Store ændringer

[Selmira Skæbneseer]

Vitor Øksesvinger
28. december 527

Hendes blik var stadig fast rettet mod højbirdet. Vitor havde stadig på intet tidspunkt henvendt sig på Aben, men det havde hun heller ikke forventet. Ikke hvis Farkas virkelig var død. Der var en underlig stemning i krostuen og det øjeblik, Gina og Ralf forlod deres plads ved højbordet, søgte Selma fra Aben. Hun måtte finde Vitor.

Med målrettede skridt var hun søgt gennem nedre by. Nogle ansigter kendte hun og hun havde ikke følt sig for hævet til at stoppe dem og spørge, om de havde set den, hun søgte, men ingen kunne hjælpe. Minutter blev til timer, mens hun ledte. Lejligheden, gaderne, lejligheden igen, selvom han ikke var dum nok til at søge derhen. Normalt ville Selma nok være rasende, men med henblik på begivenhederne, forstod hun det egentlig godt. Og han ville da sikkert nok vende tilbage, når han ville det. Håbede hun da.

Så kom hun i tanke om noget. Et sidste værelse, en sidste mulighed. Et sidste håb. Hun ilede gennem nedre by og fandt det endelig. Mente i hvert fald, det var det. Vitor havde brugt det i forbindelse med arbejde fra tid til anden. Knoerne dansede hårdt over. "Det er mig," mumlede hun, næsten bedende. Hun håbede sådan, han var derinde, men ville ikke risikere at blive overhørt ved at bræge hans navn.

[Vitor Øksesvinger]

Da informationerne omkring Farkas' død havde nået Vitors ører, var næsten hele hans verden faldet sammen omkring ørerne. Den mand han havde svoret sin ed til, var død. Han havde fejlet endnu en gang i at fuldføre det, som han havde lovet. Gina. Den slange. Han havde ikke vist sig på Aben siden. Det var ikke et sted han havde lyst til at være. Hvis det var sådan det skulle være, så havde Vitor ikke tænkt sig at deltage.

Men med den beslutning vidste han også, hvad der ville ske. Han blev lovløs. En jaget mand gennem Nedre By. Han sukkede og kiggede ud af vinduet i det værelse, hvori han stod. Kun få mennesker kendte til dette her. Heldigvis. Og det var sjældent, at alle vidste, hvor mange værelser han havde fingrene i. Hvilket var fuldkommen meningen, og havde vist sig at være den rette beslutning.

Han havde sat sig i en stol og hældt et glas whiskey op til sig selv. Her kunne han være i fred. Han skulle tænke. Planlægge. Intet måtte gå galt. Han sad i en klemme. Og at forlade Corus ville ikke komme på tale. Han kunne ikke trække Selma væk. Det vidste han.

Da det bankede på døren stivnede han i kroppen. Havde de alligevel fundet frem til ham? Men så hørte han Selmas stemme. "Bare kom."

[Selmira Skæbneseer]

Endelig lød der lyd inde fra den anden side og glædelsen boblede varmt i hendes mavergion over, at det var Vitors stemme, hun kunne høre. Forsigtigt skubbede hun døren op og trådte ind på værelset, før hun lukkede den igen bag sig og stillede sig op af den. De grå øjne betragtede Vitor,som han sad der alene med et glas i hånden. Det var ikke noget nyt syn, men alligevel var hun nervøs. Hun sagde dog intet. Det var ham, der sikkert havde brug for at tale. Eller ikke og det ville hun respektere. "Jeg har ledt efter dig," informerede hun efter at have stået i tavshed i nogen tid.

[Vitor Øksesvinger]

Han løftede glasset endnu en gang, da han hørte døren blive lukket bag hende. Der var kun et sæt fodtrin. Og de tilhørte Selma. Han kørte en hånd over sit ansigt. "Du er sikkert ikke den eneste," mumlede han og skyllede endnu en tår af den brændende væske ned. "Jeg er lovløs, Selma," igen. Han var lovløs igen. Nu i to lande. Prisen på hans hovede voksede tilsyneladende kun for hvert år. "Du burde ikke have ledt efter mig. Gina vil sætte en pris på dit hoved."

[Selmira Skæbneseer]

Han så forpint ud, men hun vidste også godt, at hun intet kunne gøre for ham lige nu. Ligesom han intet ville kunne gøre for hende, hvis det var hende, der havde stået i hans situation og havde mistet Kian. "Selvfølgelig leder jeg efter dig, Vitor," hendes stemme var hård af alvoren bag ordene. Hun følte sig næsten stødt. De var da et par. "Medmindre.." Hun holdt vejret et øjeblik og koncentrerede sig om at bevare roen. "Vil du ikke have, jeg leder efter dig?" Hun var hans og han hendes indtil den dag, han ikke ville være det længere.

[Vitor Øksesvinger]

Han tømte glasset i en mundfuld og stillede det på bordet ved siden af sig bagefter. Et tungt og opgivende suk gled over hans tørre læber. "Jo jeg vil, men du må forstå Selma..." Sagde han med en plaget stemme. "Jeg er en død mand, hvis jeg viser mig udenfor," han drejede overkroppen og hældte lidt mere whiskey op i glasset. "Både Amos og Gina flår mig levende, hvis de finder mig." Det blev til en tår mere. Han rejste sig langsomt op fra stole, og dejede kroppen rundt, så han kunne se hen på hende. Han havde fået mere nok end nok. Det ville enhver være i stand til at se på lang afstand. "Du var ved at være færdig med at flygte. Og nu tvinger jeg dig på flugt igen."

[Selmira Skæbneseer]

Et vågent blik i de grå øjne fulgte hver af hans bevægelser med største opmærksomhed. Det var tydeligt at se, hvor hårdt aftenens begivenheder havde taget på ham, men hun trodsede sine instinkter om at krydse gulvet og lægge læberne mod hans. Det her var ikke som de andre gange, hun havde set ham plaget. Dette var langt mere. "Du tvinger mig ikke til noget," indvendte hun uden tøven. "Jeg valgte dig og jeg står bag dig lige meget hvad."

[Vitor Øksesvinger]

Han lagde en hånd på stolens ryg, og den vaklede under hans vægt. "Hvis du skal leve sammen med mig, så bliver det et liv i skjul," sagde han med en mørk stemme, inden han faldt sammen i stolen igen. "Ved Mithros..." Han tog sig til hovedet og rystede det. "Hvad foregår der?!" Det var tydeligt, at Vitor havde svært ved at både acceptere situationen, og ved at finde ud af, hvad han skulle gøre ved det.

[Selmira Skæbneseer]

Denne gang var hun henne ved ham i løbet af sekunder og hun knælede ved hans side. "Jeg er ved din side så længe, du vil have mig der," lovede hun ham og så på ham med et alvorsfuldt blik, der ikke helt skjulte den bagvedliggende bekymring. Forsigtigt lagde hun en hånd på hans knæ. Normalt kunne hun altid vurdere, hvad han behøvede, men nu stod det ikke længere så klart for hende. Hun gav hans knæ et klem. "Hvordan fik du beskeden?" Hun vidste ikke, hvad ellers hun skulle spørge om. Hvordan han havde det var temmelig indlysende.

[Vitor Øksesvinger]

Han nikkede stille til hendes ord, inden han hældte et nyt glas op. "En af mine informanter fortalte mig det," svarede han og hans stemme rystede en smule. Han kunne ikke forstå, at Farkas var død. Væk. Hvad i alverden skulle han stille op nu? Han lagde fraværende en hånd på Selmas, mens hans blik stirrede ud i luften. "Hvis hun tror, at hun kan kue mig, så tager hun fejl," denne gang snerrede han og hans ansigt fortrak sig i en vred maske.

[Selmira Skæbneseer]

Selma nikkede til hans svar. Selvfølgelig. Hans informanter var de bedste, Gina havde jo plejet at være en af dem. Det virkede helt surrealistisk, at hun nu var den nye leder. "Hun har bedt hoffet sende dig direkte til hende, hvis du bliver set," fortalte hun uden at trække sig tilbage. Hun vidste godt, at vreden var rettet mod Gina og ikke hende selv. Vitor ville aldrig gøre hende noget, hun ikke var indforstået med. "Jeg tror, hun vil tilbyde dig den samme plads, du havde for Farkas. Hun har allerede tilbudt Kian en," hun tøvede en smule "Og Ralf." Der var ingen grund til at fortælle mere. Det ville nok bare gøre ham mere vred.

[Vitor Øksesvinger]

Han knugede hårdt omkring glasset, da Selma begyndte at tale. Det var allerede startet. Og det blev kun værre, efterhånden som ordene væltede over to perfekte læber, som ikke burde fortælle ham den slags ting. Det burde slet ikke havde været sådan her. Hans brystkasse hævede og sænkede sig i et hidsigt tempo, der til sidst kulminerede i, at han rejste sig i en vred bevægelse og kastede glasset fra sig. Et vredt råb forlod ham, og efterlod ham næsten hæs bagefter. "En dag... En dag vil jeg hævne ham."

[Selmira Skæbneseer]

Først alt for sent gik det op for hende, at hun ikke burde have fortalt ham de ting, men hun trak sig ikke tilbage - hverken da han smed glasset eller ved det vrede brøl. I stedet satte sig på knæ mellem hens ben og lagde en hånd op på hans brystkasse. Hun var smerteligt bevidst om, at der ikke var noget, hun kunne sige eller gøre i det øjeblik, der ville lette hans smerte eller ændre på noget, så hun sad blot i tavshed og så op på ham, lod ham vide, at hun var der.

[Vitor Øksesvinger]

Han satte sig langsomt ned. Nu fuldt ud fokuseret. "Selma," sagde han med en fast stemme, mens hans brystkasse stadigvæk hævede og sænkede sig lynhurtigt, nu på grund af adrenalinen der pumpede rundt i hans krop. "Vi skal skaffe et sted for dem, der hverken følger Gina eller Amos," han lagde begge hænder rundt om hendes ansigt. Hans isblå øjne var stålfaste. "Vi skal spænde ben for dem. Gøre dem afhængige af os," på den måde ville de kunne sikre deres overlevelse.

[Selmira Skæbneseer]

Hun så afventende på ham. Pludselig virkede han mere fokuseret, mere.. Målrettet og hun kunne ikke lade være at grue for den ide, der havde sat den underlige adrenalinbårne klarhen i hans sind. Så talte han og hun stivnede lidt ved hans forslag. Kian havde allerede taget plads ved Ginas side, men hun forventede nu alligevel, at hun ville kunne få ham til at støtte Vitor, hvis hun stod hos ham. "På hvilken måde tænker du?" spurgte hun. Det kunne jo være, hun kunne hjælpe på en eller anden måde. Indtil videre var hendes egenskaber stadig skjulte for høgene, så det ville kune give ham en fordel.