At gå i søvne

[Myrilla af Stenbjerg]

Larkin af Stenbjerg

Tre dage fyldt med festligheder og den fjerde skulle til at begynde. Sådan var det, når en Prins af Tortall skulle giftes, det kom ikke bag på nogen. Alle var dukket op, præcis som det var forventet af dem. Også Hertuginden af Stenbjerg. Som kusine til prinserne havde det ikke været en mulighed for hende at blive hjemme, på trods af det nok havde været det bedste for hende.

Myrilla så på sit ansigt i spejlet. Kindbenene var mere markerede end de plejede, men hun havde heller ikke været i stand til at få meget ned ved måltiderne. De mørke rande var heldigvis ikke så udtalte, som de havde været for blot et par dage siden og selvom kjolen sad lidt løsere om armene, passede den hende stadig. En dag mere så var det overstået, mindede hun sig selv om og trak ærmerne lidt ned over de knoglede håndled.

[Larkin af Stenbjerg]

Larkin havde haft sine bekymringer omkring brylluppet og de efterfølgende festligheder. Siden aborten havde der ikke været meget liv i Myrilla, og festlighederne havde ikke ligefrem muntret hende op. Hun var også blevet tyndere, hvilket var bekymrende siden hun i forvejen var til den ranglede side.
Han var ved at trække i en tunika og binde et bælte om den, imens han overvejede, hvad han skulle stille op med hende. Som tingene gik lige nu, ville det vare længe, før et nyt barn kunne være undervejs. Hendes alder talte ærlig talt ikke for, at de skulle vente for længe. Han vendte sig om og iagttog Myrilla sidde foran spejlet. Det her gik virkelig ikke. ”Du kommer ikke med i dag,” erklærede han endelig. Hun havde været der til brylluppet, men han kunne ikke holde ud at trække hende med mere. Der var kun en enkel dags fest tilbage, så det burde ikke gøre så meget, at hun blev væk. ”Du bliver hjemme og hviler dig.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Efter at have siddet lidt og betragtet sin egen refleksion i spejlet, fik hun øje på Larkin og forsøgte sig med et blegt smil til ham, før han talte. Øjeblikkeligt vendte hun sig om på skamlen og så på ham med en forurettet måben. Munden lukkedes igen, mens kæbemusklen spillede en enkelt gang under hendes lyse kind. "Det kan du ikke bare beslutte," indvendte hun i et forsøg på at lyde stædig, men stemmen lød egentlig bare træt. "Det er min fætters bryllup." Hendes tilstedeværelse var mindst lige så påkrævet som Larkins, hvis ikke mere.

[Larkin af Stenbjerg]

”Selvfølgelig kan jeg det.” Han kunne bestemme lige, hvad der passede ham, så længe det gjaldt Stenbjerg og dets beboere. Han krydsede armene. Den modstand Myrilla mønstrede var ikke ligefrem voldsom. Faktisk overbeviste den ham bare om, at han havde ret. ”Det er det, og du har været der til at overvære det. Jeg vil hellere have, at du bliver hjemme i dag og samler styrke frem for, at du skal bruge al din energi på at socialisere med resten af hoffet. Bliv hjemme, hvil dig og få noget at spise.” Tonen bar ikke præg af, at det var noget, der kunne diskuteres. Selvom hun måske ville prøve på det alligevel.

[Myrilla af Stenbjerg]

Kæben spændtes igen op, da han straks affærdigede hendes ord. Hun gad ikke en ny magtkamp med Larkin. De var altid så udmattende og langtrukne, hvilket hun ikke havde plads til. Ikke nu. "Det kommer ikke til at gavne mig det mindste at sidde tilbage indespærret i et stort, tomt hus," fortsatte hun sine indvendinger, selvom der ikke havde været nogen tvivl om, at han så emnet uddiskuteret. "... Larkin." Den lille tilføjelse var sagt i et langt mere bedende, blødt tonefald i et forsøg på at komme ham i møde.

[Larkin af Stenbjerg]

Da hun fortsatte med at diskutere, skulede han til hende. Hvorfor kunne hun ikke bare gøre, som han ville have det?! ”Ja, du virker da virkelig også til at nyde at deltage i festlighederne,” vrængede han irritabelt af hende. ”Se dog på dig selv, Myrilla. Du ligner en, der er parat til at besvime, hvert øjeblik det skulle være.” Det kunne godt være, at hun ikke gad være helt alene i huset, men ved alle Guder, hun var jo også ulykkelig, når han tog hende med ud af huset, så hvad forskel gjorde det i sidste ende?! ”Læg dig i seng, spis noget og hvil ud.” Han havde ingen intention om at slæbe hende med op til hoffet i dag. Det havde tydeligvis været hårdt for hende, og han kunne ikke overskue at se hende i så dårlig forfatning.

[Myrilla af Stenbjerg]

Efter en forurettet måben, samlede hun igen læberne med et hårdt stød, som tænderne ramlede sammen og kom endelig op at stå. "Jeg ligner ikke en, der er på vej til at besvime og jeg har ret til at deltage i den sidste dags festlighed i anledning af min fætters bryllup," fasthold hun hårdt og tog et skridt frem mod ham, rankede helt i ryggen. Højdeforskellen var næsten ikke til at bemærke, når de stod sådan. "Og jeg nægter at blive efterladt tilbage i dette værelse, der ikke indeholder andet end mindet om, hvordan jeg tabte mit barn!" Hendes stemme var blevet skinger.

[Larkin af Stenbjerg]

Han stønnede irriteret, da Myrilla fortsatte med at ville skændes om det. ”Du er først og fremmest min hustru, og hvis jeg siger, at du bliver hjemme, så bliver du hjemme!” For en gang skyld hævede tonelejet sig betydeligt. Han råbte ikke nu, men det var nok ikke langt væk, hvis de fortsatte sådan her. ”Du spiser ikke, du sover ikke ordentligt, og du kommer ikke med i dag!” Hun var tynd og tydeligvis træt. Han gad ikke have hende med, når hun var i sådan en tilstand. Det var simpelthen ikke til diskussion.
Hendes næste ord fik ham til at gribe fat om hendes håndled. ”Fint!” råbte han og begyndte at slæbe hende ud af soveværelset. Han var måske ikke ridder, men Myrilla var trods alt noget svagelig for tiden, så han følte sig ganske sikker på, at han kunne slæbe hende af sted. ”Så kan du hvile dig i det ekstra soveværelse!” De havde trods alt det soveværelse, som hans moder i sin tid havde sovet i. Der var ikke blevet gjort meget ved det, så der var en seng, og det var egentlig det eneste, Larkin mente der var brug for i øjeblikket.

[Myrilla af Stenbjerg]

Kæbemusklen blev kun mere fremtrædende ved hans ord. Først og fremmest hans hustru? Hun var først og fremmest Hertuginden af Stenbjerg, søster til Hertugen af Naxen og kusine til Kronprinsen og Prinsen af Tortall. Derefter kunne de måske tale om at se hende som værende hans hustru.

Hans greb om hendes håndled var ublidt og hun stavrede efter ham ud på gangen og ned mod det ekstra soveværelse. "Larkin, slip mig lige nu!" beordrede hun arrigt og snublede afsted i et forsøg på at plante hælene knap så solidt i gulvet. Hun prøvede igen i et lidt mere stålsat forsøg, mens hun forsøgte at rive hænderne ud af hans greb.

[Larkin af Stenbjerg]

Larkin svarede ikke og fortsatte blot med at slæbe hende ned ad gangen. Forbi et par tjenestepiger, der chokerede fulgte optrinnet. Han gad ikke diskutere det her med Myrilla mere. Hvis han sagde, hun blev hjemme, blev hun hjemme. Så kunne hun ellers te sig lige så meget, som hun ville.
De nåede ned til soveværelset, og han åbnede døren, før han trak Myrilla med indenfor og lukkede døren efter dem. Han slap hende først, da han kunne stå foran døren og spærre vejen ud. ”Du bliver lige her, indtil jeg kommer hjem. Du lægger dig ned. Du hviler dig. Du får noget at spise,” snerrede han og krydsede armene. Hvorfor skulle alt også være sådan en kamp med hende?! Det her var uden tvivl det bedste for hende! Den latterlige kvinde!

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla kunne ikke andet end at følge ham, sydende af raseri over den ydmygelse, han udsatte hende for. Det ville uden tvivl slippe videre og som enhver anden form for ækelhed syde ud og forpeste deres omverden.

Uden at kunne gøre noget blev hun slæbt ind på værelset, men hun vidste godt, hvad hun skulle bruge sin nyvundne frihed til. Med al kraft hun kunne lægge i det, snurrede hun hånden mod hans kind i en højlydt, hård kollision af en lussing. "Hvor vover du?" hvæsede hun, røde pletter blomstrende frem fra hendes kinder og ned over halsen videre over kravebenene og ned på det af brystet, der var blottet i den mørkegrønne kjole.

[Larkin af Stenbjerg]

Han burde nok have forudset lussingen, men den kom flyvende, før han nåede at tænke over det. Så den ramte. Ganske hårdt. For en stund fortrak ansigtet sig i en maske af ren vrede, imens han selv hævede hånden for at give igen. ”Hvor vover jeg?! Det er dig, der teer sig og ikke kan finde ud af at følge en simpel ordre!” råbte han arrigt. Hånden rystede, da han i sidste øjeblik genvandt en smule selvkontrol. Den havde ellers været på vej ned mod Myrillas ansigt, men bremsede i luften og hang nu dirrende få centimeter fra hende. Med en dirrende indånding trak han hånden tilbage, før den fik mulighed for at slå hustruen. Vold var blot et tegn på, at han havde mistet kontrollen, og det nægtede han at gøre! ”Du bliver her,” gentog han. Stemmen blev tvunget ned i et normalt, men isnende, tonefald. Han gik ud af værelset og hamrede døren i for næsen af hende. Så satte han kursen ned mod gården, hvor vognen holdt og ventede.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun nåede ikke at tænke sig om, før det hele skete meget hurtigt. Hendes hånd mod Larkins kind, hans hånd hævet, mens han råbte af hende og den kom tættere. Hun veg tilbage, netop som den stoppede kort fra hende. De grønne øjne var som naglet til ham, store af oprigtigt frygt.

"Jeg tager ikke ordrer fra dig!" hylede hun, mens døren gav et øredøvende smæld, da han smækkede den i. Myrilla var dog ikke sen til at flå den op igen og følge ham ned ad gangen mod gården. Han kunne godt glemme alt om det, hvis han troede, han bare kunne forlade hende. Hun tog ikke ordrer fra ham!

[Larkin af Stenbjerg]

Selvfølgelig var det ikke slut, og Larkin var efterhånden godt træt af at være tilskuer til Myrillas hysteriske anfald. På vej ned af trappen kaldte han Gaven frem og fik fjernet det røde mærke på sin kind. Det ville være skidt, hvis man kunne se det, når han ankom til festen.
Ude i gården gik han hen til den ventende vogn og vendte sig om, da Myrilla kom stormende efter ham. ”Måske ikke.” Han sendte hende et selvtilfreds smil. ”Men det gør resten af huset heldigvis.” Han viftede en af vagterne over til dem. ”Hertuginden må ikke forlade huset i dag,” informerede han roligt vagten. ”Hun bør ikke overanstrenge sig unødvendigt, så sørg for at hun ikke forlader hjemmet. Hun har brug for at hvile sig.” Så vendte han ellers ryggen til, imens vagten bukkede. Larkin satte sig ind i vognen og lukkede døren efter sig. Vognen satte i gang, og vagten var overladt til at forsøge at dysse Myrilla ned og ellers holde hende fra at tiltvinge sig adgang til vognen. Måske havde vagten det dårligt med det, men Larkin var ærlig talt ligeglad. Hvis Myrilla ikke gad lytte, måtte han jo gøre brug af de folk, der ikke havde andre valg end at lytte.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det var simpelthen så typisk, at han bare udvandrede fra diskussionen på den måde! Den indbildske, arrogante, forbandede... Hun var ved at syde over, mens hun ilede efter ham ned af gangen, kun for at blive stoppet af vagten. Al værdighed havde hun dog ikke opgivet og hun stoppede derfor, da vagten trådte ind foran hende. Stadig dirrende af raseri så hun til, mens vognen forlod gården.

Men det var ikke slut. Ikke længere, ikke mere. Der var grænser for, hvad hun ville finde sig i og de var definitivt nået. Et ordentligt måltid fik hun, før en helbreder så til hende, erklærede at hun igen ville kunne være intim med Hertugen og så tog hun et langt bad. Håret blev plejet og redt, før hun blev iklædt en tynd natkjole. Stadig rystende satte hun sig ind ved sengen. Nu var det bare om at vente. Hun skulle nok få sin arving.