Næste skridt

[Tristen af Piratklippen]

Cierra af Henlov

Der var gået nogle dage siden tristen havde forladt Henlov-huset i flovhed og vrede, men nu var det tid at tage tyren ved hornene og forsøge at rette op på tingene. Han havde brugt lang tid på at samle mod til sig og havde da også riddet forbi huset nogle gange, før han endelig red derind og gik op og bankede på. En tjener åbnede døren og Tristen skulle bruge al sin opmærksomhed på bare at få lyd ud igennem læberne. "Nådigfrøken Cierra?" Han rømmede sig og prøvede igen "Jeg er kommet for at tale med Nådigfrøken Cierra, er det muligt, at hun har tid?"

Tjeneren lod Tristen komme indenfor, og tog hans kappe før han henviste ham til en stol, hvorpå han kunne sidde til Cierra kom herned. Tristen var brænd nervøs og ønskede sig næsten hellere tilbage i prøvelsernes kammer. Denne prøvelse var værre end noget andet, han havde oplevet.

[Cierra af Henlov]

Rejseforberedelserne for Cierra var efterhånden begyndt. Hun skulle snart tilbage til Gudernes By og færdiggøre sin uddannelse, inden hun kunne vende tilbage til Corus. Rejsen var dog blevet forsinket efter nyheden omkring dronningen. Og den nye konge. Noget den unge komtesser ikke anede, hvorpå hun skulle reagere. Hun var endnu ikke blevet præsenteret ved hoffet endnu, og de kongelige var en underlig og fremmed størrelse, som hun ikke havde haft lejlighed til at gøre bekendtskab med.

Hun sad inde i syværelse sammen med en barnepige, der passede på hendes to yngre søstre. Tvillingerne. Cierra mente nærmere, at de var to rådne æg, der altid forsøgte at ødelægge ting for hende. Lige nu var hun ved at redde et broderi fra den ene søster, da en tjener kom ind og meldte, at hun havde gæster. Hun snurrede vredt rundt, samtidig med at hun flåede broderiet hårdt ud af sin lillesøsters hånd. "Den..." Snerrede hun og knyttede sin frie hånd i vrede. Så gik hun over mod tjeneren og lagde broderiet i dennes hånd. "Hold det langt væk fra det monster," sagde hun, og forsvandt derpå ud af stuen.

Ude i hallen fik hun med det samme øje på Tristen, der havde fået sig en stol at sidde på. Hendes kjole fejede ganske let hen over gulvet, for hvert skridt hun tog. "God eftermiddag Ridder Tristen," hilste hun og nejede ganske let."Vil De ikke følge med ind i pejsestuen?"

[Tristen af Piratklippen]

Tristen pustede ud og samlede alt sit mod, da han se Cierra komme imod sig. Som hun nejede gengælde han hendes hilsen med et fornemt buk "Nådigfrøken" Han var meget koncentreret om at sige det rigtigt denne gang, og blev da også i bukket en my for længe.
Så rejste han sig "Meget gerne" og fulgte efter hende ind i pejsestuen.

I pejsestuen lod han hende sætte sig ned, og satte sig selv efterfølgende. Der var stille lidt. Hvordan skulle han gribe dette an. Han havde jo sådan set allerede forklaret hende hvordan landet lå, men måske havde hun ikke rigtig lyttet. Han åbnede mundet og skulle til at sige noget, da han skiftede mening og lukkede den igen. Det var bestemt ikke nem. så prøvede han igen "Jeg er ked af, at vi kom skidt fra start sidst" Det var ganske lige fordel mellem dem, og samtidig med en hentydning til at sige undskyld uden at jokke i et nyt bombekrater uden først at være forsigtig.

[Cierra af Henlov]

Hun satte sig ned i en af stolene ind i pejsestuen. Det var uhørt, at hun sad herinde alene, men ingen af hendes forældre var hjemme, og barnepigen kunne ikke forlade monstrene. Så hun blev nødt til at tage imod ham selv. Desværre. Og så alligevel ikke. Hvis han vovede på at være fræk igen og fornærme hende, så kunne hun sige sin mening.

Hun løftede det ene øjenbryn over hans - hvad skulle hun kaldet det - noget skjulte undskyldning. Hun foldede dydigt hænderne i skødet, og satte den ene fod bag den anden, mens hendes ryg var rank. Som hun sad der, lignede hun en komtesse, der ikke kunne gøre en flue fortrød. Men sandheden var en anden. Hendes tunge var skarp og præcis. "Hvis De gerne vil undskylde for Deres fornærmende ord sidst vi talte, så tilgiver jeg Dem," sagde hun. Ikke fordi hun brød sig spor om det. Og det sidste i den sag var så absolut heller ikke sagt.

[Tristen af Piratklippen]

Hun var hurtigt igang igen. hun var simpelthen utrolig. Tristen tog sig et øjeblik i at være imponeret over hvordan hun dog kunne være sådan hele tiden. Det måtte være et krævende job. Aldrig at slappe af, eller bare nyde livet en gang eller tog. "Jeg.. Ville gerne tale med Dem inden De rejser igen." hans stemme rystede en smule, men han gjorde virkelig alt for at holde nerverne i ro når han snakkede og der var da også et lille fremskridt siden sidst.
Det lød ikke til at hun ville undskylde over deres sidste måde, han mente nu ellers de havde været lige gode om det, og... han mærkede et stik i hjertet, Han var faktisk blevet berørt af hendes hårde ord. "Jeg.. æhm... Håbede vi måske kan rette lidt op på skader vi, vi fik lavet sidst?" puh det var ikke nemt og han var meget anstrengt for bare og koncentrere sig om at tale til hende, men han kunne tydelig mærke virkningen af det og det var det vigtigste.

[Cierra af Henlov]

Hun lod som om hun glattede en fold ud i kjolen, så hun ikke behøvede at se på ham. Hun fik trods alt mulighed for at se på ham resten af livet, at par minutter til eller fra gjorde vel ingen forskel. Og nu mente han ovenikøbet, at hun havde været skyld i, at han havde fornærmet hende. Hun rynkede utilfreds på næsen, og hendes blik var skarpt, da hun så på ham. "Det kan De måske," sagde hun, og rørte sig ikke en centimeter ud af stedet. "Jeg er parat til at starte forfra, hvis De er?"

[Tristen af Piratklippen]

Det lød da næsten til at går bedre, og som om der var mulighed også fra hendes side om at forsøge igen "Jeg er interesseret i at starte forfra." Han forsøgte at smile til hende, men da deres øjne mødtes kort, mærkede han hvordan han straks rødmede og måtte kiggevæk. Okay så små skridt. Han kiggede rundt lidt, for at finde ud af, hvad han dog skulle snakke om. Så slog det ham. "De.. Ser ganske smuk ud i dag" Han vidste faktisk ikke helt om det var i orden med et kompliment på den måde, men om ikke andet var den oprigtig og han synes bestemt hun være smuk.. eller hvert fald havde potentiale for at blive det. Hun virkede ham stadig nogen barnlig i udseendet.

[Cierra af Henlov]

Hun var et beregende mennesker, der kun handlede ud fra, hvad der ville være bedst for hende. Tristen skulle bare lære at forstå, at hun vidste, hvad der var bedst. Så kunne han passe sine ridderpligter alt det han havde lyst til. Hun var lige ved at sukke, da han rødmede i sine kinder. Kunne hendes forældre ikke have fundet en mand til hende, der ikke virkede som en forskræmt første års page? Hun glattede endnu en ikke eksisterende fold ud med sin ene hånd. "Mange tak Ridder Tristen," sagde hun, og lænede sig lidt forover så hendes lange fletning fladt over hendes skulder. "Ved De, hvornår De skal forlade Corus og udstationeres? Eller det bliver måske ikke foreløbigt efter Dronningens alt for tidlige bortgang?"

[Tristen af Piratklippen]

Tristen kiggede ned på hendes hænder. Hvad var det med hende og den kjole? hun blev jo ved med at pille ved den. Hun kunne da umuligt være nervøs. Det virkede ikke til at ligge til hende. Nå ja han slog tanken væk igen, det var vel også ligegyldigt.
Han tænkte efter i hovedet, da hun spurgte til hvornår han skulle forlade Corus igen. "Det er endnu uvidst, hvornår vi skal udstationeres. Der er en del at se til efter Dronnings bortgang. Vi får besked når den værste sorg har lagt sig og sorgeugen er ovre." Han kiggede på hende og lagde hovedet let på skrå "Hvornår skal De tilbage til gudernes by?"

[Cierra af Henlov]

Hun så hen på ham mens han svarede på hendes spørgsmål. For en gangs skyld uden at stamme, eller komme med udenomssnak. "Efter sorgeugen og kroningen rejser jeg tilbage til Gudernes By. Så jeg er her i en lille måned endnu," svarede hun med en lille skuldertrækning. En måned til eller fra betød ikke noget. Hun var alligevel kun ved at afslutte de sidste par måneder på klosterskolen. De kunne ikke lære hende noget nyt mere.

[Tristen af Piratklippen]

Han vurderede hende let, Var det en hentydning til et måde mere, det at hun fortalte hvor længe endnu hun var her? Han var ikke sikker. Han rødmede let da en tanke slog ham "Kunne De måske tænke Dem at følges med mig til Kroningen? Åh nej nu lød han generet og usikker igen. Men det var altså ikke let at spørge om den slags! Det var ikke ligefrem noget han havde prøvet tit. Han afventede nervøst hendes svar, og håber inderligt på hun ikke igen ville blive sur over et eller andet fjollet.

[Cierra af Henlov]

Hun løftede det ene øjenbryn over hans spørgsmål. "Man forventer det af os," sagde hun med en lille skuldertrækning. Hvem hun fulgtes med var ikke vigtigt. Det vigtige var, at hun kunne vise sig frem før det var meningen. Sæsonen startede jo først til sommer, hvor hun netop ville være færdig på klosterskolen. "Det er første gang, at vi skal vises frem som forlovede," ikke lige den begivenhed hun håbet på at gøre det til, men sådan var det jo.

[Tristen af Piratklippen]

Igen havde han trådt forkert, dog ikke så meget virkede det til. Det var da altid noget. Men hendes svar fik det alligevel til at trække lidt i ham. Hun kunne tydeligvis ikke lide ham, tydeligvis var hun komplet ligeglad med hvem han var. Det var ikke som... Der havde.. Nej nu måtte han stoppe! De var forlovet og sådan var det. Han måtte kunne finde et sødt menneske under alle pigens facader, det kunne da ikke være helt umuligt, kunne det?
"Første gang ja. Hvad har De gjort sig af tanker om det?" Med alle de tanker hun havde gjort sig omkring deres bryllup, så måtte hun helt sikkert også have planlagt hvordan tingene skulle foregå når de skulle vises frem. Det var vel også noget komtesser gjorde?

[Cierra af Henlov]

Hun rejste sig op fra den stol, som hun havde siddet i. Hun gik med langsomme skridt hen til et vindue, der vendte ud mod en frostplaget have. "Jeg havde tænkt mig at bære en kjole i Henlovs slægtsfarver," svarede hun roligt og drejede rundt, så hun kunne se hen på ham. "Men da præsentationen kommer langt tidligere end forventet, er det begrænset, hvor meget jeg endnu har nået at planlægge," svarede hun ærligt og uden skygge af dårlig samvittighed over at planlægge sådan nogle ting.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen smilede lidt for sig selv, da hun fortalte om sine planer, eller mangel på samme. Han kunne ikke slippe tanken om at dette måske ville være et fint eventyr for ham; ridderen der hjalp den stakkels nådigfrue i nød. Han grinede indvendigt. Hun ville aldrig forstå den tanke, men det var jo netop den han var! Den der hjalp, den der sørgede for at løse problemerne. Han smilede til hende. "Vi kan måske klare det sammen? Hvis De siger, hvad de skal bruge, så skaffer jeg det. Vi kunne snakke om planlægningen sammen. To hoveder tænker bedre end et" Han smilede. Det skulle nok blive et interessant eventyr. Ikke lige et han havde forventet, men spændende helt sikkert. Hvis da bare hun var med på det.