Hvad skal der ske? [R]

[Niklaus af Legan]

Alexander af Viksø
20. december 527

Efter at have fortalt Katrina og Leonora om Baronens død, havde han været udmattet helt uden sammenligning. Uden helt at vide, hvad han havde lyst til, var han vandret op i husets førstesal og var stoppet ved døren til Baronens kontor, der nu var hans. Langsomt var han gået ind, havde skænket sig et glas, før han havde slået sig ned i den store stol. Stolen. Hans far havde altid siddet der. Niklaus huskede det alt for godt og fødderne blev trodsigt lagt på skrivebordet, støvlerne stadig på.

Hvor længe, han havde siddet der og stirret tomt ud over kontoret med de beskidte støvler på bordet, vidste han ikke. Han stillede det tomme glas fra sig. Det var efterhånden blevet tømt og fyldt igen et par gange. Uden et ord rejste han sig og forlod først kontoret, så huset, så Højmark.

Først ved Alexanders dør stoppede han. "Alexander!" råbte han og lagde ingen dæmper på sit lydniveau, tværtimod. "Alexander af Viksø, mit liv, mit lys, mit hjerte, åbn døren for mig!"

[Alexander af Viksø]

Alexander havde ikke hørt fra Nik i flere dage. Han vidste, at han var taget til Ravntoft for at bede hende Elise om at indgå et fornuftsægteskab med ham og Alexander forventede ham egentlig ikke tilbage endnu. Han havde været en lille smule nervøs, fordi de nu skulle til at igennem endnu en forlovelse, men han havde det bedre denne gang. Der var åbne kort på bordet, om man så måtte sige og derfor lå han også blot og sov, da en højlydt stemme pludselig vækkede ham. Et kort sekund gled tankerne tilbage onde minder og han stivnede i sengen, inden der blev sagt mere fra den anden side af døren og han blev kold og bange af helt andre årsager.

Han væltede ud af sengen og hen til døren, hvor han lukkede op for Nik, uden at tænke på at tage mere anstændigt tøj på, end de braies, han normalt sov i, tog et fast tag i hans jakkeærme og hev til, for at få ham ind på den anden side af den lukkede dør. "Er du vanvittig?!" hvæsede han forskrækket med hjertet hamrende i brystet.

[Niklaus af Legan]

"Alexander!" brægede han utålmodigt og fortrød et øjeblik, han ikke bare havde taget resten af karaflen med sig. Så blev døren endelig åbnet og han smilede, selvom det ikke nåede de noget glasagtige, grå øjne. Han nåede dog ikke at sige noget, før han tumlede ind af døren og så næsten overrasket på Alexander.

"Hvordan er det, du taler til mig?" snerrede han arrigt som reaktion på den fjendtlige velkomst, der ikke levede op til hans forventninger. Han blev dog hurtigt blød igen og holdt en hånd op. "Undskyld, jeg ville bare... Jeg havde brug for at se dig."

[Alexander af Viksø]

Alexander følte ikke helt, at han kunne få luft. Han kunne høre susen for sine ører og hjertet hamrede stadig af sted. Han nåede slet ikke at opfatte Niklaus' spørgsmål, inden han var videre og Alexander havde svært ved at få sin hjerne, som stadig var omtåget efter den nylige søvn, til at følge med. Da det endelig skete, sank han en enkelt gang og så bekymret på sin elskede Niklaus. Han drak aldrig så meget med mindre der var noget helt galt. Havde Elise sagt nej? Måske havde hun fortalt nogen om dem! Hjertet begyndte at hamre igen, men han tog sig synligt sammen og gik hen for at lægge armene om nakken på Nik og trække sig ind i hans favn. "Jeg har altid brug for at se dig," hviskede han ind i sin elskedes øre, mens han stod på tæer for at nå op til det.

[Niklaus af Legan]

Han vendte blikket fra Alexanders ansigt og stirrede i stedet ud af vinduet. Han ville ikke blive betragtet med det bekymrede blik, når der var anledning til fest! Hænderne foldedes om ham, da han trådte ind til ham og Nik lagde et blidt kys mod siden af hans hals, mens roen sænkede sig mere over ham.

"Jeg har nyheder, store nyheder," fortalte han og talen var stadig nogenlunde klar, selvom hans blik svømmede en anelse. "Vi har anledning til fejringer! Og skålen. Vi må have noget at skåle med." Han så alvorsfuldt på Alexander. Eller i hvert fald så alvorsfuldt, som han kunne.

[Alexander af Viksø]

Han lod Nik trække sig lidt væk og forsøgte sig så med et forsigtigt smil. Det lykkedes ham endda at gøre det lidt skævt, selvom han stadig var nervøs. "Jeg tror, at du har skålet rigeligt for os begge to, min elskede. Kom herover og sæt dig ned, så du kan fortælle mig, hvad der er sket." Han flettede sine fingre ind mellem Nik's og trak ham med hen at sidde på sengen. Hvad var det lige, der var sket? Kunne han mene, at de skulle skåle, fordi han var blevet forlovet? Ja.. Det måtte næsten være det... Han var blevet så ustabil, fordi han nu igen skulle igennem møllen med at lade som om. "Hør, jeg ved godt, at det var din egen idé, men du kan sikkert nå at springe fra endnu," begyndte han derfor.

[Niklaus af Legan]

Han rynkede brynene i barnlig utilfredshed. Der var bestemt ikke skålet nok for i aften og det skulle han nok lade både Alexander og naboerne, hvis det var påkrævet, vide. "Nejnej, vi må have noget at skåle i," insisterede han hårdnakket uden at stille så meget op, da han trak ham hen mod sengen. "Springe fra? Nej, min elskede aldrig," forsikrede han ham. Aldrig i livet om han ville springe fra. Alexander var hans livs kærlighed. "Vores fremtid er sikret, Alexander! Vi kan være sammen nu. Sammen for altid!" Hans stemme var hævet igen, før han trak Alex ind til et sultent kys.

[Alexander af Viksø]

Alexander forsøgte at ignorere Niklaus' ønske om noget at skåle i. Han brød sig ikke om at se Nik sådan her og han var ikke meget for at give mere til hans brandert, hvis ellers han kunne slippe for det. De ord, der kom ud over hans læber, trak en rynke frem mellem hans bryn og han nåede da heller ikke at sige noget, inden han blev trukket ind til et kys, som bekræftede med lugten af alkohol, at Nik rent faktisk havde skålet rigeligt allerede. Da han fik luft, søgte han Nik's blik og rystede let på hovedet. "Hvad mener du?"

[Niklaus af Legan]

Hvad han mente? Forstod han da ingenting? Havde han overhovedet ikke lyttet. Niklaus tog hans hænder i sine egne og smilede bredt til ham. Det nåede stadig ikke helt øjnene. "Han er død," fortalte han og sænkede endelig stemmen en lille smule. "Hvor bliver skålen af? Er der ingen tjenere i dette hjem!?" igen var stemmen hævet og han kastede et blik omkring sig, før han huskede på, at han jo var gået hjem til Alexander, der levede mere... Spartansk. Han vendte blikket mod Alexander igen. "Baronen er død!"

[Alexander af Viksø]

Alexander nåede at blive endnu mere ubehageligt tilpas, inden Nik begyndte at tale igen. Der var et eller andet... Vildt... I Nik's blik. Noget, som han ikke ville kendes ved og som han gjorde sit bedste for at undertrykke. Og da nyheden kom, forstod han endelig hvorfor.

Forholdet mellem Niklaus og hans far havde været mere betændt, end man kunne forestille sig og Alexander kunne bestemt ikke hykle nogen sorg over mandens død. Men det var trods alt kommet ret pludseligt og der faldt også en masse ansvar på Nik nu, som kunne forklare denne reaktion. Næsten i hvert fald. Forvirrede barndomsfølelser kunne forklare resten.

Nik var opfyldt af en uro, som skulle have udløb på én eller anden måde. Og Alexander havde meget på fornemmelsen, at det ville blive den nærmeste flaske med alkohol, hvis han ikke gjorde noget. Derfor lagde han sine hænder på hver side af Nik's kinder og så ham blidt ind i øjnene med et lille smil. "Du har ret. Vi skal fejre det. Men hvad siger du til, at vi fejrer det i sengen i stedet?Jeg... Jeg trænger sådan til dig." Han strakte sig og fandt Nik's læber med sine igen.

[Niklaus af Legan]

Der skete voldsomt meget i hans tanker, der lige nu virkede som et stort kaos, men heldigvis havde alkohollen dulmet hans evne til at forstå det, så han sad blot og så på Alexander i et langt øjeblik, før han igen så sig omkring i lokalet, skimmede det med blikket. Der måtte vel være en flaske et eller andet et sted, som de kunne bruge til at fejre det her.

Han så spørgende på Alexander, da de varme hænder lagde sig om hans kinder, men det blev hurtigt erstattet af et skævt ulvesmil. Der var ikke behov for ord til at svare ham. I stedet indtog Nik hans læber i endnu et hårdt, insisterende kys. Han havde også brug for ham, brug for at have ham, besidde ham. Hans hænder greb hårdt fat om ham.

[Alexander af Viksø]

Det lykkedes at dirigere hans tanker hen på en anden vej og Alexander åndede lettet op. Men selvom det var en list, så havde han bestemt ikke løjet. Han trængte altid til Nik. Og mere end det, så trængte han altid til at give Nik dét, som han havde brug for. Derfor kravlede han også bare op, så han sad på skødet af Nik med benene på hver side af ham. Han var allerede så godt som nøgen og bare tanken om, hvad der skulle ske om et øjeblik nu, fik ham til at skælve af forventning, som han mødte Nik's læber igen og igen. Hans fingre havde et godt tag i det mørke hår, som han pressede sig ind mod Nik's hårde overkrop.

[Niklaus af Legan]

Han brummede tilfreds, da Alex tog plads på hans skød, men der gik ikke længe, før han vendte sig en smule og smed ham ned i sengen, før han rejste sig igen. I et tempo, der blev betydeligt sænket af alkohollens indflydelse på hans finmotorik, begyndte han at fjerne først støvler og så tunika, skjorte, bælte og bukser, før han kravlede ind over Alexander for igen at indtage hans læber. Han havde savnet ham og nu var Baronen død, så de behøvede ikke skjule sig i samme omfang som før. Ikke når først søstrene var giftet bort. Hans fingre gled længselsfuldt og hårdt over hans krop.

Der gik ikke længe, før han igen var sit yndlingssted. Bag ham, stønnende tungt. Det var lige præcis det, han havde haft brug for. En hånd sørgede for, at Alexander fik maksimal nydelse. Det var hårdt, dyrisk og præcis det, han havde haft brug for så længe og der gik ikke lang tid, før han måtte overgive sig for nydelsen.

[Alexander af Viksø]

Han vred sig i forventning, som Nik snart fandt plads bag ham og han stønnede overgivent, da han mærkede den fantastiske følelse af Nik inden i sig. Han havde ikke det mindste imod den råhed, der var over deres elskov i nat. Tværtimod. Han trængte til den. Og han var mere end klar, da Nik var det og han var mindre lavmælt i sin nydelse denne nat, end han normalt ville være, uden at kunne forklare hvorfor.

Bagefter flettede han sine fingre ind mellem Nik's og holdt ham stadig tæt ind til sig. Han ønskede næsten ikke, at Nik skulle trække sig væk igen, selvom han vidste, at det ikke var op til ham. Han håbede dog altid og denne nat, lagde han bare hovedet til hvile mod Nik's overarm og ventede mere eller mindre bare på at se, hvad der nu ville ske.

[Niklaus af Legan]

Niklaus var både svedig og udmattet, da han lod sig dumpe ned i Alexanders seng og flettede fingrene ind mellem hans, trak ham helt tæt ind til sig. Der var intet, der skulle skille dem ad i nat. Intet, der kunne skille dem ad nogensinde igen. Han lagde et kys mod hans tinding og snusede duften ind. "Jeg vil gøre alt for dig, Alexander," hviskede han lavt og knugede ham ind til sig, som var han det eneste, der holdt ham i live. "Ingenting er for meget at kræve, min elskede. Jeg vil tage liv for dig, for det her."