En del af mit liv

[Selmira Skæbneseer]

Kian Falkeblik

Det lignede hende ikke sådan at glemme Kian, men efter hele krisen med Orvar, havde hun brugt en del energi på at gøre tingene helt i orden med Vitor igen. Men nu var arene næsten helet og ligeså var hendes sind og forhold. Og nu var tiden til at rette op på hendes mangelfulde tid med Kian. Derfor havde hun skubbet en seddel ind under hans dør.

tihat anna finne jin ekka

Og nu stod hun der. På torvet ved brønden, hvor hun havde bedt ham om at mødes med hende. Sneen faldt, men luften var alligevel lun i nedre by og sneen smeltede næsten øjeblikkeligt, som den ramte jorden. Hun så sig lidt omkring, ventede at se Kians ansigt på et eller andet tidspunkt. Et gab blev skjult bag hendes håndryg, mens hun lænede sig op ad brønden og betragtede et par kvinder, der stod og sladrede lidt derfra.

* mød mig ved torvet

[Kian Falkeblik]

Han havde været ude på rov om natten og sov derfor ganske godt denne dag. Da han endelig vågnede, fandt han en seddel skubbet ind under døren af Selma – sproget afslørede hende. Det var nogle af de ord, som han trods alt var i stand til at læse. Hovedsaligt fordi Selma havde lært ham at læse det. Hun havde en overgang forsøgt at lære ham fællessproget, men hun var ikke ligefrem en ørn til det, og han havde ikke fået det store ud af det.
At læse doi var dog bedre end slet ikke at læse noget. Han trak sin kappe på og bevægede sig ud i det kølige efterårsvejr. Snart var han nede ved torvet, hvor Selma ganske rigtig ventede. ”Vi kunne ikke bare sidde inde i krostuen? Hvor der er varmt ... og øl,” bemærkede han drillende som hilsen og trak hende til et knus.

[Selmira Skæbneseer]

Så så hun ham. Smilet lyste hendes ansigt op fra det sekund, han fangede hendes blik og det nåede helt op til begge øjne, da han endelig nåede frem til hende. "Kian," hilste hun varmt og søgte ind i hans favn. Hun slap ham ikke lige med det første, men stod bare og nød den karakteristiske duft af ham.

Efter lidt tid trak hun sig endelig tilbage igen. "Pf, jeg laver næsten ikke andet for tiden," sukkede hun. Et liv med Vitor lod til at medføre en hel del tid på Aben. "Desuden er du endelig tilbage fra det kolde nord og det skal fejres med sne." Hun smilede kækt til ham.

[Kian Falkeblik]

Hendes erklæring fik ham til at le og rode lidt op i hendes hår. ”Ih, hvor betænksomt. Det var lige, hvad jeg manglede.” Der var en grund til, at han godt kunne lide at rejse sydpå på denne årstid! Han hadede at fryse! I år havde han dog ikke så meget valg i sagen. Han skulle jo holde øje med Selma, og så var der godt betalt arbejde at finde her i byen. ”Jeg kan fornemme på dit had til Abens krostue, at det går godt med Vitor?” Det og så at han ikke havde set meget til hende på det sidste. Ikke at han ville have detaljer på det punkt. Dem var han altså helst foruden.

[Selmira Skæbneseer]

Hun klukkede lidt af hans ord og trak på skuldrene uden helt at kunne tage sig af Kians sarthed. Sne havde altid været en af de ting, der mindede hende om livet i Verdens Tag. I hvert fald de gode sider af det. "Hvorfor i alverden tog du så et smut af nordvejen for noget tid siden? Ja, kendskabet til Vitor giver også andre goder." Hun blinkede til ham. Selv når hun ikke talte med Kian, vidste hun som oftest, hvor han var. "Og igen har du ramt hovedet fuldkommen på sømmet," svarede hun med et skuldertræk. Ja, de havde det heldigvis godt igen.

[Kian Falkeblik]

Han løftede kort et undrende øjenbryn, men Selma var hurtig til at forklare, hvor hendes informationer kom fra. Han burde vel have forudset det. ”Nogle gange må man ofre sig for den gode betaling,” svarede han med et skuldertræk, men skar så ansigt. ”Jeg misunder bestemt ikke dem, der lever deroppe.” Frølund virkede som en noget kedelig by – med enkelte undtagelser. Han lyste dog hurtigt op i et smil igen og lagde en arm om skuldrene på Selma. ”Det var godt.”

[Selmira Skæbneseer]

Hun trak på skuldrene, selvom hun var temmelig overbevist om, at der ikke var den sum penge, der kunne få hende til den scanranske grænse. Nej, der ville hun aldrig hen, medmindre Vitor bad hende tage med ham og det så hun ikke ske. "Jeg har hørt, det skulle være gråt og kedeligt?" spurgte hun og havde godtaget svaret, da han trak hende ind til sig. Noget ved hans smil fik hende til at hæve et bryn. "Noget mindeværdigt at berette?"

[Kian Falkeblik]

Han nikkede. ”Helt forfærdelig gråt og kedeligt. Og fyldt med alt for opmærksomme riddere.” De kunne sgu rende hurtigt, hvis de så nogen lette et par punge! Selvfølgelig opfangede hun straks undertonen af morskab, og han trak på skuldrene. ”Tja, der var lidt godt for øjet hist og her. Det var godt nok meget rødhåret, men jeg klager ikke.” Han smilede skævt ved tanken. Det var jo tit de hidsige tøser, der kunne være de mest underholdende.

[Selmira Skæbneseer]

Endnu et smil trak ind efter det forrige og hun stak ham blidt med en skulder i siden, som hun havde gjort det meget, da hun var yngre. "Så længe, de ikke er lidt for opmærksomme," hun blinkede sigende med et ikke særlig stuerent smil og kækt glimt i øjnene.

Opgivende rystede hun på hovedet. "Fortæl mig helt ærligt, har du en ting for rødhårede?" spurgte hun med et grin og daskede ham på skulderen med en gestikulering i retning af Aben, før hun satte i bevægelse.

[Kian Falkeblik]

Ja, det var vel rigtig nok. Han rodede lidt op i hendes hår igen og fulgte med tilbage mod Aben. Det var vel også meget godt, at han havde været ude og få lidt frisk luft. Selv hvis det var koldt. Ikke så koldt som Verdens Tag ... men stadigvæk ... Ved hendes bemærkning grinede han lidt. ”Jeg har en ting for interessante folk. Desuden var det kun en enkel rødhåret, jeg legede med!” Han havde haft fat i to blondiner før da! ”Der skete heller ikke noget særligt. Jeg drillede hende bare lidt.” Umiddelbart regnede han ikke med at støde på Elisia igen. Men det var sjovt at vide, at han havde været den første til at kysse hende. Det måtte i hvert fald være hendes første kys, når hun havde været så chokeret over hele situationen.

[Selmira Skæbneseer]

Hans latter var altid en behageligt velkendt lyd og hun glattede helt automatisk sit hår igen, da han var færdig med at rode rundt i det. Som Kian historie udfoldedes måtte hun også selv grine. "Du er så forfærdelig, Kian," sukkede hun og rystede på hovedet. "Du og jeg ved begge to, at du ikke bare driller nogen og at der 'ikke sker noget særligt', medmindre..." Hendes mund gled op i en måben. Nej, han kunne ikke have været sammen med en af betydning. Så dum var han heller ikke.

[Kian Falkeblik]

Han himlede med øjnene og smilede over hendes anklager. ”Forfærdelig? Mig? Pft!” Han var bare glad for selskab og underholdning. Hvad enten det var at rode godt og grundigt op i Selmas hår eller at drille en sød lille væbner. ”Hvad?” Han så spørgende på hende, da hun pludselig blev helt stille og bare gloede på ham.

[Selmira Skæbneseer]

Hun rystede overbærende på hovedet af ham. Kian havde altid været en rigtig spøgefugl, men med tiden var det også noget, man lærte at holde af. Selma havde selvfølgelig elsket det fra det sekund, han var dukket op i hendes søvnige landsby. "Hvorfor skete der ikke noget?" spurgte hun mistænksomt og kneb øjnene lidt sammen. Det viste sig at være lidt besværligt at nidstirre ham, mens hun kantede sig udenom en sur vaskekælling, der masede sig forbi hende.

[Kian Falkeblik]

Han trak på skuldrene. ”Hun var en lille bly viol,” svarede han med et skævt smil. ”Eller ... en hidsig lille bly viol.” Væbnerens erfaring med mænd havde været minimal, og han ville jo bare more sig lidt. At kysse hende var rigeligt. ”Du ved, hun var helt urørt og sådan. Havde aldrig ligget med en mand. End ikke kysset. Hun var nybegynder på sengeområdet. Så ren som nyfalden sne.” Han begav sig ud i alverdens udpenslende metaforer for, hvordan Elisia var jomfru. Mest for at gå Selma lidt på nerverne. ”Så jeg drillede hende bare lidt. Jeg var kun i Frølund et par dage, og det er virkelig ikke tid nok til at nedlægge sådan en frøken.” Jomfruer var det noget svære at få hevet med i seng, og han gad altså ikke bruge alt sin fritid deroppe på det.

[Selmira Skæbneseer]

Selma sukkede opgivende, som Kian diskede op med en lang forklaring på, hvorfor han ikke havde ligget med pigebarnet. Eller.. En masse forskellige formuleringer på den samme forklaring. Hun himlede med øjnene, men kunne ikke lade være at smile over ham. "Så længe du ikke fik dig selv rodet i problemer," konstaterede hun og trak på skuldrene. Det havde han sjovt nok altid haft et talent for. "Jeg ville nemlig ikke gide rakke hele vejen til Frølund for at få dig rodet ud af det, selvom det nok ville ende sådan." Hun blinkede til ham.