Hertugparret af Macay [R]

[Cynthea af Macay]

Aric af Macay
21. december 527

Det var gået over alle forhåbninger. Brylluppet havde været ubeskriveligt smukt og den fornøjede summen tydede på, at adelen nød festlighederne. Maden havde været fantastisk og musikken fået folk op af stolene. Cynthea var ovenud lykkelig, mens hun nærmest svævede ved Arics arm fra sin fætter, Larkin, og hans hustru efter en af mange samtaler for aftenen, som det var brudeparrets pligt.

"Du har gjort mig en meget lykkelig kvinde, Hertug Aric af Macay," hviskede hun ham blidt i øret, mens de havde et lille pusterum. Det virkede helt underligt at sige, men de havde efterhånden delt mere intime øjeblikke, så det burde ikke være sådan. Hun blev bevidst om, at hun var rød i kinderne ved tanken og skyndte sig at skubbe dem i baghovedet, mens hun kastede et stjålent blik op på sin mands ansigt.

[Aric af Macay]

Der var mange mennesker med til brylluppet. Stort set hele adelen var blevet inviteret. Naturligvis undtagen dem, der var syge eller bortrejst af forskellige årsager. Han lagde en hånd oven på Cyntheas arm og brummede ganske let. "Det er din egen fortjeneste," svarede han og gav hendes hånd et lille klem. At holde et bryllup var absolut ikke nogen lille ting. Der var mindst lige så travlt, som ved et hvert andet selskab. De to nygifte var blot hovedpersonerne til dette bryllup. "Hvordan går det med at blive kaldt Deres Højhed?" Han vidste selv, hvor stor en omvæltning en titel var. For blot tyve år siden havde han været Korporal Aric af Macay uden udsigter til at blive Hertug.

[Cynthea af Macay]

Hvis ikke allerede hendes smil havde været så bredt, som det blev uden at flække hendes kinder, var det nok vokset ved hans ord. Selvfølgelig havde selve arrangeringen af brylluppet ligget mest hos hende, men at Aric overhovedet havde valgt hende, var hun stadig dybt taknemmelig for. Hun så op på ham og trak ganske let på skuldrene. "Det er.. Anderledes, uvant," men ikke i nærheden i at kunne hive hende ned fra den sky, han havde sat hende på. "Så længe du lover ikke at kalde mig det, overlever jeg nok."

[Aric af Macay]

Han nikkede ved hendes svar. Det var en tilvænningssag. Men noget man kom over og affandt sig med i sidste ende. "Jeg kender følelsen," fortalte han, inden et ældre ægtepar hilste på dem, og han sendte et nik i deres retning. "Men når man har hørt det længe nok, så tænker man ikke over det mere. Så er man bare Deres Højhed," sagde han og et smil lurede i hans mundvige under det trimmede fuldskæg. "Jeg vil langt hellere foretrække at kalde dig noget så banalt og jordigt som rose," fortalte han og blinkede indforstået til hende. "Akkurat som den jeg forærede dig ude i haven."

[Cynthea af Macay]

De hilste høfligt på parret, før de fortsatte videre igennem selskabet. Det var virkelig alle, der betød noget i det sociale hierarki, der var mødt op. Præcis, som hun havde stilet efter. "Det skal jeg huske," forsikrede hun ham og gav hans hånd et blidt klem. I hans tilfælde tvivlede hun overhovedet ikke på det. Aldrig havde hun set en mand bære sig selv mere selvsikkert, mere værdigt og autoritært. Og han var hendes. Hun rødmede en smule, men sænkede ikke blikket fra hans. "Intet kunne være smukkere og mere perfekt."

[Aric af Macay]

De kom til sidst hen til døren, der førte ud til haven. Med så mange mennesker var det kun naturligt, at mange opholdt sig udenfor. Og naturligvis var der sørget for, at man ikke skulle fryse derude. Der var sat store fade op med magisk ild i, som folk stod rundt omkring, både for varmen men også for lysets skyld. "Ligesom Hertuginden af Macay," kommenterede han og hjalp hende ned af de to trin, der førte ned fra terrassen. Stjernerne var tydelige på nattehimlen. Han trak hendes lille krop lidt tættere ind til sig. "Var brylluppet, som du havde forestillet dig?" Spurgte han og så ned på hende med sine gyldne øjne.

[Cynthea af Macay]

Efter en del overfladiske samtaler med folk undervejs, nåede de endelig terrassen og hun måtte igen stoppe sig selv fra at måbe. Det var fuldkommen ubeskriveligt, så smukt det var blevet. Hans kompliment blev belønnet med et varmt smil og et blidt klem til hans hånd, mens han hjalp hende ned af trapperne. Det var som et maleri, men endnu smukkere og hun lagde en arm om ham, da han trak hende tæt. "Jeg tror meget få mennesker i denne verden har fantasi til i sandhed at kunne forestille sig noget så perfekt som vores bryllup i al sin helhed og alle facetter," hun mødte hans blik og følte sig igen helt rundt på gulvet, "Det var præcis dét og så meget mere."

[Aric af Macay]

Han lænede sig ned og lagde et kys mod hendes lyse hår, der skinnede som sølv i månens skær. "Siger du dermed, at din husbond har for meget fantasi, når han kan stable sådan noget her på benene?" Hans blik så direkte ind i hendes, men der var noget drillende i hans tone, da han kommenterede på hendes ord. Nu hvor de var gift, var der en formal facade, som de begge to kunne lade glide væk. Paraderne skulle ikke længere være oppe, når de var i hinandens selskab. "Jeg har dog mere i ærmet," hviskede han lavmælt i hendes øre.

[Cynthea af Macay]

"Jeg siger dermed, at min husbond må være et geni for overhovedet at kunne forestille sig så noget og kende mig så godt, at det levede op til alle mine drømme og forhåbninger," irettesatte hun ham kærligt med et ukarakteristisk hengivent blik. Han virkede anderledes nu, mere afslappet og på en eller anden måde mere menneskelig. "Virkelig?" Smilet truede nu rent faktisk med at flække hendes lyse kinder. Han var virkelig meget mere end hun overhovedet kunne have håbet for.

[Aric af Macay]

Han løftede drillende det ene øjenbryn. "Et geni? Den udtalelse vil jeg hænge dig op på, når du opdager mine mindre geniale idéer," sagde han og nikkede derefter til hendes spørgsmål. "Bestemt," lød hans stemme. I samme øjeblik lød hans hushovmesters stemme; "Hvis alle gæster venligst vil bevæge sig ud i haven," det var ikke ved hvert bryllup, at folk blev gennet ud i en have sent på aftenen i december måned. Men der var en mening med galskaben. Forenden af haven stod fire personer stillet op på række. "Se nu blot op på himlen," sagde han lavmælt, og i samme øjeblik skød den ene noget farverigt op i luften. Det gav et højt knald og pludselig så det ud som om det regnede med guld ned over gæsterne.

[Cynthea af Macay]

Hun smilede uden helt at kunne genkende denne nye side af ham. Han var jo... Sjov. Hun smilede af sig selv og skulle til at åbne munden, da hushovmesterens stemme afbrød hende. Forundret så hun fra manden og tilbage på Aric. Hvad i alverden havde han planlagt? Som instrueret vendte hun blikket mod himlen og denne gang kunne hun ikke stoppe sig selv i at måbe. Lyden havde været høj og faretruende, men den gyldne skønhed, der nu regnede ned over dem var det hele værd. "Åh, Aric," hun sukkede betaget uden at kunne tage sine øjne fra himlen,

[Aric af Macay]

Det havde taget flere måneder at udvikle dette... Han vidste ikke helt, hvad han skulle kalde det. Og det gjorde ham tilfreds at vide, at Cynthea bestemt ikke var den eneste, der stod med åben mund og var betaget af det, der foregik på himlen. Det fortsatte i et par minutter. Forskellige farver og former af lys oplyste den ellers så sorte himmel og blandede sig med stjernerne. "Du skulle have noget, som ingen anden kvinde i Tortall nogensinde har haft ved sit bryllup," det var en lille ekstra bryllupsgave. "Min uskyldige blomst fortjener det bedste og mest perfekte i denne verden," hans stemme var bestemt og der lå en dyb alvor gemt under dem. Et løfte.

[Cynthea af Macay]

Flere steder fra gæsterne lød der overraskede gisp og betagende suk, men det var fuldt ud berettiget. Det var fuldkommen perfekt. Aldrig havde hun set noget så smukt. Alvoren i hans ord fik hende endelig til at vriste blikket fra himlen og i stedet se på ham. "Jeg har allerede det bedste og mest perfekte i denne verden," og det øjeblik, ordene havde forladt hende, vidste hun, at det var sandt. Selvfølgelig havde hun stadig en kamp foran sig med hensyn til rettigheder og behandlingen af kvinder, men så længe han var ved hendes side, var hun lykkelig. "Jeg elsker dig."

[Aric af Macay]

Alle elskede komplimenter. Mænd og kvinder. I alle aldre. Selv dem der ikke ville indrømme det, elskede dem. "Det lader til, at vi har valgt rigtigt så," sagde han og trak hende tættere ind til sig, da hun kom med sin erklæring. Han bøjede sig ned og lagde sine læber mod hendes, mens de sidste knald hørtes over himlen. Da folk begyndte at klappe, løftede han hovedet og så ned på hende. "Pas på hvad du siger," han løftede en hånd og fangede en vildfaren tot, som han lagde om bag ved hendes øre. "Mennesker man elsker har det med at forsvinde mellem ens hænder," de gyldne øjne havde fået et dystert skær, og han løsrev langsomt sit blik fra Cyntheas, hvorefter han rettede det udover menneskemængden igen.

[Cynthea af Macay]

Hun elskede det. Elskede tanken om at være Arics valg. Han havde valgt hende og hun havde valgt ham. Nu var der her sammen. Hun besvarede blidt kysset og så op på ham, fortrød straks at hun havde sagt det, da han talte igen. Hun burde ikke have smidt der i hovedet på ham på den måde, selvom hun mente ordene med alt, hvad det indebar. "Du er lige her," hun gav hans hån et blidt klem, "ved min side." Præcis som det skulle være. Hun besluttede sig ikke at tale mere om det. "Det var betagende. Hvordan har du formået det?"