Sandhedens time

[Amina Syerske]

Amos Søfarer

Sen eftermiddag d. 24. december år 527 M.T.

Amina havde brugt det meste af dagen på at lede efter det hus, hun var flygtet fra sent i aftes. I håb om at det var her hun kunne finde sine knive igen. De skulle gerne være fundet inden træningen med Amos i aften. Ikke om hun ville troppe op til en træningssession kun med en lille sølle kniv. Med stor list og forsigtighed gik hun gennem gaderne, og til sidst fandt hun da også frem til det rette hus, var hun sikker på. Hun kunne se knivene derinde, men kunne også se fire mænd der helt sikkert havde været hendes overfaldsmænd. Det ville hun aldrig kunne klare selv.

Hun gik tilbage på duen. Der var kun et at gøre. Fortælle sandheden til Amos og bede ham om hjælp.
Da hun kom indenfor på Duen tøvede hun lidt. heldigvis var det kun Sach der sad sammen med Amos, så det ville nok ikke gøre så meget at forstyre dem. Alligevel sørgede hun for at holde manerende i orden.
Hun nærmede sig højbordet, stoppede lidt derfra og bukkede så let "Deres Majestæt. Må jeg tale med dig?" SElvom hun gemte sine hænder bag ryggen, trak hun alligevel lidt ned i ærmerne på blusen for at dække over de skræmmer hun havde fået under kampen i går. Hun kunne dog ikke skjule den afskrabning hun havde fået på kinden.

[Amos Søfarer]

Amos sad på Duen og fik sig et krus velfortjent øl, da han så Amina komme hen mod sig. En lille irriteret rynke fandt frem mellem hans bryn. De havde en meget klar aftale omkring denne type samtaler. Nemlig, at de ikke skulle forekomme. Han forsøgte dog ikke at skjule sin irritation. Folkene omkring ham ville sikkert tage det som en irritation over at blive forstyrret. "Er det ikke noget, der kan vente?" spurgte han ildevarslende. Som for eksempel indtil de skulle træne sammen bare et par timer senere. Hvad kunne være så vigtigt, at hun ville opsøge ham foran hele hoffet?

[Amina Syerske]

Selvfølgelig havde det været et dumt valg at gå direkte til ham foran hoffet, men knivene blev nok ikke samme sted hele dagen. Hun krummede tæer mens hun stod der foran ham og modtog de irriterede ord. Hun kunne ikke åbent her fortælle, hvad hun skulle bruge hjælp til og hun kunne ikke sige at det kunne vente, for hvem afbrød med noget, der kunne vente?
Det måtte da være muligt på en eller anden måde at få det sneget ind i en kommentar uden at hele selskabet opfangede hvad hun reelt sagde.
Så slog en tanke hende. Det var meget usikkert, men hun var nød til at prøve. "Undskyld, sagen er, at jeg ikke har nogen knive, så jeg håbede, at du kunne hjælpe mig med at skaffe nogen. Jeg fik at vide du har de bedste knive. Jeg tænkte mig ikke om"
Nu havde hunsagt det så godt hun kunne. Hun bukkede for ham igen og forsvandt så ud ad døren, hvor hun satte sig til at vente, i håb om, at han havde forstået hendes besked og kom for at hjælpe. Hun var dog klar over at der godt kunne gå langt tid, før han kunne gå fra bordet.

[Amos Søfarer]

Han lyttede til hendes ord, mens rynken blev dybere. Da hun fortrak sig, lod han som om, at han ikke tænkte mere over hende, men indvendigt kørte tankerne i ring. Hun havde tydeligvis mistet sine knive. Hvordan anede han ikke, men han tvivlede på, at hun ville efterlade dem et eller andet sted og glemme dem. Så han var altså nødt til at snakke med hende.

Han ventede en passende mængde tid og rejste sig så og gik, uden at fortælle nogen, hvor han skulle hen. Det gjorde han tit alligevel. En af fordelene ved ikke at have nogen, man skulle rapportere til. Så gik han ud og fandt hurtigt Amina. Han fortsatte dog forbi hende, som om han ikke havde set hende og regnede med, at hun fulgte efter.

[Amina Syerske]

Hun ventede et godt stykke tid, før han endelig kom ud, og som altid gik lige forbi hende. Hun lod ham få et forspring og fulgte så med ham om i en baggyde. Hun var meget stille mens de gik. Det var bestemt ikke e sjov samtale der ventede. De kom til et sted med nogle kasser et godt stykke væk fra Duen, hvor de gjorde holdt. Hun satte sig på en kasse, ingen forsøgte hun diskret at skjule hende mærker og sår på hænder og håndled.

Det var svært at sige noget, men hun var nød til det. Det skulle ikke være Amos der åbnede denne samtale "Jeg ved godt det ikke var i orden, det jeg gjorde, men..." Det var svært for hende at få ordene over sine læber ".. Jeg har brug for hjælp til at få mine knive igen. Jeg ved præcis hvor de er, jeg kan bare ikke klare dem selv." Hun undlod at fortælle hvordan hun havde mistet dem eller hvad der var sket. Men hun havde brug for hjælp, for at få dem igen. Det var lidt indlysende eftersom hun havde tabt sidste runde mod dem.

[Amos Søfarer]

Hun havde altså mistet dem. Amos var stoppet op med armene krydset foran brystet og lyttede nu til hendes forklaring. "Er der nogen, der har taget dem?" spurgte han derfor, mens hjernen kørte på højtryk. Det var nærmest kun halve forklaringer, han hørte fra hende og Amos var på ingen måder en impulsiv type. Han ville høre, hvad det var, hun var ved at lokke ham ud i først.

[Amina Syerske]

Hun kunne vidst lige så godt sige det som det var. Han ville med garanti få det ud af hende alligevel "Jeg..." åh det var ikke nemt at sige. Hun havde skuffet ham det var så tydeligt. tænk, at hun kunne være så uforsigtig, og hun havde endda lovet ham at passe på sig selv. "Jeg blev overfaldet på vej hjem til Duen i går.... og... De tog mine knive. Jeg fik dem ikke med mig, da jeg stak af..." "Efter at de havde låst mig inde" hun afsluttede sætningen i sit hoved. Det var flovt. Hun burde være bedre. Hun burde have undsluppet dem. "Jeg har fundet huset igen, de er der stadig." om det var overfaldsmændende eller knivene nævnte hun ikke.

[Amos Søfarer]

Hun kom heldigvis til sagen og som hun fortalte, spændtes hans kæbe mærkbart. Ellers gav han dog ikke udtryk for, hvad han tænkte, førend hun var færdig igen. "Hvilket hus?" spurgte han ildevarslende, selvom han næsten allerede havde gættet det. Ingen, som overfaldt én, rendte af med ens knive. De havde normalt rigeligt selv.

[Amina Syerske]

Amina gav glædelig flere sølvstykker for et indblik i Amos's tanker. Hun havde svært ved at vurdere hvad han overhovedet mente omkring alt det her. Så spurgte han omkring huset. Det var svært at beskrive helt uden at kende gadens navn, men hun forsøgte "et rødt hus, let forfalden. For enden af en gyde, med buske bagved."
Noget i hende fortalte at han alligevel måske godt allerede vidste hvad det var for et hus.

[Amos Søfarer]

Hun misforstod hans spørgsmål og stemmen bar nu præg af vrede, selvom han stadig ikke rørte en muskel for at vise, hvem den var dirigeret imod. "Ikke dét," sagde han bestemt. "Hvis det kun var et overfald, så ville du ikke tale om et hus," fortsatte han vredt. "Fortæl mig, hvad der skete." Tonen efterlod ingen tvivl om, at han ville have hele sandheden.

[Amina Syerske]

Han var bestemt ikke glad. Den vrede stemme fik hende til at skutte sig lidt mod ham. Det var ikke fordi hun direkte var bange for ham, men hun var en smule utryg ved situationen. Hun havde aldrig oplevet ham på den måde før.
Hun var stille et øjeblik, mens hun tænkte hele episoden godt igennem, før hun så langsomt fortalte, hvad der var sket. "Jeg var på vej tilbage mod Duen, da nogen lagde en hånd på min skulder. Samtidig med var der en der greb fat om min arm. Iggy bed i hånden på ryggen og jeg fik trukket en kniv og stak manden, der holdt mig i armen. Det udviklede sig til en mindre kamp og der kom en mere til. Jeg kæmpede så godt jeg kunne, men jeg overså en." Det var næsten det værste af det hele. Hun havde overset en mand. Ham der havde stået hende i baghovedet. Hvorfor havde hun også overset ham! "Han må have sneget sig ind på mig bagfra, mens jeg var fokuseret på de tre foran mig... Så blev alt sort. Det næste jeg ved er at Iggy slikkede mig i hovedet. Da jeg kom til mig selv befandt jeg mig i et hus og havde ikke mine knive længere. eller altså bortset fra den lille kniv som jeg har i min støvle. Den brugte jeg til at dirke låsen op med og så listede jeg ud. Jeg skyndte mig væk inden nogen opdagede mig. Så direkte tilbage til Duen og ja...Bare op til mig selv." Hun holdt endnu en kort pause før hun forklarede sig det sidste "i dag forsøgte jeg så at finde tilbage til huset, så jeg kunne få mine knive, men mændene var der stadig og da jeg ikke kunne se nogen åbning til selv at hente dem. ja så henvendte jeg mig til dig..." hun kiggede ned i jorden. bange for hvad hans reaktion ville være på det hele. hun havde været upåpasselig, meget. Hun havde brudt deres aftale om at være forsigtig.

[Amos Søfarer]

Det var mere eller mindre, som han havde forestillet sig og han spændte endnu mere i kæben et øjeblik, inden han så bestemt på hende. "Jeg ved ikke hvordan. Men Farkas eller en anden må have fundet ud af, hvem du er. Glem knivene. Du får nogle nye. Fra nu af vil jeg ikke have, at du forlader Duen, uden at nogen jeg stoler på er med. Vi bliver også nødt til at fortælle flere af mine folk, hvem du er nu. Det er jeg ked af, men tiden er desværre løbet fra os. Kom. Nu går vi ind igen." Han ventede ikke på, at hun skulle svare. Han gjorde bare et kast med hovedet og fandt af bagvejen tilbage til Duen. Der var en indgang til hans værelser fra taget, som han ville føre dem ind af.

[Amina Syerske]

Aminas mod sank, som Amos fortalte. Da han nåede til at hun skulle blive på Duen, og ikke måtte gå nogen steder selv forsvandt al glæde i hendes øjne, der nu havde været der. Ikke at kunne gå nogen steder ville blive svært og sikkert kedeligt. Men hun havde ikke meget at stille op. Hun vidste at Amos gjorde hvad der var bedst for hende.

Så tog han hende med indenfor igen. Sammen... det plejede han ellers ikke. Gad vide hvad han havde tænkt sig sådan helt præcis? Hun gik med i stilhed "ok" var alt der kom over hendes læber. Hun var ikke rigtig i humør til andet snak. Hun havde virkelig jokket i spinaten.

[Amos Søfarer]

Fordi de var kommet ind af tag-indgangen, blev de ikke set af nogen på vej ind på hans værelser. Derinde vendte han sig om mod hende og pegede på en stol. "Sæt dig. Jeg indkalder til et møde med de vigtigste parter og så taler vi om, hvordan vi griber dette an," sagde han i en stemme, som var mere løsningsorienteret end ret meget andet.

[Amina Syerske]

Da de kom ind på hans værelse, blev hun placeret i den stol hun for nogle dage siden havde siddet i mens Serena havde ordnet hendes hår. Det hele var meget mærkeligt og hun havde fået en knugende fornemmelse i maven. Det hele skræmte hende en smule og Amos virkede meget fjern.
Hun endte derfor med at stoppe Amos inden han forlod værelset. "Vent.. " hun tøvede lidt før hun fik munden på gled "undskyld at jeg svigtede din tillid. " det måtte jo være derfor han var så sur og anspændt. "hvis du er sur, skuffet eller hvad du nu er, vil du så ikke fortælle mig det nu inden der kommer andre? Jeg ved godt jeg har jokket i det, det ved jeg, men du må ikke være vred."
Amina havde brug for at hendes far for en gang skyld lod sin facade falde for hende, hun var efterhånden blevet bange over situationens alvor i går og Amos snakkede bare over hovedet på hende. Vidst var det ikke hans stærke side. Men hun havde brug for det. Ellers måtte hun opsøge Serena, hun ville vel være til mødet også.