Styrke som tusind flammer

[Elisia af Bugtvig]

Kian Falkeblik

Endelig var de fremme! Altså stod det til Elisia, var de selvfølgelig blevet et halvt års tid mere i Frølund, men nu de absolut skulle hjem, var hun også ganske glad for, at de endelig var fremme. Hendes bagparti føltes helt sadelformet og efter at have sagt farvel til Gavin, var hun søgt hjem mod Bugtvigs byhus. Hendes forældre var godt nok stadig i Bugtvig, men hendes bedsteforældre var begge kommet til hovedstaden et par uger før i anledning af Prinsens bryllup.

Det blev til et bad, et måltid mad og en kop te, før hun igen følte sig rastløs og efter at have skiftet tilbage fra kjole til bukser, svang hun en kappe om skuldrene og søgte mod markedspladsen. Som altid var den et væld af farver og sanseindtryk, selv i støvregn. Over alt stod folk og gjorde opmærksom på deres varer og der var et bredt smil om hendes læber, mens hun søgte igennem menneskerne.

[Kian Falkeblik]

Kian afsøgte området med blikket. Han stod lænet op ad en husmur og forsøgte at spotte lette ofre for lidt lommetyveri. Han havde stadigvæk penge tilovers fra karavaneturen til Frølund, men med sådan en stor menneskemængde foran sig var det for fristende ikke at udnytte muligheden.
Midt i virvaret af folk spottede han dog en velkendt skikkelse, som han egentlig ikke havde regnet med at se. Hm ... Gad vide om hun var blevet bedre til at passe på pungen? Nysgerrigt søgte han ud i blandt de handlende og kom op bag Elisia. Han sørgede dog for at være lidt sløset, da han denne gang rakte efter pungen – hun skulle jo helst opdage ham. Ellers ville det være kedeligt.

[Elisia af Bugtvig]

En bod med nogle forskellige krydderier og urter tiltrak hendes opmærksomhed og hun søgte under armen på ind og mellem to andre, bevægede sig tættere på. Udmærket, måske Corus også havde sin charme, selvom det var en smule fattigt på barbariske scanranere og røverbander.

En bevægelse tiltrak hendes opmærksomhed og hun snurrede hurtigt rundt og nuppede sin pung tilbage fra... Hun stivnede og kæben gled ned i en ikke særlig feminin eller yndefuld måben, der fik hendes mormors strenge stemme til at lyde irettesættende i hendes baghoved. Men lige nu var der ikke andet end "Kian?" Burde hun slå ham? Burde hun løbe? Gå? Skrige? Hendes kinder blev røde, mens tankerne virrede rundt i hovedet på hende.

[Kian Falkeblik]

Sikke dog en voldsom reaktion. Det burde han måske have forventet. Han smilede skævt og vinkede med den frie hånd. ”Hej, pus, hvordan går det?” hilste han ubekymret, selvom hun netop havde taget ham i at stjæle fra hende igen. Hun havde jo ikke råbt op om det sidste gang, så han regnede ikke med, at hun ville begynde på det nu. Han rakte hen og skubbede hendes hage op med et par fingre, så hun kunne lukke munden igen.

[Elisia af Bugtvig]

Pus? Pus!? Farven spredte sig fra hendes kinder og ned over hendes hals i form af røde pletter, før hun endelig fik beroliget sig selv nogenlunde, talte ned fra ti indvendigt og sådan. "Du skal ikke kalde mig pus," mumlede hun tvært og gav ham et bestemt rap over fingrene, da han endda også dristede sig til at røre hende igen. Denne gang dog en noget mere uskyldig berøring end sidst. Hendes kinder blev varme igen og hun prøvede ikke at tænke på det, mens hun kastede et stjålent blik på hans læber.

[Kian Falkeblik]

”Selvfølgelig skal jeg det.” Hun var jo et lille pus. Lille og hidsig. Han trak hånden til sig, da hun daskede ham. I stedet flyttede han hånden ned under hendes og slog den op mod hendes håndryg, så pungen røg ud af hendes hånd. ”Vi ses, pus.” Han blinkede til hende og stak så af. Hun var jo væbner, så mon ikke hun nok skulle jagte efter ham for at få pungen tilbage?

[Elisia af Bugtvig]

Hun skulede tvært til ham og nåede slet ikke at reagere, før han igen havde snuppet hendes pung. "Hey!" udbrød hun irriteret. Nu måtte han stoppe! Hurtigt satte hun efter ham, udnyttede sin lille størrelse til at smutte under steder, han ikke ville kunne være. Egentlig burde hun jo gøre opmærksom på ham, tilkalde drabanterne, råbe 'stop tyven', men hun vidste også, hvilke konsekvenser det kunne have for ham. "Stop!" hylede hun, som hun spænede efter ham mellem menneskerne. Han havde heldigvis kun et lille forspring, som hun med lidt kløgt sagtens kunne indhente, mente hun selv. Også selvom hans ben også syntes at være dobbelt så lange som hendes.

[Kian Falkeblik]

Jep, hun fulgte efter. Kian strøg fornøjet ud af menneskemængden og ned ad en sidegade. Elisia holdt fint trit med ham, så han så sig nødsaget til at sætte farten lidt op. Han drejede om et hjørne og trykkede sig op mod muren. ”Du må hellere skynde dig!” råbte han tilbage, men stod egentlig bare og ventede på, at hun rundede hjørnet. Han ville se, om hun havde så travlt, at hun ikke opdagede ham stå her. De der riddere skulle jo være nogle observante typer!

[Elisia af Bugtvig]

Irriationen ulmede kun mere intenst i hendes bryst ved hans tilråb og hun fortsatte at løbe efter ham, rundede det samme hjørne, løb lidt ned af vejen. Og han var væk. Argh! Kaos også! Elisia var dog ikke klar til at give op og spejdede længere ned af gaden, ikke noget der. Så omkring sig. Så løb hun tilbage, hvor hun var kommet fra. Heldigvis havde hun ikke rigtig haft så meget på sig, ud over to kobbernobler og selvfølgelig den amulet mod uønsket svangerskab, hun havde fået af sin mor efter verdens mest akavede samtale. Ah, hun kunne næsten ikke overskue at fortælle hende, at hun havde mistet den.

[Kian Falkeblik]

Kian så til med slet skjult morskab, imens Elisia spænede forbi ham og begyndte at se sig forvirret omkring. Imens hun ledte, gav han sig til at undersøge pungen. Den føltes ikke så tung som sidste gang. Tja, måske rendte adelige ikke altid rundt med fyldte punge? Hm ... Der var ganske rigtig ikke det store at komme efter. Han drejede amuletten lidt mellem fingrene og opdagede så, at Elisia var på vej tilbage. ”Pus, det er meningen, at du skal have den her på,” indskød han drillende og viftede kort med amuletten, da hun kom tilbage af igen. Han puttede amuletten i pungen igen og kastede den over til hende. ”Den hjælper dig ikke meget i pungen.”

[Elisia af Bugtvig]

Så fik hun øje på ham. Kinderne blev højrøde, da det gik op for hende, hvad det var, han stod og fumlede med. "Det havde du ingen ret til," udbrød hun indigneret og greb pungen med sikker hånd, selvom hun var noget rystet. Brystet hævede og sænkede sig stadig i en skæv rytme efter løberiet. "Du er simpelthen så..." Hun var gået hen mod ham og hævede hånden. Den rystede en enkelt gang, før hun sænkede den igen og rystede på hovedet. Han fortjente ikke hendes tid eller opmærksomhed.

[Kian Falkeblik]

Det trak stadig noget i smilebåndet. ”Nu var det jo heller ikke den slags jeg regnede med at finde,” nøjedes han med at påpege og så nysgerrigt til, da hånden igen blev hævet til slag. Denne gang lod hun dog til at droppe det. ”sååå ... charmerende? Flot? Perfekt?” foreslog han, før han så kom med nogle mere realistiske forslag. ”Idiotisk? Irriterende? Et eller andet fornemt ord for ’røvhul’?” Han lagde hovedet på skrå.

[Elisia af Bugtvig]

Hver af hans svar fik hende kun til at knytte den sænkede hånd. Bare for at undgå at den nu skulle driste sig til alligevel at give ham den flad, han havde gjort sig fuldt ud fortjent til. "Så indbildsk!" fuldendte hun endelig sætningen, ligeglad med at hun afbrød ham, før hun snurrede om på hælen. "Jeg giver dig et tredive sekunders forspring, før jeg fortæller det til drabanterne," advarede hun ham fornærmet, mens hun satte derfra som en lille tordensky.

[Kian Falkeblik]

Da hun begyndte at gå, trak han på skuldrene. ”Jeg venter her så,” svarede han roligt og lænede sig mod muren. Han lagde hovedet tilbage og krydsede armene. Et eller andet sted troede han ikke på, at hun faktisk ville hente drabanterne. Hun havde vel råbt efter dem fra starten, hvis hun virkelig ønskede at involvere dem. ”Tilgiver du mig så, hvis jeg bliver spærret inde lidt?” spurgte han henkastet. ”... eller måske bliver det slavearbejde ... Hvor strenge er I her i Tortall?” Han var ikke blevet taget i noget endnu, så han var faktisk ikke helt sikker på strafferammen. Uanset hvad kunne han da godt overleve den slags. Det ville være mere problematisk, hvis de var typerne til at hugge hænderne af en ... Eller hvis de opdagede, at han havde været involveret i et par lejemord ...

[Elisia af Bugtvig]

Det irriterede hende simpelthen så meget, at han så arrogant stod der og hang op ad muren. Hun havde slet ikke lyst til at hente drabanterne, men samtidig havde hun virkelig heller ikke lyst til at lade ham vinde. Igen. Til sidst endte hun alligevel med at trampe tilbage til ham igen. "Hør her, du skal virkelig ikke spille så smart, for det sekund jeg føler, at du er gået over grænsen, kan jeg få forfærdelige ting gjort ved dig," truede hun ham, faktisk ikke helt usandt. Han havde tilbageholdt hende mere eller mindre mod hendes vilje og stjålet hendes pung op til flere gange.