En fremmed

[Amina Syerske]

Selmira Skæbneseer

Det var efterhånden ved at være mørkt, Amina var på vej tilbage til duen efter at hun havde været til en sen lektion i at helbrede. En ung mand havde været oppe at slå og Amina havde været med til at lappe ham sammen.

Nu gik hun langs gaderne i nedre by, mest for T trække lidt frisk luft inden hun skulle tilbage på duen. Det havde været en hård omgang for hende og det havde lugtet grimt, så det var rart nok med den friske luft. Hun gik i sine egne tanker. Måske var det derfor hun ikke hørte noget før en kvinde pludselig stod foran hende. Amina havde ellers været sikker på hun havde været alene i gaden. Det var hun dog ikke længere. Hun stoppede og og så på kvinden "godaften"

[Selmira Skæbneseer]

I nogle uger havde Selma ventet, observeret og lært Aminas vaner at kende. Pigen holdt sig meget i nærheden af Duen, så det var ikke mange mulighederr for at tale med hende, men endelig var den der. Med rolige skridt gik hun hen til hende. "Gudindens fred," hendes accent var stadig en smule hård, men et smil blødede det lidt op, mens hun studerede pigen foran sig. "Det var ikke min mening at forskrække dig."

[Amina Syerske]

Amina lod blikket glide over kvinden, der var noget hårdt over hendes stemme og hun virkede ikke helt som en herfra. Hvem var hun? Hun var rolig ja, og hun smilede da også, men hun var ikke en Amina før havde set på duen. "Det går, jeg blev ikke bange" Hun kiggede nærmere på hende, var en smule på vagt overfor hende. Hvorfor var Iggy ikke med? Amina følte sig pludselig meget ensom overfor kvinden. "Hvem er du, der sådan lister sig ind på folk?" om hun reelt havde listet sig ind på hende, var Amina lidt usikker på, men hun havde ikke hørt hende nærme sig, det var sikkert.

[Selmira Skæbneseer]

Hun nikkede, da pigen afviste at være blevet bange. Selvom hun var nysgerrig havde hun ingen intentioner om at skade hende. I hvert fald ikke, hvis det kunne undgås. Hun trak på skuldrene. "Jeg har små fødder. De larmer ikke så meget," konstaterede hun. "Dit ansigt var bare.. Nyt." Smilet var nu kun en let trækning i den ene mundvige, men hun fremstod på ingen måde uvenlig og hvis hun gjorde, var det i hvert fald ikke overlagt.

[Amina Syerske]

Amina bed mærke i at kvinden ikke svarede på hendes spørgsmål omkring, hvem hun var. Betød det at hun skulle være ekstra på vagt? Hun måtte hvert fald være forsigtig. Hendes tætsiddende blå øjne hvilede på kvinden et stykke tid før hun svarede "Et hvert ansigt, man ikke har set før er vel nyt?" Det var da ganske logisk, men der lå jo nok mere bag end bare det, så Amina valgte at tilføje lidt "Men jo, jeg kom til Corus i sommers, så lidt ny er jeg vel." Så kiggede hun afventende på kvinden, nu måtte det være hendes tur til at fortælle lidt. Noget for noget så at sige.

[Selmira Skæbneseer]

Det sitrede ganske let i hendes ene mundvige af skjult morskab ved pigens svar, før hun langsomt nikkede. Jo, det var det vel. "Jeg skal ikke forstyrre dig, hvis du har travlt, jeg gik bare selv tur i området," forklarede hun med endnu et henkastet træk på skuldrene. Så studerede hun pigens fremtræden endnu engang. "Hannah," introducerede hun sig endeligt og rakte armen frem til den klassiske, tortallanske hilsen.

[Amina Syerske]

Måske var hun alligevel god nok? Det var svært at sige. "Jeg har skam ikke travlt. Jeg er såmen bare på vej hjem" Det var rigtig nok. Hun var på vej mod duen. Hjem for at fodre Iggy og så måtte hun se om aftenen skulle stå på knivtræning eller træning i at være kvinde. Hun var hvert fald vidst på at hun ville bruge tiden fornuftigt, men først skulle hun snakke med denne Hannah.
Amina smilede en smule og tog imod armen i en hilsen "jamen så goddag Hannah, Amina" fortalte hun så tilføjende.

[Selmira Skæbneseer]

"Hvis der ikke er langt, kan vi følges?" tilbød hun og tippede hovedet lidt på skrå, mens hun betragtede hende, forsøgte sig med et smil. Så tog hun en dyb indånding ind gennem næsen og slappede helt af i skuldrene, gav Aminas arm et blidt klem, før hun igen trak hånden til sig og lod den dumpe ned langs siden igen. Hun så meget ung ud, denne pige. Ung og temmelig forsigtig, men måske det også var sådan hun selv havde fremstået, da hun var kommet til byen.

[Amina Syerske]

Hun virkede da ganske ok hende Hannah. og hvis det kunne da være meget godt at kende lidt forskellige mennesker foruden Amos, Serena og Olivia. Desuden havde hun jo knive på sig, hvis det nu skulle gå galt.
Amina kiggede afprøvende på hende, også for at få mere at vide "Det kan vi vel nok. Bor du også på Duen?" Hvad Amina Vidste af, så var Duen hjemsted for Amos's folk, så folk der boede på og nær duen burde være tilhængere af ham.

[Selmira Skæbneseer]

Hun rystede ganske let på hovedet. "Nej, jeg prøver at holde mig ude af konflikten," fortalte hun, egentlig ganske sandfærdigt. Med de gaver, hun havde, havde hun ikke lyst til at være en lille fugl i bur for hverken Amos eller Farkas. At hun så alligevel var endt hos Farkas var af en helt anden årsag. Samme årsag, der havde bragt hende hen til Amina. "Hvor kommer du så fra?"

[Amina Syerske]

Amina vidste ikke helt om hun skulle være overrasket eller skeptisk. Så der var altså folk der holdt sig helt ude af det. Tja det kunne vel sagtens være. Hannah spurgte videre ind til hvem hun var. Amina kunne ikke rigtig se grunden til at det var vigtigt at vide, hvor hun kom fra... eller hvordan hun vidste hun ikke var herfra. Men det havde Amina vel egentlig selv lige fortalt. "Jeg kommer fra Maren" Der var ingen grund til at uddybe det mente hun. Det var længe siden efterhånden hun var rejst fra Maren.

[Selmira Skæbneseer]

Hun nikkede lidt og trak fingrene igennem håret, før hun vendte sig om og satte snuden mod Duen. Der var ikke så forfærdeligt langt, hvilket der jo ikke rigtig var til noget i Nedre By, men det burde vel heller ikke tage længe at finde ud af bare en smule. "Maren? Der har jeg selv rejst rundt, før jeg kom til Corus," fortalte hun ærligt. Hvis man ville have viden, måtte man typisk også lægge lidt i puljen selv. "Men hvad bragte så en køn pige som dig til vores hovedstad?"

[Amina Syerske]

Amina fulgte med hende, lidt på vagt omkring hendes mange spørgsmål. Et spørgsmål var fint, men nu begyndte hun at spørge ind. Hun huskede hele tiden på hvad Amos havde lært hende; Den bedste løgn er sandeden. "Jeg tog til Corus i håb om at finde ud af hvem jeg er og for at starte en ny fremtid." Det var også ganske rigtigt. Hunville finde hendes far så hun kunne finde ud af mere om hvem hun selv var og hun ville starte en fremtid sammen med ham, nu hendes mor var død.

[Selmira Skæbneseer]

"Spændende," svarede hun og prøvede virkelig hverken at lyde så tør eller sarkastisk, som hun havde lyst til. Pigens svar gav hende absolut ingenting og grunden til, hun var kommet til Corus var tydeligvis den samme som alle andres, bortset fra at Selma altid havde vidst, hvem hun selv var. Hun havde i hvert fald fundet ud af det sammen med Kian. "Må jeg spørge.. Hvorfor Corus?" fortsatte hun sine spørgsmål. Hvis Amina havde lyst til at spørge om noget, måtte hun jo bare gøre det, men hun lod til stadig at være på vagt og Selma begyndte mere og mere at overveje muligheden for at bruge sin magi.

[Amina Syerske]

Amina trak vejret tålmodigt. Det begyndte at blive svært med at finde svar. Derfor tog det også en my for længe for hende om at svare til at det virkede helt naturligt "Jeg kiggede mange steder, men det jeg søgte fandt jeg i corus" hun var opmærksom på at hun ikke skulle sige mere nu og forsøgte at flytte fokus "hvad med dig? Hvorfor er du her? Kan du overhovedet få lov at være i fred for konflikten?" Amina gjorde alt for at skubbe fokuset væk. Denne kvinde var meget tæt på et emne som Amina vidste hun ikke måtte snakke om med nogen