Et afgørende valg

[Niklaus af Legan]

Elise af Ravntoft

Efter at være kommet hjem til Corus igen havde Niklaus tænkt en del over samtalen med Gavin og det tilbud, der havde ligget i. Han havde vendt det med Alexander, kørt det frem og tilbage en milliard gange og nu var han her endelig. Der havde ikke været mere end halvanden dags ridt til Ravntoft, da han havde lagt sig godt i sadlen. Nu var der ingen vej tilbage. Han meldte sin ankomst med specifik besked om, at det var den unge Ridder Elise, han ønskede at se.

Hans hest blev taget imod, før han blev taget med ind i husets store hall. Så var det bare om at vente. Han trampede utålmodigt med foden i gulvet.

[Elise af Ravntoft]

Som altid havde Galeron formået at hidse hende lidt ned igen. Hun havde overvejet deres samtale, og dagen efter talte hun med far. Accepterede at han ville have hende gift, men bad samtidig om lov til at se sig lidt omkring selv. Det lod til at være et kompromis, som han kunne affinde sig med, og de lagde deres skænderier på hylden – for nu.
De efterfølgende dage havde været stille og rolige, så Elise faldt tilbage i sin sædvanlige rutine. Denne eftermiddag var hun ved at gøre sig klar til en løbetur på stranden, da en tjener kom rendende og fortalte, at ridder Niklaus var ankommet for at se hende. Hun rynkede noget på brynene over den meldning, men trak så på skuldrene og gik ned for at hilse på ham. Heldigvis var mor ikke i nærheden til at forlange, at hun klædte om. Han var trods alt i ført bukser og skjorte og havde håret samlet i en hestehale.
Da hun kom ned i hallen, stod Niklaus og ventede. Hun sendte ham et imødekommende smil. ”Goddag, ridder Niklaus.” Hun bukkede som hilsen. ”Hvad bringer Dem hertil?” Hm ... ”Har De rejst længe? Er De sulten?” spurgte hun. Han så ud, som om han havde haft travlt, men det var måske noget, hun bildte sig ind. Det blæste jo noget udenfor.

[Niklaus af Legan]

De grå øjne vendte sig straks mod lyden og som forventet var det Ridder Elise, der kom til syne - ikke særlig feminin, håret uelegant sat op og i bukser. Af en eller anden årsag glædede det ham faktisk og han havde derfor rent faktisk et lille smil lurende ved den ene mundvige, da hun nåede hen til ham. "Ridder Elise," gengældte han hendes hilsen og bukkede selv, noterede endnu et mentalt point til hende for hendes buk.

"Nej, det er fint," han hævede hånden og samlede hænderne foran sig. "Jeg ville gerne tale med Dem under lidt mere.. Ja, ikke her," forklarede han og en mere alvorsfuld mine trådte frem.

[Elise af Ravntoft]

Elise lagde hovedet lidt på skrå. En privat samtale? ”Hm, jeg var på vej ned til stranden, men hvis De lige er kommet ude fra, vil De måske foretrække, at vi sætter os ind i en stue, så De kan få varmen og lidt at drikke?” foreslog hun så med et ubekymret smil. Bagerst i hovedet begyndte hun at få en fornemmelse af, hvor det her bar hen ad. En mand der dukkede uanmeldt op og ønskede at snakke med den eneste datter i huset. Ikke om hun forstod, hvorfor i alverden hun dog skulle have fanget Niklaus’ øje. Sidst de talte sammen var det selvfølgelig gået fint, men hun havde ikke fået en fornemmelse af, at han havde set hende som andet end en ridder.

[Niklaus af Legan]

Det mest fristende var selvfølgelig den varme stue og en tår til tørsten, men alligevel rystede han på hovedet. "Nej, gør Dem ingen ulejligheder på grund af mig," forsikrede han hende "Jeg gør Dem gerne selskab til stranden, hvis ikke De vil have noget imod det?" Stranden ville være klart den sikreste løsning uden nysgerrige ører og blikke, der kunne sladre. Det kunne Elise selvfølgelig også, så han måtte passe på, hvad han valgte at fortælle hende, men Gavin havde valgt at stole på hende og det måtte vel også betyde lidt.

[Elise af Ravntoft]

Hun nikkede kort og fik en forbipasserende tjener til at hente hendes kappe. Planen havde været at løbe, men nu blev det nok mere en gåtur, og så fik hun brug for noget at varme sig under. ”Det gør skam ikke noget,” svarede hun. Da tjeneren kom tilbage trak hun kappen om sig og viste ham udenfor igen. ”Så undgår vi også, at min mor kommer rendende og forsøger at tvinge mig op for at klæde om.” Hun grinede lidt ved tanken. Grevinden måtte næsten have hørt om Niklaus’ ankomst nu, så det var kun godt, at de forlod borgen.
Hun viste ham ned ad en lille sti til stranden. Det blæste som altid en del, men sådan var det nu året rundt herude, så Elise tog sig ikke selv meget af det. Hun trak blot hestehalen hen over sin skulder, så håret ikke viftede rundt over det hele. ”Såh ...” De nåede stranden og fulgtes langs vandet. ”Hvad skyldes dette pludselige besøg?” Selvom hun havde en idé om det, ville hun helst ikke hoppe til nogle konklusioner. Det ville være pinligt, hvis hun nævnte det, og det var forkert.

[Niklaus af Legan]

Det tog heldigvis ikke længe for hende at få overtøj på og sammen satte de udenfor. Hendes kommentar om moderen fik ham blot til at nikke. Han kendte ikke Grevinden af Ravntoft særlig godt.

I tavshed fulgte de den lille sti og han trak kappen tættere om sig, da de nåede vandet. Det var ikke årets varmeste dag og blæsten hjalp heller ikke ligefrem. "Ja, som De nok ved, så står jeg i øjeblikket uden forlovet eller hustru, hvilket normalt ikke er så velset hos arvinger, især ikke når min yngste søster netop er blevet forlovet," han tav og sukkede. Det var måske bedst bare at tage det præcis som det var uden at foregive noget. "Jeg har talt med Gavin af Trebond og jeg er af den opfattelse, at De også har."

[Elise af Ravntoft]

Emnet kom ikke bag på hende. Det var, hvad hun havde forventet. ”Tillykke,” bemærkede hun derfor blot, angående hans lillesøsters forlovelse. Da han fortalte om Gavin, gav det hele pludselig mere mening. ”Det har jeg. Han var strid nok til ikke at ville fortælle mig, hvem han havde talt med.” Hun fnøs misfornøjet ved tanken. Hun var stadigvæk utilfreds med, at deres kollega havde fortalt om hende til Niklaus, men ikke fortalt om Niklaus til hende. ”Det er ikke ligefrem min drøm at ægte nogen, jeg ikke elsker,” indrømmede hun med et let suk. ”Men hvis jeg ikke selv finder nogen, ender min far blot med at arrangere noget for mig. Jeg foretrækker trods alt at have en smule kontrol over min egen skæbne.” Hun skævede til Niklaus. ”Siden De er her, gætter jeg på, at De har nogenlunde den samme tanke på det punkt?” Ellers ville Niklaus vel bare vente på, at hans far fandt en kvinde til ham. Han lod til også at ønske en vis medbestemmelse.

[Niklaus af Legan]

En hånd blev viftet lidt ved hende lykønskninger. Lige nu var der nok i hans hoved uden Leonora og hendes forlovelse. Hendes ord fik hans mine til at stivne lidt. Den opførsel ville bestemt ikke være passende omkring adelen. "Det er min skyld, er jeg bange for," forklarede han brummede han og lyttede, da hun talte. Det var da heller ikke hans drøm at ægte en, han ikke elskede, men han havde ikke samme valg som hende! Han trak vejret dybt. "Ja, jeg er enig med Dem på det punkt," virkede som det mest fornuftige at sige på det tidspunkt.

[Elise af Ravntoft]

Elise knugede kappen lidt om sig og nikkede blot, da Niklaus erklærede sig enig i hendes antagelse. ”Ja, det kunne jeg forstå på ham. Han sagde, at De var en god ven, så selvfølgelig ønskede han ikke at skabe problemer for Dem.” Hun trak på skuldrene. Hun forstod godt, hvorfor Gavin havde gjort det sådan, men derfor irriterede det hende stadigvæk lidt. ”Nå, men han har vel også fortalt Dem, at jeg ønsker at fortsætte min riddergerning? Så angående børn ...” Hun skævede til ham. Han var jo arving, og hun vidste, at der lå et pres på dem, når det kom til den slags. ”Det ville vel være svært at udskyde den slags, går jeg ud fra?”

[Niklaus af Legan]

Heldigvis lod hun ikke til at være mere irriteret over det og de kunne derfor fortsætte. Niklaus nikkede vurderende. Han var ikke meget for at love hende, at hun bare sådan uden videre ville kunne fortsætte, men han var bestemt villig til at forhandle. "Svært, ja, men ikke umuligt," brummede han derfor og tvang sig selv til at løsne lidt op i skuldrene, hvilket rent faktisk førte til et skævt smil i hendes retning. "Jeg vil gå med til at give Dem to år mere som ridder, hvis De tager imod mit tilbud om ægteskab med det krav, at brylluppet falder inden sommeren næste år og at De skulle tillade mig at tage en ny hustru, såfremt Deres egen evne til at frembringe arvinger skulle blive kompromitteret i løbet af disse to år." Kvinder kunne lige så vel som mænd blive skadet under krig, hvis ikke sandsynligheden ligefrem var højere. Det kunne han godt mistænke.

[Elise af Ravntoft]

Hm ... Hun overvejede forslaget lidt. Det var aldrig en god ting at blive skilt. Det ville reflektere dårligt på hende og dermed Ravntoft. ”Jeg kan gå med til, at brylluppet falder før sommer.” Det virkede sådan set ganske rimeligt. Det var den sidste ting der, som gik hende lidt på. ”Jeg bryder mig ikke om muligheden for skilsmisse. Det ville min familie ikke bryde sig om. Desuden er jeg vel ikke den eneste, der kunne ske at få svært ved skabe arvinger hen over de næste to år.” Tonen var rolig, men bestemt også meget sigende. Der skulle to til at lave børn, trods alt, og Niklaus var også ridder. Der kunne også ske uheld for ham. Så sukkede hun let. ”Hvad nu hvis vi løser arvingeproblemet først så?” foreslog hun i stedet. ”Og når jeg så har givet dig din arving, kan jeg fortsætte mit arbejde, og du forsøger ikke at holde mig hjemme?” Hvis de først havde barnet, behøvede de vel ikke bekymre sig om, hvorvidt der skulle ske Elise noget. ”Det er ikke helt ideelt, men det giver måske mening, at vi løser den problematik med det samme frem for at udskyde det?” Så var der ikke noget indre ur, der tikkede ned, eller svigermødre, der konstant kiggede på ens mave. Måske var det bedst at få barnet først? Selv hvis det så betød, at hun måtte udskyde arbejdet som ridder lidt endnu. Hun ville jo stadigvæk have nogle måneder her og nu til at arbejde.

[Niklaus af Legan]

Han nikkede, ganske tilfreds med, at hun accepterede hans første betingelse, men heldigvis kom hun selv med et alternativ og selvom han ikke var meget for tanken om hele processen med at skabe arvingerne, ville hans mor og Baronen sikkert også bifalde den ide. Ikke at Baronens ord ville betyde meget inden længe. Han nikkede igen. "Ja, så snart De skulle bringe en dreng af Legan til verden, ville De være fri til at se til Deres pligter som ridder," konkluderede han og tog forsigtigt hendes hånd. Det var sådan noget, der lod til at virke på Leonora, så hvorfor ikke andre kvinder. "Jeg ved godt, det umuligt kan være Deres håb at ende i et ægteskab uden kærlighed, men..." han så ned på hendes lille hånd i hans. Det var ikke direkte ubehageligt, men det sagde ham nu heller ikke noget.

[Elise af Ravntoft]

Og så skulle det lige være en dreng? Elise kunne ikke lade være med at skule lidt bebrejdende til Niklaus. ”Eller De kunne lave reglen om, når De bliver baron, så Deres døtre kunne arve?” foreslog hun henkastet. Hvis hun fødte en datter først, ville det jo betyde, at hun skulle vente længere tid på at vende tilbage til sit ridderliv! Hun rystede let på hovedet. Mænd var virkelig besværlige nogle gange.
Hun så overrasket på ham, da han tog hendes hånd. Det var ikke fordi, at han virkede videre betaget af hende, så nærheden kom lidt bag på hende. Men det var jo også en harmløs berøring, og det lød lidt, som om han prøvede at trøste hende. Hun smilede til ham. ”Nej, det er ikke rigtig drømmen,” indrømmede hun. ”Men en mand, som kan være min partner og ven er på en solid anden plads?” foreslog hun så med et drillende smil. Det forsvandt dog igen kort efter, da hun stillede et mere alvorligt spørgsmål. ”Det er måske lidt for nærgående, men hvorfor har De brug for at finde en hustru på denne måde?” Hvorfor havde Gavin ikke bare fortalt, hvem hans ven var? Og hvorfor fandt Niklaus ikke blot en kvinde, som han elskede eller i det mindste var betaget af? Det virkede, som om der var et eller andet, hun ikke blev fortalt om, men hun vidste også godt, at det nok var urimeligt at bede om en forklaring. Det var sikkert noget personligt. Måske var han forelsket i en borgerlig eller sådan noget?

[Niklaus af Legan]

Ikke en muskel i hans ansigt forandredes ved hendes bebrejdende mine. Blikket han studerede med var dog noget vantro. Hvordan kunne hun overhovedet spørge om den slags ting? En kvinde ville på ingen måde være kompetent nok til at drive et len uden en mand! "Nej," svarede han derfor i et tonefald, der ikke lod megen plads være for diskussion.

"Det var noget i den stil, jeg håbede på og eftersom De deler min begejstring for ridderlivet, vil der forhåbentlig være plads til åben dialog om det," han smilede og klappede lidt kejtet på hendes hånd, før han slap den igen. Hendes spørgsmål fik stivet skuldrene op. "Det er meget for nærgående, men hvis De skal være min hustru.." han tøvede lidt "Jeg har fået min kærlighed og har ikke tid i min hverdag til at skulle arbejde på en facade over for en komtesse, der ellers ville skabe sig. Jeg har behov for et fornuftigt menneske, der ikke broderer og pakker ting ind i.. Flitterstads," han så næsten helt vild ud for et øjeblik ved tanken og måtte tvinge skuldrene ned med et halvhjertet smil.