Ventetiden er ovre

[Iliane af Disart]

Gavin af Trebond

Det havde mildest talt været noget af en prøvelse at skulle vente så mange dage, uger og måneder på at se sin elskede igen, men så snart Gavin havde sendt besked om, at de nu var på vej hjem og ville komme frem inden for halvanden uge, havde det været til at holde ud.

Dagen var endelig kommet og alt var blevet helt perfekt, gjort klar til Gavins hjemkomst. Over alt i Disarts byhus var der sat roser frem i store vaser og spredt rosenblade på overfladerne, alt sammen toppet af med levende lys. En hvid og gylden kjole i silke fulgte hver af hendes træk og bevægelser som vand over huden. Ja, nu var hun endelig klar til at tage imod sin elskede. Han burde da også snart være fremme.

[Gavin af Trebond]

Gavin havde lige været hjemme at vende i Trebond-huset, inden han nu igen var på farten. Derhjemme havde han fået et dejligt varmt bad og var kommet i noget rent tøj og havde hilst på familien. Alt sammen noget, som var meget tiltrængt. Hvad der var endnu mere tiltrængt var dog et besøg hos Iliane. Han savnede hende noget så forfærdeligt og han havde erklæret over for Elisia, at hun kunne besøge sin familie eller passe sig selv i aften, fordi han agtede at besøge sin kæreste.

Da han blev vist ind, gjorde han store øjne af det syn, der mødte ham. Roser. Roser igen. Han rystede mildt på hovedet med et smil på læben, af hendes behov for udstyrsstykker og nøjedes med at følge tjenerens anvisninger om, hvor han kunne finde hende.

[Iliane af Disart]

I løbet af dagen havde Iliane kun skiftet mening om, hvor hun skulle modtage Gavin, omkring femten gange. I starten havde hun gjort entreen klar, før alt i stedet var blevet gjort klar i stuen. Derefter var det blevet flyttet frem og tilbage mellem stuer og soveværelse en del gange. I sidste ende havde hun dog besluttet sig for en af de mere intime stuer. Ilden var blevet tændt i den store pejs, et prægtigt skind lagt ud foran i forsvarlig afstand selvfølgelig og lidt mad og vin stillet frem på et lille bord i nærheden.

Et varmt smil lå på hendes læber og tjeneren, der havde vist ham ind, forsvandt hurtigt igen. "Elskede," hilste hun ham varmt og gik Gavin i møde. Så blev hun alligevel utålmodig og satte i løb det sidste af vejen, søgte omgående ind i hans favn for at møde hans læber.

[Gavin af Trebond]

Der var noget underligt opstillet over hele situationen. Selv måden hun hilste ham på, fik ham næsten til mentalt at rynke på næsen over mængden af planlægning, der var involveret, men da hun satte i løb, kom et stort og ægte smil frem og han slyngede sine arme om hende i samme sekund, som hun gjorde det samme og så løftede han hende op til sig, som han havde gjort utallige gange. Dette var den Iliane, som han elskede. "Lia," mumlede han hæst ind mod hendes læber og holdt hende tæt ind til sig, mens de stillede sig mæt i hinandens kys.

[Iliane af Disart]

Hun nåede lige at trække op i kjolen, der blev hevet helt op midt på låret, før hun satte af og med hjælpe fra hans stærke arme fik løftet sig op i en højde, hvor hun kunne slynge benene tæt om hans hofter. "Gavin," nåede hun hengivent at hviske, mens deres læber kælede for hinanden, som hun havde længtes efter at gøre så længe efterhånden. Den ene hånd søgte op i hans mørke krøller, tog et fast tag i dem, mens hun trykkede sig tættere ind til ham.

[Gavin af Trebond]

Han havde savnet hende forfærdeligt. Især på turen hjem til Corus, som både havde været kold og uden patruljer, som han kunne bruge som distraheringer. Alt dette glemte han dog nu, som han holdt hende i sine arme igen. Uden de store problemer, holdt han hende oppe og lod endda en hånd give hendes bagdel et bestemt klem, fordi de nu engang var dér, han holdt ved hende. Og uden at tænke nærmere over det, gik han hen til ilden, hvor han skam havde bemærket skindet, som lå så pænt arrangeret til dem. Kort efter lå hun med ryggen på det og med ham oven på sig, så de begge fik befriet hænderne til andre gøremål.

[Iliane af Disart]

Længelsfulde suk og tilfredse lyde forlod hende under kysset, og hun bemærkede kun svagt at de bevægede sig igennem lokalet, før hun blev lagt ned på ryggen. Kort efter lagde han sig heldigvis over hende og hun sukkede trilfreds over fornemmelsen af hans vægt over hende. Åh, hun ville aldrig blive træt af dette! Hendes læber slap hans for i stedet at søge over hans kæbelinje i kys og nap, før hun fandt hans øre. "Jeg elsker dig," hviskede hun, åndedrættet allerede tungt at længsel efter ham, før hun lod tænderne finde legesygt sammen om hans øreflip.

[Gavin af Trebond]

Han brummede tilfreds og smeltede næsten ned mod hende. "Som jeg elsker dig," mumlede han inderligt og gav sig til at flytte skulderstroppen væk på den kjole, som hun så omhyggeligt havde iklædt sig.

Senere lå de i hinandens arme på skindet og nød nærheden og ildens knitren. Ingen af dem havde gidet at bevæge sig i et stykke tid, selvom der stadig stod vin og andre forfriskninger klar på bordet. Gavin selv var i hvert fald meget for tilfreds til overhovedet at overveje det.

[Iliane af Disart]

Blidt lagde hun et kys mod hans tinding. Aktiviteterne havde efterladt hende dejligt afabalnceret og sløv som kun forløsning kunne det. Og de havde haft en del at indhente. Flere kys ned over hans kind, et bag knækket på hans kæbelinje. "Jeg er virkelig glad for, at du er hjemme hos mig igen," mumlede hun ømt mod hans hud og nød, hvordan hans duft netop var ganske intens der.

[Gavin af Trebond]

Han brummede tilfreds og strammede grebet om hende, da hun søgte ind til at kysse ham. Han elskede at mærke hendes nøgne hud mod sin og hvis det ikke var fordi, han allerede var komplet drænet for safter, så ville han sikkert have haft lyst til at indtage hende igen. For nu nød han bare den kildrende fornemmelse, som hendes bløde læber trak over hans hud. "Det er jeg også," svarede han ærligt. "Det har været et hårdt efterår."

[Iliane af Disart]

Et lille smil spillede dovent over hendes læber ved lyden af hans tilfredse brummen. Hun havde altid elsket hans måde at tilkendegive sit velbehag på. "Og langt," mumlede hun mellem kyssene, der nu havde bevæget sig ned af hans hals, før hun ikke længere ville kunne nå, medmindre hun strakte eller flyttede på sig, hvilket hun slet ikke var klar til endnu. "Men nu er du hos mig igen." Med de ord fandt hun endelig energien til at sætte sig halvt op og hun kunne lige akkurat med fingerspidserne gribe fat om to glas og karaflen, der blev trukket tættere på. "Må jeg byde på et glas?" spurgte hun og blinkede til ham.

[Gavin af Trebond]

Han smilede ind mod hendes hår til hendes ord og følte sig bare dejligt dvask og veltilpas. Men da hun satte sig op, mærkede han en følelse af savn og derfor satte han sig op lige bagefter. Han arrangerede sig, så han sad med et ben på hver side af hendes varme skikkelse og trak sig så helt ind til hende, så han også kunne lægge armene omkring hende igen - uvillig til ikke at være i hendes nærhed bare et øjeblik. "Gerne." Han kyssede hendes skulder.

[Iliane af Disart]

Hun nåede kun lige at mærke afsavnet efter følelsen af hans hud mod hendes, før Gavin også selv satte sig op og hun lod sig glædesstrålende trække ind i hans favn igen. Glassene blev fyldt, før hun i stedet satte sig skævt mod ham, med den ene skulder mod hans brystkasse og benene bukket over hans ene. "Værsågod," hun rakte ham det ene glas og hævede sit eget til en skål kort efter. "For os og det faktum, at ingen afstand kan skille os ad."

[Gavin af Trebond]

Han lod hende uden videre omarrangere sig og trak hende bare ind til sig igen, da hun var færdig. "Det skåler jeg gerne på. Så længe månen er på himlen til at binde os sammen, så kan vi overkomme alt." Han smilede skævt og drak en smule af vinen i den skål, hun havde udbragt, men så snart det var overstået, søgte hans læber hendes igen.

[Iliane af Disart]

Hans hud var varm mod hendes og hun puttede sig glædeligt lidt tættere ind i hans favn. Ordene til skålen fik hende til at smile skævt, før hun tog en tår af vinen. Som altid var den helt upåklagelig, men hun havde nu også gjort sig umage med valget til netop denne dag. Også selvom de sjældent fik spist og drukket særlig meget, når de havde været væk fra hinanden længe. Glasset blev straks sat på gulvet igen, mens hun søgte ind i et nyt kys, før hun igen moslede sig rundt og i stedet fik flyttet fronten mod ham, lagde benen om hans liv og skubbede sig op på hans skød. Hænderne lagde sig tæt om hans nakke igen.