En fødselsdag

[Larkin af Stenbjerg]

Myrilla af Stenbjerg
Den 12. november 527 M.T.

Han havde prøvet det der med at ’spørge pænt’ i en uge. Så snart den uge var overstået, gik han tilbage til at give ordre, som han havde lyst til. Myrilla havde sådan set opført sig eksemplarisk i den uge, men han følte sig ikke helt klar til at give slip. Især når hun endnu ikke havde sagt undskyld!
I dag var det dog en særlig dag. Myrillas fødselsdag. Det var ikke fordi, at man gjorde meget ud af den slags i Stenbjerg – medmindre man fyldte rundt eller bare bestemte sig for at holde en gigantisk fest for alle man kendte. Dagen forløb derfor uden de store afvigelser. Myrillas familie kom godt nok forbi for at lykønske og den slags pladder, så Larkin forføjede sig egentlig bare til sit studiekammer det meste af dagen og lod hustruen hygge sig med sin familie.
De så derfor først noget til hinanden igen om aftenen, hvor Larkin gav hende den fødselsdagsgave, som han havde set sig nødsaget til at skaffe, da hun selv havde givet ham en gave. ”Har din familie det godt?” spurgte han, imens han stillede bunken af bøger på bordet foran hende. En blanding af kunst-, medicin- og kemibøger. Alkymibøger havde hun jo allerede rigeligt af.

[Myrilla af Stenbjerg]

Ugen uden ordrer var kommet og gået, og Myrilla havde gjort sig stor umage med ikke at være urimelig eller umedgørlig, så Larkin virkelig kunne se, hvor let livet kunne være, når ikke man brugte al sin energi på at gø ordrer ud til højre og venstre. Ikke at det havde hjulpet meget, for så snart ugen var gået, var han selvfølgelig også vendt tilbage til sit almindelige selv. Det var et held, at der hidtil ikke havde været nogle konflikter.

Og så var hendes fødselsdag kommet. Det havde været en ganske almindelig dag, eftersom Myrilla heller aldrig selv havde gjort meget ud af fødselsdage. Sammen med sin familie havde hun derfor nydt dagen i bukser og skjorte med håret i en stor, rodet fletnining. Først da familien var taget afsted, var hun igen trukket i kjole tilbage til sit liv som Hertuginden af Stenbjerg.

Middagen var også gået og hun havde fulgt Larkin ind i en af husets stuer, trukket lidt væk fra resten af familien. Synet af gaven fik hende til at hæve brynene i oprigtig glæde. Så så hun op på ham og nikkede let. "Ja, det var en fornøjelse at have dem forbi." Det var generelt altid en fornøjelse at være i selskab med de tre Naxen-mænd og så selvfølgelig Vania nu. Det var en lettere broget forsamling, men de formåede altid at hygge sig.

[Larkin af Stenbjerg]

Han slog sig ned i sin sofa og skænkede lidt vin op til sig selv, før han tilbød Myrilla et glas. Der stod også te fremme, så måske ville hun hellere have det. ”Hvordan går det med hertug-parret? Nogen glædelige nyheder?” Myrilla var altid lidt modvillig omkring at fortælle om sin familie, men han gættede da på, at hun hellere end gerne fortalte om det, hvis der var en lille arving på vej i Naxen.

[Myrilla af Stenbjerg]

I anledning af sin fødselsdag følte hun godt, at hun kunne tage imod et enkelt glas vin, mens hun tog plads ved hans side i sofaen. Godt nok stadig med omkring en halv meters afstand mellem dem. "Ikke indtil videre," hun trak på skuldrene. "Men de er alle ved godt helbred og det er vel næsten det samme." Prøvende nippede hun til vinen, før hun satte glasset fra sig på bordet og foldede sine hænder i skødet.

[Larkin af Stenbjerg]

”Naturligvis,” nikkede han accepterende. Gad vide hvorfor der endnu ikke var en arving på vej? Måske var Vania også besværlig? Man vidste jo tydeligvis aldrig med kvinder ... ”Jeg har haft lidt tid til at overveje vores lille eksperiment i den forgangne uge.” Han ville ikke spørge mere ind til hendes familie, siden det ofte var et ømtåleligt emne for hende. Desuden var det nok på tide at få det her ordnet. ”Det var ikke så ... belastende, som jeg havde frygtet,” lagde han ud med og nippede lidt til vinen, før han fortsatte: ”Så jeg kan vel godt gå med til at jeg ikke altid giver dig ordrer.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun nikkede lidt. Hendes familie var altid et prekært emne og yderligere vidste hun slet ikke, hvorfor hendes bror og Vania stadig ikke ventede en arving. I stedet rykkede hun lidt tættere på og nikkede. "Ja?" Et lille smil truede med at springe ud, da han måtte erkende, at det måske ikke havde været helt forfærdeligt. Så lagde hun en hånd på hans knæ. "Jeg har også noget, jeg gerne vil sige til dig," selvom det næsten gjorde fysisk ondt at få ordene ud over hendes tunge. "Angående den aften til brylluppet.. Jeg vil gerne have lov at undskylde for min adfærd."

[Larkin af Stenbjerg]

Hun virkede tilfreds. Hun undskyldte endda endelig! Larkin grinede lidt. ”Så har vi vist begge to sagt noget, som vi ikke bryder os om i aften.” Godt, så tabte han i det mindste ikke, når Myrilla også gav sig. Han tømte sit glas og stillede det fra sig. Han var dog ikke sikker på, at han helt droppe at bruge båndene på hende fremover. Det havde vist sig at være ganske underholdende.

[Myrilla af Stenbjerg]

Sådan var det vel bare med deres forhold. De var aldrig enige om noget, men gav man dem nok tid, kunne de godt få kæmpet sig frem til et eller andet kompromis, når de var færdige med at være stædige. "Sådan er det vel at være gift," konkluderede hun med et træk på skuldrene og gav hans knæ et blidt klem, før hun igen tog hånden til sig for i stedet at nippe lidt til sin vin.

"Fortæl mig i stedet, om der er sket noget interessant i dag." Hun havde jo tilbragt det meste af dagen med sin familie og havde ikke været så opmærksom på, hvad Larkin havde fået tiden til at gå med, selvom han jo altid havde en del.

[Larkin af Stenbjerg]

Det var det vel. Ikke så underligt at hans egne forældre havde holdt samtaler mellem hinanden på et minimum. Man endte hurtigt med problemer, når man snakkede sammen. Han slyngede vinen lidt rundt i glasset, imens han overvejede dagens forløb. ”Ikke ligefrem.” Han skar en grimasse. ”Jeg har tilbragt det meste af dagen på at gennemgå budgetter.” Det var bestemt ikke hans foretrukne beskæftigelse, når det kom til at drive et len, men der var ingen vej udenom. Medmindre han kunne lokke lidt med Kieran i ny og næ. Forståeligt nok var lillebroderen dog sjældent villig til at hjælpe der.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun formåede at give ham en mine af tilpasset medlidenhed. "Nej, det kan man ikke just kalde interessant." Stadig med et medfølende smil om læberne rykkede hun tættere på ham og lagde igen hånden på hans ben, denne gang lidt over knæet og her blev den ikke trukket fra igen. I stedet kærtegnede hun ham blidt med tomlen. "Du må endelig sige til, hvis du behøver aflastning med dem," tilbød hun ham og tog en lille tår mere af sin vin.

[Larkin af Stenbjerg]

Nu hvor hun havde undskyldt, så han ingen grund til ikke at lade hende få sin vilje længere. Han tog blidt fat om hendes hånd og trak i hende for at få hende til at sætte sig på hans lår. ”Hm, det er meget hensynsfuldt af dig,” sagde han med et skævt smil. ”Jeg har en idé ...” Han iagttog hende for en stund uden at fortsætte sætningen. Det var jo hendes fødselsdag og sådan, så måske de kunne prøve noget andet en enkelt gang.

[Myrilla af Stenbjerg]

Et øjeblik tøvede hun, så ned på sin hånd i hans, før hun overgav sig og rykkede hen på hans lår. Den ene hånd fandt hans nakke, som hun blidt strøg. Et mørkt bryn blev hævet, da han ikke lod til at ville fortsætte sin sætning. "Ja?" spurgte hun derfor som en opfordring til at fortsætte uden helt at kunne gætte sig til, hvor han var på vej hen.

[Larkin af Stenbjerg]

Han svarede ikke i første omgang. I stedet genovervejede han sin ide endnu en gang. Det her blev en tand grænseoverskridende - for ham. "Hvad med at du - i dagens anledning - bestemmer hvad jeg skal gøre." Hun burde ikke være for usikker til den slags, og siden det var en særlig anledning kunne han vel ofre sig lidt

[Myrilla af Stenbjerg]

Brynet rykkede længere op mod hårgrænsen, da han endelig talte. Hvis ikke andet havde Larkin i hvert fald formået at vække hendes nysgerrighed. Hun lænede sig langsomt lidt ind mod ham og lod en enkelt hånd søge op ad hans brystkasse. "Hvad er... Lad os sige 'rammerne' for den lille leg?" spurgte hun og vippede hovedet en smule til siden, mens hun afventende betragtede ham. Det var ganske interessant - forhåbentlig.

[Larkin af Stenbjerg]

Han lagde hovedet lidt på skrå. ”Rammerne? Nå, du har det måske bedst med nogle begrænsninger?” spurgte han roligt med et hævet øjenbryn. Han lænede sig tilbage i sofaen og lagde armene bag nakken. ”Men det er vel egentlig simpelt: Hvis du beder mig om noget, jeg ikke gider, afviser jeg det bare.” Dermed blev deres roller på sin vis vendt på hovedet. Nu var det Myrilla, der kunne forlange ting, og ham selv, der kunne bestemme sig for at være på tværs. ”Mere indviklet behøves det heller ikke være. Det gælder jo kun for i dag.” Han foretrak at være i kontrol, og selvom han måske var gået med til ikke altid at give Myrilla ordrer, var det ikke noget, som han havde tænkt sig at gøre i soveværelset.