Tilfældigt selskab

[Ralf Tordenarm]

Snefrid Svala

21. december, 527 M.T.

Midvinter var en tid for familiefest og hyggelige stunder. For Ralf var dette dog umuligt, fordi hans familie havde besluttet sig for at besøge hans onkel i Harise. Det gjorde ham dog ikke i synderligt dårligt humør. Han kunne sagtens hygge sig alligevel. Han gad dog ikke sidde på Aben i aften. Han trængte til at møde nogle nye mennesker og derfor havde han taget plads på Grågåsen, hvor han trods alt kom engang imellem.

[Snefrid Svala]

Dagens første par timer var blevet brugt på arbejde og efterfølgende krævede hende lille familie noget opmærksomhed. Det var vel okay, når man som Snefrid ikke havde særlig mange andre at dedikere sin opmærksomhed og kærlighed til.

Senere på aftenen, søgte hun dog ud. Til Grågåsen, der alligvel ikke lå langt fra hendes hjem, når man ejede en ridehest med krudt i røven. Balder, som den brune hingst hed, blev bundet ude foran kroen, inden Snefrid trak indenfor med en hånd kørende igennem de lyse, let-bølgede lokker. Kappen omkring skulderne var den hvide med lidt pels på kraven og under den havde hun en beige kjole, tætsiddende i taljen, grundet et bånd, som var bundet sammen i en sløjfe bagpå.

[Ralf Tordenarm]

Han sad oppe ved baren og fik sig et krus øl, da der kom en kvinde ind og stillede sig ved baren ved siden af ham. Hun var både køn og pæn i tøjet, så han sendte hende et smil. "Hvordan kan så køn en ung kvinde være alene til midvinter?" spurgte han venligt. Heroppe var der ingen der kendte ham rigtigt på udseendet, hvilket var én af grundene til, at han holdt af at komme her engang imellem.

[Snefrid Svala]

Snefrid havde bevæget sig halvt op til baren, da hun fangede en mand og kort efter en stemme af selvsamme skabning. Hun stoppede op da hun nåede baren, tog sig tid til at sætte sig og lod dernæst blikket glide hen på ham. Stor, umådelig stor, som hun sad dér ,, Stop." bad hun blidt, efterfulgt af et lille fnis ,, Hvad mener du? Må man ikke tage ud og have det sjovt på midvinter?", spurgte hun og løftede et bryn.

[Ralf Tordenarm]

Han smilede skævt af hendes svar og trak på skuldrene. "Det må man bestemt godt. Må jeg byde på noget at drikke?" Han sad her jo for at finde spændende selskab. Og hun kunne vel være et meget godt bud på det. Hvis han ikke talte med hende, vidste han det jo i hvert fald ikke.

[Snefrid Svala]

Hans skæve smil, fik også et blidt smil frem i hendes øjne. Ikke så meget på læberne dog. ,, Desuden, så kunne jeg ikke holde mine forældre ud. Jeg var nødt til at komme ud og trække noget frisk luft. ", oplyste hun for ham i et svagt træk i mundvigen. ,, Er du .. frisk luft?", valgte Snefrid at spørge. Atypisk og sikkert sådan så hun endte med at skræmme ham væk, men det var typisk en skriver. Metaforer, metaforer, metaforer. For andre lød det nok som volapyk, men hun var faktisk altid underholdt af folks reaktioner, så denne glædede hun sig umådelig meget til. Det var også svar på hans spørgsmål.

[Ralf Tordenarm]

Hun ignorerede hans spørgsmål, så han trak på skuldrene og bestilte en øl til hende med endnu et skævt smil. Nu måtte hun bare drikke, hvad han havde valgt til hende eller selv bestille noget. Han skulle nok drikke øllen, hvis det skete. Hendes spørgsmål gav dog ikke meget mening for ham. "Frisk luft? Det er ikke ligefrem noget, jeg er blevet kaldt før," svarede han med et lille smil. "Er du?"

[Snefrid Svala]

Blikket faldt på øllen, som den ældre herre bag ved baren skubbede frem imod hende. Hun blinkede et par gange, kigge op på ham, og så ned på øllen igen, inden at hun trak på skulderen. Hvis han ikke var blevet kaldt for 'frisk luft' før, så var det nok ikke så sært. Snefrid vidste godt et eller andet sted, at folk bare anså hende som være en lille smule flyvsk og måske sær. ,, Jeg? Frisk luft? Det kan vi godt sige ... I hvert fald i forhold til dig. Hvad er du for en?", spurgte hun fuldkommen upoleret og lagde hånden omkring glasset, trak det ind til sig og tog den første tår.

[Ralf Tordenarm]

Han trak let på skuldrene og drak af sin øl. "Jeg er en stille og rolig én, som arbejder for føden og bruger sin fritid på kroer," svarede han og skottede over til hende. "Hvad er du for en?" gentog han så hendes ord og hævede et spørgende bryn.

[Snefrid Svala]

Snefrid lyttede til mandens svar og da hans sidste ord havde lydt, drejede hun hovedet ligeud, op imod manden der stod bag ved baren. ,, Stille og rolig..", gentog hun og tyggede på ordene, imens hun tog endnu en tår af sin øl. ,, Jeg er .. bare en tilfældig kvinde på en kro.", sagde hun og gjorde en lille ligegyldig fakt med hånden ,, Tak for øl.", kvidrede hun dernæst ud og strøg et par blonde totter om bag ved øret.

[Ralf Tordenarm]

Han trak let på skuldrene og mistede lidt af interessen for hende igen. Der var et eller andet. Om hun var for flyvsk eller måske endda for lidt flyvsk, kunne han ikke beslutte sig til, men der var nu altså et eller andet. Han hævede dog stadig sit krus og drak af det, men han havde ikke længere overkroppen vendt over mod hende. I stedet talte han lavmælt et øjeblik med kroværten.

[Snefrid Svala]

Det gik langsomt op for hende, at hun måske havde tilsluttet sig et lidt ældre selskab. I første omgang havde hun ikke langt mærke til det, men efterhånden som hun fik den der indre stopklods, fordi at hun følte sig uvelkommen, dér kunne hun fornemme at det nok var fordi at hun tvivlede på at der var meget at snakke om. Hun blev blot bekræftet i dette, da han henvendte sig et andet selskab og lod hende hænge. Lidt af lyset i de unge øjne gik borte, hun trak kruset op til læberne og tog en længere tår, hvorefter det gav hende mod nok til at rømme sig og fange hans opmærksomhed igen. Forhåbentlig. ,, Jeg sagde det ikke for at afslutte den potentielle mulighed for en samtale, at du ved det."

[Ralf Tordenarm]

Han havde egentlig accepteret, at han skulle sidde alene lidt igen, men han var da ikke uvenlig, da hun forsøgte at tale med ham igen. "Udmærket. Så kan du jo fortælle, hvorfor du ikke er hjemme ved din familie i aften." Hans stemme var også venlig nok. Han nippede til sit krus.

[Snefrid Svala]

,, Okay, så lad os lege katten efter musen ..", mumlede hun ud, inden hun mere bestemt skubbede sit krusind på bordet, så hun ikke fik den fyret den af h til, når hun nu drejde sig rundt på sin stol, så hun havde fronten mod ham. Det ene ben gled formelt over det andet og hun samlede hænderne omkring knæet. ,, Fordi min mor er syg.", stemmen var alvorlig, blikket sad stift på ham ,, Min midvinter skal ikke blive ødelagt af det, selvom at både min far og søster vandre rundt om hende dag og nat. Jeg kan ikke. Ikke mere. De forstår ikke, at hun .. højest sandsynligt ikke klarer den. ", stemmen strammede mere og mere til. Når hun nu endelig skulle ud med det, så var det da godt, at det kunne blive til en person, som hun overhovedet ikke kendte og nok ikke fik at se igen. Hun havde ikke noget at miste, med andre ord.