En helt perfekt dag

[Lyanna af Genlith]

Blake af Jesla
9. december 527

Fødselsdage havde altid været noget helt særligt i Genlith. Sådan var det vel bare, når man var to piger, der begge var blevet passet på som små guldfugle i bur. For Lyanna havde dagen været helt perfekt. Hendes hud og hår duftede stadig rent og ganske let af de olier, hendes far havde fået importeret hende.

Hun lukkede døren til sit værelse bag sig. Blake havde kun været på besøg ganske kort, men hun havde heller ikke forventet mere, når familien klart havde givet udtryk for, at de selv ønskede at fejre hende på dagen. Resten kunne komme til festlighederne senere på ugen. Desuden havde han trykket hende en seddel i hånden. Hun drejede nøglen om i døren og foldede ivrigt papiret ud. Der stod kun et ord. Vinduet. Nysgerrigt så hun hen på vinduet, men tøvede ikke længe, før hun igen var i bevægelse og trak gardinet til side, så løsnede hun haspen og skubbede det op, stirrede ud i mørket.

[Blake af Jesla]

Blake var ved at blive rigtigt godt træt af hele denne komedie, som han var nødt til at spille hele tiden. Han havde indtil nu kun fået nogle ganske få øjeblikke alene med Lyanna og eftersom han helst havde set dem gift nu, var han mere end almindeligt rastløs omkring det. Derfor havde han også haft det helt fint med, at han ikke skulle sidde model til endeløse fejringer i aften.

Han havde dog set sit snit til at få hende på tomandshånd og derfor hang han nu også i det store espalier, som han havde set uden for hendes vindue for flere uger siden. Da han hørte vinduet blive åbnet, trådte han ud fra den gesims, hvor han havde fundet hvile og klatrede de sidste par skridt op. “Må jeg komme ind?” spurgte han med et skævt smil, da han fik øjenkontakt med hende og efterhånden næsten var på højde med vinduet.

[Lyanna af Genlith]

Hun vidste ikke rigtig, hvad hun havde forventet af hele situationen med sedlen og vinduet, men det var bestemt ikke dette og hun måtte lægge en hånd for munden for ikke at hvine, da han stod lige uden for. Tavst nikkede hun og trådte til side for at gøre plads til ham, selvom det straks nagede hende. Hun burde jo ikke have en ridder, der gerne ville ægte hende inde i hendes kamre. Især ikke uden en eller anden form for anstandsdame. Straks rettede hun lidt på håret, der allerede sad fejlfrit og kjolen, der kun var blevet en ganske lille smule krøllet. “Jeg troede, De-u blev nødt til at gå,” hun så uforstående på ham, men kunne ikke skjule et betaget smil fra sine læber. Det glædede hende, at han var tilbage igen - også selvom det ikke burde.

[Blake af Jesla]

Han kravlede de sidste trin op af den improviserede stige og svang sig uden problemer ind over vindueskarmen, mens han smilede mildt til hende. Han gik et enkelt skridt ind og lukkede så for vinduet, så varmen ikke skulle smutte ud. Først da vendte han sig om mod hende og trak på skuldrene. “Jeg har noget, jeg gerne vil give dig, uden at jeg har en masse øjne på mig og uden at vi behøver at spille skuespil for dine andre gæster.” Han rakte armene ud mod hende i en åben invitation og så på hende med hævede bryn. “Men du er måske ikke glad for at se mig?” spurgte han i en påtaget såret stemme.

[Lyanna af Genlith]

Blikket fulgte ham vågent, mens han kravlede ind og lukkede vinduet efter sig. Det burde hun selv have tænkt på i stedet for bare at stå befippet og slå rødder midt i det hele, kommenterede en irettesættende stemme i hendes indre. Hun kvalte den og tog hans hånd for at træde ind til ham, rystede lige så fint på hovedet. “Det må du ikke tro,” bad hun og lagde en lys hånd mod hans kind, mens hun smilede op til ham. “Jeg nyder dit selskab mere end noget andet, Blake.” Hun så op på ham med en naiv alvor i de store øjne.

[Blake af Jesla]

“Godt.” Han smilede og lagde en kroget finger under hendes hage, så han ubesværet kunne fange hendes læber med sine. Det var ikke mange kys, de havde delt, men dog nok til, at han ikke følte behov for at være forsigtig med hende. Han smilede, da han lod hende slippe igen, fordi hendes vejrtrækning var blevet hurtig. “Vil du have din gave?” Spurgte han, stadig med en arm om ryggen på hende, så hun ikke kunne forsvinde for langt væk.

[Lyanna af Genlith]

Det glædede hende at se hans smil og vide, at hun var årsagen til det. Den indflydelse havde hun på ham, som han havde den på hende. Læberne fandt hans i et blødt kys, som fik tid til at udvikle sig og der gik ikke længe, før hendes vejrtrækning blev overfladisk. Da han slap hende, følte hun sig næsten stakåndet og hun nikkede lidt, usikker på om stemmen ville kunne bære ord. “Du behøvede altså ikke at give mig noget,” peb hun genert og smilede forsigtigt op til ham, stadig stående tæt på ham med hans varme arm i ryggen.

[Blake af Jesla]

Han smilede og trak på skuldrene. “Men når jeg nu havde lyst,” svarede han med en lav brummen og begyndte at gå hen til en stol ved hendes vindue og trak hende med sig. Derhenne satte han sig ned og trak hende med ned, så hun sad på hans skød med siden til ham. Fornemmelsen af hende så tæt på, gik ikke ubemærket hen og han så hende ind i øjnene med et varmt, omend lidt frækt, smil. “Giv mig et kys, mere, så får du den,” lokkede han og trak hende lidt tættere ind til sig med den arm, som stadig lå om hendes ryg.

[Lyanna af Genlith]

Hun gjorde ingen indvendinger, hverken til hans lyst til at forære hende en fødselsdagsgave eller da han gav sig til at trække afsted med hende. I stedet lagde hun blot en hånd på hans brystkasse og så betaget op på ham, rødmede let over smilet, han sendte hende. “Du har ingen skam i livet,” fnes hun varmt og trykkede de bløde læber mod hans i et uskyldigt, blidt kys. Det føltes skønt at være tæt med ham igen, nu de ikke rigtig havde samme mulighed for kropskontakt i selskab med hendes forældre.

[Blake af Jesla]

Han trak på skuldrene af hendes svar og lagde sin frie hånd på hendes kind, så hun ikke uden videre kunne trække sig væk fra kysset igen. Hun ønskede måske nok, at det skulle være uskyldigt, men han havde andre planer og han holdt både hendes krop og ansigt tæt, mens han nød, at de for en gangs skyld var alene og tog sig god tid til også at vise hende det. Da han slap hendes ansigt, var det langt fra, fordi han var mæt. I stedet var grunden nok nærmere, at han ikke ville kunne afholde sig selv fra at fortsætte, hvis han ikke stoppede. Han trak sig en lille smule tilbage og placerede så et varmt og blidt kys på hendes pande, mens han stille og roligt fik sig selv under kontrol igen.

[Lyanna af Genlith]

Sandheden i hendes ord blev endnu engang understreget, da han holdt hende fast i kysset og hun skælvede ganske let i hans greb. Et kys blev til flere, mens grænserne mellem dem blev mere utydelige. Følelsen af hans læber og skægget, der kradsede ganske let mod hendes hage, overvældede hende, men hun trak sig ikke, før han igen slap hende. De grønbrune øjne var store og søgende, da de så ind i hans. Havde hun gjort noget forkert? Hvorfor trak han sig nu væk? Hun fulgte med på instinkt, da han trak sig væk.

[Blake af Jesla]

Hun var tydeligt påvirket og det kunne han godt lide. Derfor lod han hende følge med, selvom han egentlig havde ønsket plads til at komme sig. Hvis hun var villig til at fortsætte, så ville han ikke sætte hende hindringer i vejen. Det ville kun hjælpe ham på længere sigt. Derfor tillod han sig at sende hende et kort tvivlende blik, inden han mumlede et lavmælt "pyt" og igen trak hende ind til et kys. Hans hånd faldt fra hendes kind og ned at ligge på hendes liv, hvor han tog forsvarligt ved.

[Lyanna af Genlith]

Hun gispede lavmælt, da han trak hende tæt ind til sig, men hun kom ikke med indvendinger. Det var et anderledes kys, alene på måden hans hånd havde taget et fast greb om hendes liv. "Blake," mumlede hun lavt mod hans læber uden reelt set at lægge nogen handling bag den lette protest, der havde været i ordet. I stedet lagde hun en hånd i hans nakke og lod sig holde tæt ind til ham. Selvfølgelig var hun nysgerrig på gaven, men for nu var det mere end nok bare at være tæt med ham.

[Blake af Jesla]

Han ignorerede hendes protest fuldstændigt. Hun var villig nok i kroppen og hun ville være nødt til at sætte sig mere håndfast imod, hvis hun syntes, at det gik for langt. Han koncentrerede sig om at holde hende tæt, bevæge sine fingre let i sit greb, så hun ikke bare lå stille i hans arme og fortsatte med at kræve hendes læber igen og igen. Måske han kunne slippe afsted med at bevæge sin hånd lidt længere op langs hendes side? Han gjorde forsøget i ganske små bevægelser.

[Lyanna af Genlith]

Kyssene kom lettere, nu hun havde luret metoden sådan nogenlunde. Det var immervæk ikke så meget mere end læber mod læber og hun sørgede for, at hendes hverken var for hårdt spændte eller helt døde. Der var godt nok meget at tænke over. Hun trykkede sig lidt tættere ind til ham, mens hans hånd.. Flyttede på sig? I starten var hun i tvivl, men jo, den havde rykket sig. Forsigtigt brød hun kontakten mellem dem. "Det er rart, men..." De blev nødt til at stoppe nu. Det måtte han da også vide.