1. lektion

[Amina Syerske]

Serena Løveklo

Det var aften og en smule sent. Amina trådte ind på Duen, efter at have været ude i nedre bys gader. Hvad hun havde lavet vidste kun hun. Nu stod hun inden for døren på Duen. Hun rystede sig kort og fik langsomt varmen. Så kiggede hun op mod højbordet. Godt, der sad Serena. Hvem der ellers sad ved bordet ænsede Amina ikke. Hun havde kun øje for Serena. Nu skulle det være. De sidste par aftener havde hun overvejet at snakke med Serena, men det var endnu ikke blevet til noget, af frygt for Serenas reaktion på de sidste dages hændelser. Hændelser Amina havde brugt lidt tid på lige at få styr på.

Men i aften havde hun besluttet sig. Hun gik op mod højbordet, hilste hurtigt på folk og gik så omkring bordet, så hun ikke behøvede at råbe. "Serena, den aftale vi lavede, har du tid til at lære mig noget nu?" Det kunne jo være hun havde travlt med at vigtigere ting. Det håbede Amina ikke. Hun gik et par skridt bagud og afventede Serenas svar, samtidig med hun håber på at De andre ved bordet ville ignorere hendes tilstedeværelse og ikke spørge til hvad en som hende ville Serena.

[Serena Løveklo]

Selvom hun ikke så direkte hen mod den, holdt hun altid øje med døren alligevel. Det var hurtigt blevet en vane, en del af at have en plads ved højbordet tæt på ilden. Uanset hvor afslappede folk der virkede, var man altid en lille smule på vagt - i sær som tiderne var. Man kunne aldrig vide. Hun havde derfor også ser Amina før hun kom hen til bordet og det skarpe blik fulgte hende rundt om det, indtil pigen stod ved siden af hende selv. Hun var også rimelig sikker på hvad hun ville, men lod hende alligevel svede et langt øjeblik før hun nikkede "I aften er ligeså god en aften som enhver anden tænker jeg." svarede hun blot, tømte sit krus og rejste sig med samme, sædvanlige ynde "Kom." hun gjorde et kast med hovedet md trappen ovenpå og gik i samme retning uden at vente. Amina kendte trods alt vejen.

Da hun havde låst døren op til det værelse hun delte med Amos, holdt hun døren for at lade Amina komme ind og lukkede den forsvarligt bag hende "Så... hvor vil du starte?" hun satte hænderne på hofterne og lagde spørgende hovedet lidt på skrå.

[Amina Syerske]

Amina fulgte med op ad trappen. Hun var lige i hælene på Serena hele vejen og kunne mærke hvordan øjnene i krostuen hvilede på dem.

Da Serena nåede op foran døren og lagde hånden på håndtaget, gav det et lille gip i Amina. Det føltes helt forkert at skulle gå derind hvor Amos havde sine privateting. Alligevel trådte hun med indenfor. Hun kiggede rundt længe for at se hver en mm og fandt så efter lidt tid tilbage til Serena. "Det ved jeg ikke. Hvordan... Synes du jeg ser ud?" Det var et meget personligt spørgsmål for Amina og hun var klar på et dårligt svar.

[Serena Løveklo]

En munter lyd forlod Serenas næse sammen med luften da hun udåndede "Det er lige der du skal ændre din tankegang mest. Hvis du selv er i tvivl om du ser godt ud, så skinner det igennem." hun slog ud med den ene hånd, en smule utålmodigt, men ikke mere end hun sædvanligvis lagde for dagen med attitude "Du ligner en der har gået rundt i regnen i eftermiddags og har ladet vinden på havnen tørre dig." svarede hun så, hverken som om det var noget negativt eller noget positivt "Ligesom mig.." tilføjede hun så og gjorde et let kast med det mørke hår, der godt nok så lidt vindblæst ud, men på en eller anden måde formåede hun stadig at få det til at se klædeligt ud "Forskellen kommer stadig indefra, men vi skal starte et sted..." blikket løb granskende over Amina "Hvor længe har du haft dit hår sådan der? Har du overvejet at få løsnet de fletninger?"

[Amina Syerske]

Det var lidt svært at forstå, det med at hendes tankegang skulle gøre hende smukkere. Tankerne havde da intet at gøre med, hvordan hun så ud... Eller havde de? "Jeg ligner en lille pige, der ikke har meget spændende at byde på" Det var ofte den tanke der gik gennem hendes hoved. Jo vidst var hun kun 15 men hun lignede mest af alt en på ti hvis man spurgte hende selv.
Amina fulgte nøje med i hvad Serena sagde og gjorde. Da hun så spurgte til hendes hår, et meget følsomt emne for hende, var du så alligevel ved at overveje lidt om det nu var det rigtige valg alt det her. "Mit hår har været sådan siden jeg var 8. Nej jeg har aldrig overvejet at flette det op. Jeg kan lide fletningerne" Særligt den, der var flettet små muslinger i, holdt hun af. "Jeg har somme tider forsøgt at sætte det op, men det ligner bare en bunke rod på mit hoved"

[Serena Løveklo]

Serena var slet ikke i tvivl om, at Amina virkelig ikke forstod hvad hun mente. Nok nærmere mente hun, at Serena talte volapyk. Det fik dog ikke den mindste smule af hendes selvtillid til at falme. Hun vidste hun havde ret.


Hun modstod fristelsen til at rynke på næsen og mønstrede i stedet et svagt smil "Og du har aldrig tænkt det var tid til en forandring?" spurgte hun, kun halvt retorisk, gik hen til bordet og trak en stol ud "Fletninger kan skam være smukt. Jeg har selv haft ligeså mange som dig - i en periode." hun lagde tryk på det sidste og satte igen hænderne på hofterne "Når du har haft dem så længe, så får vi sem uanset næppe op uden at klippe dem. Men det ville klæde dig med noget mindre..." hun gjorde en pause og ledte efter et år "..massivt."

[Amina Syerske]

"men..." en ting var at pille dem op. Det var noget helt andet hvis de skulle klippes af. Amina fik ondt i maven. De fletninger var nogen hendes mor havde lavet. Det var den måde hun huskede hende på. Muslingerne var nogen de sammen havde fundet. Uden de fletninger ville hendes mor være væk.. og hun ville vare alene. Sådan føltes det hvert fald.
Hun kiggede flovt på Serena, det var jo bare fletninger, men alligevel "...jeg ved ikke om jeg kan..."

[Serena Løveklo]

Serena klappede på ryggen af stolen i en mere direkte opfordring. Samtidig lagde hun hovedet lidt på sned og så granskende på Amina ”Fortæl mig hvorfor.” bad hun uden omsvøb, mens hun lukkede fingrene omkring stoleryggen ”Det bliver mellem os. Du har mit ord.” det var ikke ofte hun gav ord på noget, ikke så direkte som nu og der var ikke andet i hendes blik end alvor og reel interesse.

[Amina Syerske]

Der var stille lidt mens Amina overvejede. Så trak hun vejret tung og fortalte så uden at kigge på Serena "Det er bare... min mor lavede de fletninger." hun mærkede en lille klump i halsen, men prøvede at ignorere det og fortsætte "hun... forsvinder bare for mig og... så har jeg ingen forældre"
hun havde været 12 da hun havde mistet sin mor uden nogen til rigtig at hjælpe hende igennem det havde Amos virket som den rigtige vej. Men han var endnu ikke hendes far.
Amina tørede irriteret en enlig tåre væk "undskyld. Jeg savner hende bare og... nej ikke noget. Jeg kan ikke forklare det" hun havde absolut heller ikke tænkt sig det, hvis hun kunne.

[Serena Løveklo]

Serena blev stående bag stolen hun havde trukket ud, men opfordrede ikke en tredie gang Amina til at sætte sig. I stedet lod hun hende tale ud. Man behøvede ikke være mere end almindeligt observant, for at se det ikke var ord der kom let og hun var ikke hårdhjertet nok til ikke at føle lidt med pigen. Hun havde selv været tæt med sin mor.. engang, men det bånd var blevet revet over for mange år siden.

Hun rystede let på hovedet da Amina tav ”Så vi klipper ikke.. det er dit valg, men det ville gøre underværker at kunne gøre et eller andet ved dit hår. Lige nu er der ikke rigtigt nogen muligheder.” konstaterede hun nøgternt, selvom det stadig kriblede i fingrene på hende, for at få lov til at pille fletningerne op og sætte en børste i den filtrede manke.

[Amina Syerske]

Endelig efter yderligere nogle minutters overvejelse dumpede hun ned i stolen. Hun trak vejret tungt endnu engang. " hvis du virkelig mener det er hvad der skal til. Men! Hvad end der sker herinde i mens bliver mellem od. " Hun frygtede om hun nu kunne holde til det og ønskede ikke folk skulle begynde at kalde hende pattebarn eller tudeunge igen.

Amina var spændt fra top til tå og trak knap nok vejret. "kan du flette dem op så? Jeg vil helst ikke miste alt mit hår. " Nu skulle det gå stærkt mens hun havde besluttet sig.

[Serena Løveklo]

Serena himlede med øjnene bag Aminas ryg over den dramatiske tone, men sagde ikke noget mens hun løsnede båndet der holdt de filtrede fletninger nogenlunde samlet i nakken på Amina ”Jeg skal gøre mit bedste..” lovede hun, tog en fletning og begyndte at pille ved spidsen af den, for at løsne hårene, der var filtret sammen, over guderne måtte vide hvor lang tid ”Vi kan måske lave noget lignende igen, men dit hår kunne virkelig trænge til luft.” hun fortsatte tavst nogle lange øjeblikke før hun igen stillede et spørgsmål ”Hvor længe har du haft de her fletninger? Ikke den måde at have håret på generelt, men lige de her.”

[Amina Syerske]

Det var et godt spørgsmål.. Tja Hun havde faktisk haft dem længe, gik det op for hende. Måske var det på tide at få det ordnet! "De må være omkring 2,5 år gamle... Måske vi bare skulle få dem op" også om det krævede at de blev klippet op. Hun kunne jo altid gemme muslingerne og komme dem i en kæde, hvis ikke Serena kunne komme dem i håret igen.
Hun tørrede sig under øjnene igen og smilede så, det var jo bare hår. "Godt." hun trak vejret dybt og var så meget afslappet "gør hvad der er nødvendigt. Jeg spurgte trods alt selv om hjælp."

[Serena Løveklo]

Serenas fingre stoppede og hun så op med et næsten vantro udtryk. Hun ville sige noget, men vidste ikke hvad. Toethalvt år, uden at få børstet sit hår igennem. Hun kunne slet ikke forestille sig det og følte sig ukæmmet bare ved tanken. Hun nikkede da Amina fortsatte og smilede for sig selv ”Jeg skal nok være nænsom.” lovede hun, halvt i spøg og slap fletningen, for i stedet at trække stolen, med Amina, lidt tættere på bordet, og dermed lyset, så hun kunne sidde på bordkanten mens hun arbejdede ”Fortæl mig om din mor..” bad hun, uden helt selv at vide hvorfor. Hvad ragede det hende? Men hun var alligevel nysgerrig og måske kunne det får Aminas tanker et andet sted hen.

[Amina Syerske]

Amina fulgte med stolen over til bordet, hvor Serena forsigtigt begyndte at pille ved hendes hår. Det var faktisk ganske hyggeligt. Det sagde hun selvfølgelig ikke noget om.
Så spurgte Serena ind til hendes mor, hun var først stille men begyndte så langsomt at fortælle "Hun var smuk. Og en god mor på mange måder. Hun var syerske og lærte også mig lidt om at sy. Når nogen kom alvorligt til skade kunne hun også hjælpe med nål og tråd der. Jeg tror hun var glad altid. Dog så... hun fortalte tit om"Amina holdt en pause. Det her blev lidt underligt at tale om, så hun var meget forsigtig "Hun fortalte tit om den smukke unge sømand hun havde mødt da hun var 15. Amos. Sagde altid at hun kunne se ham i mig. Hun fik aldrig nogen anden mand. Men hun var også klar over Amos ikke kom tilbage. Min mor passede godt på mig. Selv da hun blev syg... hun skjulte det det første lange stykke tid. Nok for at beskytte mig. En pige skal ikke være alene når hun kun er 11. Men til sidst gav hendes krop op og hun måtte ligge sig i sengen. Hun kom aldrig op og så var det jeg som det sidste lovede at opsøge Amos. " det var en lang fortælling og det var svært at høre hvordan hun havde det med alt det hele. Hun fortalte bare.