Baronen af Legan

[Niklaus af Legan]

Katrina af Legan & Leonora af Legan
20. december 527

Kappen bølgede tungt efter Niklaus, mens han travede med besutsomme skridt op ad trappen, sprang enkelte over og fortsatte ind af døren til familiens hjem i hovedstaden. Han havde redet godt til og havde nået rejsen fra Ravntoft på kun lidt over en dag, men nu var han fremme. En tjener blev overladt kappe og handsker og fik besked på at samle hans søstre en time efter i den lille stue, før han fortsatte op ad trapperne. Det blev til en kort, overfladisk vask og nyt tøj. Så skridtede han mod deres mors kammer.

Baronessen var ikke utrøstelig, men stolt som altid. Ikke at han havde forventet andet. De to havde altid været mere tætte end ham og Baronen, selvom hun af åbenlyse årsager var tættere med de to piger. Efter lidt tid bad hun ham give hende tid alene og det gjorde han. Så var der Katrina og Leonora ttilbage.

Han søgte ned i stuen, trak lidt på skuldrene på vej ned. Det hele havde sat sig som en ubehagelig spænden i nakken. Så søgte han ind i stuen. "Katrina," hilste han med et nik mod den ældste søster, før han vendte blikket til den yngste med samme stive nik. "Leonora."

[Katrina af Legan]

Det var dagen før Midvinter, så vejret var koldt og gråt. Katrina brugte tiden på at sidde og læse i en af stuerne, og hun flyttede sig kun for at hente noget at spise eller drikke. Da en tjenestepige informerede hende om, at Niklaus ville tale med hende og Leonora, satte hun sig op i den anviste stue og læste videre i sin bog. Endnu en om myter. Hun hilste på sin søster, da denne kom ind og småsnakkede lidt med hende om forberedelser til hendes bryllup. Da Niklaus kom ind, smilede hun imødekommende til broderen. ”Velkommen hjem, Niklaus.” Han virkede ikke i særlig godt humør, men det var han jo heller ikke så tit.

[Leonora af Legan]

Leonora gik og nynnede i sit ejet kammer, godt optaget af at pakke gaver ind til sine to søskende, da det pludselig bankede på døren. "øjeblik" Hun fik tingene gemt afvejen og lod så gæsten komme ind. En tjener der fortalte at Niklaus var tilbage og ville mødes i en af stuerne. Leonora smilede og skyndte sig ud af døren, uden at miste sin fornemme bevægelser.
Da hun kom ned i stuen smilede hun. Hun glædede sig til endelig at se sin bror igen. Han var der dog ikke endnu, men smilede i stedet glad til sin søster og så ventede de sammen.
Så kom Niklaus også. Leonora smilede til ham og så afventende på ham.

[Niklaus af Legan]

Så var de alle samlede. Formaliteterne var ude af vejen og de kunne komme videre. "Ta.." Han tog en dyb indånding og startede forfra. "Hvis I vil være venlige at tage plads." Han slog ud mod sofaen og ventede på, de havde sat sig, før han selv slog sig ned i lænestolen med et suk.

Et øjeblik sad han sådan i tavshed, hævede hånden og lagde to fingre mod tindingen. "Jeg har nogle nyheder. For at starte et sted, så kan jeg fortælle jer, at jeg netop er vendt hjem fra Ravntoft, hvor jeg bad om Grevens velsignelse og hans datters hånd i ægteskab," forklarede han roligt og så afventende på først Katrina og så Leonora for deres reaktioner.

[Katrina af Legan]

Katrina satte sig sammen med Leonora og lyttede til Niklaus’ erklæring. Det kom ikke bag på hende, at han var blevet forlovet, men siden han bare pludselig var taget af sted, havde hverken hun eller Leonora fået at vide, hvad det egentlig handlede om. Det gav dog mening, at det skyldtes en forlovelse. Han ville nok gerne finde en ny forlovet, så far holdt op med at være sådan efter ham. ”Det er jo en glædelig nyhed,” sagde hun og sendte broderen en opmuntrende smil. ”Grevens datter er en ridder, ikke sandt? Det vil sikkert passe dig godt.” Niklaus havde det jo så svært med kvinder, så en kvinde med en mere mandlig tankegang ville måske være god for ham.

[Leonora af Legan]

Leonora, der ellers i et sekund næsten nåede at tænke der var noget galt, slap spændingerne hun havde haft en skuldrene og smilede stor til ham "Tillykke. Hvor er det dejligt" så nåede fornuften hende også, og hun blev klar over at hendes reaktion nok havde været en smule voldsom. Hun rettede sig op og kiggede mere blidt på ham, og fandt den mere fornemme Leonora frem igen. "Det lyder meget glædeligt"

[Niklaus af Legan]

Han nikkede værdigt til Katrina, før brynene blev hævet lidt over Leonoras udbrud. Det var så typisk hende, så det burde vel ikke overraske ham længere. "Ja, det er alt sammen ganske dejligt og Ridder Elise har vist sig at være en ganske fornuftig.." Kvinde. Ordet blev siddende i halsen på ham. "Et ganske fornuftigt væsen," sagde han i stedet og nikkede lidt, før han lagde benene over kors. "Men jeg bringer ikke kun gode nyheder," også fantastiske. Han skjulte et tilfreds smil bag sin alvorsfulde mine. "Vores far er desværre ikke længere iblandt os."

[Katrina af Legan]

Katrina sendte Leonora et opmuntrende smil, før hun måtte kvæle et fnis over Niklaus’ forsøg på at komplimentere sin kommende hustru. ”Vi bør alle ægte fornuftige væsner,” drillede hun, men blev kort efter alvorlig igen, da Niklaus lagde op til dårlige nyheder.
Mest af alt var hun chokeret over nyheden. ”Han ... Hvad?” Hun så forvirret på sin bror. ”Hvad er der sket?” Tonen blev noget mere forfærdet. De havde intet hørt før nu og ... Var far virkelig død? ”Åh, mor ...” Hun blev straks bekymret for baronessen, og hvordan hun mon måtte have det med disse nyheder.

[Leonora af Legan]

Leonora kiggede på sin bror, da han fortalte, at der også var en dårlig nyhed. Da han så fortalte, at denne dårlige nyhed bestod i, at deres far var gået bort, blev hun om muligt endnu mere stille. Hun kiggede fra sin bror til sin søster og så tilbage til sin bror.
Hun kunne slet ikke forstå, hvad Niklaus sagde, Kortvarigt fandt en lille rynke vej mellem hendes øjenbryn, men ligeså hurtigt som den var kommet, lige så hurtigt forsvandt den igen. Hendes øjne blev blanke og hun mærkede, hvordan en klump voksede frem i halsen på hende. Det var slet ikke rart det her! Hun prøvede at sige noget, men kunne ikke få et eneste ord frem. Så lukkede hun munden igen og den første tårer trillede stille ned over hendes kind.

[Niklaus af Legan]

Han besluttede sig at koncentrere sin opmærksomhed mod Katarina, da en tåre kom til syne på Leonoras kind. Det vidste han ikke lige, hvad han skulle stille op med og så var den ældste søsters reaktion lidt lettere at håndtere. "Jeg kender endnu ikke detaljerne," fortalte han og sukkede lidt, før han fortsatte. "Jeg har fortalt mor det og hun har lagt sig til at sove. Hun tager det fint." Han forstod virkelig ikke, hvorfor de reagerede sådan. Deres far havde været en forfærdelig mand!

[Katrina af Legan]

Katrina bemærkede hurtigt lillesøsterens tårer og rykkede straks ind til hende for at omfavne hende og give hende et trøstende knus. Niklaus havde jo ikke forstand på disse ting. Hun nikkede lidt til Niklaus’ forklaring. ”Godt. Jeg går op og ser til hende lidt senere. Når hun er vågnet igen.” Hun ville gerne sikre sig, at mor havde det godt. Imens strøg hun lige så blidt Leonora over håret.

[Leonora af Legan]

Leonora fandt sit lommetørklæde og tørrede sine øjne ".. M..men, han kan da ikke bare være.. Han var jo ikke syg?" Hun kiggede over på sin bror. Det måtte være ham der vidste mest jo. Han virkede dog til at tage det i stiv arm. Det gjorde Katrina for den sags skyld også. Det var altså kun Leonora der ikke kunne styre sine følelser. Hun kiggede ned på sine sko, så de to ældre søskende ikke kunne se hendes ansigt. "Hvad sker der så nu?" Det føltes som om det hele var blevet vendt på hovedet og hun kunne slet ikke finde hoved og hale i tingene lige nu.

[Niklaus af Legan]

"Det vil hun sikkert værdsætte." Det sidste, han ønskede, var jo at såre deres mor. Men det havde været et nødvendigt onde for at komme af med Baronen og sådan var det bare. Han sank ved spørgsmålet. Hvis bare Baronen havde været lige så forstående som Alexanders forældre, havde intet af dette været nødvendigt. Men nu havde han sagt A, så måtte han også sige B. "Nu bliver jeg baron for Legan og overtager de sidste forhandlinger med Hale af Josdirk og senere forhandlinger med Katarinas kommende husbond samt alle andre forpligtelser, der ligger i det," forklarede han irriteret. Havde hun slet intet lært på klosterskolen. "Vi tager tilbage til Legan efter midvinter."

[Katrina af Legan]

Katrina skulede til Niklaus, da hun opfangede hans tone. ” Du kan vel unde hende det at være oprevet og forvirret efter de nyheder, som du kom hjem med, Niklaus.” Leonora havde brug for at være ked af det lige nu, og så var det ikke hendes skyld, at hun ikke lige tænkte så klart. Der var ingen grund til at blive sur på hende over noget så almindeligt. Katrina vendte opmærksomheden mod sin søster og kyssede hende i håret. ”Nogle gange sker den slags. Forhåbentlig finder vi snart ud af, hvad der skete med far.” Hun rakte ned og gav Leonoras hånd et klem.

[Leonora af Legan]

Hun ville ikke svare sin bror igen, selvom det var fristende. Det var jo ikke det hun havde ment. Hun vidste da godt at han skulle overtage pladsen som baron og dermed også det arbejde der fulgte med. Nej det hun havde ment, var mere det personlige i det. Hvad der skete med familien og hvordan de lige kom videre herfra. Der lød dog til kun at være et problem for hende.
Hun nød hendes trøstende søster og fandt så lidt overskud til igen at sige noget. "Det er helt fint Katrina. Niklaus svarede jo bare på mit spørgsmål, Selvom det ikke helt var det jeg havde ment. " så rettede hun sig op igen og fik øjnene helt tørre. "Jeg har det ok, jeg er bare lidt chokkeret ikke andet"