Fælles interesser

[Nora af Stacine]

Julian af Maloris Tinde

Der var gået en uge, siden hun havde mødt til den unge Greve af Maloris Tinde og Nora havde betsemt ikke ligget på den lade side. Efter at have fundet en dag, havde hun sendt bud til ham for ikke længe efter at have en fast aftale med ham. Og nu stod hun der så, kappen over den lilla kjole, hun var trukket i i dagens anledning.

En tjener viste hende ind og tog imod hendes kappe, mens hun fik glattet skørtet og lige sikret sig, at håret sad som det skulle. Hvilket det selvfølgelig gjorde. I tavshed fulgte hun tjeneren hen til det, der måtte være Grevens arbejdsværelse. Der blev banket på og hendes tilstedeværelse annonceret, før hun selv trådte ind i lokalet og nejede dybt i en kombination af medfødt og instuderet ynde. "Deres Nåde," hilste hun varmt.

[Julian af Maloris Tinde]

Det var faktisk ikke Julian selv, der havde svaret på Noras bud. Det havde været Enkegrevinden, og bagefter havde hun annonceret, at der var blevet lavet en aftale, som Julian bare havde at overholde.

Men han havde glemt det. Som han glemte så mange andre ting, mens han sad begravet i sine bøger og studier. Han så derfor op med et forvirret udtryk i ansigtet, da Nora pludselig stod i hans arbejdsværelse. Tøjet var en smule sjusket sat, fordi han havde været i gang siden solopgang, og håret var mere krøllet end ellers, da han op til flere gange havde kørt hånden gennem det. "Jamen Komtesse Nora!" Udbrød han og farede op af sin stol, for at bukke for hende. "Velkommen til," bød han og så hen på tjeneren, der straks satte en anden i gang for at hente noget at drikke og spise.

[Nora af Stacine]

Synet af Julian fik hende næsten til at måbe, men hun nåede at gribe sin grimasse og vende den til et venligt smil, som så hun ikke de fjerneste problemer i, at hans tøj var i orden og håret kaotisk, når hun selv var elegant og fejlfri som en porcelænsdukke. "Gør Dem endelig ingen ulejligheder, Deres Nåde," forsikrede hun ham med et smil. Forsigtigt trådte hun hen til ham og dristede sig til at lægge hånden på hans arm. "Det er dejligt at se Dem igen og så i så naturlige omgivelser."

[Julian af Maloris Tinde]

Han rystede på hovedet. "Naturligvis skal jeg sørge for, at De har det godt her," også selvom det var midt i hans læsning. Men det var jo en del af planen, så vidt han huskede. Denne gang blev han ikke forlegen over hendes nærhed. De havde udvekslet den form op til flere gange, da de havde mødt hinanden under brylluppet. "Jeg har også set frem til, at jeg kunne vise Dem, hvad vi talte om sidst," selvom han halvt havde glemt aftalen faktisk. "Åh, min moder er desværre ikke i huset i dag. Ellers ville hun gerne have haft fornøjelsen af at hilse på Dem."

[Nora af Stacine]

Smilet blev mere naturligt, da han forsikrede hende om, at han rent faktisk havde set frem til deres aftale, også selvom han så skulle have glemt den efterfølgende. Hun nikkede lidt til hans ord. "Det var en skam," forsikrede hun ham med en tilpas beklagende mine, "Jeg havde ellers set frem til at gøre Enkegrevindens bekendtskab." Eller i hvert fald måske lære hende bedre at kende. Men egentlig passede det hende også ganske fint, at hun og Julian havde lidt tid til blot at lære hinanden at kende.

[Julian af Maloris Tinde]

Han så på hende med overraskelse i øjnene. Men så rystede han på hovedet. "Jeg ved, at min moder havde håbet på det. Men en af hendes veninder kaldte hende over," han havde fået fortalt, hvad sagen drejede sig om, men han havde ærlig talt ikke hørt efter. Nok fordi han havde siddet begravet i en bunke af bøger på det tidspunkt. "Vil De ikke sidde ned? Og have noget varmt at drikke?" Spurgte han og gjorde tegn til, at en tjener skulle rydde en stol for bøger, så komtessen kunne sidde ned.

[Nora af Stacine]

Det var godt nok noget helt andet end hun havde forventet. I sine tanker havde hun altid forestillet sig Julian som dette forsigtige, kontrollerede væsen, men der havde gemt sig en del kaos under overfladen. Og selvom det gjorde hende en smule overrasket, kunne hun ikke undlade at finde det en anelse kært.

"Meget gerne, tak" accepterede hun og tog plads på stolen, der blev ryddet til hende. "Men jeg har virkelig også set frem til at se Deres arbejde." Han havde jo selv nævnt det og nu, hun havde ytret sine beklagelser over hans mors fravær, følte hun godt, hun kunne tillade sig at rykke videre til sin begejstring.

[Julian af Maloris Tinde]

Han lod sig ikke mærke med, at emnet omkring hans moder var afsluttet. Mest fordi det aldrig havde været et emne for ham. Og han glemte helt Enkegrevinden, da Nora nævnte hans arbejde. Selv gik han om på den anden side af skrivebordet og begyndte at rode i forskellige dokumenter. "Det er også ganske spændende, skal De se," sagde han og kløede sig let på hagen. Hvor mange lensherrer havde tillagt sig skæg, så var det endnu ikke noget, som Julian havde vist sig i stand til endnu. Og derfor blev han barberet hver morgen. "Jeg har netop her til morgen... Eller var det i nat? Nå, det er også lige meget," sagde han og rullede et pergament ud foran hende, mens en tjener gik efter noget varmt at drikke til dem. "Her skal De se. Dette er en fuldkommen skitse over Gyldensø slægtstræet, helt tilbage til dens oprindelse... Ja, altså... Det øverste kan man kun se, hvis man holder et lys ind under dokumentet," teksten var så gammel, at den næsten var falmet hen.

[Nora af Stacine]

Hun måtte kvæle en fnisen ved hans tydeligt distræte tilgang til det emne, han var så ubeskriveligt opslugt af, at han lod til at glemme næsten alt andet omkring sig. Så rullede han permanentet ud og hun fik straks helt andre ting at tænke på. Et betaget suk forlod hende, mens blikket nysgerrigt granskede skitsen af Gyldensøs slægtstræ. "Jamen Grev Julian, dette er jo helt fantastisk," gispede hun fascineret og studerede det længe, før hun hævede blikket op til hans ansigt.

[Julian af Maloris Tinde]

Han kunne godt lide lyden af hendes suk. Det betød, at hun godt kunne lide det, som han viste hende. Han nikkede ivrigt til hendes ord. "Det er det nemlig. Jeg fandt den i en af mine moders kister. Tænk sig, at sådan en skat har ligget dernede!" Han havde måske skældt hende en smule ud, for at glemme den slags. Men det nævnte han ikke noget om. "Jeg har tænkt mig at overføre teksten... Og billederne, til et nyt slægtstræ, som er opdateret med min grandkusines førstefødte," det ville tage tid. Men sikke et resultat det ville blive. Og bagefter, ja, så ville han måske give sig til at skrive en afhandling om selve slægtstræet.

[Nora af Stacine]

"Og så i Deres eget hjem. Hvilket held," nikkede hun og vendte igen blikket mod pergamentet. Det var meget udførligt og hun noterede sig mentalt, at hun også gerne undersøgte mulighederne for den slags om hendes egen slægt. "Jeg må sige, at selvom Deres fortælling til bryllupsfestlighederne vakte min interesse, men dette.. Dette er et stykke virkelig imponerende arbejde, Deres Nåde." Selvom hun var optaget af at få ham til at synes om sig, var der hverken løgn eller manipulation i hendes ord.

[Julian af Maloris Tinde]

Han kunne ikke lade være med at være lidt stolt over hendes ros. Og han nikkede igen ganske ivrigt. "Jeg er utrolig glad for, at De kan lide det Komtesse Nora," sagde han og begyndte at rulle pergamentet forsigtigt sammen igen. Det var endnu følsomt overfor lys. Det måtte han tale med en magiker om. "Jeg forsøger, at bevare vores arv så længe det er muligt. Og opdatere den med nye informationer. Blot her efter rundrejsen, er der mange slægtstræer, som skal skrives om," og heldigvis havde han fået lov til at tage sig af den lille opgave.

[Nora af Stacine]

Julian gjorde det heldigvis let for hende at virke interesseret i ham og hun fulgte pergamentet blive rullet sammen for et øjeblik, før hun i stedet fandt hans øjne med blikket igen. Et lille smil hvilede om hendes læber, som det som otest gjorde. "Det er et meget omsiggribende og tidskrævende arbejde, selvom jeg kan forestille mig, at der går længe mellem, at De rigtigt får den ros, De i virkeligheden fortjener for det," sagde hun og lagde ganske forsigtigt sin hånd over hans for et blidt klem, før hun igen trak den til sig. "Det er en skam, at det kun er de færreste, der virkelig værdsætter, hvor vigtigt det er."

[Julian af Maloris Tinde]

Han bandt en lædersnor omkring det og kom det ned i en læderbeholder, som ville kunne lukke lys ude, så pergamentet ikke ville få fugt eller tage mere skade, end det allerede havde gjort. Han nikkede i enighed til hendes ord. "Det er sjældent folk fokuserer på fortiden. Men jeg mener, at for at kunne forstå fremtiden, må man kunne forstå fortiden," det var hans egen personlige holdning til det. Han så ned på hendes spinkle fingre, da de lå oven på hans, og så løftede han blikket for at se ind i hendes mørke øjne igen. "Jeg havde tænkt mig at tale med den kongelige arkivar om, det kunne have interesse for det kongelige bibliotek."

[Nora af Stacine]

"Jeg kunne ikke have formuleret det bedre selv," erklærede hun enigt, holdt hans mørkegrønne øjne fast med sine brune. Hun ville gerne have det overstået nu, fortælle ham om sine ønsker om at blive hans hustru en dag, men i en sådan situation måtte hun træde varsomt. "Det synes jeg endelig, De skal gøre. Jeg kan slet ikke forestille mig andet, end at det ville være et tiltrængt supplement."