Tilbage hos familien

[Ermelia af Naxen]

Murray af Naxen

Det var ikke mere end nogle uger siden, at Ermelia langt om længe var vendt hjem til sin familie igen. Eftersom de havde været hjemme i Naxen de sidste mange gange, hun var vendt tilbage til hovedstaden, var det også længe siden, at hun sidst havde set sin far og bror. Hun rettede lidt på den længærmede kjole under kappen for at sikre sig, at den dækkede håndledet, som mest af alt var blevet forvandlet til en farvesymfoni af blå, lilla, gul og brun.

En tjener lukkede hende ind og bad hende vente på fætteren. Det var efterhånden et års tid siden, hun sidst havde Murray og hun gruede egentlig for det. En del af hende forstod stadig ikke, at de bare sådan havde arrangeret hende en forlovelse uden så meget som en lyd.

[Murray af Naxen]

Vania var optaget af et par besøgende veninder fra en nogle af de andre hertugfamilier, så Murray havde været ude i haven for at træne lidt med sit sværd. Nu hvor han ikke var i Naxen og kunne jagte røverbander, følte han sig rastløs og havde brug for at træne et par timer hver dag. Det var beroligende lige at få holdt træningen ved lige.
Han var netop blevet færdig med at tage et bad og klæde om, da en tjener meldte Ermelias ankomst. Han gik straks nedenunder, hvor kusinen ventede. ”Ermelia,” brummede han som hilsen og smilede svagt ved synet af hende. ”Du er vokset siden sidst.” Siden hun var kommet på Klosterskole havde man jo ikke set meget til hende, så det var utroligt, så forandret hun var, hver gang man så hende igen.

[Ermelia af Naxen]

Det var heldigvis ikke længe, han lod hende vente og hun stod stadig rank og bleg i hallen. Da han kom ind nejede hun dybt for ham, kun for at se at han overhovedet ikke var lige så formel. "Fætter." Hun smilede ganske let og sænkede hovedet ved hans ord. "Ja, det er sandt," svarede hun, selvom det ikke var særlig meget. Mest af alt var hendes krop dog begyndt at udvikle sig, noget hun endnu ikke var helt komfortabel med. Ermelia rettede sig op igen, mens en tjener tog imod hendes kappe. Ærmerne blev trukket lidt ned igen, selvom de ikke havde blottet noget. "Du ser ud til at være ved godt helbred."

[Murray af Naxen]

Han viftede hende med sig ind i en stue, hvor der var blevet rettet an. En tjenestepige var netop kommet ind med te. ”Ja, jeg har det fint.” Han satte sig i sin lænestol og gjorde tegn til, at hun selv skulle finde sig en plads ved det lille stuebord, hvor småkager og te stod klar. ”Lad mig høre, hvordan du har det? Hvordan går din undervisning?” Umiddelbart så det jo ud til, at hun fik et godt udbytte af undervisningen. Hun var i hvert fald meget høflig, som sædvanlig.

[Ermelia af Naxen]

Uden tøven fulgte hun hans instruktioner og gik lydigt med efter ham ind i stuen, hvor hun først ved anvisning tog plads i en sofa. Straks glattede hendes lyse hænder det mørkeblå skørt. "Det går heldigvis godt. Vi lærer så mange brugbare ting," løj hun ubesværet med et sødmefuldt smil. Mest af alt sad de og skrev invitationer og lister over slægter og vigtige mennesker. "Men selvom din interesse er velset, er der ikke meget at fortælle. Jeg hørte langt hellere om Deres nye ægteskab med Hertuginde Vania."

[Murray af Naxen]

Han nikkede blot lidt til hendes forklaring. Han havde ikke meget forstand på Klosterskolen og var egentlig bare tilfreds med at høre, at hun klarede sig godt. ”Ja, vi har det ganske godt. Hun sidder dog i en af de andre stuer lige nu. Hun har besøg af nogle veninder.” Han trak på skuldrene. Hun kom nok ind og hilste på, når hun var færdig eller fandt en lejlighed til det. Umiddelbart havde han heller ikke så meget andet at sige om det. De var gift. De havde det godt. At der var en masse detaljer, som det kunne være spændende at høre om for en ung komtesse, faldt ham ikke ind.

[Ermelia af Naxen]

"Jeg hører, der desværre ikke er nogen arving på vej endnu, men det kan vist kun være et spørgsmål om tid," kommenterede hun nøgternt og var meget bevidst om sine bevægelser og ærmets længde, da hun tog en kop fra bordet. Blidt pustede hun til teen, før hun tog en tår. Den var god og heldigvis ikke for sød. Hun havde altid hadet frugt- og bærte.

[Murray af Naxen]

Han rynkede lidt på panden. ”Det kommer, når det kommer.” Han tog det ikke så tungt, at Vania endnu ikke var gravid. Der skulle nok komme en arving før eller senere, og han gad i hvert fald ikke presse hende med det. ”Selvom far vist går og venter utålmodigt på sit første barnebarn.” Han fnøs underholdt ved tanken. Far lod til at holde ekstra godt øje med Vania for tiden. Myrilla var heldig, at hun trods alt boede i et andet hus, hvor far ikke kunne komme rendende hele tiden for at tjekke hendes mave. Nu havde hun selvfølgelig også aborteret, så far tog lidt mere hensyn ... ”Jeg er bange for, at Myrilla desværre mistede sit barn for noget tid siden,” fortalte han Ermelia. Hun var jo familie og burde vide det, så hun ikke kom til at sige et eller andet uhensigtsmæssigt, når hun så Myrilla igen.

[Ermelia af Naxen]

Hun forstod ikke helt hans afslappede holdning til det hele. En arving var ikke bare noget, der måtte komme, når det kom, men siden han var hertug og familiens overhoved, sænkede hun blot respektfuldt blikket til sine hænder, der lå yndigt foldet i skødet. Hun nåede også kun lige at åbne munden for at spørge ind til kusinens graviditet, da hun lukkede den igen ved nyheden, sank. "Det beklager jeg," forsikrede hun ham. "Hvordan har hun det?" Så var de vist også snart ved at have været emnerne igennem, så hun kunne kommentere på den forlovelse.

[Murray af Naxen]

Han skænkede et glas whisky til sig selv. Te sagde ham ikke det store. ”Hun tog det hårdt, men i følge hertugen af Stenbjerg, har hun fået det meget bedre her efter Raouls bryllup.” Hun havde set noget syg ud under festlighederne, hvilket hun selvfølgelig ikke kunne bebrejdes. ”Du kan jo tage over og besøge hende en dag sammen med Vania? Hun vil sikkert være glad for at se jer, og de har jo begge noget erfaring, som du sikkert vil kunne gavne af.” Ermelias mor var ikke en lensfrue, så hun kunne ikke forberede Ermelia på alt. Desuden mente Murray sådan set, at hun var en elendig mor, nu hvor han vidste, hvad der var foregået i den familie.

[Ermelia af Naxen]

Ubevidst rykkede hun en lille smule bagud i sofaen. Hun havde godt set, hvad den gyldne drik kunne gøre ved hendes far og betragtede ham derfor varsomt, mens Murray hældte op. Så fokuserede hun igen på hans ansigt. "Det er erfaring, jeg med glæde ville høre om," fortalte hun ham, selvom hun ikke helt kunne se, hvordan kusinen skulle kunne hjælpe. Så vidt hun huskede havde Myrilla aldrig været god til mennesker. Generelt var det nok ikke hende, Ermelia havde valgt som forbillede eller inspirationskilde, når det kom til at være hertuginde. Men nu var det jo sket, så måske tingene havde forandret sig.

Hun nippede lidt til teen igen. "Hvordan kom du egentlig til at tale med Hertugen af Meagmarsk?" spurgte hun i et forsøg på at lyde henkastet med uskyldig nysgerrighed.

[Murray af Naxen]

Han nikkede kort og drak lidt, imens han lænede sig mageligt tilbage i sin stol. Ermelias nervøsitet opfangede han ikke rigtig. Hun var jo i sikkerhed, når hun var her i huset hos ham og Vania. ”Vi sidder jo i Dronningens Råd sammen, så vi støder jævnligt på hinanden.” Han trak på skuldrene. Selvom han hadede hoffet, var han ganske glad for sin plads i Rådet, og de andre hertuger kunne han ikke slippe af sted med at ignorere. ”Og så faldt vi i snak under Myrillas bryllup. Snakkede om Myrillas ægteskab, mit kommende bryllup, hans barneban der skulle giftes med prins Roald og sådan.” Bryllupper gav ofte anledning til langt mere slægtssnak end møderne ved Rådet.

[Ermelia af Naxen]

Mens han snakkede, brød hun på intet tidspunkt øjenkontakten. Selvfølgelig var hun glad for en forlovelse, men den unge væbner havde formodentlig flere år foran sig, før han ville blive hertug, fordi Murray havde arrangeret en forlovelse med en lille dreng. En lille dreng, der var væbner for en baronsøn. Hun hævede kinden en smule. "Hvilket fik jer til at tænke på, at et ægteskab mellem hertugens ældste barnebarn og mig selv kunne være en god ide?" foreslog hun blidt og så afventende på ham.

[Murray af Naxen]

Han trak på skuldrene. ”I er jævnaldrende, og hertugen vil uden tvivl gerne styrke sin alliance med Condia. Du er kusine til kronprinsen. Væbner Gilberts lillesøster vil en dag blive mor til en konge eller dronning. Hvis Naxen og Meagmarsk indgår en alliance, vil vi begge få gavn af hinandens forbindelse til Condia.” Gilbert og Ermelias børn ville både være granfætre og –kusiner til den nuværende kronprins og samtidig fætre og kusiner til Roalds arving. Den slags lå selvfølgelig langt ude i fremtiden, men det var nu en gang sådanne overvejelser, man gjorde sig alligevel. ”Det er kun logisk, at hertugen ville have interesse i en alliance med vores familie.”

[Ermelia af Naxen]

Hun smilede varmt og nikkede, som om det at skulle dele livet med den lille væbner var den største ære. Selvfølgelig ville det styrke hendes navn, når hun en dag blev hertuginde og producerede børn, der på mere end et led ville være forbundet til den unge Prins Roalds arvinger, men det betød mere venten, mere tålmodighed. "Jeg håber blot, at jeg ikke skuffer nogen," betroede hun ham fik lagt sit ansigt i de helt rette folder af oprigtig nervøsitet. "Ser du, jeg mødte Væbner Gilbert, da han og Ridderne var på vej til Dunlath. Han lod slet ikke til at kunne komme væk hurtigt nok."