Tilbage i tromlen

[Gavin af Trebond]

Elisia af Bugtvig

De havde været tilbage i Corus nogle dage nu og på trods af tiden på rundrejsen og efterfølgende månederne ved grænsen så var det let at falde tilbage i de vante rutiner i hovedstaden. Han og Elisia havde lige brugt de sidste par timer på at træne både til hest og til fods og de var begge trætte og svedige, selv i den kolde luft, da de satte sig på en nærliggende træstamme, som var placeret for det samme. Gavin rakte Elisia et vandskind, mens han også trak sit eget til sig og drak grådigt. "Aaah.. Åh det var tiltrængt." Han smilede til hende. "Du er nu den bedste væbner, en ridder kunne tænke sig."

[Elisia af Bugtvig]

Det havde været underligt at være tilbage i hovedstaden igen og én ting var Elisia allerede helt sikker på: hun var ved at blive fuldstændig skør af at være hos sine bedsteforældre. Grevinden af Bugtvig havde altid begrædt det faktum, at hun ikke var en lille fin pige og Elisia havde derfor brugt den første og bedste mulighed for at ses med Gavin til at hoppe ud af kjoler og kunstfærdigt opsat hår for sine væbnerklæder og en sjusket fletning.

Hendes vejrtrækning var stadig overfladisk, da hun tog imod vandskindet og tog en stor slurk. "Du er heller ikke helt skidt selv," grinede hun og smilede skævt hen til ham, før hun tog en slurk mere for at skjule sine let røde kinder over komplimentet. "Tak for at få mig ud fra min farmors greb."

[Gavin af Trebond]

Han lo let af hendes ord. "Det gør jeg gerne igen en anden gang," svarede han med et skævt smil. "Om ikke andet, så bliver det anderledes inden længe, når du flytter ind i Trebond-huset igen." Han smilede igen. "Er du faldet godt til igen, nu hvor vi er tilbage i Corus? Det er ikke altid så let at omstille sig efter en tur ved grænsen."

[Elisia af Bugtvig]

Hun nikkede lidt, mens han talte. Ja, der var ikke mere end et par uger tilbage, før hun igen kunne flytte tilbage på sit værelse hos Trebond og slippe for sin farmors tabte drømme for hendes liv. Spørgsmålet fik hende til at trække på skuldrene. "Det er underligt at være tilbage," nikkede hun, "Der er så mange.. Distraktioner her." Som hans Grevinde eller.. Hun mærkede sine kinder blive en anelse varme og hun skyndte sig at se ned mod sine skosnuder i et håb om, at Gavin ikke bemærkede det.

[Gavin af Trebond]

Han smilede og drak lidt igen. Der var lidt morsomt at se, hvordan hun kæmpede med at genomstille sig til storbylivet. Han kunne godt huske, hvordan han selv havde haft det, da han var ung. Det var bare så længe siden. Han så lidt mere indgående på hende, da hun gjorde en pludselig bevægelse, som han ikke havde forventet og en lille rynke kom frem mellem hans bryn, som han genkendte forlegenhed. Over hvad? Hvad var det, hun havde sagt? Distraktioner? Rynken forsvandt og et underholdt smil fandt frem i stedet. "Hvilke distraktioner slås du da med?" spurgte han med et smil i stemmen.

[Elisia af Bugtvig]

Hendes kinder føltes varmere, da Gavin spurgte ind til hendes udmelding og hun trak igen på skuldrene i et forsøg på at se så upåvirket ud som muligt. "Ting, der ikke er ved grænsen, som mine bedsteforældre og sådan," mumlede hun og fejede en vildfaren lok væk fra ansigtet. "Min ven, Gil, er netop blevet forlovet med en pige, han aldrig har mødt før. Det får mig bare til at tænke." Ja, det virkede vel som en fin nok grund og det var da også meget af det, hun gik og tænkte på. Når altså ikke en flabet slyngel med bløde læber hjemsøgte hendes dagdrømmerier.

[Gavin af Trebond]

Hans smil blev en smule mere smørret, da hun talte udenom. "Aha. Og er det derfor, du rødmer?" spurgte han så drillende. Hvis hun nu havde haft en rimelig forklaring til ham, så havde han sikkert ikke boret mere i det. Men nu hvor hun bare nævnte ting, som ikke burde gøre hende forlegen, blev han endnu mere sikker i sin sag. Han havde set det udtryk før. "Hvad hedder han?" spurgte han derfor nonchalant. Alle piger på Elisia's alder havde små forelskelser fra tid til anden.Det var der ikke noget underligt i.

[Elisia af Bugtvig]

Selvfølgelig havde Gavin set det og selvfølgelig gravede han i det. Hun kløede sig på kinden, forsøgte virkelig at finde en ny måde at komme udenom det på. "Der er ikke nogen han," insisterede hun stædigt og gravede tvært i jorden med en pind, hun havde samlet op. "Men hvis der nu var..." mumlede hun og stirrede stadig ned på pinden, der var i gang med at lave en lille voldgrav til egern, som var det det mest spændende hun nogensinde havde set. "Hvordan kan man så vide, at man er.. Ja..?" Forelsket. Hun kunne ikke engang få sig selv til at sige det.

[Gavin af Trebond]

Han hævede et bryn af hendes stædige udtalelse, men kommenterede ikke på den, fordi hun fortsatte helt af sig selv. Så der var altså én, hun så lidt til. Han smilede roligt og ventede på det spørgsmål, som hun tydeligvis byggede op til. De havde været sammen dagligt i over tre år nu. Han kendte hende bedre end de fleste.

Da spørgsmålet kom, kløede han sig lidt på kinden og trak på skuldrene. "Det er et svært spørgsmål faktisk," svarede han og lænede sig frem, så hans underarme hvilede på hans knæ. Han behøvede ikke at spørge, hvad det var, hun havde ment. "Forelskelse er lidt en sjov størrelse. Tit får man et sug i maven, når man ser vedkommende. Man tænker på dem tit, selv når man ikke lige er i nærheden af dem. Måske går man endda og overvejer, hvordan man kan komme til at se dem igen." Han smilede mildt og var ikke det mindste ukomfortabel ved at tale om dette. "Er det sådan, du har det?"

[Elisia af Bugtvig]

De blå øjne fulgte stadig pinden, der søgte dybere i jorden. Til sidst nåede hendes fingerspidser helt ned mod jorden og hun slap den, hævede i stedet blikket til Gavin igen, selvom det forblev ved hans knæ. Hun trak på skuldrene, stadig ikke helt klar til at møde hans blik. "Måske," mumlede hun undvigende. "Meget af tiden synes jeg han er vildt irriterende." Men når han kyssede hende.. Det kunne hun bare ikke lige fortælle Gavin om.

[Gavin af Trebond]

Han smilede skævt. "Sådan har Iliane det også sommetider med mig," betroede han hende og lo let. "Måske det er en kvinde-ting?" Han trak på skuldrene. "Ikke så sjældent tiltrækkes man af ens modsætning." Han smilede igen. "Er det en anden væbner?" forhørte han sig så forsigtigt.

[Elisia af Bugtvig]

Hans ord fik en overrasket latter til at glide fra hende. Ikke fordi hun som sådan var overrasket over det, men mere fordi hun var overrasket over, at han fortalte hende det. Men det var vel sådan deres forhold var. Ærligt, oprigtigt. Hun fik en dårlig smag i munden. Derfor kunne hun heller ikke lyve, da han spurgte yderligere ind. "... Nej," mumlede hun tøvende og samlede pinden op igen for at prikke til jorden. "Nej, det er ikke en, jeg burde føle noget for... Ja, eller... Ikke føle, men du ved...."

[Gavin af Trebond]

Han skjulte et let suk. Hvorfor var det altid forbudt kærlighed, som de unge dykkede ned i? tænke han ved sig selv og ignorerede højt og flot, at han også selv havde været ung og var dykket ned i forbudt kærlighed. "Han er borgerlig?" gættede han lavmælt på, mens han ventede på Elisia's forklaring.

[Elisia af Bugtvig]

Hun så overrasket op ved Gavins spørgsmål, før hun igen så ned og rystede på hoevdet. "Det er ligemeget, hvad og hvem det er," mumlede hun og ville egentlig gerne være kommet med en tilføjelse om, at hun alligevel aldrig skulle se ham igen. Men noget i ordene, den mulige løgn, de kunne bære, fik hende til at lade være. "Det er alligevel ligemeget, så snart vi tager tilbage til Frølund."

[Gavin af Trebond]

Han smilede skævt og gav hendes skulder et klem. "Der er længe til Frølund," sagde han bare. "Hvis du får betænkeligheder i mellemtiden, så ved du, at du bare kan komme til mig og tale om det, ikke sandt?" spurgte han roligt. Unge mennesker havde hemmeligheder. Sådan var det nu engang. Han stolede på, at hvis hun kom i problemer, så ville hun sige noget.