Den første sne

[Illunie af Condia]

Jonathan af Condia
03. November 514

Kjolen strammede ubehageligt om brystet, der hævede og sænkede sig under en dyb indånding. Hænderne rystede stadig, bemærkede Illunie, som hun kiggede hen på døren. Den kunne gå op hvert øjeblik, det vidste hun. Hun trak et tæppe mere om sig. Corus blev virkelig kold om efteråret, bemærkede hun for sig selv. Var det... Var det virkelig sne, der dalede lige så fint uden for hendes vindue? Det havde hun aldrig set før. Vent... Var det fodtrin?

I løbet af ingen tid havde hun rejst sig fra kanten af sengen igen og glemt alt om snefnug ude i mørket, tæppet hængende om hendes skuldre. Åh, hvorfor var hun så nervøs? Det var en god ting. Men måske hun gjorde det forkert? Det kunne jo være, at der var andre traditioner for den slags i Tortall.

[Jonathan af Condia]

Det havde været en god dag, lige indtil den hjort han havde haft på kornet var undveget bolten fra armbrøsten. Efteråret var det perfekte tidspunkt til jagt og han deltog i så mange han kunne presse ind i sit i forvejen travle skema. Sneen der var begyndt at drysse mens han var på vej tilbage til paladset med sit følge, havde dog fået ham til at live op. Han havde altid elsket vinteren - så fremt han kunne overvintre på paladset og kun skulle udenfor i det - når han selv valgte det. De hvide fnug tændte en barnlig glæde i ham og bragte minder tilbage, der plantede et klædeligt smil på hans læber.

Antydningen af det lå der stadig, da han skubbede døren til sine gemakker op. Eller, det var jo ikke længere kun hans. Han havde delt dem med Illunie, din hustru, nu kronprinsesse af Tortall i snart mange måneder. Sådan føltes det i hvert fald, og han tog det som en god ting, at han så hurtigt var faldet på plads i en hverdag med hende - og at det lod til at være gengældt "Lunie! Det sner!" kaldte han ud i det, efter paladsstandarter, lille rum han kom ind i. Døren til soveværelset stod på klem og mens han begyndte at trække sine kraftige handsker af, gik han hen mod den "Har du set det?"

[Illunie af Condia]

Nå, det havde ikke været skridt. Et lavt suk gled over hendes læber, mens hun trådte hen mod vinduet og fulgte de tunge, hvide fnug med blikket. Det var smukt, uendeligt smukt. Selvfølgelig havde Carthaks også sine smukke naturfænomener, som Tortall ikke kunne slå, men dette... Sne. Hun smilede.

Denne gang var der ingen tvivl og hun kom Jonathan i møde, da hans stemme kunne høres på den anden side af døren. Et smil lå allerede klar på hendes læber og hendes hænder greb om hans. "Jeg har set det," svarede hun og rystede overbærende på hovedet af hans tydelige iver. "Vil du gøre mig selskab på en tur i haven?"

[Jonathan af Condia]

Smilet voksede lidt da Illunie viste sig og han mødte hende på halvvejen, gav hendes hænder et klem da hun tog hans og bøjede sig for at lade læberne strejfe hendes ene kind i et flygtigt kys "Nu?" han rettede sig op og så spørgende fra hende, mod det svindende lys udenfor vinduerne og tilbage igen "Der er koldt som en.." han bed en knap så stueren sammenligning i sig med et glimt i øjnene "Du skal pakkes godt ind så." konstaterede han i stedet med et varm smil og gav hendes hænder endnu et klem.

[Illunie af Condia]

Hun kunen tydeligt mærke hans tilbageholdenhed ved ideen om, at skulle ud i kulden, så hun fandt sit bedste tiggerfjæs frem, som hun vidste, han havde svært ved at sige nej til og trådte helt ind til ham. "Men jeg har aldrig set rigtig sne før," mumlede hun, som var det det mest tragiske i verden. Og selvfølgelig gav han sig.

De blev begge pakket godt ind, Illunie især da hendes krop stadig ikke helt havde vænnet sig til klimaforandringerne. Så satte de udenfor. "Var det en god jagt?" spurgte hun med et mildt smil om læberne, mens de bevægede sig ud mod haven.

[Jonathan af Condia]

Jonathan havde aldrig rigtigt tænkt sig at afslå, men lod hende alligevel hænge lidt med en skeptisk mine, før han lod armene finde omkring hendes slanke skikkelse, da hun trådte tættere på. I stedet for et ja med ord, fik hun et kys, før han fandt hendes pelsforede kåbe frem og hjalp hendes med at blive pakket forsvarligt ind. Han var aldrig selv nået så langt som til at komme af sit varme tøj, og selvom det var en del mindre end det Illunie nu havde på, havde han det lidt for varmt indendøre.

Inden længe var de på vej ned ad paladsets gange mod den nærmeste udgang til haven og han nikkede "Mhmm.." brummede han bekræftende og hans blik lyste op da det mødte hendes et øjeblik "Fremragende! Vi fik et godt udbytte. Jeg kan garantere dig fasaner en af de nærmeste dage til middag." konstaterede han ganske selvtilfredst, mens han stoppede foran en mindre dør, trak den op og førte hende med sig ud i tusmørket - og kulden. Der var ingen vind, men det var tydeligt, at der var frost i luften. Det var en af de særlige efterårsdag, hvor månen allerede var synlig, selvom det sidste lys fra solen, ikke helt var forsvundet endnu.

[Illunie af Condia]

Det var en naturlig tryghed, der opfyldte hende, som hun lod sig glide ind i Jonathans favntag. Hans smag fik et smil frem på hendes læber, allerede før hans havde forladt dem og hun lod sig glædesstrålende pakke ind i den tykke kåbe. De skulle nok ende med at få et godt liv sammen. En hånd lagde sig over maven inde under kåben, mens et finurligt smil spillede om hendes læber. Så tog hun hans hånd.

"Det glæder jeg mig til," fortalte hun ham oprigtigt og kunne ikke lade være at smile lidt over, at hendes Prins ikke var en tarvelig, sølle sag, men en jæger og ridder. Uden at tænke over det trak hun sig tættere ind til ham, da de søgte udenfor. Vejret fik straks spændt godt op i hendes skuldre og hun gispede lavmælt. Så landede et lille, fint fnug på hendes næse. Først fremmed og koldt, før det smeltede og blev til vand mod hendes hud. Et lille kys fra himlen. Hun så glædesstrålende hen på ham.

[Jonathan af Condia]

Jonathan lukkede døren bag dem, men fjernede ikke blikket fra Illunie. Hun var aldeles bedårende som hun stod der, med barnlig fascination over et snefnug der smeltede på hendes næse. Selvfølgelig havde han aldrig oplevet en vinter uden sne, men kunne stadig føle sig mindst ti år yngre, når de hvide tæpper dækkede landskabet. Alligevel var det svært at forestille sig, at hun aldrig havde oplevet sne, når det var så selvfølgeligt for ham selv.

Hendes udtryk var aldeles smittende og han smilede drenget til hende, før han selv lagde nakken tilbage, stak tungen ud og lod snefnuggene lande på både sit ansigt og sin tunge.

[Illunie af Condia]

En latter boblede ud gennem både næse og mund, da han smilede til hende, før tungen så tittede frem. Så fandt et nyt smil frem og hun blinkede spøgefuldt op til ham. "Jeg kan garantere dig, at jeg fanger tyve snefnug med min tunge, før du gør!" udfordrede hun ham legesygt og stormede straks et par skridt ud i haven med den lyserøde tunge strittende ud mellem hendes læber. Det var en smile sværere, end hun først havde troet, men der gik ikke længe, før et jublende "En!" forlod hende, kort efterfulgt af "To!" Denne gang lidt besværet af tungen, der stadig var mellem læberne.

[Jonathan af Condia]

Jonathan bøjede hovedet igen, men i stedet for at følge Illunies eksempel, som hun lige havde fulgt hans, blev han stående og bare betragtede hende, med et uudgrundeligt blik og et finurligt smil sitrende i mundvigen. På samme tid blev han husket på, hvor ung hun faktisk var, en del år yngre end ham selv. Det var let at glemme fordi hun det meste af tiden fordi hun var så moden af sin alder, og førte sig med mere værdighed og ynde, end mange, langt ældre, adelskvinder han kunne komme i tanke om.

[Illunie af Condia]

"Fire!" fortsatte det, før hun endelig fjernede blikket fra snefnuggene, der dalede fra den gradvist mørknende himmel. Blikket fandt Jonathan igen, bevidst om hans manglende deltagelse. Så skyllede et hengivent smil ind over hendes læber, mens hun stod der og kiggede på sin husbond. Hun samlede hænderne under kåben. Det var godt nok koldt. "Jeg er med barn." Pludselig forlod ordene hende, kvækkede ud over hendes læber, før hun kunne nå at stoppe det.

[Jonathan af Condia]

Jonathans smil blev kun bredere som reaktion på det hun sendte ham og han åbnede munden for at sige noget, kun for at gå i stå midt i det hele da hun kom ham i forkøbet. Det drengede udtryk var væk med et trylleslag og erstattet med et overrumplet, lettere fåret udtryk med munden åben. Sådan stod han et langt øjeblik, før hendes ord for alvor trængte ind og han i stedet revnede i et bredt smil "Fantastisk!" udbrød han spontant og slog armene ud til siderne i en åben invitation "Du gjorde lige min dag endnu bedre end den allerede var, Zainab." fortsatte han og brugte uden at tænke over det, et kælenavn på hendes modersmål.

[Illunie af Condia]

Hun havde glædet sig til at høre, hvad han havde at sige, men nyheden lod hende ikke vente længere, før hun brød tavsheden. Hans åbne favn fik hende til at sætte i løb og hun satte af lidt før ham med en hånd på hans skulder, hoppede op med benene omkring hans liv. "Jeg er så glad for, at du er glad," fortaltes hun ham med et ømt smil og lagde sine læber mod hans i et kys, der rummede al den overvældende glæde over ikke kun at give Tortall en prins eller prinsesse, men også kunne give Jonathan et barn.

[Jonathan af Condia]

Han havde håbet hun tog imod hans invitation, men havde ikke regnet med hendes kåde glæde og måtte reagere hurtigt for i det hele taget at nå at tage fat under hende, så hun ikke faldt ned igen - og tage et skridt bagud for ikke selv at miste balancen og sætte sig på halen "Hvorfor skulle jeg ikke være glad?" spurgte han undrende, efter at have besvaret hende kys med både varme og ømhed "Har du gået og været nervøs for det? Hvor længe har du selv vidst det?" trillede spørgsmålene oveni hinanden, mens han stadig fremviste et smil fra øre til øre.

[Illunie af Condia]

Hun strammede benene om ham og smilede fåret over, at hun så tankeløst havde hoppet op på ham. "Jeg blev bare nervøs," indrømmede hun og syntes også selv, det var underligt. "Er det ikke meget normalt?" besvarede hun hans mange spørgsmål med et nyt. "Jeg har kun haft mistanke i en uge og så har helbroderen bekræftet det." Hun smilede stort. Hver millimeter af hendes lille krop var ved at sprænges af glæde over det skønne øjeblik med hendes mand, som hun elskede. Over alt forventning.