På høje tid

[Annalin af Stenbjerg]

Larkin af Stenbjerg

I starten havde Larkin og Myrilla virket som det perfekte par. De havde været venlige over for hinanden, løsningsorienterede og havde ligget sammen hver nat, som det var forventet af nyægtede. Selv Annalin havde ikke haft en så gnidningsfri periode efter brylluppet og en tid havde hun været helt stolt af Larkins udvikling, hans fremskridt. Og så var det begyndt. Dage og nætter, skænderier på de underligste tidspunkter, håben og smækken med dørene, riven rundt gennem huset og til sidst en lussing. Det havde været et galehus.

Anna gik op ad trappen og hen til Larkins kontor. Det var på tide, at der var nogen i familien, der sagde noget, gjorde noget. Teen var allerede klar nedenunder. Hun tog en dyb indånding og lod knoerne danse over døren i en lille, let melodi.

[Larkin af Stenbjerg]

Larkin sad fordybet i et længere brev, som han havde fået tilsendt af Stenbjergs forvalter. Alting gik fint i lenet, men der var en del forberedelser som skulle på plads. Der var allerede begyndt at falde lidt sne hist og her. Han var netop blevet færdig med at læse, da der blev banket på døren. ”Kom ind.” Da døren åbnede, smilede han imødekommende til nådigfruen. ”Annalin. Hvad bringer dig herind?” spurgte han. Umiddelbart gættede han på, at hun var her for at overbringe en besked af en eller anden art.

[Annalin af Stenbjerg]

Der kom en accept fra den anden side af døren og Anna skubbede den derfor op med et varmt, tilpas undskyldende smil over læberne. Hun ville jo endelig ikke forstyrre. "Larkin, kære, jeg vil så nødigt forstyrre, men I har alle haft så forfærdeligt travlt den seneste tid og jeg kunne så godt bruge noget selskab til min eftermiddagste," hun smilede sødt og trak en mørk lok om bag øret, "Desuden tænkte jeg, at du måske også kunne bruge et lille afbræk med en ven?"

[Larkin af Stenbjerg]

Han nikkede. ”En enkel kop kan vel ikke skade,” vurderede han med et ubekymret smil og rejste sig fra sin plads bag skrivebordet. Han rullede lidt med skuldre og nakke, før han fulgte hende ud af kontoret og låste det bag sig. ”Det er vel sandt, at der har været meget at se til på det sidste. Kongelige bryllupper, Dronningens sygdom ...” Myrillas abort. Tanken om hustruen irriterede ham lidt, og han skubbede den til side. Han brød sig virkelig ikke om at skulle bede hende om at gøre ting. Det virkede så latterligt, som noget kunne blive. Da de kom ned i stuen, slog han sig ned på sin sædvanlige plads i sofaen. ”Hvordan går det så med dig?”

[Annalin af Stenbjerg]

Smilet voksede, da han accepterede hendes forslag og hun fulgte ham med blikket, før hun trådte et par skridt tilbage væk fra døren igen. Hun lagde hånden om hans arm og fulgte ham sådan ned i stuen. "Ja, det er en skam, at der har været så travlt," hun smilede halvhjertet. Kieran havde brugt al sin tid på at jagte efter en eller anden komtesse og Arthur var stadig i Frølund. Hun sukkede og smilede så op til ham, mens de tog plads i sofaen. "Jeg.. Jeg er med barn," fortalte hun og smilede forsigtigt. "Jeg ved ikke, om din hustru har fortalt dig det?"

[Larkin af Stenbjerg]

Han havde sine ideer om, hvis selskab det var, hun egentlig savnede, men han lod være med at sige det. I hvert fald for nu. ”Javel. Tillykke. Du savnede endnu et barn, ikke sandt?” Han smilede til hende, men gav ellers ikke nogen større reaktion på det. ”Nej, Myrilla har ikke nævnt noget om det. Burde hun?” Han sendte hende et spørgende blik. Selvfølgelig havde Myrilla fortalt ham det, men han havde også lovet hende ikke at afsløre det for Annalin, så det gjorde han ikke. "Har du skrevet til Arthur endnu?"

[Annalin af Stenbjerg]

Smilet voksede lidt ved hans lykønskning og nikkede så til spørgsmålet. "Jo, Domitan er blevet stor så hurtigt og før jeg ved af det, er han page," sukkede hun, mens der blev hældt op til dem. Hun tog koppen og pustede lidt til den dampende te. "Nej, jeg troede blot kvinder havde et øje for den slags, men med alt, hun.." Hun tav og smilede undskyldende, greb hurtigt ud efter emneskiftet i stedet. "Nej, ikke endnu. Men inden længe." Der var ingen grund til at forklare om, hvorfor hun udskød det. Drømmen om at opdrage barnet med Kieran, have et liv med ham i stedet, brændte i hendes indre.

[Larkin af Stenbjerg]

Han smilede skævt. ”Han er stadig lille. Du er har mange år med ham, før han skal sendes hjemmefra.” Knægten var vist ikke engang fem år endnu. Hvis han huskede rigtigt. Han ignorerede fuldstændig hendes hentydning til aborten og nikkede blot til bemærkningen om Arthur. ”Det må du hellere få gjort snart så. Det vil sikkert varme ham oppe ved grænsen.” Teen lod han stå lidt, imens han ventede på, den kølede af.

[Annalin af Stenbjerg]

Hun smilede overbærende med tanken om, at det ville han nok forstå, når han engang blev far. Lige indtil hun huskede på, hvem hun talte med. Larkin havde ikke altid helt de samme syn på tilværelsen som hun kom fra. "Ja, selvfølgelig," svarede hun med et lille smil. "Og hvordan går det med dig?" Nu havde de ligesom også vendt alt, der var nyt hos hende. Det var begrænset, hvor interessant hendes liv var. Broderier og børnepasning var ikke just det, der interesserede en mand.

[Larkin af Stenbjerg]

Han hævede prøvende koppen og nippede til teen. ”Det går skam fint. Alt taget i betragtning.” Teen var ikke så brændende længere, så han drak lidt, før han stillede koppen fra sig igen. ”Myrilla er kommet sig betydeligt, så forhåbentlig går der ikke lang tid, før der er en arving på vej igen.” Det var nok ikke helt sandheden. Myrilla nægtede stadig at undskylde, og han nægtede derfor at ligge ordentligt med hende. Ingen af dem havde lyst til at give sig.

[Annalin af Stenbjerg]

Anna nippede lidt til teen og nikkede lidt til hans svar. Det glædede hende, at hun i det mindste lod til at være kommet sig lidt. Ikke fordi nogen af de to havde gjort det let for hende. Hendes smil lå i venlige folder og røbede ikke hendes tanker, mens hun nippede til teen endnu engang og så sænkede den til sine knæ, stadig med fingrene omkring den for varmens skyld. "Det var da en lettelse. Så kan jeg forestille mig, at de også går godt med jer?" spurgte hun med et forsigtigt smil.

[Larkin af Stenbjerg]

Han løftede et øjenbryn ved spørgsmålet. ”Tja, som hele huset vist hørte, havde Myrilla et lettere hysterisk anfald her forleden, og vi havde et mindre sammenstød.” Han sukkede let ved tanken og hævede atter koppen for at drikke lidt mere. ”Men det er selvfølgelig forståeligt. Hun har haft en hård måned. Hun faldt ned igen, og nu går det fint.” Han trak på skuldrene. Han så ingen grund til at ytre sig om de problemer, de havde i det private. Men de offentlige sammenstød kunne han jo ikke så let at ignorere.

[Annalin af Stenbjerg]

"Ja, selvfølgelig," nikkede hun og nippede til teen igen. Den var ikke længere så varm og hun tog en større tår. "Jeg ønsker virkelig det bedste for jer." Hun satte koppen fra sig på bordet igen og lagde hånden over hans med et blidt klem. "Så hvis du skulle få behov for en at tale med..." hun smilede sigende til ham. Det lod til, at de i hvert fald godt kunne bruge noget hjælp udefra og hvis Larkin talte med nogen ville det blive Kieran, hvilket ikke var den bedste at gå til på det punkt - i hvert fald ikke ifølge hende.

[Larkin af Stenbjerg]

”Tak, det er pænt af dig.” Larkin stillede koppen fra sig. Det var vel kun naturligt, at Annalin ønskede det bedste for dem. De var jo i familie. Hendes efterfølgende ord fik ham dog til at rynke på panden og kaste et undrende blik mod hende. ”Det er der skam intet behov for,” svarede han så med et ubekymret smil. Han stolede kun på sin lillebror – og nogle gange Joreth – når det kom til sådanne personlige emner. ”Men jeg skal holde det i tankerne.” Nu hvor han tænkte over det, var det selvfølgelig sandsynligt, at Annalin kunne give ham lidt indsigt i Myrillas tankegang. Hun var jo også en kvinde ... Men han brød sig ikke om at tale om det. Det kom bare til at virke, som om han bad om hjælp.

[Annalin af Stenbjerg]

"Det må du endelig," forsikrede hun ham med endnu et blidt smil og gav hånden et sidste klem, før hun igen trak den tilbage. "Ægteskaber kan være svære, det ved jeg om nogen." Hun sendte ham et sigende smil og tog sit broderi fra bordet for at fortsætte, mens de talte. Siden hun var lille, havde hun altid holdt sig beskæftiget. Der var ingen grund til bare at sidde rundt og hænge. "Og at slæbe sin hustru gennem huset, Larkin?" Hun vippede hovedet på skrå, håbede selv han kunne indse, at hans tab af selvkontrol ikke havde været hensigtsmæssigt.