonora af Legan]

Niklaus af Legan

De sidste par dage havde været en underlig tid for Leonora. Hun havde ikke rigtig følt at det var i orden at være glad, nu deres fader var død, men omvendt havde hun også dårlig samvittighed over slet ikke at føler en egentlig sorg over det.
Hun hvade dog alligevel valgt at gemme midvintergaverne lidt så de ikke kom dagen efter nyheden om deres døde fader. Nu på vej til Legan, var et langt bedre tidspunkt og de fleste følelser havde lagt sig. Hvert fald dem omkring deres afdøde far.

Det kriblede i maven af spændning, da hun opsøgte sin broder for at overrække ham sin gave. Det havde været svært at finde det helt rigtige og nu under omstændighederne var hun usikker på hans reaktion på netop den gave hun havde valgt.

Hun fandt sin broder siddende i teltet og gik smilende hen til ham, med gaven på ryggen. "Goddag kære Broder. Hvordan står det til?" Hun elskede at snakke med sin broder og nød hver gang de var på tomandshånd.

[Niklaus af Legan]

De havde ikke ventet længere end dagen efter midvinter til at tage af sted og havde da også valgt at køre natten over nogle dage for at kunne skære nogle dage af rejsetiden. Derfor værdsatte han også mere de stop, de nu engang tog. For at give hestene noget hvile, havde de gjort holdt tidligt for aftenen og han havde netop fået sat sig, hældt et glas op og var i gang med at løsne støvlerne.

Han så op med rynkede bryn, da søsteren trådte ind i teltet. "Leonora," hilste han roligt og sparkede støvlerne af, før han lænede sig tilbage med et tilfreds suk og lagde benene over kors. "Udmærket," vurdere han med et træk på skuldrene. "Jeg er ved at være lidt træt af alt den rejse, men ellers går det fint. Hvad bringer dig herind?" Først havde der været rundrejsen, så Frølund, så brylluppet i Dunlath, så Ravntoft og nu Legan. Han glædede sig lidt til bare at være et sted for en stund. Alligevel troede han ikke helt, det var det, hun var der for at høre om.

[Leonora af Legan]

Hun kig et par skridt nærmere og tillod sig at sætte sig overfor sin bror. Hun var en smule øm efter rejsen og en anelse træt. Men lod det ikke vise foran sin broder. "Du har heller ikke haft meget tid det samme sted, må jeg sige. Jeg håber du kan få lidt ro over det snart." Det var ikke kun fordi transporten var synd for Niklaus, det var mere fordi hun savnede at se sin broder noget mere.
Hun smilede til ham og fandt gaven frem (et lækkert brunt læderbælte, men et bæltespænde med deres families våbensymbol) "En midvintergave. Jeg ved det er lidt for sent, men jeg kunne ikke få mig selv til at give dig den, til midvinter grundet hele vores situation." Hun rakte ham gaven med et smil på læberne. "Jeg må dog indrømme at jeg fik lidt hjælp til at vælge den. Men pak nu op" Hun kiggede spændt på sin Broder, der tog imod gaven

[Niklaus af Legan]

"Det håber jeg oså," nikkede han. "Din grankusine Julietta og hendes mand kommer også til begravelsen, så I kan forhåbentlig også få tilbragt lidt tid sammen," han smilede forsøgende til hende. Smil kom ikke så let til ham, når han sad med et hunkøn. Erfaring havde vist ham, at de var nogle lunefulder, hysteriske væsener. "Og Gil følges med Alexander, så de ankommer efter begravelsen. Jeg tænkte, det var et tiltrængt lille afbræk for os."

Brynene rynkedes, da hun rakte en gave fra. Grublede over, hvor hun havde fået midlerne til det fra. Uden et ord tog han imod den og pakkede den ud. Indholdet fik ham til at løfte brynene en anelse. "Det er en meget fin gave, Leonora," fortalte han og nikkede lidt for at understrege oprigtigheden i hans ord. "Tak." Han tøvede lidt. "Jeg har også en gave til dig."

[Leonora af Legan]

Leonora havde ikke tænkt meget på disse to mennesker, efter alt der var sket mellem dem. Hun havde stadig ikke fortalt nogen at hun havde kysset Julietta. Som tanken strejfede hende, blev hun let rød i kinderne, men hun kiggedde hurtigt væk og fik styr over det igen, så det ikke være til at se. Da hun hørte at Alexander kom smilede hun. Hun kunne godt lide Alexander. Han var virkelig en rar mand. "For at være ærlig, så fik jeg hjælp af Alexander til at finde din gave. Men det var mig der bestemte der skulle være en blæksprutte på" Hun smilede og blev så igen lidt nervøs. Da hun havde købt gaven havde hun ikke regnet med at den skulle gives til Legan kommende baron, på den måde som det nu var tilfældet.
"Jeg er glad for du synes om den. Jeg håber ikke det er underligt at du får netop dette, nu midt i begravelse og alt sammen" Det virkede bare en smule rodet det hele i hendes hoved. Så nævnte han, at han også havde en gave til hende og hun blev straks meget spændt på hvad det mon kunne være. Måske var det af samme grund at hun rankede ryggen en smule.

[Niklaus af Legan]

Han lagde ikke noget særligt i hendes rødmen omkring Julia. Det var sikkert en pigeting, hvad vidste han. Det var først, da hun fortsatte at tale om Alexander, at han begyndte at spidse ører. "Gjorde han det?" brummede han og brød sig ikke rigtig om tanken om, at de tilbragte alt for meget tid sammen, selvom det selvfølgelig hjalp på historien om, hvorfor Alexander skulle besøge dem.

"Det er helt fint, ingen grund til bekymring." Han lagde den fra sig og rejste sig i stedet for at gå hen til kisten, der indeholdt hans tøj. Han havde fået pakket søstrenes gaver bare for en sikkerheds skyld. "Jeg ville have overrakt jer dem efter begravelsen, men nu er vel også et fint tidspunkt." Pakken var stor og der sad en stor, lilla sløjfe omkring. Indeni var en kjole i lille og lyserød, som han tænkte vel var pigefarver. Den var ikke lige så simpel som Leonoras andre kjoler, men af meget finere kvalitet og større skørt. "Du fortjente noget, der ikke er til en lillepige, men en begyndende.. Ja, en lille voksen." Han kunne ikke helt få sig selv til at kalde hende en kvinde. Det var bedst, når han prøvede at glemme det.

[Leonora af Legan]

Hun rynkede let på brynene, var det et problem at hun snakkede med Alexander? De var jo bare mødtes i byen og så havde hun spurgt ham og han havde tilbudt sin hjælp. Det kunne der vel ikke være noget galt i? Hun slog det dog hen igen, men svarede på hans spørgsmål. "Ja, jeg mødte ham da jeg var ude og kigge efter en gave til dig og da jeg var helt på bar bund i forhold til hvad jeg skulle give dig, spurgte jeg ham. Jeg forstod at i var nære venner?" Hun kiggede usikkert på ham, bare hun da ikke havde gjort noget galt.

Hun fulgte ham spændt med øjnene, da han rejste sig for at hente gaven til hende. Den var stor og smukt pakket ind. Hun var meget spændt på, hvad det mon kunne være. Forsigtigt løsnede hun båndet og fjerne så papiret, for derpå at kigge på en virkelig smuk kjole. Et øjeblik sad hun blot og kiggede overrasket på den, så voksede et smil langsomt frem på hendes læber, et smil der blev at se helt op i øjnene på hende. "Tusind tak Niklaus. Den er virkelig smuk" Hun lagde kjolen ved siden af sig og skulle lige til at flyve sin broder om halsen og give ham et kram, da hun alligevel fik stoppet sig selv i det og det blot blev til en underlig bevægelse. "Jeg er meget glad for den"

[Niklaus af Legan]

Han nikkede og havde ikke lyst til at tale mere om det. Det måtte jo håndteres fornuftigt og ikke ud fra hans personlige følelser om, at søsteren tilbragte tid med Alexander. Han vidste jo godt, at han kunne stole på ham. I stedet koncentrerede han sig om at få overbragt Leonoras gave. Han smilede, en anelse utilpas ved situationen og bemærkede godt hendes underlige ryk frem mod ham. Forsigtigt lænede han sig ind mod hende og trak hende ind til et skævt, stadig underligt distanceret kram. Han trak sig hurtigt tilbage med en klemt rømmen.

[Leonora af Legan]

Da Leonora tøvede med at give sit broder, sket det alligevel at han lænede sig ind i et kram til hende. Det var måske en smule skævt og lidt underligt, men det var et kram. Det var ikke noget der skete tit, Måske var det også derfor Leonora vægtede det så meget højere når det endelig skete.
Leonora lov sine arme omfavne ham også, men sekunder efter trak han sig væk. Hun smilede om muligt større bagefter. "Du er virkelig den bedste broder jeg kunne ønske mig" Hun kiggede på kjolen igen og tænkte over de ord han havde sagt i forbindelse med, at hun havde fået den. "Jeg skal nok sørge for at bære den som voksen og ikke træde så meget ved siden af længere" Det var allerede blevet bedre mente hun selv, og hun havde ikke længere de samme behov for at udforske tingene og søge kærligheden, den havde hun jo nu.

[Niklaus af Legan]

Tætheden og ømheden i hele situation blev hurtigt for meget for Niklaus og han holdt blikket rettet bare en lille smule til højre for hendes ansigt, ukomfortabel med at se hende i øjnene. "Tja, hm," brummede han, akavet ved situationen. Hvorfor skulle hun også gøre så stor en ting ud af, at han gav hende en gave? Det gjorde de da hvert år. Han forstod hende virkelig ikke lige nu. "Det er fint," han nikkede. Uanset var hun jo snart ikke hans ansvar længere og så ville det heller ikke være hans problem, hvis hun lavede fejl.

[Leonora af Legan]

Det var tydeligt at se, at han ikke var komfortabel med tætheden mellem dem, og af respekt til sin broder, valgte hun ikke at dvæle mere ved det. Så kiggede hun kort men afmålende på ham. Der var en ting hun gerne ville snakke med ham om. Hun vidste desværre bare ikke hvordan, eller hvad hun skulle sige. Desuden var hun også bange for at han ville blive vred og det ønskede hun ikke.
I stedet valgte hun at spørge til noget andet, der havde knaget hende. "Nik? Skal du blive i Legan nu?" Det virkede underligt, at han om kort tid ville have ansvaret for hele deres len og hun ikke havde så let ved at se ham som før.

[Niklaus af Legan]

De stod bare og flagrede og efter noget tid tog han igen plads i sin stol, gjorde en indbydende bevægelse ud mod den anden stol, der var stillet frem i hans telt. Han sukkede dybt og lænede sig lidt fremover mod hende, da hun spurgte. "I hvert fald her i det næste stykke tid," konstaterede han uden at kunne give en mere specifik tidsramme. Der var nogle ting, der skulle ordnes i forbindelse med faderens død. "Men Gil mangler stadig en del forberedelse, før han kan håbe på at blive ridder og det har jeg forpligtet mig til."

[Leonora af Legan]

Hun satte sig igen på broderens anbefaling. Det var svært for hende helt at acceptere tingene. De blev pludselig alle sammen spredt til alle sidder. Det var ikke en rar tanke. Pludselig slog en tanke ned i hende. Hvordan kunne deres fader tillade sig at dø allerede? Han kunne godt have ventet et år eller to med det.
"Går det godt med ham, Gilbert?" det var egentlig ikke noget der rigtigt interesserede hende, men når han blev trænet af hendes broder var det da værd at tale om.

[Niklaus af Legan]

Han trak på skuldrene. Der var ingen grund til at diskutere teknikaliteterne omkring væbnerens træning, eftersom hun sikkert alligevel ikke ville forstå noget af det. Ligesom han ikke forstod kjoler og alt det andet, hun sikkert interesserede sig for. "Ja, det går udmærket med væbner Gil," påmindede han hende titlen. Hvis hun skulle være baronesse en dag, måtte hun blive bedre til den slags. "Han er ung." Han trak på skuldrene igen og mente egentlig, at det sagde det meste.

[Leonora af Legan]

Typisk, nu havde hun endnu engang glemt en title. Det måtte se at blive bedre snart. Det gik ikke, at hun var en dårlig plet på familien. "Det lyder godt." Det var altid svært at tale med Niklaus når de var nået til delen med bare at snakke om hvordan de havde det. Hun ville gerne vide at han havde det godt, og han forsøgte som oftest bare at lukke samtalen hurtigst muligt. "Jeg er sikker på du er god for ham." Hun smilede igen til sin broder. Han var bestemt en god mand, det var hun ikke i tvivl om, og han skulle nok blive en god Baron. Bedre end deres fader.