Ungdom og nye ting

[Julian af Maloris Tinde]

Nora af Stacine
31. oktober 527 M. T.

Store offentlige arrangementer havde aldrig været noget for Julian. Og hvis det ikke havde været fordi, at det var et kongeligt bryllup, så havde Enkegrevinden taget afsted alene. Men denne gang havde hun tvunget den unge Greve til at deltage. Selvom han for en gang skyld havde protesteret lidt. Han var midt i en vigtig afhandling, og mente absolut ikke, at han havde tid til at trække i sit stiveste puds.

Alligevel stod han nu med et glas saft i hånden ude på den ene balkon og forsøgte at få noget frisk luft. Inde i den store sal, var der alt for mange mennesker, og varmen havde nået umenneskelige højder. I hvert fald hvis man spurgte ham. Eftersom han aldrig havde været ridder eller noget andet foretagende, hvor man bar uniform, var han klædt i lenets farver; Mørkebrun jakke med lyseblå broderier, samt lyseblå bukser og mørkebrune støvler. Kravat slipset var bundet, og selvom han var ung og uerfaren i sin titel, gav tøjet ham trods alt en lidt anden udstråling. Han stod rank og nød den kølige efterårsluft, mens han ønskede sig tilbage til sine studier.

[Nora af Stacine]

Bryllupper, festligheder, bal og alt andet, der involverede muligheden for at danse og socialisere havde altid været Noras specialitet. Selvom det selvfølgelig ikke var det mest hensigtsmæssige med et stort, royalt bryllup, der varede fire dage, midt i hendes studier og bryllupplanlægningen for Hale, havde hun set frem til begivenheden i flere uger. Og nu var det endelig tid. Mens Hale var trukket i Josdirks farver, var hun i stedet trukket i en vinrød kjole, der gjorde sit bedste for at fremhæve hendes gode sider - både i hendes læbers farve, men også på hendes veldrejede skikkelse.

Et glas hvilede i hendes ene hånd, mens hun trådte ud på balkonen. De brune øjne havde allerede udsøgt sig den næste samtalepartner, for det var ikke undgået hendes opmærksomhed, at den unge Greve af Maloris Tinde var søgt ud i den kølige aftenluft. "Deres Nåde," hilste hun, stemmen blød som silke, mens hun trådte hen til ham og kom ned i et dybt, yndefuldt nej.

[Julian af Maloris Tinde]

Den unge Greve havde stået i sine egne selvmedlidende tanker, da en blød stemme pludselig afbrød ham, og trak ham tilbage til virkeligheden. Han fik et forfjamsket udtryk i ansigtet, da han opdagede at det rent faktisk var en ung kvinde. "Åh!" Udbrød han og skyndte sig at bukke formfuldendt for hende. "Det må Komtessen meget undskylde, jeg... J-jeg tillod mig lige et øjebliks tænkepause," sagde han undskyldende, mens han forsøgte sig med et lille smil. Det var sjældent han smilede, fordi han som oftest havde et alvorligt udtryk i øjnene, mens han læste i sine bøger.

[Nora af Stacine]

Det var svært ikke både at finde hans forfjamskelse en smule morsom og en anelse bedårende og Nora skjulte et lille underholdt smil, mens hun nejede for ham. Igen rettede de sig begge op og hun tillod sig at tage endnu et skridt tættere på ham. "Der er ingen behov for undskyldninger, Deres Nåde," forsikrede hun ham og hævede en beroligende hånd, mens hun gengældte hans lille smil med et varmere, mere sikkert et af slagsen, "faktisk snarere tværtimod. Jeg beundrer Dem for den lille tænkepause. Tænk Dem, hvis flere blandt hoffet tog sig sådan en." Hun smilede sigende og nippede lidt til sin vin.

[Julian af Maloris Tinde]

Han så overrasket på hende, og kunne ikke helt finde ud af, om hun mente det eller ej. Men hendes smil indikerede, at det gjorde hun. Og han nikkede, som for at acceptere hendes forsikring. ”Det… Ja. Så ville tingene nok se mere anderledes ud,” svarede han og forsøgte sig igen med et smil, der denne gang blev lidt bedre. Han havde ikke meget forstand på livet ved hoffet, eller erfaring med det. Lige siden han var gammel nok, havde han siddet med snuden ned i en bog og læst. For det havde jo aldrig været meningen, at han skulle tage sig af noget så ansvarsfuldt som et len. Han rømmede sig ganske let. ”De tager Dem måske også en tænkepause herude?” Det kunne jo være, og så ville han da helst ikke forstyrre hende.

[Nora af Stacine]

"Jeg tror, De har ganske ret. Måske vi ville slippe for noget af al den tomsindede sladder." Hun sendte han et varmt smil og fortsatte hen til balustraden, hvor hun lagde sin ene hånd. Der var køligt ude på balkonen, men hun var ikke klar på at opgive en mulighed for at have den unge Greve på tomandshånd.

Spørgsmålet fik fremtryllet et nyt smil på hendes læber. "Både det, og så behøvede jeg en smule frisk luft efter at være blevet trådt lidt over tæerne i en dans med en ældre Ridder med noget nedsat syn," hendes ord blev akkompagneret af en perlende latter.

[Julian af Maloris Tinde]

Sladder var ikke noget, som han beskæftigede sig med til hverdag. I det hele taget var det noget, som gik ganske nydeligt hen over hovedet på ham. Han rømmede sig derfor også inden han svarede. ”Jeg er ganske ked af det Komtesse, men jeg er ikke så godt bekendt med den sladder, der florerer blandt hoffet,” sagde han roligt og trak ganske let på skuldrene.


Ved hendes svar på hans spørgsmål, trådte han et skridt tilbage med et undskyldende udtryk i hans øjne. ”Åh! Jamen, så vil jeg skam ikke forstyrre Deres tanker. Jeg kan sagtens gå ind igen, hvis De gerne vil være alene?” Han havde ikke selv meget lyst til at gå ind igen. Men han gjorde det gerne, hvis hun ville være alene.

[Nora af Stacine]

Smilet voksede kun ved hans ord og hun vovede sig at teste sit held ved at rykke et ganske lille, næsten umærkbart skridt tættere på ham. "Hvilken forfriskende forandring," fortalte hun ham, lagde uden videre skjul på sin egen interesse for hofsladder og intriger. De var det, hun baserede alt det sociale spil, der hørte med til rollen som lensfrue, på.

Øjeblikkeligt hævede hun en hånd og lagde den ganske forsigtigt på oversiden af hans underarm med et lille smil. "Hvis ikke De ville have noget imod det, så så jeg gerne, at De blev herude. Deres Nåde er en virkelig tiltrængt adspredelse fra aftenens hoflege." Hun smilede sødt og oprigtigt op til ham.

[Julian af Maloris Tinde]

Han sank en klump i halsen, da hun kom tættere på ham. Selvom det kun var måske ganske få centimeter. Og da hun så lagde sin hånd på hans arm, var han sikker på, at han skulle besvime. Men han formåede at holde sig oprejst, skønt det var tydeligt, at han var påvirket af hendes lille gestus. ”H-hvis De er sikker,” sagde han og nikkede ganske let. Han forsøgte at ryste hendes tilstedeværelse af sig, men det var pokkers svært. Han var ikke vant til at være så tæt på en kvinde, der ikke var hans moder. ”K-komtessen nyder måske ikke aftenen?” Spurgte han forsigtigt.

[Nora af Stacine]

Det gik ikke Noras lille snude forbi, at Greven ikke lod til at være så vant til en kvindes nærvær og hun skrev sig det bag øret, mens hun trak hånden til sig igen. "Jeg er sikker," lovede hun ham med et varmt smil og fjernede igen blikket fra ham for at tage en tår vin. Hun havde på fornemmelsen, at han nok havde brug for lidt tid at sunde sig i.

Spørgsmålet fik hende til at se op på ham igen med en hovedrysten. "Misforstå mig endelig ikke, Deres Nåde, jeg elsker at danse og more mig, tilbringe tid med mine bekendte og diskutere litteratur med fremmede. Ja, jeg nyder alt fra musikken til at støde ind i høflige, unge grever på balkonen," hun blinkede til ham og fortsatte så "Men sommetider ville det være rart, hvis samtalerne kunne blive mere.. Indholdsrige, reelle."

[Julian af Maloris Tinde]

Han skulle næsten tage sig i at ånde lettet op, da Komtessen trak hånden til sig igen. Han følte sig lidt mere på sikker grund, når der ikke var så meget kropskontakt. Endnu en grund til at han ikke dansede med de unge komtesser. Udover den grund, at han var født med to venstre fødder.


Han lyttede til hendes svar og følte, at han nikkede interesseret på de rigtige steder. At lytte havde altid været noget, som han havde været god til. Og det gik absolut ikke hans ører forbi, at hun kunne lide at diskutere litteratur. Et alvorligt udtryk gled over hans ansigtsudtryk. ”De studerer måske?” Spurgte han og kunne ikke undgå at lyde en smule overrasket. Adelige kvinder der læste, var i Julians omgangskreds en sjældenhed.

[Nora af Stacine]

Mens hun fortalte, gjorde Nora sig umage med at bemærke, hvordan hans ansigtsudtryk ændrede sig og hvilke dele, han lod til at bide mærke i. Ved hans spørgsmål gjorde hun sig umage med at finde den gyldne balance af at se både tilpas genert og smigret ud. "Ja, jeg studerer mod en Strega-grad på Universitetet i Corus," svarede hun med et sødt smil og fangede hans blik igen. "Studerer De også, Deres Nåde?" spurgte hun med overbevisende oprigtighed i sin stemme, selvom hun allerede kendte svaret.

[Julian af Maloris Tinde]

Han kunne ikke undgå at smile, da hun fortalte om sine studier. Det glædede ham utrolig meget at høre, at der rent faktisk var nogle komtesser, som fik lov til dette. Men han kunne ikke undgå at lægge mærke til hendes generte reaktion, og han blev en smule rød i kinderne. Han fjernede derfor sit direkte blik og kiggede lidt ned i sit glas, som han endte med at stille fra sig. ”Jeg studerer mod en mestergrad i Historie. Også på Universitetet i Corus,” svarede han med en tydelig stolthed i stemmen. ”Men fortæl mig endelig, hvad det er Deres speciale er, hvis De naturligvis har lyst?”

[Nora af Stacine]

Som forventet smilede han til hendes svar og hun gjorde igen et mentalt notat om, at den unge Greve nød at diskutere studier. Ligeså bed hun også fast i hans studier. "Hvor fascinerende," roste hun ham med et varmt smil, da hun godt bemærkede stoltheden skinne i hans blik. "Ja, selvfølgelig," skyndte hun sig at forsikre ham, "Min Gave har altid udmærket sig synderligt inden for Illusioner og ud over det studerer jeg også Magisk Kommunikation." Det havde altid været praktisk, når hun og Hale havde været væk fra hinanden.

[Julian af Maloris Tinde]

Han så forbavset på hende. "Jeg må indrømme, at jeg er imponeret," sagde han og foldede hænderne omme bag på ryggen, mens han stod ved siden af hende. "De er den første Komtesse jeg møder, som stræber mod en Strega-grad," roste han hende igen og havde stadigvæk sit alvorsfulde udtryk i ansigtet. "Og Deres Gave lader til at kunne komme Dem til gavn i fremtiden," selvom han ikke selv havde Gaven, så havde han dog et bredt kendskab til den.