Der var ingen bånd

[Tatiana af Vårfos]

Lachren af Meron

Lige siden sin tid som page, havde Tatiana haft en fast rutine, så hun skiftede mellem løbetræning, sværd, ridning, bue, intervaltræning og en masse kombinationer på tværs. Rutinen havde været god, den havde været fasttømret og kun under krigen havde hun ikke slavisk fulgt den. Og så nu. Efter nyheden om sin forlovelse med Aeron havde hun tilbragt meget mere tid oppe på paladset træningsplads.

Fødderne bevægede sig hurtigt, mens hun øvede sine skridt og fletningen piskede hende på siden af halsen, da hun snurrede specielt skarpt rundt om sig selv og brugte energien i et præcist hug mod en træningsdukke. Hvis Aeron fik sin vilje, ville det sikkert være det eneste, hun fik lov at brruge sine evner til i fremtiden. Et slag blev til flere, der gradvist voksede i styrke.

[Lachren af Meron]

Det var ikke så tit Lachren reelt set havde fri - havde man nogensinde for alvor det som ridder? Det var dog tæt på disse dage og han måtte indrømme han nød det. I hvertfald for nu. Rastløsheden skulle nok melde sig efter midvinter igen. Han havde ikke glemt sin snak med sin ældre bror og af samme grund, havde han det sidste stykke tid været fast gæst på træningspladsen, både for at træne, men endnu mere for at se udvalget af kommende væbnere an.

Det var dog ikke pagerne der fangede hans opmærksomhed da han stoppede ved hegnet, ikke langt fra de opstillede træningsdukker. Et smil sitrede på hans læber over den velkendte skikkelse, men han vedblev at betragte hende, lænet ind over hegnet i stedet for at afbryde træningen. Han var dog glad for han ikke stod i trædukkens sted.

[Tatiana af Vårfos]

Slag efter slag regnede ned over træningsdukken indtil hun igen fik fundet bare en smule selvkontrol. Den underligt stikkende følelse af at blive observeret lå i baghovedet og hun havde ingen interesse i, at en eller anden nysgerrig sjæl skulle fortælle hendes familie eller Aeron om den lidenskab med hvilken hun hamrede løs på træningsdukken.

Hun trak fingrene over håret, der var stramt flettet over hovedbunden, mens hun prøvede at få sin skæve vejtrækning under kontrol igen, før hun endelig vendte sig om for at se, om der virkelig var en, der betragtede hende. Synet fik et smil til at sitre ganske let i den ene mundvig og hun gik med langsomme skridt hen til ridderen. "Lachren," hun bukkede hovedet let i en hilsen og sendte ham et facetteret smil.

[Lachren af Meron]

Lachren blev ved at betragte Tatianas anstrengelser med et smil, men på samme tid havde en diskret rynke vist sig over hans næseryg. Den glattedes dog ud da hun vendte sig og fik øje på ham og kom nærmere. Han rettede sig op da hun nåede op til hegnet og gengældte hendes nik "Tia.. " hilste han med et skævt smil, mens han uden helt at tænke over det, diskret lod blikket glide ned fra hendes støvler op til hendes ansigt hvor hans blik mødte hendes "Alt vel?" han nikkede let mod dukken bag hende "Det så ud til du havde noget negativ energi der skulle ud."

[Tatiana af Vårfos]

I starten havde hun altid følt sig flov og underligt selvbevidst, når Lachren havde været til stede enten før, efter eller under hendes træning. De blussende kinder og den skæve vejrtrækning var ikke just noget, hun selv havde fundet specielt tiltalende, men med tiden irriterede det hende ikke længere. Nu havde de jo også trænet sammen et par gange. "Ikke noget, der ikke kunne laves til en sarensk tragedie," hun trak på skuldrene og fortsatte hen til ham, før hun også lænede sig op ad hegnet med et suk. "Hertugen af Blåhavn har nemlig i fællesskab med mine forældre besluttet at løse det ægteskabsproblem, jeg ikke vidste, jeg havde."

[Lachren af Meron]

Det drengede, halvflabede smil lå stadig på hans læber mens hun begyndte at tale. Måske hørte han kun efter med et halt øre, men det sidste hun sagde, fik smilet til at stivne, mens en dyb rynke furede hans pande "Virkelig?" han formåede ikke helt at gøre sin stemme så henkastet som han gerne ville. Han rømmede sig og lod blikket forlade hende, for i stedet at vandre ud over træningpladsen "Den ældste af sønnerne?" spurgte han videre og skævede til siden et øjeblik "Hvad mener du selv om det?" spurgte han så endelig efter et langt øjebliks tavshed.

[Tatiana af Vårfos]

Hun havde overvejet, om hun ville fortælle Lachren om forlovelsen lige siden, hun havde fundet ud af det og var kommet frem til, at det nok var bedst, hvis han hørte det fra hende først. I de tanker havde hun også vendt hver en reaktion, han kunne komme med og øjnene studerede hans mine med skjult nysgerrighed for at få en ide om, hvad der foregik i hans tanker, da hun sagde det. De to første spørgsmål blev besvaret med tavse nik, før det så var hendes tur til at fjerne blikket fra ham. Det fulgte hans ud til træningspladsen. "Det ved du da godt." Hun lagde hænderne på hegnet.

[Lachren af Meron]

Lachren var alt for bevidst om, at Tatiana lurede hans reaktion - nøjagtigt som han havde forsøgt at læse hende øjeblikket forinden. Han rømmede sig beklemt og slog ud med den ene hånd "Ja, det gør jeg vel. Jeg tænkte bare.." han skævede igen til hende, bare for at se væk igen, stadig med samme dybe fure i panden.

Han var tavs adskillige lange sekunder før han tog en dyb indånding, drejede hovedet og så på hende igen, denne gang uden at se væk "Så.. har du mødt ham endnu?"

[Tatiana af Vårfos]

Det var ikke nogen rar oplevelse at se Lachren sådan. Han havde altid styr på det hele, var i kontrol, men nu så han både beklemt og utilpas ud i situationen. Afventende så hun på ham for at se, om han havde tænkt sig at færdiggøre sin sætning, men måtte se sig skuffet, som tavsheden pressede sig ind mellem dem igen. "Jeg har kendt ham siden barnsben," hun rykkede den ene hånd lidt, så den var tættere på ham. Nu kunne hun lige akkurat mærke hans kropsvarme mod sin lillefinger. "Men der var også en middag, hvor vi officielt skulle møde hinanden. Ja, du ved jo, hvordan det er." Lachren var selv grevesøn og vidste jo præcis, hvordan det gik.

[Lachren af Meron]

Lachren nikkede, uden måske helt at vide hvordan det var. Der var ikke arrangeret noget ægteskab til ham endnu og hvis han fandt udaf det var blevet gjort bag hans ryg... Han rettede sig op med en dyb indånding og tænkte ikke tanken til ende. I stedet nikkede han igen, mens en instinktiv fornemmelse fik ham til at se ned.

Han rynkede brynene igen, eller rettere lidt mere end før fordi han aldrig var holdt op med at rynke dem siden hun havde sat en metaforisk krudttønde i mellem dem. Han krummede fingrene usynligt ned mod hegnet for ikke at vippe lillefingeren lidt til siden så den ville røre hendes. Tavsheden voksede, som en mundfuld mad man ikke kunne få ned og bare blev ved at tygge på. Til sidst slog han ud med begge hænder i en både opgivende og frustreret gestus, og fjernede dermed hånden fra hegnet - og fra hendes "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, Tia."

[Tatiana af Vårfos]

Tavsheden voksede mellem dem og hun skiftede vægten fra det ene ben til det andet. Efter deres første kys havde der aldrig været nogle problemer med at få ordene frem mellem dem. Ikke før nu, hvor hendes mor og bror i fællesskab med hertugparret af Blåhavn havde plantet Aeron og hans åndssvage drømme om en perfekt familie mellem dem. "Lachren," sukkede hun bedende uden helt at vide, hvilke ord, der skulle følge efter. Hun lagde armene over kors og trak på skuldrende. "Du kunne fortælle mig, hvad du tænker."

[Lachren af Meron]

Før han nåede at stoppe sig selv, var et frustreret fnys sluppet fri og blev fulgt op med endnu et dybt suk. Sine følelser.. Han var lige ved at fnyse igen, men tog sig i det "Jeg ved det ikke." afveg han, en smule forsvarsberedt selvom han forsøgte netop ikke at være det "Hvad vil du have jeg skal sige, Tia? Det ændrer jo ikke på noget alligevel. Aftalen er lavet. Det sagde du selv." han bed hårdt sammen og som resultat blev hans kæbelinie en smule skarpere at se på end den allerede var.

[Tatiana af Vårfos]

Hun hævede brynene i overraskelse over hans reaktion. Ikke at hun havde reageret bedre ved at være stormet ud af Blåhavns hus under middagen, men hun havde forventet mere ro og forståelse fra Lachren end det, der mødte hende nu. "Så du har det helt fint med det? Det er bare sådan, det må være?" stak hun til ham og rettede sig nu selv op fra hegnet. Hvorfor skulle han være sådan? Det, de havde... Haft? Det havde i hvert fald været smukt og perfekt og det gjorde ondt, at hun nu måtte se ham stå sådan og spille med kæben over noget, hun havde sagt.

[Lachren af Meron]

Han slog ud med begge hænder igen, tydeligt frustreret og stadig uden at kunne skjule det. Tværtimod voksede følelsen kun over hendes spørgsmål "Nej..." han stoppede midt i en bevægelse og rystede på hovedet "Ja.. jeg ved det ikke." hænderne røg op igen, faldt og blev hævet igen for at glide igennem de rødblonde krøller "Uanset hvordan jeg har det med det, så ændrer det jo ikke på noget, vel?" han vendte sig rundt for at så med front mod hende. Armene hang nu ned langs hans sider, men hænderne var let knyttet.

[Tatiana af Vårfos]

Nej? Ja!? Hun vidste ikke, hvad hun håbede på eller forventede af ham, men hun havde brug for noget mere. Bare et eller andet. "Selvfølgelig ændrer det noget, det ændrer..." Alt.. Ordene sad fast i halsen på hende og hun så indtrængende på ham, som søgte hun svarene i hans ansigt. "Bare... Jeg vil gerne tale med dig om det her." En hånd søgte hen mod ham, men hun fortrød hurtigt og den sank i stedet bare ned langs siden på hende, dinglede underligt tomt. "... At vi kan tale om det her."