Unversitetsbesøg

[Larkin af Stenbjerg]

Cynthea af Macay

Larkin havde brugt noget af eftermiddagen oppe på universitetet. En af hans gamle studiekammerater var ansat der som underviser og havde nogle bøger, som Larkin ønskede at låne. Det ledte selvfølgelig også til en længere samtale om magi, bøgerne og hvad de hver især havde fået tiden til at gå med på det seneste. Det tog derfor nogle timer, før han forlod kontoret og begav sig mod udgangen.
På vejen faldt blikket dog på en velkendt kvinde som straks fik smilet frem. ”Cynthea,” hilste han imødekommende og stoppede ved siden af hende. ”Det er længe siden, jeg sidst har set dig.”

[Cynthea af Macay]

Med et bryllup og dertilhørende planlægning lige om hjørnet havde Cynthea haft mere end rigeligt at se til og desværre ikke så meget tid til studierne, som hun gerne ville have haft. Det var ikke til at sige, hvornår hun ville kunne samle dem op igen, hvis overhovedet. Derfor havde det også været nødvendigt med et smut ind forbi universitetet for at få bragt de sidste ting i orden.

Med et fokuseret blik og en lille fold mellem brynene stod hun nu og betragtede en liste over de ting, hun skulle nå at få gjort, før hun forlod universitetet igen. Umiddelbart lod hun til at være igennem den. Hendes navn båret af en velkendt stemme fik hende til at se op og øjeblikkeligt lå det varme smil om hendes læber. "Larkin," hilste hun varmt og nikkede, mens hun fejede en løsfaren, lys lok væk fra ansigtet. "Desværre, ja," der havde virkelig været travlt, "Hvad bringer dig hertil?"

[Larkin af Stenbjerg]

Han viftede kort med de to bøger, før han stak dem under armen igen. ”Jeg skulle lige låne noget litteratur fra en gammel studiekammerat, der arbejder her.” Han kastede et blik mod papiret i hendes hånd, men kunne ikke læse, hvad der stod. ”Og du? Er du ved at have den sidste undervisning før brylluppet?”

[Cynthea af Macay]

Nysgerrigt studerede hun de to bøger. I hvert fald så meget, det var muligt, når han viftede dem på den måde. "Interessant, hvad beskæftiger du dig med for tiden?" spurgte hun og rettede lidt på bøgerne i sit greb.

"Nej, desværre, jeg har været selvstuderende de sidste to måneder, da bryllupsplanlægningen stod i vejen for, at jeg kunne passe noget her," forklarede hun og hendes harme over, at hun ikke kunne fortsætte sine studier, blev gemt bag et klædeligt smil. "Dette besøg var for at bekræfte, at det ikke er til at sige, om jeg vender tilbage til mine studier." For første gang truede hendes afbalancerede ydre med at smuldre en anelse og hendes blik flakkede, før hun kunne nå at redde det.

[Larkin af Stenbjerg]

Han trak på skuldrene. ”Jeg har bestemt mig for at øve mig lidt mere i magisk fokus. Det har vist at være ...” Smilet blev skævt, imens tankerne for en stund vandrede. ”... ganske fascinerende.” Selv hvis Myrilla så brokkede sig over hans nye interesse for hendes bånd.
Han rynkede lidt på panden, som Cynthea forklarede. Hun virkede ikke ligefrem tilfreds. ”Du har ikke aftalt noget med hertugen? Angående dine studier.” Hun så ikke ud til at vide, hvad der ville ske efter brylluppet, så det havde hun vel ikke?

[Cynthea af Macay]

Ændringen i hans smil fik hende til at studere hans mine lidt. Noget i hans blik mindede hende om... Aric uden at hun helt kunne placere det, så hun besluttede sig at lade det ligge. Det var alligevel ikke meget, hun kunne bidrage med, når det kom til magi. Nej, det var lige en tand for flyvsk for hende.

"Nej, ikke endnu," forklarede hun med et mere overbevisende smil og trykkede bøgerne lidt ind til sit bryst. Mest af alt havde hun lyst til at vandre direkte hjem til Aric og fortælle ham, hvordan hun ikke troede, hun kunne leve et ordentligt liv uden sine studier, men hun vidste også godt, at det ikke var den fremgangsmåde, hun skulle have. "Det er også for det bedste. Ligesom din hustru er det for det bedste, at jeg først vænner mig til de pligter, livet som hertuginde medfører." Hun havde allerede taget hul på dem og måtte jo erkende, at det var hårdt arbejde.

[Larkin af Stenbjerg]

”Det har du selvfølgelig ret i,” nikkede han. Hertuginder havde en masse at se til, især i starten. ”Men ville det ikke være en idé at forventningsafstemme med ham? Du elsker jo dine studier.” På den anden side skulle han måske ikke forsøge at rådgive andre par. Det var jo ikke fordi, at han og Myrilla havde det mest idylliske forhold. ”Men ja, uanset hvad bliver der selvfølgelig meget at se til. En orlov er nok det mest fornuftige.”

[Cynthea af Macay]

"Hertugen af Macay kender godt til mine følelser omkring mine studier," det var slet ikke til at undgå at bemærke, hvor meget hun elskede sine studier, når hun talte om dem. "Men det ændrer ikke på, at det ikke er en mulighed for nu. Jeg stoler på min kommende husbond og er sikker på, at skulle det en dag blive en mulighed igen, vil han give mig besked." Hun var ikke meget for at være så underdanig, men hun vidste også, at det var sådan Aric kunne lide det og hvis bare hun spillede sine kort rigtigt, ville hun blive meget mere end en eller andet tomhjernet præmielensfrue.

Et emneskift var vist tiltrængt, så det skaffede hun. "Hvordan går det jer, du og Myrilla. Jeg hører, hun tabte barnet," hun slap bøgerne med den ene hånd og lagde den over hans, gav den et overfladisk klem, "Det gør mig ondt."

[Larkin af Stenbjerg]

Han nikkede blot accepterende til hendes ord. I sidste ende var han vel egentlig også ligeglad med, om hun kunne studere videre eller ej. En hertuginde havde trods alt vigtigere ting at tage sig af. ”Naturligvis.” Andet var der ikke rigtig at sige til det.
Han lod hende trygge hånden og stillede an med et ærgerligt ansigtsudtryk til gengæld. ”Tak. Jeg tror dog, at den det ramte værst var Myrilla.” En overgang havde han været alvorligt bekymret for hustruens tilstand, men det var heldigvis gået over igen. ”Hun har dog fået det langt bedre igen. Der er jo heller ikke andet at gøre end at prøve igen.”

[Cynthea af Macay]

Hun nikkede med et medfølende smil. "Ja, jeg har gødt hørt, det skulle være hårdt for en kvinde," men hun havde også godt talt med Myrilla efterfølgende og havde godt fået fornemmelsen af, at hun havde fået det bedre. Derfor var hun også klar med et mere ubekymret smil. "Det glæder mig at høre," forsikrede hun ham og nikkede mod udgangen. "Skal vi ikke følges derudaf? Jeg er bange for, det desværre er begrænset, hvor længe jeg kan tillade mig at stå her."

[Larkin af Stenbjerg]

Han smilede og bød hende sin arm. ”Selvfølgelig.” Sammen fulgtes de ned ad gangen. Han skulle nok også til at komme hjemad. ”Jeg mindes ikke at have takket dig for din hjælp. Kjolen klædte Myrilla yderst godt – selvom hun ikke selv var særlig optimistisk i starten.” Han grinede lidt ved tanken. Det var takket være Cynthea, at han havde bestemt sig for at få lavet en kjole til Myrilla før deres bryllup, og ud fra Cyntheas råd var den blevet ganske indbydende. Myrilla havde dog ikke været så glad for den. Den var også langt mere iøjnefaldne end hendes tøj normalt var.

[Cynthea af Macay]

Hun frigjorde den ene arm fra bøgerne og tog hans med den, før de begyndte at gå mod udgangen. "Det er ikke nødvendigt, du ved jeg altid gerne byder ind med en hjælpende hånd, hvis jeg kan," forsikrede hun ham, selvom det alligevel glædede hende, at han værdsatte hendes råd. "Det er sikkert en tilvænningssag," hans hustru var jo ikke just som de andre kvinder blandt adelen, "Jeg mindes kun at have set hende i kjole et par gange, før I blev gift og jeg har ikke set hende i bukser siden." Det måtte vel om noget betyde, at hun prøvede at komme ham i møde. Det var i hvert fald sådan Thea så det.

[Larkin af Stenbjerg]

”Måske ikke, men det ville nu være uhøfligt at lade være med at takke,” påpegede han med et smil og gav hendes arm et klem. De fulgtes rolig ned gennem gangene, imens de snakkede sammen. ”Ja, det er vel rigtig nok. Hun lader til at have vænnet sig hurtigt til kjolerne ... Selvom jeg egentlig dybest set er ligeglad med, hvad hun går i derhjemme.” Han trak på skuldrene. Han gad ikke rigtig gøre noget for at få Myrilla til at gå mere i bukser derhjemme, for det var ikke særlig vigtigt for ham. Så længe hun bar kjole ude i offentligheden, var han ligeglad.

[Cynthea af Macay]

Et smil blev den eneste reaktion på hans ord, for hun var jo ganske enig. "Men hun gør det nok for at glæde dig," pointerede hun og trak på skuldrene for hurtigt at slå det hen igen. "Måske du kunne overtale hende til at tage den på til..." hun sank, både nervøs og forventningsfuld, "Vores bryllup." Det ville blive underligt pludselig ikke kun at besøge Aric som denne mystiske, fremmede mand, men bo sammen med ham i det mørke, brune værelse, der var så forskelligt fra hendes meget lyse værelse.

[Larkin af Stenbjerg]

Smilet blev en tand selvtilfreds. ”Det er meget muligt.” Det var altid rart, når Myrilla forsøgte at behage ham. Så var det, som han syntes, det burde være. Han skævede til Cynthea og nikkede. ”Det kan jeg nok.” Det var nok en af de ting, som han var nødt til at ’spørge pænt’ om, men hvis han bemærkede, at Cynthea havde hjulpet ham med kjolen, følte Myrilla sig forhåbentlig obligeret til at tage den på til Cyntheas bryllup. ”Du lyder nervøs,” bemærkede han, selvom det ikke var nogen stor overraskelse.