Træningsdag

[Gilbert af Meagmarsk]

Tristen af Piratklippen

Der var som altid liv og glade dage på træningspladsen. Kulden og vinden rev i næse og kinder, men for Gil var det blot en dejlig velkendt følelse. Kulde gjorde ham ikke det store, og træningen holdt det meste af kroppen varm under lagene af tøj.
Efter at have overstået træningen med Niklaus vandrede han op for at stille stavene på plads, og der mødte han Tristen. ”Hej, Tristen,” hilste han med et stort smil og stillede stavene på plads, før han rakte armen frem til hilsen. ”Hvordan går det med træningen?” spurgte han nysgerrigt.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen havde brugt det meste af aftenen på at træne. Der var ikke længe til han skulle igennem ridderprøven og hver dag blev nervøsiteten større. Det var dog rart med et velkendt venligt ansigt "Gilbert, hej!" han stoppede træningen og smilede til ham. "Det går ganske godt med træningen. Jeg forsøger at finde ro i mine nerver. Hvad med dig?" Det var mest for at flytte samtalen over på noget andet.

[Gilbert af Meagmarsk]

Det skar Gil i ørerne at høre sit fulde navn, og han skulede tvært til Tristen. ”Hvad har jeg nu gjort dig?” spurgte han bebrejdende. Man skulle altså ikke bruge det forfærdelige navn! Det var skidt nok, at mor og far ikke gad lade være. ”... Det går fint.” Han surmulede stadigvæk noget, men svarede trods alt. ”Der er ikke så spændende herhjemme som i Frølund, men det går vel ... Er du klar?” Der var ikke lang tid til, at Tristen skulle ind til Prøvelsen.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen lo kort for sig selv og prikkede på Gil med en albue "orh hold da op, nu ikke så knotten. Det er bare et navn, Gil" Han overvejede at sige Gilbert igen, men ville heller ikke drille ham for meget. "Nej der er ikke det vilde der sker her. Lidt eventyr kunne bestemt være sagen! Tristen elskede eventyr og håbede altid der ventede et nyt om det næste hjørne. Det var dog ikke resultatet her og han var nød til at fokusere på sin prøvelse "Klar? tjo jeg ved ikke.. Jeg glæder mig bare til det er overstået så jeg kan komme ud og opleve verden"

[Gilbert af Meagmarsk]

”Det er en forbandelse,” fnøs han afvisende. Det var ikke bare et navn! Det var et dårligt navn! Gil- bert. Det lød dumt, og han nægtede at lade folk kalde ham ved det. Han fortsatte med at surmule over det, selvom han sådan set også var interesseret i at fortsætte samtalen. ”Du lyder utålmodig.” Han var ikke selv nået så langt, at han var blevet utålmodig. Der var stadigvæk lang tid til, at han blev ridder. Lige nu var han bare glad for at være væbner og være væk fra undervisningen inde på paladset.

[Tristen af Piratklippen]

Der kom et let venskabeligt fnys fra Tristen "utålmodig? naarh.. Der er gode og dårlige ting ved det hele" Han vidste godt at det at blive ridder fik ham et skridt nærmere en forlovelse og selve det at snakke med piger. Et emne han stadig ikke var spor tryg ved. Mon egentlig Gil kunne hjælpe der? "Du Gil?" ok hvordan fik han lige det her på banen så han ikke ville blive grint af? Det var normalt ikke den slags mænd snakkede om. Han tøvede og opgav så alligevel "Nej ikke noget. Glem det"

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil nikkede lidt og trådte til side, så han ikke stod i vejen for andre, der skulle hen til stavene. ”Det er der.” Han var ikke selv meget for at skulle tage andres liv, men han var villig til at gøre det for at beskytte landet. Derudover var der så hele aspektet med at komme ud og opleve verden. Da Tristen brugte hans kaldenavn, blødte humøret lidt op igen, og han så nysgerrigt på kammeraten. ”Hvad?” spurgte han smilende.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen irriterede sig over at han havde gjort opmærksom på, at han havde et spørgsmål. Han kunne ikke rigtige trække det tilbage nu. Så næsten hellere bekæmpe tyve eller andet end at sige det højt, men så igen. Gil var da trods alt en kammerat, så måske han tog det pænt. an vidste dog ikke rigtig, hvordan han skulle bringe emnet på banen og prøvede derfor med et simpelt spørgsmål "Hvordan har du det med kvinder?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil stod og ventede på, hvad Tristen mon ville spørge om. Spørgsmålet kom dog bag på ham, og han vidste ikke helt, hvad han skulle svare. ”Hvordan jeg har det med dem? Altså jeg har det fint nok med Elisia og de andre kvindelige væbnere ...” Hvilket sikkert ikke var det, som Tristen faktisk gerne ville høre om. Men hans erfaring med andre kvinder var virkelig minimal, og han forventede vel lidt, at Tristen havde langt mere erfaring på det punkt.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen Kiggede på Gil. Det havde nok alligevel ikke været den rigtige at spørge. Han havde egentlig ikke lyst til at komme nærmere ind på emnet.. eller rettere, han havde ikke mod på det. Derfor fandt bare et lille smil frem og svarede "okay" Han havde det også selv fin nok med de kvindelige væbnere, dem kunne han snakke med men komtesse, der slog hans tunge knuder.

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil lagde hovedet på skrå, da Tristen ikke rigtig sagde mere. ”Er der noget galt?” Han begyndte at gå væk fra stavene for at finde et sted med lidt mere plads, så han kunne strække ud efter træningen. ”Er du også blevet forlovet?” spurgte han, imens de kom af vejen for andre riddere og væbnere. Hvis Tristen gik og grublede over kvinder, gættede Gil i hvert fald på, at det måske handlede om en eller anden forlovelse.

[Tristen af Piratklippen]

Han fulgte med Gil, som jo selvfølgelig begyndte at spørge ind. Tristen trak mentalt lidt på skuldrene, han havde trods alt selv været skyld i det. Så kiggede han på sin kamerat "Nej der er ikke noget galt. Jeg tænkte bare lidt over fremtiden" Han blev stille igen mens tankerne fløj. Hvorfor var det egentlig at kvinder var så svære at tale med? Alle andre virkede da til at være normale så hvorfor skulle de være anderledes. Sommetider kunne kvinder skræmme ham mere end selv den farligste fjende. "Nej. Jeg er ikke blevet forlovet." Det ville måske egentlig løse hans problemer hvis bare en eller anden fandt en kvinde han skulle forloves med og så var det det, men sådan var det ikke helt "Jeg tænker bare på, at det vil forventes af mig efter prøven at jeg finder mig en ung kvinde"

[Gilbert af Meagmarsk]

Han rynkede lidt på panden, imens han bøjede sig ned for at nå skosnuderne med fingerspidserne og få strækket kroppen igennem. ”Tager du ikke sorgerne lidt på forskud?” spurgte han og gentog øvelsen to gange til, før han rettede sig op og drejede fra side til side i overkroppen. ”Du behøves vel heller ikke selv at lede? Måske finder din far bare en passende hustru til dig på et tidspunkt?” foreslog han i et forsøg på at være opmuntrende. Han var selv glad for, at hans forældre og bedsteforældre havde taget sig af hans forlovelse. Selv hvis han så godt kunne have ventet et par år endnu, før det skete. ”Og der er jo mange riddere, der er ugifte helt op i 20’erne og 30’erne. Der kan gå mange år endnu, før du behøver bekymrer dig om det, ikke?” Han sendte Tristen et opmuntrende smil.

[Tristen af Piratklippen]

Måske var Gil alligevel for ung til rigtig at forstå hans problem. Det var ikke frygten for ikke at blive forlovet der plagede ham. Det var frygten for kvinder generelt. Nå ja, han måtte vel bare håbe på at han ikke kom i samtale med for mange kvinder lige med det første og så holde sig til sine kvindelige væbnere lidt ad vejen endnu. Han valgte dog alligevel at svare Gil ærligt "Det er nu ikke manglende forlovelse, der bekymre mig, men kvinder generelt" argh! det var jo ikke til at tale om. Han havde svært ved at sætte ord på sit og så ville det være svært for Gil at forstå.

[Gilbert af Meagmarsk]

Kvinder generelt? Han grinede lidt og strakte armene op over hovedet. ”Ja, kvinder er ret skræmmende.” Han sukkede og lod armene falde ned igen for at rulle lidt med skuldrene. Ud af øjenkrogen afsøgte han området for tegn på Jamie, men ridderen var ingen steder at se i dag, så han fokuserede hurtigt på Tristen igen. ”Jeg mødte min forlovede tilfældigt i Gudernes By.” Han skar en grimasse ved tanken. ”Komtesser får virkelig en til at glemme alt, hvad man skulle forestille at have lært om etikette som page.” Alle fornuftige tanker var fuldstændig faldet ud af hovedet på ham, da han skulle forsøge at tale med Ermelia.