Familieanliggender

[Nora af Stacine]

Hale af Josdirk

Selvom der var overskyet, var lyset fra himlen skarpt, da Nora igen trådte ud af Almoderens tempel og hun missede med øjnene, mens vinden ruskede lidt i hendes varme kappe. Med værdige skridt trådte hun ned af trappens trin og tog imod den fremstrakte arm, Hale allerede tilbød hende. I tavshed gik hun et par skridt med ham. Der var altid en underlig ro over hendes sind, når hun forlod Gudindens tempel.

"Du har tilbragt en del tid med Komtesse Leonora," konstaterede hun, bestemt ikke uvenligt, men heller ikke med den normale varme i stemmen, hun havde omkring sin broder. "Hun er en rigtig lille guldfugl, ikke sandt? Fin som de porcelænsdukker, far altid tog med hjem til Mariette og mig, da vi var yngre."

[Hale af Josdirk]

Hale havde selv været inde i templet til Mithros, mens Nora besøgte Gudindens. Det var næsten et fast ritual, når de var af sted sammen og han var som sædvanlig først færdig med at vise guderne sin respekt. Det fik han som regel en smule dårlig samvittighed over, men han besluttede sig hurtigt for, at det ikke var længden af bønnerne, som afgjorde, om de blev hørt.

Han stod derfor klar med sin arm, som han plejede og smilede, da Nora kom ud. Sammen gik de lidt, inden hun brød tavsheden mellem dem. Han trak på skuldrene. "Hun skal helst føle, at jeg værdsætter hendes selskab. Ellers risikerer vi, at hun gør ligesom Mariette. Vi har ikke råd til endnu en brudt forlovelse." Han smilede og gav Nora's hånd et let klem. "Men du har ret. Hun er vitterligt ganske smuk. Når først hun lærer at føre sig med en Baronesses elegance og ophøjethed i stedet for en piges bevægelser." Det var noget, som Nora havde indøvet til perfektion.

[Nora af Stacine]

Hun rystede ganske let på hovedet, så en lok, der havde forvildet sig ind under hendes kappe, blev blæst væk fra hendes ansigt. Ordene beroligede hende kun en smule og hun blev derfor ved at se på vejen foran dem i frygten for, at hendes ansigt ville afsløre for meget, men der gik ikke længe for hun hævede kæben en anelse. En Baronesses elegance var selv noget hun mestrede over forventning. "Det er vel godt, der kommer en kvinde til huset, nu du forhåbentlig snart mister den nuværende baronesse," kommenterede hun spøgefuldt, selvom det blev en anelse køligt.

[Hale af Josdirk]

De var efterhånden kommet ned i nærheden af engen, hvor han denne gang studsede over den hårde tone, hun brugte. Det var ikke én, han var vant til at høre fra hende. Hendes ord skar dog lidt i ham og han stoppede op i ly mellem to små bakker. "Nora, er der noget i vejen? Du virker lidt.. Fjern? Som om du er vred på mig?" Han lagde en hånd mod hendes kind og strøg den let med en tommelfinger, mens han så afventende på hende.

[Nora af Stacine]

Først da de standsede, så hun op på ham med forbløffelse, der hurtigt forsvandt, som han begyndte at tale. Selvfølgelig gennemskuede han hende og hun vendte sig helt om mod ham, så op på ham med en flygtig ubeslutsomhed. Så rystede hun på hovedet ind mod hånden, der stadig hvilede mod hendes kind. "Jeg er ikke vred på dig, kæreste, det må du aldrig tro, det er blot.." hun tav og så ned i skam. Jalousi var en grim følelse. "Du må forstå, at hvor meget jeg end glædes over, at du har fundet en passende hustru, så skal denne kvinde ikke blot inkluderes i vores liv, hun skal..." igen tøvede hun, "Hun skal erstatte mig." Hendes ene hånd lagde sig over hans.

[Hale af Josdirk]

Han så bekymret på hende og åndede næsten lettet op, da hun afkræftede, at hun skulle være vred på ham. Hendes ord fik ham dog til at se overrasket på hende og rystede så på hovedet. "Åh Nora. Ingen kan nogensinde erstatte dig." Han tog hendes hånd i sin og trak hende ind til sit bryst. Hans kind fandt blidt hvile mod hendes og han holdt hende tæt med sin frie arm. "Du ved, at jeg ville tage dig som Josdirk's baronesse, hvis jeg kunne," hviskede han stille.

[Nora af Stacine]

Med et lavt suk lagde hun kinden mod hans og søgte ind i hans favn for at finde tryghed for den ubehagelige tanke, der havde naget hende i uger nu. "Og jeg ville med glæde være baronesse ved din side," mumlede hun og trak sig ganske lidt tilbage for at kunne se på ham. "Tænk sig, den dag du tog af sted til paladset, svor jeg, at vi aldrig ville kunne skilles ad igen, men det lader til, at alle må blive voksne en dag." Et smil vandt ind over hendes læber igen, så stivnede det en anelse og hun så på ham med let rynkede bryn. "Synes du, hun er smukkere end jeg?"

[Hale af Josdirk]

Han så ned på hende, da hun trak sig væk. "Det er jeg bange for, ja." Han smilede mildt og trykkede sine læber mod hendes pande. "Jeg ville ønske, at jeg kunne have dig hos mig for evigt. Hvis sandt skal siges, hader jeg tanken om, at du en dag skal forlade mig." Han trak sig lidt tilbage igen og smilede mildt til hende. "Ingen er så smuk som du, Nora. Ikke engang Leonora. Og jeg forstår godt, hvis du har det svært med hende. Men du må love mig, at du ikke taler med andre end mig om det. Ikke?"

[Nora af Stacine]

Uden indvendinger lod hun sig holde ind til ham og øjnene gled i, da hun mærkede hans varme læber mod sin pande. Hun lagde en hånd på hans pande, da han igen trak sig tilbage. Hans ord fik en lille fold til at dukke op over hendes venstre bryn og hun rystede straks på hovedet, lyste op i et lidt mere mildt smil. "Du behøver ikke bekymre dig, kæreste, jeg ville aldrig behandle det emne med sådan letsindighed," forsikrede hun ham blidt og skubbede sig op på tæer, så hun kunne strejfe læberne over hans kind. "Vi er sammen om dette, ikke?"

[Hale af Josdirk]

Han trak vejret lidt friere, da hun lovede, kun at tale med ham om det. Ikke at han havde forventet mindre af hende. Hun havde også Josdirk's velbefindende på sinde. Derfor smilede han også bare varmt og nikkede. "Det er vi. Der er ingen, jeg stoler på, som jeg stoler på dig." Han strøg bagsiden af sine fingre hen over hendes kind, mens han smilede til hende igen. "Og sådan vil det altid være."

[Nora af Stacine]

Hendes smil voksede i størrelse og varme, mens fangede hans hånd på sin vej ned fra hendes kind og gav den et lille klem. "Altid," lovede hun ham og foldede sig igen sin hånd om hans arm, før hun satte i gang igen. Der var ingen grund til at stå ude i kulden og blive blæst helt i uorden, nu de havde fået orden på tingene. Desuden havde hun alligevel tænkt sig, at hendes kjole skulle være kønnere end Leonoras til brylluppet, så der var jo kommet en løsning på mere end et punkt.

afsluttet