Et nyt fantastisk perspektiv

[Lyanna af Genlith]

Blake af Jesla

Efter mødet i Genliths hus var Lyanna selvfølgelig gået direkte til sin fader for at bede om lov til at blive vist rundt i byen. Hun havde jo lovet det. Som forventet var der selvfølgelig heller ingen problemer og straks efter blev et bud sendt af sted med beskeden om, at Blake skulle være mere end hjerteligt velkommen. Og det havde han taget imod.

Dagen efter havde han taget hende med til universitetet, vist hende rundt på biblioteket og de store, smukke gange og haller, der lod til at have helt fantastisk akkustik. Men det var ikke det hele. For kun en dag efter det, havde han opsøgt hende igen og denne gang var turen gået til parken - hendes andet ønskested.

"Åh, bare at se de søjler, det var helt fantastisk," sukkede hun henført ved mindet om universitetet og vendte så blikket op mod Blake, mens de fortsatte ned af en sti i den snebklædte park. Det virkede helt magisk. "De er helt fantastisk, Blake." Lyanna trak kappen lidt tættere om sig og strammede grebet lidt om hans arm, så hun kunne låne lidt mere af hans kropsvarme, stadig påpasselig med ikke at fremkalde flere irettesættende brummelyde fra anstandsdamen, der dog holdt sig lidt over en meter bag dem.

[Blake af Jesla]

Da Blake havde fået besked om, at Lyanna havde fået tilsagn fra sin fader næsten øjeblikkeligt, havde han taget det som et tegn til, at han skulle smede, mens jernet var varmt. Derfor havde han også tilbudt hende en rundvisning på universitetet allerede dagen efter og havde nu taget hende med i parken, som han havde lovet. Det passede godt med, at han havde nattevagter de kommende dage ved paladset og under alle omstændigheder havde han ikke særligt mange vagter, fordi han trods alt kun var der som en hjælpende hånd for øjeblikket.

Hendes smil havde han fået chancen for at se temmeligt mange gange efterhånden og han var ret sikker på, at han havde fået godt fast i hende. Hendes ord bekræftede blot dette og han lo lavmælt, mens han rystede på hovedet. "De tillægger mig alt for megen ros, Lyanna," svarede han muntert. "Jeg har hverken bygget universitetet eller opført parken." Han vidste godt, at det ikke var, hvad hun havde ment, men det skadede aldrig at spille lidt beskeden.

Da hun strammede grebet om hans arm, lagde han sin frie hånd over hendes og holdt den i sin, hvor dem meget emsige anstandsdame ikke kunne se det. Hun var i det hele taget alt for tæt på efter hans mening. Var det ikke mere almindeligt at holde sig så langt tilbage, at man ikke overhørte herskabets samtaler? Han skjulte sin irritation og mindede sig selv om, at han måske havde fundet en måde at slippe uden om damen på. "Men jeg må sige, at jeg selv har syntes, at de seneste dage, hvor jeg har kunnet nyde Deres selskab, har været hele tiden værd."

[Lyanna af Genlith]

Hendes blik landede på hans hånd, så varm over hendes, før hun igen fandt hans øjne med blikket og smilede op til ham. "Jeg har nydt hvert øjeblik i Deres selskab," forsikrede hun ham og måtte endelig vende blikket tilbage til vejen igen. Det var temmelig glat med det tynde lag sne, der havde lagt sig på stien som et fint udstrøet lag puddersukker. Hun trak en mørk lok tilbage fra ansigtet og lod igen blikket udforske parken. Allerede nu kunne hun næsten forestille sig, hvor smukt der ville være om sommeren. Hun lænede hovedet ind mod hans overarm med et tilfreds suk.

[Blake af Jesla]

Han smilede og strøg sin finger over hendes handskebeklædte hånd, mens de gik videre lidt. Det lød til, at anstandsdamen havde fået for ondt i halsen af at blive ved med at rømme sig, for hun sagde i hvert fald ikke noget til, at Lyanna lagde hovedet på hans arm. Eller også havde hun bare givet op. Eller var faldet om og var døende! Den tanke kunne han godt lide og han smilede lidt for sig selv. "At tænke sig, at jeg troede, jeg skulle til Corus for at kede mig," sagde han så lavmælt og lod hånden forlade hendes for at stryge hende langsomt over kinden. Sådan som de gik, ville damen bag dem ikke kunne se det alligevel. "Guderne arbejder sommetider på mærkelige måder."

[Lyanna af Genlith]

Det plagede hende egentlig ikke, at der var tavst mellem dem. At være i Blakes selskab var lidt for hurtigt blevet ganske naturligt for hende og hun fortsatte derfor blot ved at gå ved hans side i tavshed. "Jeg håber da virkelig ikke, at det skulle være tilfældet i mit selskab," skyndte hun sig at skyde ind, før hans berøring af hendes kind ganske effektivt fjernede den tvivl fuldkommen. "De har ganske ret." Hun lænede sig lidt frem mod ham, men en ny rømmen fra anstandsdamen, som hun ellers et kort sekund havde glemt alt om, fik hende til at trække sig tilbage igen, selvom de stadig var tæt.

[Blake af Jesla]

Han kunne lide at have hende så tæt på sig og han sendte igen hadefulde tanker til anstandsdamen, som nu igen skulle blande sig. Han smilede dog udadtil og stak sin hånd i brystlommen, hvor han hev et sammenfoldet stykke papir ud. Han gav det til hende og holdt en konspiratorisk finger op for sine læber, for at sikre sig, at hun ikke sagde noget højt om det. Han gav sig til at tale lidt om parkens flora, som han havde sat sig ind i inden besøget, mens han forventede at hun åbnede det og løste indholdet.

Lyanna

Jeg håber ikke, at De tager mig det ilde op, men jeg følte, at der er ting, jeg er nødt til at tale med Dem om uden for mange nysgerrige øren eller irettesættende blikke. Jeg håber derfor, at De vil overveje at møde mig i nat ved det 2. timeslag. Nede i Deres egen have. Jeg skal nok finde en vej ind.

Jeg håber, at De nu ved, at jeg ikke beder om dette, for at lokke Dem ud i uføre eller har andre lignende tanker. Jeg ønsker blot at kunne tale frit med Dem en lille tid.

Blake

[Lyanna af Genlith]

Lyanna så forundret op på ham, da han gav sig til at søge i sin jakke og tog så imod papiret med et lille nik. En hemmelighed. Hun gjorde sig umage med at holde brevet nede omkring sit bryst, så anstandsdamen ikke ville kunne se det. Øjnene gled ubesværet over ordene. Først en gang, så endnu engang for at være helt sikker på, at hun nu rigtig havde forstået, hvad han bad hende om. Hun havde forstået det. Forbløffet så hun op på ham, før hun så i en ganske forsigtigt bevægelse nikkede.

[Blake af Jesla]

Han smilede og jublede indvendigt, mens han gestikulerede, at hun skulle stikke brevet til sig, inden nogen så det. Imens talte han videre om faunaen og først, da hun igen så normal ud, genoptog han samtalen med hende. "Er der noget, De ønsker at se på nærmere hold?" Han havde ærligt talt mest lyst til bare at tage hjem nu og bruge tid med hende, mens de var alene i stedet, men på den anden side, så var der jo en grund til, at de havde aflagt besøget. Og han havde en rolle at spille.

[Lyanna af Genlith]

Skyndsomt foldede hun brevet sammen igen og stak det ind i sit ærme, før hun igen lagde den anden hånd om hans arm. "Jeg kender ikke parken, men kan de anbefale et besøgsværdigt sted?" spurgte hun og blev bestemt ikke skuffet. Et par timer endnu brugte de i den ellers kølige park, før små hvide fnug begyndte at falde fra himlen og fik anstandsdamen til at insistere på, at den unge Komtesse altså måtte hjem i varmen.

Og så var der ellers pligter. Moderens helbred havde gjort, at Lyanna straks var gået i gang med en overtagelsesproces på store dele af ansvaret for lenets drift. Endelig faldt aftenen over Corus og mørket med det. Middagen blev spist, før hun undskyldte sig med, at hun var udmattet efter dagens oplevelser. Så sad hun der. Længselsfuldt med hans brev i sin ene hånd uden overhovedet at kunne fokusere på den bog, hun havde stirret tomt ned i de sidste mange timer.

Lyanna trådte ud af sengen. Gulvet var koldt mod hendes nøgne fødder, da hun gik over til spejlet og betragtede sig selv i den tynde natkjole. Hun burde tage noget tøj på, men hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde klædt sig selv på uden hjælp. I sidste ende svang hun både en chemise og et sjal om sine arme, før hun bevægede sig ned mod den stue, der førte ud til haven. På listetæer trak hun sin kappe og et par alt for tynde sko med sig ud i kulden, samme sekund som klokken slog to.

[Blake af Jesla]

Da han kom hjem, havde Blake været rigtigt godt tilfreds med sig selv. Han fik sig en ordentlig middag og satte sig med en bog, som han læste sporadisk i, når hans tanker altså ikke var optagede af, hvad han ville gøre og sige senere på aftenen.

Da tiden nærmede sig, kravlede han over muren ind til haven, uden at støde på de store problemer. Det var sikkert ikke noget, de oplevede ret tit og vagterne var derfor dårligt forberedte. Inde i haven stillede han sig op af en træstamme, hvor han havde overblik over det sovende hus, indtil han så en dør blive åbnet og lukket.

Han rettede sig op og gik hende smilende i møde. "Lyanna," hilste han med en blød stemme. "Jeg er glad for, at De kom." Han tog hendes hænder i sine og gav dem et let klem.

[Lyanna af Genlith]

Der var han. Som Ridderen fra hendes drømme trådte han ud af skyggerne fra havens træer og kom hende i møde. Hun hævede armene lidt, mens hun selv gik frem mod ham og var klar til at lægge hænderne i hans, da de endeligt mødtes. "Blake," gengældte hun hans hilsen, hendes stemme fuld af betagelse.

Hun rystede lidt på hovedet for at få en brun lok væk fra ansigtet, da hun ikke var villig til at give afkald på følelsen af hans hænder om sine endnu. "De skrev, De gerne ville tale om noget privat?" Totten faldt igen ned over hendes ansigt, som hun lagde det lidt på skrå.

[Blake af Jesla]

Han smilede til hende og så så ned af hendes påklædning. Han gjorde store øjne. Der lå stadig sne på de fleste buske og på jorden efter eftermiddagens snefald og han rystede let på hovedet. "De kommer jo til at fryse!" Hans stemme var meget bekymret. "Måske vi hellere skulle gøre dette en anden gang. Eller.. Et andet sted. Jeg ønsker ikke, at De skal blive syg." Han trådte et lille skridt tættere på hende som i bekymring.

[Lyanna af Genlith]

Nysgerrigheden i hendes blik var let at læse og derfor blev hun straks utålmodig, da han i stedet lod til at være optaget af hendes påklædning - eller mangel på samme. "Jeg kunne ikke risikere at tage en kjole på," fortalte hun, før hun rødmende så ned og tilføjede "Desuden kunne jeg ikke nå snørerne i ryggen."

Blikket blev dog straks hævet, da han trådte tættere på hende. Hun kunne mærke varmen, der strømmede fra ham. "Så De hellere, at vi gik indenfor?" spurgte hun og bed sig lidt i underlæben. Det medførte selvfølgelig en risiko, men det gjorde det at stå ude i den let snedækkede have også.

[Blake af Jesla]

Han rystede på hovedet. "Nej, jeg er bange for, at det er for risikabelt," svarede han og så sig om. "Kom. Der er en anden måde, jeg kan holde Dem varm på." Han trak hende med hen i skyggen af træet igen og åbnede langsomt sin jakke. Han tog den dog ikke af, men trak hende bare forsigtigt ind til sig og trak jakkens kanter tæt til omkring hende.

Da han således havde fået hende tæt ind til sig, begyndte han at tale, inden hun kunne nå at sige ret meget imod det. "Der var ting, jeg ønskede at tale med Dem om privat, ja," svarede han hendes tidligere spørgsmål. "Ting, som jeg ikke føler mig helt fri til at sige, når jeg har Deres anstandsdames øjne i nakken hele tiden."

[Lyanna af Genlith]

"J-" hun blev afbrudt, før hun overhovedet nåede at spørge ind til hvad og lod sig bare trække med ind i skyggerne. De grønne øjne blev store, da han begyndte at åbne sin jakke, men hun nåede ikke at komme med indvendinger, før han trak hende ind til sig. Og al form for protest smeltede øjeblikkeligt sammen til en lille pøl, da hun mærkede hans arme om sin krop. "Fortæl," hviskede hun derfor, påvirket til åndeløshed af hans berusende nærvær.