Annonceringen

[Tatiana af Vårfos]

@aeron

På trods af at ridderlivet altid havde tiltalt Tatiana mere end livet som hertugsøster, var det nu alligevel rart at være tilbage i hovedstaden. Det var længe siden, hun sidst havde set sin søskende og resten af familien, og selvom hun ville blive fuldkommen syg af det i længden, var det nu ganske rart at være tilbage på paladset. Derfor var hun også gerne trukket i en yndig, olivengrøn kjole, da hun og broderen var blevet inviteret til middag hos Blåhavn. Hun kendte både Hertugen og Hertuginden, men også deres børn, da deres forældre havde haft et ganske godt venskab, da hun var ældre. Hun huskede tydeligt, hvordan de havde leget sammen som yngre.

Middagen var da også gået fint. Lige indtil annonceringen. Som blev der snakket om vejret, var det tilfældigvis blevet nævnt, at der siden Aerons tolvte og hendes sjette år havde været arrangeret en forlovelse mellem dem. Uden videre omsvøb havde Tatiana undskyldt sig og var søgt ud i Blåhavns kønne have.

Der sad hun nu, stirrede tomt på træet, der stod vintervissent og trist foran hende. Ægteskab. Ægteskab med Aeron af Blåhavn. Nej, hun kunne ikke forestille sig det. De havde jo været venner, gode venner endda. Havde pjattet og leget og nu var han blevet tør, kedelig og voksen. Hun sukkede dybt og trak sit sjal lidt tættere om sig. Det var dumt, hun ikke havde taget sin kappe med ud, men det hele var sket så pludseligt.

[Deleted]

Det havde hele tiden været et emne i Blåhavn, om hvornår den ældste søn ville få sig en hustru og børn. Aeron havde måtte erkendte at alle disse snakke også påvirkede ham, men nu hvor det pludseligt var blevet officielt at han var blevet forlovet. 

Dagen var egentlig startet så skønt, da familien Vårfos var kommet. Det var en familie som Aeron havde utrolig mange gode minder med. Familierne havde altid haft et godt forhold, og som barn havde Aeron også leget med dem indtil livet havde ændret sig, og man skulle begynde at blive mere seriøs. Han vidste godt at familien normalt altid havde noget nyt at snakke om når de mødtes, dog havde han bestemt ikke set det komme at han også hans barndoms veninde Tatiana skulle giftes. At de så havde været forlovet i så lang tid,  kom egentlig ikke voldsomt bag på ham. 

Da Tatiana havde forladt selskabet, havde Aeron undskyldt sig hurtigt efter og rejst sig op for at følge med hende. Han havde hurtigt fået sin enorme kappe over sig, som nærmest kunne huse "en lille familie". Aeron søgte herefter ud i haven. 
Haven var begyndt at blive ramt af efteråret, og dette havde også i sig selv en skønhed. 
Aeron så Tatiana sidde for sig selv, og tog en dyb indånding. Han måtte erkende han var lidt i tvivl om hvad han skulle sige. 
Forsigtige skridt kom Aeron tættere på Tatiana, han løsnede sin kappe og lod den glide ned over hans arm, og gik om bag Tatiana og lagde den forsigtig om hendes skuldre.
Herefter satte han sig ned ved siden af hende, og samlede hænderne foran sig imens han hvilede armene på sine ben.
"Tror det er første gang i mit liv jeg er så overrasket." hans stemme lød stadigvæk overrasket over det lige var hende, og han drejede hovedet imod hende, han forventede lidt at få en reaktion.

[Tatiana af Vårfos]

Der var køligt ude i haven, men det var også allerede blevet mørkt, selvom det stadig var tidligt på aftenen. Hun hvilede ansigtet i den ene hånd med knæet solidt plantet i låret. Af alle, hun kunne ægte, hvorfor så en arving? Det ville sikkert blive umuligt for hende at fortsætte livet som ridder. Og så lige Aeron. Hun kunne ikke helt tro det.

Lyden af skridt fik hende til at se op og hun smilede blegt ved synet af Aeron. Det voksede en smule, blev mere taknemmeligt, da han lagde kappen om hende. "Tak," mumlede hun lavt og fulgte ham med blikket, da han satte sig ved siden af hende. Hun trak på skuldrene. "Jeg ved ikke, om jeg er overrasket," hun var alligevel allerede treogtyve og stadig ugift. På papiret var de som skabt for hinanden, men i virkeligheden. "Men.. Så alligevel. Wow."

[Deleted]

Efteråret havde bestemt fået fat i vejret, og kulden var nået til det punkt hvor det ramte marv og ben. Hvis vinden ellers kom.
Han smilte venligt til Tatiana, og forsøgte at sende hende et opmuntrende blik. Han forstod godt hun syntes det var underligt, men mon ikke det var følelsen af at hun måtte opgive livet som ridder, som var værst. Der var nogle ting som fulgte med når man blev gift, og det var noget man skulle tage med sig. Det var ens pligt over for ens familie.
"wow, jeg tror det definerer meget godt ens følelse lige i disse sekunder." sagde han og måtte erkende at det ikke gjorde ham noget at han havde fået hende som forlovet. Hun var køn, tiltrækkende - hun kom fra en god familie, og det var en god alliance de lavede igennem ægteskab. Det kunne have været så meget værre.
"Dog undre det mig ikke, sådan har min familie altid gjort." sagde han med et smil og hentød til at offentliggøre det i sidste øjeblik.

[Tatiana af Vårfos]

Hun rankede sig lidt mere op og hev sit hoved på fra hånden. En kvinde af hendes stand burde ikke sidde sådan, når hun havde selskab. I stedet gemte hun ansigtet i hænderne med endnu et opgivende suk og sænkede så armene, lagde hænderne foldet i skødet. "Det er bare..." igen en ufuldendt sætning og hun smilede halvhjertet til ham ved hans ord. "Jeg troede ikke, det ville ske lige nu." Det havde været et naivt håb, der normalt ikke lå til hende. "Undskyld, du må ikke tro, at dette har noget med dig at gøre, men jeg.. Ja."

[Deleted]

Hans øjne hvilede på hende, og betragtede hvordan hun rettede sig op. Han havde altid været en smule mere afslappet i Tatianas forum, men han igennem de sidste år blevet en del ældre, og fået markant mere ansvar. Derpå kunne han ikke løbe rundt og være uanstændig og fjollet. Det betød også at han måtte accepterer at han nu skulle giftes, og de var blevet forlovet - det samme burde hun, men han forstod godt hendes reaktion.
"Hvis man skal tage det i vores forældres perspektiv, vil de nok gerne sikre sig." sagde han og lagde armen om hende, som han havde gjort så mange gange før.
"Jeg må indrømme når jeg skal giftes med en de vælger, så har de valgt ret godt." lød det fra ham opmuntrende.

[Tatiana af Vårfos]

Et bryn hævedes, men hun kommenterede ikke hans ord. Selvfølgelig forstod hun det godt fra deres forældres perspektiv, men det var ikke det, hun havde forventet af Aeron. Da de var yngre havde de altid været sammen mod verden, mod deres forældre og alle, der ville begrænse dem. Nu var han blev voksen. Voksen og tør. Hun lænede sig ind til ham, da han lagde armen om hende. Voksen og tør og hun var forlovet med ham. "Tak," mumlede hun uden at vide, hvordan hun ellers skulle reagere på det kompliment. "Men vi kender jo slet ikke hinanden.. Som voksne."

[Deleted]

Da de var små havde de begge to løbet rundt og været børn. De havde klatret i træer, taget skylden når de havde stjålet mad fra madkammeret. De havde virkelig været uadskillelige, indtil alderen trak dem i hver deres retning, de begge to var ridder. Men var situationen sådan at Aeron var hertugarving, og måtte derfor også træde ind i det voksnes rækker og agerer som den arving han var. Hun havde dog ret, de kendte ikke meget til hinanden efter voksenlivet havde sat ind. Aeron vidste ikke meget om hende ud over hun var ridder, og hvis hun stadigvæk havde lidt af sit barn i sig, så var hun også spontan og skæg.
Aeron rømmede sig lidt, og nussede hende på armen som de sad der.
"Heldigvis har vi jo en del tid til at lærer hinanden at kende."
Det var en ringe opmuntring, når det store problem for hende var også at hun mistede sin frihed som ridder. "og jeg vil enormt gerne bruge min tid på at få dig til føle dig til rette."

[Tatiana af Vårfos]

Hendes blik faldt ned på hans hånd, der nu kærtegnede hendes arm. Berøringen føltes ikke direkte uvelkommen, men meget anderledes. Hun smilede ganske let og lagde sin hånd over hans. "Det er alt sammen vældig sødt af dig," skyndte hun sig at påpege, da hun ikke ville fremstå utaknemmelig. "Men.. Måden, at gøre det på, ville være at lade mig fortsætte som ridder. I hvert fald et år eller to." I sidste endte var det, hvor meget hun end hadede det, op til ham, men deres historie sammen fik alligevel tændt et lille håb i hende.

[Deleted]

Der var ingen tvivl om at dette kunne gå to veje. Den første var det at dette blev katastrofalt, og at de ikke kunne sammen - og at man endte med affære og det ene og det andet ved siden af. Det var dog ikke den Aeron troede på. Den anden var de kunne arbejde med at blive glade for hinanden. Det tog tid at udvikle et forhold på den måde, og det var bestemt ikke let.
Aeron så kort ned som hendes hånd blev lagt på hans, og han smilte varmt til hende. Hun havde godt nok udviklet sig til at blive en flot kvinde.
At hun gerne ville forsætte som ridder kom egentligt alligevel lidt bag på ham, han havde godt en idé om hun var glad for at være ridder, men at hun ville forsætte efter brylluppet fik ham dog alligevel til at tænke, der var jo andre pligter som kom i det man blev gift, og riddergerningen var ikke en af dem.
"Tia.. sagde han med en rolig stemme, han ville ikke ophidse hende. Han hvilede sine øjne mod hendes. "I et ægteskab er der nye pligter som skal opfyldes." lød det fra ham, som den pligtopfyldende mand. "De stemmer ikke meget overens med livet som ridder." lød det fra ham. Der var rollen som hans kone, men ikke mindst når hun blev gravid og senere mor, så kunne man ikke løbe rundt og fægte med et sværd.

[Tatiana af Vårfos]

Der kom en helt anden vågenhed i de grønne øjne, da han kaldte hende Tia. Det havde han ikke gjort, siden de var små og hun fornemmede derfor, at der lå en afvisning af hendes ønske i den nære fremtid. Og hun tog ikke fejl. Et suk forlod hende og hun rankede sig lidt. "Tror du ikke, jeg ved det?" spurgte hun roligt og trak sig en lille smule fra ham. "Men eftersom dine forældre stadig begge er ved godt helbred, har vi vel ikke så travlt." En arving ville godt kunne vente, mens hun fik tid til lige at leve bare en lille smule af sit liv. Det var ikke mere end fem år, hun havde fået som ridder og hun var ikke klar til at lægge det på hylden endnu.

[Deleted]

Han lod hende trække sig lidt væk, da han godt vidste at hun nok ikke brød sig om svaret der lå over til at hendes ridderliv i den nærmeste fremtid blev erstattet af et nyt liv. Det var bestemt ikke et liv, som nok ville passe hende. Et markant mere stille liv, et liv med børn og tjenere omkring sig. Det var noget andet end det liv hun levede i dag.
Han trak selv sine arme til sig, og foldede hænderne og tog en dyb indånding. Hvorfor skulle han nu til at være skurken, hun vidste ligesom ham godt hvad der var af forventninger til en arving, og så en hertug arving.
"Vi har alle pligter vi må overkomme." sagde han lidt som svar til hendes argument om at de ikke havde så travlt. "Du skal jo huske bare fordi vi nu har pligter hjemme, så er du stadigvæk ridder - ligesom du vil være fremadrettet." lød det fra ham. Aeron var selv ridder, og det var et løfte på livet. Han vidste hvad det indebar, og når hun var gravid og barnet var kommet af alder, så stod hun til rådighed for kronen igen.
"Så du mister ikke helt det liv." lød det opmuntrende fra ham.

[Tatiana af Vårfos]

Hun fulgte ham vågent med blikket, da han slap hende helt. Så stirrede hun ned på sine hænder, der stadig lå yndigt foldet i hendes skød. Det var ikke det liv, hun ville leve. Et liv i kjoler og som en fin nikkedukke i hjørnet, men hun vidste også, hvad der var forventet af hende, selvom Aeron tydeligvis ikke havde noget imod at minde hende om det. "Jeg ved udmærket godt, hvad det indebærer. Hvad jeg ikke er forstår er, hvorfor du pludselig har så travlt," fortsatte hun ufortrødent og havde ikke meget til overs for hans opmuntringer. Hun havde ingen drøm om at blive hertuginde eller føde hans unger.

[Deleted]

Hans øjne kiggede ud mod haven igen, og bed mærke i en række fugle som landede kort, og søgte efter mad i den kolde jord, inde de fløj afsted igen. Se det var frihed, ikke bundet på samme måde som de var.
Aeron havde ondt af Tia, og vidste godt at dette aldrig havde været hendes drøm, at blive gift med ham eller for den sags skyld senere hen blive mor for hans børn. Han samlede sine hænder foran sin mund og åndede ind i dem, og gned dem op af hinanden. Det var trods alt ikke jordens varmeste dag.
Han vendte blikket imod hende igen og sukkede. Lige nu lød hun virkelig stædig, hvilket kom mest i udtryk af hun spurgte hvorfor han havde så travlt, hun vidste udemærket godt at det var forventet at der hurtigt kom en arving når man var blevet gift. Især i hans familie.
"Jeg passer min pligt som din forlovet, din kommende ægtemand og arving til lenet. Der er en del pligter som er påkrævet, og det ved du os." lød det fra ham en anelse skarpt. Aeron var arving til lenet, han havde ambitioner, han havde drømme om lenet. Han vidste udmærket godt at hun kendte til hvad der forventedes af dem, og lige nu skulle hun bare spille sur og stædig. Hvilket han også forstod, da hun skulle ligge sit liv om nu.

[Tatiana af Vårfos]

Hænderne knyttedes en anelse, da han sukkede. Det var ikke rimeligt, at han sad og opførte sig som om, hun ikke forstod, hvad der foregik omkring dem og hvad der forventedes, for det forstod hun lige så vel som han gjorde, men hun havde valgt en anden vej for sig selv for længe siden. Han kunne da ikke bare komme ind fra sidelinjen og forvente, at hendes liv bare var klar og tomt som så mange af de andre komtessers var. Hun havde bedre at tage sig til end at brodere og recitere poesi.

"Selvfølgelig ved jeg det, jeg er udmærket bekendt med det ansvar, der følger med, men ikke den hast, der ligger i dine ord," vedblev hun stadig roligt, men med en insisterende undertone. Denne diskussion var langt fra ovre og det håbede hun virkelig, at han forstod. "Hvorfor har du så travlt, Aeron? Det er mit liv, der skal lægges om."