At slippe væk

[Amina Syerske]

Solopost

Natten d. 23. december år 527

Amina var blevet overfaldet af fire mænd, da hun var på vej hjem på Duen. Der havde været en del kamp, og hun havde benyttet sig af flere af de kneb og teknikker Amos havde lært hende. Alligevel var hun i et uopmærksomt øjeblik blevet ramt i baghovedet med en kølle. Hun var straks sunket i gulvet, hvor hun nu lå bevidstløs.

En af mændene smed pigen over skulderen. De aldrig havde taget deres tæv af pigen, og ham der nu bar Amina havde da også et par rifter hist og her. Men det havde klaret ærterne. Nu skulle pigebarnet bare hen i det aftalte hus og så kunne de holde fri for i aften. Iggy som ellers også havde deltaget i kampen, blev ikke rigtig regnet for noget længere. Selvom han nu løb omkring benene på dem og hvæsede af dem alle.
Ham, der havde Amina på skulderen udgød en hånlig latter og sparkede så Iggy væk fra dem.

Så gik de mod det hus, som det havde aftalt skulle være stedet at smide Amina. Hun landede med et lille bump på gulvet lidt væk, og døren blev lukket og låst. Hvad mændene ikke havde lagt mærke til, var at der var en lille utæthed under døren, så Iggy med moje kunne krybe igennem. Den lille ilder løb straks hen til Amina og slikkede hende på kinden. Hun kom langsomt til sig selv, missede lidt med øjnene og satte sig op. Hun tog sig straks til baghovedet hvor en dundrende smerte bredte sig.

Så kiggede hun sig omkring og blev klar over at noget var galt og at hun skulle afsted hurtigst muligt. Hun Mærkede efter for at finde noget at dirke låsen op med. Til hendes store skræk var alle hendes de knive hun havde fået af Amos væk! Bortset lige fra en enkelt lille en, som hun havde haft i sin støvle. Den lirkede hun op ad støvlen og gik straks i gang med at dirke låsen op, så hun kunne komme afsted inden mændene kom igen. Der gik noget tid før hun endelig hørte det lille klik der fortalte hende at døren var åben.

Meget forsigtigt åbnede hun døren, kiggede ud for at tjekke om der var fri bane, så tog hun Iggy på skulderen og listede ud ad døren. Det første stykke tid gik hun rask afsted for at lægge huset så langt bag sig som muligt, så endelig stoppede hun op, for at finde ud af hvor hun var. Det var en gade hun bestemt aldrig havde været i før, så hun måtte gætte sig til hvilken retning hun skulle. Det dunkede stadig voldsomt i baghovedet, men ved at mærke med sin hånd, havde hun fået bekræftet at en bule var vokset frem.

Da hun ikke var sikker på, hvor hun var og mørket efterhånden havde sænket sig i et sådant omfang at det var svært at se noget som helst for sig. Heldigvis vidste Amina at den store klare stjerne på himlen normalt hang ud over vandet ved havnen, så hvis hun fulgte den, ville hun komme til havnefronten hvorfra det var let at finde Duen.

Afsted det gik i godt tempo, kort tid efter kom hun til havnen. Hun var forsigtig med ikke at blive opdaget på vejen. Hun stolede bestemt ikke på nogen lige nu. om de så var en del af konflikten eller ej.
Fra havnen var det let at finde Duen og da hun kom dertil var klokken allerede omkring midnat. Indenfor var der en festlig stemning, ved højbordet sad der flere i færd med at drikke, og blandt dem også Amos. Amina kiggede flygtigt op på ham, før hun flovt forsvandt op på sit værelse, hvor hun med sin gave gjorde noget ved bulen i nakken og så lagde sig på sengen og tænkte hele kampen igennem. Hun måtte blive bedre!