Lyserøde skyer

[Gilbert af Meagmarsk]

Elisia af Bugtvig

Det var svært at holde mimikken nogenlunde rolig, imens han slentrede op til Bugtvig-boligen for at besøge Elisia. Himlen var mørk og luften kold, men han kunne alligevel ikke lade være med at smile for sig selv og mærkede knapt nok kulden. Han bankede på og blev vist indenfor, imens Elisia blev informeret om hans ankomst. Hun boede hjemme af en eller anden grund, i stedet for at bo hos Trebond.
Da Elisia kom ned, blev smilet straks stort. ”Jeg er nødt til at fortælle dig noget,” sagde han ivrigt, da de først havde grebet hinandens arm til hilsen. Han havde brug for at fortælle en eller anden om det, og selvom han også havde Alexander at tale med nu, ville han stadigvæk helst fortælle Elisia om det.

[Elisia af Bugtvig]

Den lille ferie, som de så fint havde kaldt det, hos hendes bedsteforældre var ved at forvandle sig til et rent mareridt. Derfor greb hun også mere end lettet ud efter nyheden om Gilberts ankomst til at smutte ud fra en ulideligt kedsommelig tår te med sin bedstemor.

Hastigt stormede hun ud i hallen og så ikke helt så vild ud som normalt. Faktisk havde grevinden endda formået at få hende presset ned i en nydelig orange kjole med de cinobberrøde krøller delvist sat fint op og delvist snoende ned over hendes skuldre og ryg. Det skæve smil var dog som altid det samme. "Ja, selvfølgelig," svarede hun hurtigt og gjorde et kast med hovedet. "Den her vej." Uden videre omsvøb førte hun ham med sig til en af husets mindre stuer og endnu et kast med hovedet af en tjenestepige fik hende hurtigt til at forlade rummet.

[Gilbert af Meagmarsk]

Det var helt underligt at se Elisia i ført en kjole. Hun kom til at virke så komtesse-agtig. Gil var dog for opstemt til rigtig at blive genert over det. Desuden kendte han jo Elisia, og hun ændrede sig tydeligvis ikke af den anderledes påklædning. Han fulgte med hende ind i stuen og smed sig ned på ryggen på en sofa med et dybt suk. De slap af med tjenestefolkene, og han sukkede igen. ”Jeg tror, jeg er forelsket,” fortalte han, da de først var alene. Han kunne ikke lade være med at smile ved tanken. ”Han er bare så fantastisk, du ved?” Det gjorde hun selvfølgelig ikke, for hun anede ikke, hvem Gil talte om. ”Og du havde ret i alle de der ting ... At man hele tiden tænker på den anden person. Hvad tænker de? Hvad synes de?”

[Elisia af Bugtvig]

Da først tjenestepigen havde forladt lokalet, lod Elisia sig selv dumpe ned i en lænestol og trak uden videre benene op under sig, omend hun var opmærksom på ikke at vise andet end måske et kort glimt af en underkjole, der hurtigt blev dækket til igen. "Forelsket?" gentog hun vantro og brynene hoppede helt op i panden, da han fortsatte. Nej. Han var da ikke.. Hun kunne næsten ikke tro det, hvilket den halvåbne mund afslørede. "Men Gil, du er jo.. Ja, ummm," hun kløede sig på kinden "Altså du ved.. Forlovet?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil lagde hænderne bag nakken og sukkede endnu en gang, imens han stirrede op på loftet. ”Forelsket,” bekræftede han smilende. Det var egentlig aldrig planen, at han skulle forelske sig, men Jamie var bare så ... så ... skøn. Hensynsfuld og flot og virkelig urimelig, men på en god måde. Så trak Elisia ham alligevel lidt ned på jorden igen, og han skævede til hende. ”Det er vel ikke så vigtigt? Jeg mener, det er da ikke unormalt, at folk er utro, vel?” Han havde hørt, at det var en ting, der skete af og til. Det kunne han og Jamie vel også bare gøre? Jamie og hans forlovede ville jo åbenbart ikke rigtig få noget med hinanden at gøre, når de var gift. Måske kunne Gil få den samme ordning?

[Elisia af Bugtvig]

Hun fangede endelig hans blik, men tydeligvis ingen fornuft ud fra hans svar at dømme og hun gispede, dybt indigneret over hans ord. I løbet af ingen tid var hendes fødder igen plantet på jorden, så hun var klar til at springe op og stikke ham en flad, hvis han virkelig skulle læne sig op af den. Altså mere end han allerede gjorde. "Har du overhovedet mødt den pige, hvis ære du krænker lige nu?" spruttede hun forarget, mens kinder begyndte at blive en nuance, der lå mellem kjolen og hendes hår.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han blev noget mere nærværende, da Elisia sprang op og begyndte at skælde ud. ”Hvad?” Han satte sig forvirret op og gloede spørgende på hende med sine store brune øjne. ”Ja, jeg har mødt Ermelia?” Han krænkede da ikke hendes ære. Ikke så længe at ingen opdagede hans forhold til Jamie i hvert fald. Han lagde hovedet lidt på skrå. ”Jeg ved godt, at det måske ikke er helt i orden, men ...” Han trak på skuldrene. ”Skal jeg så bare stoppe med at se ham? Skære ham ud af mit liv?” Bare tanken fik det til at stikke i brystet.

[Elisia af Bugtvig]

"Du har ingen anelse, hvad denne piges håb og forventninger var til fremtiden, før I blev forlovet," fortsatte hun ufortrødent med at skælde og skar ubarmhjertigt igennem hans indvendinger. Lige indtil. Hun dumpede ned ved hans side, som var al luften blevet slået ud af lungerne på hende. For hun havde jo heller ikke lyst til bare at stoppe med at se... Nej, hun måtte være den fornuftige her. "Nej, jeg siger bare.. Du kan jo ikke bare forvente, at..." hendes argumenter smuldrede lidt nu.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han gloede blot på hende, imens hun skældte ud. Det her var åbenbart noget, hun virkelig brændte for. Det havde han ikke set komme. Det varede da heller ikke længe, før hun faldt lidt ned og fik svære ved at belære ham. Han kiggede undersøgende på hende. ”Hvad kan jeg ikke bare forvente?” Hun var ældre end ham, så måske vidste hun noget, han ikke vidste? "Er der noget galt, Elisia?" spurgte han bekymret. Hun havde skiftet humør meget hurtigt.

[Elisia af Bugtvig]

Hun lagde armene over kors i tydelig utilfredshed over sine smuldrende argumenter. Hvorfor skulle hele det der emne kærlighed også være så forbandet svært at forholde sig objektivt og fornuftigt til? "Altså.. Du kan jo ikke bare forvente, at din forlovede er indforstået med sådan noget," påpegede hun i et forsøg på alligevel at bevare en lille smule af det fornuftige fokus, hun synes, der skulle til i situationen. Gil var jo tydeligvis ude på et skråplan!

[Gilbert af Meagmarsk]

Han rynkede lidt på brynene. ”Jamen jeg har da ikke tænkt mig at fortælle hende om det?” Det ville om muligt være en meget hurtig rute til en afbrudt forlovelse. Selv hvis han var en fremtidig hertug, tvivlede han på, at Ermelia ville se gennem fingre med hans præference. ”Det ville ødelægge alt. Men jeg kan heller ikke bare give slip på ham ...” Han sukkede igen. ”Når jeg er sammen med ham, føler jeg mig bare så glad, du ved? Selvom han er urimelig ind i mellem, er jeg bare så lykkelig for at kunne være hos ham ...” Han smilede lidt for sig selv, men så falmede det igen, og han skævede til Elisia. ”Jeg ved godt, at det er dumt. Det var ikke planen, at jeg skulle forelske mig, men jeg har virkelig ikke lyst til at miste ham ...”

[Elisia af Bugtvig]

Hendes næseryg rynkedes i afsky over tanken om, at Gil havde tænkt sig at have en affære med en anden mand uden overhovedet at give sin forlovede en mulighed for at tage stilling til det. Det fik det til at vende sig i hende. Typisk drenge! Eller.. Mænd? Det var også ligemeget! Det var ækelt uanset.

Hun sukkede tungt. De tanker, han havde rendt rundt med, var jo egentlig ikke så forskellige fra hendes egne. Bortset fra hun slet ikke var forelsket i Kian, ikke tale om! "Det er virkelig dumt," sukkede hun opgivende og lagde en hånd over hans.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han lagde hænderne mod kanten af sofaen og så på Elisia, da hun lagde sin hånd over en af hans. ”Ja, det er det vel.” Smilet blev en anelse bittert, og han slog blikket ned mod sine skosnuder. ”Men det var nu en rar tanke alligevel.” Alle de der rosenrøde forestillinger om fremtiden holdt sikkert ikke. Han kunne bare heller ikke se sig selv adskilt fra Jamie. Han havde ikke lyst til at være hos andre end ham.

[Elisia af Bugtvig]

Prøvende lænede hun hovedet op af hans skulder og kunne konstatere, at der lå det da egentlig meget godt. Måske han var vokset lidt? Eller måske havde hun bare aldrig forsøgt det før. Hun sukkede igen. "Undskyld," mumlede hun og trak på skuldrene, lidt besværet af den nye sidestilling. "Men det ville ikke være helt retfærdigt over for din forlovede." Et råd, hun nok selv burde følge, selvom der ikke var fundet en til hende endnu, men det var lettere sagt end gjort. Forbandet også at hun nu tænkte på det igen!

[Gilbert af Meagmarsk]

Hun lænede sig mod ham, og han lagde hovedet mod hendes. Det føltes ikke retfærdigt. At gifte sig med nogen, man ikke elskede, når man selv havde en, man faktisk var forelsket i. ”Måske ... Hvis jeg skal være ærlig, er jeg egentlig lidt ligeglad med den del.” Han grinede lidt og rystede på hovedet. ”Det kunne være rart at være egoistisk for en gangs skyld.” Men i sidste ende var det måske for risikabelt. I det mindste ville han forhåbentlig have nogle år med Jamie, før han selv skulle giftes ... Men Jamie skulle nok giftes snart. Maven slog knuder ved tanken.