Man kan gå glip af så meget

[Gilbert af Meagmarsk]

Niklaus af Legan
d. 21. december

Gil havde brugt to dage over hos sin familie i anledning af Midvinter. Da han vendte tilbage til Legan-huset om aftenen, var han derfor noget forvirret over alt det postyr, der virkede til at være i boligen. Tjenestefolkene havde travlt med at pakke, og Niklaus’ søstre holdt øje med det. Skulle de måske til Legan?
Undrende fandt Gil frem til Niklaus i en af stuerne og gjorde en gestus ud mod gangen, hvor tjenestefolkene rendte frem og tilbage. ”Hvad er jeg gået glip af siden i går?” spurgte han nysgerrigt og slog sig ned i en stol for at studere sin ridderherre. Han så lidt udkørt ud.

[Niklaus af Legan]

Legan-huset var blevet vendt på hovedet ved baronens død og det naturlige postyr, der selvfølgelig fulgte med det. Katrina og Leonora måtte pakkes sammen med alle deres kjoler og sko og smykker og dingenoter og hvad de ellers havde af underlige pigeting, der fyldte en kaotisk masse. Desuden krævede det jo også vogn. De kunne jo ikke bare ride som Niklaus ville kunne det alene.

Han var derfor klasket fuldkommen sammen i en lænestol, da dagen endelig var ovre og hans egne ting passede og klar. Der var blot en nagende følelse af, at han havde glemt noget. Synes at Gilbert fik det til at gå op for ham, at han endnu ikke havde talt med væbneren om faderens død. "Sæt dig ned, knægt. Du bør nok tage noget at drikke først," han gestikulerede mod karaflen, der stod i reolen.

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil nikkede kort og gik over for at skænke op til sig selv. Ved nærmere eftertanke skænkede han også op til Niklaus og tog de to glas med over for at sætte sig. Han rakte Niklaus det ene og tog så en slurk af sit eget glas. Han sagde ikke noget i første omgang, siden han gik ud fra, at ridderen nok selv skulle forklare, hvad der foregik når han var klar.

[Niklaus af Legan]

Han fulgte ham med blikket i starten, men blev så distraheret af en tjener, der kom og stillede nok dumt spørgsmål nummer hundrede for aftenen. "Det ved Katrina," vrissede han da også for Mithros måtte vide hvilken gang. Så dumpede Gil ned ved hans side og han vendte blikket mod ham. "Vores far, Baronen af Legan, er desværre gået bort," fortalte han og lagde ansigtet i en passende, alvorsfuld mine, selvom han ikke rigtig begræd det. "Så vi er i gang med at pakke ned til rejsen til Legan."

[Gilbert af Meagmarsk]

Han fulgte tjeneren med blikket, da vedkommende forføjede sig igen. Niklaus var tydeligvis ikke i videre godt humør. Hvilket hans forklaring også kastede noget lys over. ”Åh ... Det gør mig ondt.” Han havde ikke rigtig talt med Niklaus’ far før, så han havde ikke rigtig nogen holdning til dødsfaldet. Men det var jo stadigvæk Niklaus’ far, så det var nok hårdt for manden. ”Lad mig kondolere for dit tab.” Han bøjede kort hovedet i respekt, før han så forholdt sig til resten. ”Du skal derned for at overtage baroniet?” gættede han. Et sted bagerst i hovedet bemærkede en lille stemme, at det her nok kunne blive nådesstødet for ham. Der kom næppe flere udstationeringer nu.

[Niklaus af Legan]

Han rystede på hovedet. "Min mor kommer til at overtage lenets daglige drift sammen med en, jeg dømmer værdig," forklarede han uden at værdige mere omtale til faderens død. Nu var han borte, så han kunne gå i glemslen. I hvert fald, hvis det stod til Niklaus. "Jeg vil fortsætte som ridder på så tæt som fuldtid, som muligt, indtil du modtager dit skjold," forsikrede han væbneren. Selvom Gil selv skulle være lensherre en dag selv, skulle han også have erfaring som ridder. "Selvom der nok kan gå et halvt år, før vi igen kan blive udstationerede." Der var ikke så meget for på den front.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han sørgede for ikke at lade det skinne i gennem, hvor ovenud lykkelig han blev over den besked. Guderne være lovet, han skulle ikke tilbringe resten af sin tid som væbner med at sidde og observerer møder! ”Det er meget venligt gjort af dig,” nøjedes han med at sige med et taknemligt smil hvilende på læberne. ”Så det er mere på grund af begravelsen?” Han lagde hovedet på skrå. ”Hvornår rejser vi?” Hvis Niklaus ikke tog til Legan for at overtage lenet fuldstændig, var det vel på grund af begravelsen, og Gil gik egentlig bare ud fra, at han skulle følge med. Selvom det selvfølgelig var en noget privat begivenhed, der skulle finde sted.

[Niklaus af Legan]

Gilberts taknemmelighed gik ikke hans næse forbi, selvom væbneren ellers troede, han skjulte den godt. Han nøjedes dog med at nikke lige så beskedent, selvom det jo egentlig var en stor tjeneste, han gjort ham. "Jeg rejser imorgen ved daggry," fortalte han, "Det giver dig mulighed for at holde to ugers ferie, så længe du sørger for at få trænet regelmæssigt," formanede han ham med et strengt blik og blødte så op igen, selvom han stadig var alvorlig. Han tog en tår af glasset. "Jeg vil bede dig rejse lidt senere og følges med en nær ven af familien, Junker Alexander af Viksø."

[Gilbert af Meagmarsk]

Han gloede noget forundret på Niklaus. ”I morgen?!” Jamen, han var jo lige kommet tilbage, og så skulle han ikke med til Legan fra starten af. Han ville egentlig helst med, men så igen ... Han fik to uger, hvor han kunne være sammen med Jamie mere frit. Så det var vel egentlig en god ting. ”Det skal jeg nok,” lovede han med et nik og et bredt smil.
Da Niklaus bragte Alexander op, nikkede han igen. ”Naturligvis. Det bliver sikkert hyggeligt.” Han havde haft en god samtale med Alexander, og han så lidt frem til at bruge mere tid med ham. Det var rart at tale med nogen, som var i samme både som en selv. Og som samtidig ikke forsøgte at trække en med i sengen.

[Niklaus af Legan]

Han nikkede roligt og fortsatte. Gil ville nok snart forstå det og roen sænkede sig da også over hans ansigt igen. "Og.. Brug noget af tiden med din forlovede. Det vil hun sikkert værdsætte." Igen nikkede han, denne gang mere opfodrende, men samtidig med lidt af samme kant, som når han gav ordrer. Han tog endnu en tår.

"Du kender ham måske?" Brynene hævedes, mens han skævede hen på Gil over glassets kant. Det var ny information. Var det ikke? Han prøvede at søge sin hukommelse for, om Alexander eller Adrian skulle have fortalt det, men det hele virkede lidt tåget.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han grinede lidt. ”Det skal jeg skam nok. Vi snakkede om at skyde bue sammen, sidst vi mødtes.” Den slags skulle jo gøres snart, før hun rejste tilbage til Klosterskolen. Hvis hun da stadigvæk var villig til at mødes med ham ... ”Ja.” Han kom pludselig i tvivl igen. Niklaus ville jo ikke have, at der var hemmeligheder mellem dem, men han havde heller ikke rigtig nogen ret til at fortælle om sit møde med Alexander. Men de var jo nære venner. Måske vidste Niklaus det allerede ... ”Du fortalte mig, at du kender folk, der har en præference for mænd. Og at du accepterede det ...” Han tog en dyb indånding. ”Mente du Alexander?” Blikket hvilede straks vågent på ham. Det var risikabelt at nævne Alexander i den forbindelse, hvis det ikke var tilfældet, men umiddelbart var han ret sikker på, at det hang sådan sammen. De to kom jo tydeligvis godt ud af det med hinanden, så Niklaus måtte næsten vide det. Gil havde jo også fortalt sin egen bedste ven om det, så mon ikke Alexander havde gjort det samme?

[Niklaus af Legan]

"Bue?" Han hævede brynene igen i ren forbavselse. "Hm," brummede han. "Det havde jeg ikke troet med den far... Og bror." Nok var Niklaus ikke den varmeste, men det kunne bestemt heller ikke siges om Niklaus forlovedes far, der virkede både konservativ og streng. Ligesom sønnen. Han havde aldrig set manden som en, der ville tillade den slags aktiviteter for sin datter.

Alvoren blev tungere ved Gils spørgsmål. "Hvorfor spørger du mig om det?" spurgte han og blikket var vågent, stemmen streng. Han ville ikke have, at Gil rendte med sladder, der ville kunne skade Alexander. Drengen var ikke just erfaren.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede. ”Det er vist hendes fætter, hertugen, der har lært hende det.” Han vidste ikke rigtig, om der var forskel på faderens og fætterens holdninger, men det var jo det, som Ermelia havde fortalt, og det gav måske mere mening for Niklaus.
Den strenge tone undrede ham lidt. Det føltes, som om at ridderen ikke ville have, at han uddybede. Faktisk virkede det, som om han slet ikke skulle have bragt det på banen. Gil rynkede på næsen, imens han forsøgte at regne ud, hvad der var galt med spørgsmålet. Hvis han tog fejl, burde Niklaus vel være mere overrasket ... Måske også vred over ’beskyldningen’. Men han var ikke vred. Ikke åbenlyst i hvert fald. ”... Du sagde selv, at der ikke skulle være hemmeligheder mellem os,” sagde han endelig. Det var så småt ved at gå op for ham, at der vist ikke var tale om et venskab mellem de to. Alexander skulle rejse til Legan. Alexander havde nævnt den her fantastiske mand, som han havde fundet. Niklaus havde nævnt, at han kendte andre som Gil, og at Gil skulle bede Alexander om hjælp med brevet til Ermelia. Var det faktisk sandt? Var de et par? "Jeg mødte ham. Hos Jamie. Han fortalte mig, hvordan mænd ligger sammen," svarede han endelig. Han var trods alt blevet stillet et spørgsmål og burde svare på det.

[Niklaus af Legan]

Hertugen? Ja, det gav nok bedre mening. Han havde fremstået som en ganske simpel mand, for en hertug selvfølgelig. I hvert fald de gange, Niklaus havde mødt ham. Det var heller ikke interessant. I hvert fald ikke sammenlignet med hele emnet om Alexander, der pludselig pressede sig på. Gils argumenter irriterede ham, for han kunne jo ikke modsige dem. "Hos Jamie? Altså James af Perleburg?" Han havde ellers gjort det ganske klart for Jamie, at han ønskede ham langt væk fra Alexander. Det mente han i hvert fald selv. "Hvorfor spørger du mig så, om han er en af dem?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Han svarede ikke på det med hemmelighederne. Gil mærkede et ubehag begynde at rodfæste sig i maven, men han forsøgte at ignorere det for nu. ”Jeg mente, om det var Alexander du hentydede til, da du fortalte mig, at du kendte andre med samme livsstil.” Han tog en dyb indånding. Han burde ikke anklage sin ridder for noget, men irritationen var begyndt at gnave i ham. ”Niklaus, du sagde selv, at der ikke skulle være nogle hemmeligheder mellem os!” Det var svært at skjule den anklagende tone. ”Du truede med at fortælle min bedstefar om mig, og så ... du ... du er ligesom mig, er du ikke?! Det er derfor, du smiler ligesom Jamie nogle gange. Og dit forhold til ..:” Han tav. Han havde ikke råbt, men han turde heller ikke sige det direkte. Han var stadig paranoid nok til at tro, at nogen måske stod ved dørene og lyttede. ”Du er min ridderherre. Er det ikke meningen, at vi skal stole på hinanden?” Han kunne ikke undgå at føle sig forrådt. Nu hvor alle brikkerne var faldet på plads. Han hævede glasset og tog en ordentlig slurk igen. Tingene virkede konstant til at blive mere og mere komplicerede.