Lad os tale [R]

[Gina Hugorm]

Ralf Tordenarm

Der var gået et par timer, siden hun var vandret ind på Aben og havde erklæret sig den nye Tyvedronning. Det virkede stadig helt uvirkeligt. Hun havde slået Farkas ihjel. Nu var det nok også på tide at få talt med Ralf. Han havde virket underlig siden de kom tilbage og hun havde brug for at få vendt hele situationen med mig. "Las os tale," der var ingen grund til at hæve stemmen, når de alligevel sad så tæt, som de gjorde. Hun skubbede stolen bagud i en doven bevægelse og kom på benene.

I tavshed fulgte hun Ralf til hendes nye gemakker. Det syntes stadig næsten surrealistisk, men det var den bare sandhed. Gina trådte ind på værelset. Et spejl var det første, der fangede hendes blik og hun trådte hen til det, betragtede de mørke markeringer, der var begyndt at blomstre frem, hvor Farkas havde haft fat om hende. Hun følte sig underligt... I live. Høj på den pludselige magt.

[Ralf Tordenarm]

Ralf havde fået lidt mere styr på sig selv i de forløbne timer. Han havde stadig ikke fundet ud af, hvad han følte omkring det, men han var ikke på nippet til.. Noget... Længere. Han havde fået greb om sig selv og ville kunne håndtere sine følelser, når han engang blev alene.

Gina bad ham dog om en samtale og han tænkte ikke på at afvise hende. For det første, fordi hun nu var dén, som gav ordrene. Og for det andet, fordi alle vidste, at de havde kendt hinanden i mange år og ingen sikkert ville undre sig over, at de havde brug for at tale sammen, når hun nu havde slået hans ven ihjel.

Han fulgte hende ind på Farkas' værelser... Han stoppede sig selv og rettede det mentalt til Gina's værelser... Selv stoppede han inden for døren og lukkede den bag dem. "Var det virkelig nødvendigt?" spurgte han alvorligt.

[Gina Hugorm]

Han var tavs, men det undrede hende nu ikke med tanke på, hvad hun netop havde gjort. Hvordan han netop havde set hende. Det ville ikke undre hende, hvis hun stadig var en syvårig pige i hans hoved.

"Det ved du godt," sukkede hun og vendte sig om, mens hun lænede sig op af bordet, hvor der stod en lille vaskeskål. Hun foldede hænderne på bordets kant, en på hver side af hofterne. "Det førte ingen vejne. Vi bliver nødt til at have samlet hoffet igen." Det håbede hun virkelig, at han kunne forstå. Hun ønskede virkelig at have ham bag sig med de ideer og tanker, hun gik med.

[Ralf Tordenarm]

Han mødte hendes blik, da hun vendte sig mod ham og han mærkede en lille desperation røre på sig. "Han kunne have dræbt dig!" sagde han vredt, uden helt at tænke over, at det stadig ikke burde være det, han var vred over. Lige nu, reagerede han egentlig bare. "Er du klar over, hvilken situation det ville have sat mig i?" Han trådte et par vrede skridt frem mod hende.

[Gina Hugorm]

Irritationen flammede op i hende over måden, han talte til hende på. Så vredt, næsten irrettesættende. Som en far eller bror. Brynene hævedes. "Hvilken situation er det, Ralf?" spurgte hun og prøvede at forholde sig rolig, selvom hun mest af alt havde lyst til også at råbe lidt af ham. Men hun var ikke bare Gina længere, hun var leder for høgene og det var et ganske godt tidspunkt at prøve at lære selvkontrol på. "Desuden dræbte jeg ham. Der blev nødt til at ske noget og det ved du også godt. Du kan lyve for mig, men du kan ikke lyve for dig selv!" Hun skubbede sig ud fra bordet og tog et skridt tættere på ham, rankede sig under hans blik og prøvede at nedstirre ham trods den markante højdeforskel.

[Ralf Tordenarm]

Han havde undertrykt sin reaktion i timevis, men nu hvor han fik åbnet op for følelserne, kunne han ikke rigtigt tage sig sammen til at stoppe igen. "Den situation, hvor jeg skulle troppe op hjemme ved din mor og far og fortælle, at du var død! Dén situation!" Havde hun overhovedet tænkt over, hvad det var, hun lavede?! "Der er andre måder at styre tingenes gang på, end ved at slå ihjel, Gina! Han var min ven!"

[Gina Hugorm]

Hendes blik blev hårdere, mens brynene faldt ned på plads igen. Hun havde ikke talt med sin familie siden hoffet splittedes og det vidste han udmærket godt. Ligesom han godt vidste, hvad det gjorde ved hende, når de blev nævnt. "Hvor vover du at stå og spille hellig og hive mine forældre ind i det her? De har intet med det at gøre. At få Farkas ud af vejen var den eneste mulighed for.." Hun måtte berolige sig selv igen. På en eller anden måde havde hun taget et skridt mere frem mod ham uden at hun selv havde bemærket ham og hun stod nu inden for en armslængde af ham. Hendes hjerte hamrede hårdt. "Det var den eneste mulighed for at forene hoffet igen og det ved du godt."

Så kom han endelig frem til sagens kerne. "DER VAR INGEN ANDEN VEJ!" Hun råbte nu og trådte endnu et skridt tættere på ham. Hun kunne mærke varmen fra hans krop nu. "Hvorfor startede hele det her rod, hva? Fordi Amos nægtede at følge vores regler og Farkas gentog den samme fejl!" Hvorfor kunne han ikke se det?

[Ralf Tordenarm]

Han havde ramt en nerve med familien og han vidste det godt. Men for ham var familien en vigtig del af hans liv og at afskære dem, bare på grund af forskellige politiske holdninger, var ikke noget han kunne sætte sig ind i. Selv sås han stadig med Aston og havde også besøgt hendes familie et par gange i det forløbne år.

Hendes temperament løb dog også af med hende og hun var pludselig tæt på. De havde aldrig haft det store personlige venskab, men de kendte alligevel hinanden godt gennem relationer og i nat, var han blevet meget forskrækket ved udsigten til, at hun skulle tabe duellen. Og uden at tænke sig om, havde han rakt ud og lagt sin hånd på siden af hendes hals og trukket hende ind til et næsten brutalt kys. Han havde aldrig tænkt på at gøre det før, men netop i dette sekund, var der ikke andet, han havde lyst til at gøre.

[Gina Hugorm]

Som i enhver anden situation havde hendes tanker kørt på højtryk, analyseret situationen og prøvet at levere et muligt forsvar eller angreb både verbalt og fysisk på hans næste træk. Hun var forberedt på alt, det var hun overbevist om. Lige indtil han greb om siden på hendes hals og trak hende ind til et kys. Hun peb lavmælt over berøringen på den ømme hals, men efter et øjeblik var alt om det glemt igen.

Adrenalinen hamrede hårdt i hendes krop og hun besvarede sultent kysset, hun aldrig havde vidst, at hun ønskede, før nu. Måske heller ikke havde ønsket, men pludselig fyldtes hendes krop med en intens trang til ham. Hendes ene hånd vikledes und under hans lange hår og om i hans nakke, tog et fast tag.

[Ralf Tordenarm]

Han havde fuldstændig lagt tankerne på hylden, da deres læber rørte hinanden. I stedet var de erstattet af et råt behov for tæthed. Han havde ikke glemt hendes blå mærker på halsen, men samtidig vidste han også, at han ikke ville gøre hende fortræd og derfor behøvede han ikke at være forsigtig.

Højdeforskellen mellem dem, generede ham dog ret hurtigt og han bukkede sig derfor lidt ned og tog et fast tag under hendes bagdel, så han kunne løfte hende op i en højde, som var rar at stå i. Der var desuden ikke mange skridt over til en væg og snart havde han presset hende op mod den, mens de fortsatte deres kys.

[Gina Hugorm]

Der gik ikke længe, før hendes fødder blev hævet fra gulvet af hans stærke greb og hun gispede halvkvalt, før hun genoptog kysset igen. Benene flettedes tæt om hans hofte, pressede kun deres skød tættere, da han pressede hende op mod væggen. Og Gina tøvede ikke så meget som et sekund. Fingrene gik målrettet i gang med at befri ham for tøj, startede med overkroppen. Hurtigt blev hun dog utålmodigt og opgav hans overkrop før hun i stedet trak sit underliv lidt tilbage og gav sig til at løsne hans bælte.

[Ralf Tordenarm]

Han var ikke selv i en sindstilstand, som tillod ham at tage det roligt og hun lod til at have det på samme måde. Hun var i hvert fald ikke sen til at trække tøjet af ham og han begyndte derfor på det samme med hende. Den ni-årige pige, han havde haft i sit hoved tidligere på aftenen var helt forsvundet og i stedet så han den unge og yppige kvinde, hun var blevet til.

Han var nødt til at sætte hende ned igen for at gøre arbejdet færdigt, men inden længe var de begge uden tøj og han løftede hende op igen med et skævt grin på ansigtet og mere eller mindre kastede hende ned på sengen, uden på noget tidspunkt at tænke over, at det var Farkas, der havde lagt i den sidst.

[Gina Hugorm]

Der havde været nok tale om fornuft og nu var det tid til impulser. Det var rent, fysisk begær, der styrede slagets gang for nu og hun hjalp ham ivrigt, da han gik i gang med også at afklæde hende. Der blev gjort kort proces af tøjet og nogle gange hørte hun højlydte lyde, der vidnede om, at nogle syninger nok havde givet efter under deres hast.

En blanding af gisp og forventningsfuldt hvin forlod hende, da hun ramte sengen hårdt og hun sendte ham et skævt, inviterende smil, der ikke var stuerent nok til at tørre et bord af. En hånd blev hævet og pegefingeren brugt til at hidkalde ham for yderligere at understrege smilet og den mørke længsel, der var i hendes blik.

[Ralf Tordenarm]

Han kom nærmere, stadig med et skævt smil på læben, da hun hidkaldte ham og lænede sig ind over hende og satte hænderne i madrassen bag hende, inden hans læber fandt hendes igen. Han pressede hende langsomt bagover, indtil hun lå med ryggen i madrassen og ham over sig. En stor hånd fandt om hendes bryst og kærtegnede det blidt.

[Gina Hugorm]

Efter at have bevæget sig i et så hurtigt tempo, var det meget underligt pludselig at have sat farten ned. Underligt pirrende på en måde. Hun havde forventet en helt anden vildskab, men hans rolige sind og store væsen etablerede ham på en måde som autoritet. I hvert fald for et øjeblik og hun lod sig langsomt lægge ned på ryggen under ham. Et lavt støn flød ud i rummet, da den ru lab faldt om hendes bryst. Hendes hud dampede næsten i det kølige rum, men hun frøs ikke tilnærmelsesvist.