Vinterby [R]

[Kian Falkeblik]

Elisia af Bugtvig

Det var ikke fordi, at der var mange fra Nedre By, der rendte i tempel omkring Midvinter, men hvor der var mange mennesker, var der mange lommer. Kian havde derfor brugt lidt af sin tid på at lette et par lommer ved templerne denne Midvinter. Han var dog hurtigt blevet jaget væk af nogle tempelvagter.
De efterfølgende dage havde han arbejdet ved havnen, hvor skibene havde travlt med at komme fra kaj af frygt for at havet frøs til ved kysten. Det var virkelig også forbandet koldt, selv når solen skinnede som i dag. Kian havde pakket sig godt ind i det ene sæt vintertøj, han ejede, og brugte lige nu sin tid på at stå lænet op ad husmuren ved Aben og se på et par gadebørn, der var i gang med en sneboldkamp på den lille gade. Sne kunne altid holde børn i gang, lod det til. Imens småsnakkede han med et par blomsterpiger, der netop var nået frem til kroen. Der blev flirtet lidt frem og tilbage, for det var jo blomsterpiger, men da det først gik op for dem, at han kun gad flirte, blev de hurtigt trætte af ham og gik indenfor.

[Elisia af Bugtvig]

De var gået i gang igen, selvom det ikke var mere end et par dage efter midvinter. Ikke at det plejede at være anderledes med Gavin, men hun havde heldigvis fået nogenlunde tidligt fri og havde straks vidst, hvad hun ville bruge sin hårdt tjente fritid til. Det var efterhånden også længe siden, hun havde set Kian, så med sin mest afdæmpede kappe søgte hun mod Nedre By.

Det havde været noget af en udfordring, men endelig var her. Et rødt bryn hævedes, da hun så, hvordan Kian gjorde sig til, mens han snakkede med to tvivlsomt udseende kvinder og hendes kinder føltes en smule varmere.

[Kian Falkeblik]

Kian ærgrede sig lidt over, at kvinderne gik indenfor, men det var jo svært at holde på deres slags, når man ikke var villig til at bruge penge på dem. Blikket gled tilbage til gaden, og han spottede hurtigt Elisia, der var dukket op. ”Goddag, pus,” hilste han med et skævt smil og skubbede sig ud fra muren for at gå over til hende. Han lagde armene om hende og kyssede hende på næsen. ”Havde du en god Midvinter?”

[Elisia af Bugtvig]

Blikket havde været rettet stift mod døren, hvor kvinderne var forsvundet og det var først, da Kian talte til hende, at hun igen blev tilstedeværende i blikket og så hen på ham. Smilet var forsvundet fra hendes læber. "Hvem var de?" spurgte hun, tydeligt utilfreds med at have fundet ham i dén situation. Måske var han vant til de letlevende kvinder i Nedre By, men han burde vide bedre. Hun var ikke den slags pige, det burde han da have forstået!

[Kian Falkeblik]

Først efter at have hilst på hende bemærkede han, at Elisia ikke virkede særlig glad. Han kastede et blik tilbage mod kroen. ”Bare et par blomsterpiger. De holder tit til inde på kroen,” svarede han, før han vendte blikket mod væbneren igen. Han forsøgte at kvæle det skæve smil, som kæmpede for at springe frem. ”Hvad da?” Det var nok bedst at spille dum. Hun blev sikkert hidsig, hvis han bemærkede, at hun var jaloux. Eller i hvert fald virkede til at være det.

[Elisia af Bugtvig]

Så han stod og snakkede med blomsterpiger? Hun havde godt hørt om disse syndens kvinder og brød sig bestemt ikke om, at Kian så det som en naturlighed bare at omgås dem. "Ikke noget.. Jeg.." Hun trak vejret skarpt ind gennem næsen. "Det er bare ikke godt selskab." Den lille, misbilligende rynke på næsen blev kun mere udtalt, mens hun igen kastede et skeptisk blik mod døren til Aben. Hun brød sig ikke om tanken om, at de kom der tit og holdt Kian med selskab.

[Kian Falkeblik]

Hendes reaktion morede ham kosteligt. Især siden hun nu var vadet ind i et mindre uheld, som han med glæde drillede hende med. ”Min mor var en blomsterpige,” bemærkede han i en tør tone og løftede et øjenbryn af hende. Han tog det egentlig ikke nært, men Elisia var så nuttet, når hun blev rød i hovedet og forvirret, så han syntes godt lige, at han måtte drille hende en smule. Desuden var det jo hende, der var jaloux.

[Elisia af Bugtvig]

Overraskelsen lyste klart i hendes ansigt fra de hævede bryn og opspilede øjne til den let åbne mund. Så fik hun hurtigt samlet sig igen. Nogenlunde i hvert fald. Blodet, der skyllede op i hendes ansigt, kunne hun ikke stille så meget op mod. "Det var ikke," hun kunne ikke undskylde, for hun havde ment, hvad hun sagde. Desuden overraskede det hende, at han var en... Hun åbnede og lukkede munden et par gange uden, at der reelt kom ord ud. "Jeg.." Hvordan skulle hun redde sig ud af den. "Jeg er sikker på.."

[Kian Falkeblik]

Som forventet blev hun forlegen, og Kian godtede sig over at se de røde kinder igen. Hun lød også noget forfjamsket. ”Det fortalte jeg dig da sidste gang,” bemærkede han og kunne ikke længere holde den drillende tone ude af stemmen. Hun var jo så nuttet, så han kunne ikke stå her og spille sur særlig længe. ”Desuden er jeg jo også dårligt selskab, så jeg kan da godt tale med andre, der er dårligt selskab?” Det var ikke fordi, at man som tyv omgav sig med det finere borgerskab ... udover når man listede efter dem for at tage deres ejendele.

[Elisia af Bugtvig]

Hun huskede det svagt, men havde slet ikke tænkt over det. I stedet havde hun været alt for optaget af den stikkende følelse, der havde sat sig i hende ved at se ham tale sådan med dem. "Det er noget andet," indvente hun uden at kunne begrunde det uden at skulle indrømme, at hun var jaloux. Hvilket selvfølgelig ikke var tilfældet! Hun havde undgået hans blik, men så nu trodsigt på ham ved lyden af hans drillende undertone. Han nød det her. Alt ved det, det var hun sikker på. Nar.

[Kian Falkeblik]

Han lagde hovedet lidt på skrå med et skævt smil. Hun nægtede tydeligvis at indrømme, at hun var jaloux. Det kunne han selvfølgelig let løse ved blot at fortælle hende, at der ikke var noget mellem ham og blomsterpigerne, men lige nu ville han hellere presse hende lidt. ”Hvordan det?” Han stak hænderne i lommerne på sine bukser for at varme dem lidt. I og for sig burde han måske også uddybe det, som han havde antydet i deres forrige samtale. Det lod ikke til, at Elisia rigtig havde opfanget det. ”Jeg er ikke så forskellig fra dem, Elisia. Jeg har også prøvet at være desperat efter at tjene bare en smule ...” Han var ikke sikker på, om hun ville forstå hentydningen, siden det jo normalvis kun var blomsterpigerne, som man hørte om. Folk talte ikke rigtig om, at mænd kunne finde på at købe andre mænd. "Så hvordan er mit selskab anderledes fra deres?"

[Elisia af Bugtvig]

Det var tydeligt, at hun ikke umiddelbart forstod, hvad han mente. Så sank den ind og hun så næsten forfærdet op på ham uden helt at kunne finde ud af, hvad hun tænkte om det. Havde han...? Hun kunne næsten ikke tro det. Hendes hals føltes tør og det var en pludselig en kamp at synke. "Du.." Hun rystede på hovedet uden at kunne forholde sig til den nye information. "Det er en helt anden sag," insisterede hun og så op på ham. Højdeforskellen gjorde, at hun måtte lægge nakken lidt tilbage. "Du var desperat."

[Kian Falkeblik]

Han studerede hende, imens hun kæmpede med den nye information. Hun lod til at have forstået, hvad han forsøgte at sige. Han grublede dog lidt over hendes konklusion. ”Hvad får dig til at tro, at de kvinder ikke også er desperate?” Han tog hendes hånd og begyndte at gå hen ad gaden. Vejret var godt, og de burde nok ikke altid opholde sig inde på Aben. Det kunne vel gøre folk lidt anspændte, at der dukkede en adelig op derinde. ”Ville man gøre den slags, hvis man havde andre muligheder til rådighed?”

[Elisia af Bugtvig]

Hun var alt for optaget af, at gruble over hans indvending, at hun helt havde glemt, at hun var tøsefornærmet og ikke ville have, han tog hendes hånd. Tankefuldt fulgte hun ham ned ad gaden. Vejret var alligevel meget fint og hun frøs ikke med de mange lag tøj. "De lod ikke ligefrem til at begræde deres erhverv," pointerede hun og så op på ham med et træk på skuldrene "eller være synderligt desperate."

[Kian Falkeblik]

Han lo lidt. Nej, blomsterpiger virkede vel til at være i godt humør det meste af tiden. ”Tja, det er vel sandt. De ville nu nok heller ikke få mange kunder, hvis de sad og svælgede i deres egen ulykke. Det er ikke videre tiltalende.” De var jo nødt til at virke indbydende, og det gjorde en man vitterligt ikke ved at virke desperat og ulykkelig. ”For mange har der selvfølgelig heller ikke været mange andre valg, så det har måske også blot virket som et naturligt valg for dem. Hvis man ikke bliver blomsterpiger, bliver man måske tyv eller en anden form for slyngel.”