Genopfriskning

[Blake af Jesla]

Lyanna af Genlith

Blake havde været i Corus nogle dage nu. Og i den tid, havde han klaret at minde sin mor om, at hun intet bestemte over ham, gøre det samme med sit skvat af en bror og sætte sin søster på plads. Det var slet ikke så ringe endda.

Nu var tiden kommet til den udfordring, han havde givet sig selv under besøget i Corus. Han ville finde sig en hustru. Én som kunne give ham den status og dén sikkerhed, som han ønskede i sit fremtidige liv. Og en arving ville ikke være af den værste skuffe.

Han havde derfor kontaktet en kammerat, han havde i byen og bedt om en liste over mulige kandidater og det havde overrasket ham at finde sin egen kusine på den liste. Havde hun virkelig ikke fået en forlovelse i hus på rundrejsen? Var der mon noget i vejen med hende? Under alle omstændigheder, så ville hun være den letteste at opsøge og føle på tænderne, fordi de trods alt var i familie og han dermed kunne bruge dét som undskyldning for et besøg.

Og det var så dér han var nu. Uden for Genlith-huset og havde netop ladet sig melde. Han havde naturligvis givet hende besked i forvejen, så hun ikke følte sig uforberedt og samtidig, så var han også sikker på ikke at gå vejen forgæves.

[Lyanna af Genlith]

Der havde ikke været meget at rafle om i Genlith-huset efter Lyanna var vendt hjem efter klosterskolen, lige et par måneder efter rundrejsens slut. Et par uger havde hun fået i sit barndomshjem, før turen var gået til hovedstaden i søgen på hendes kommende husbond. Ventetiden havde ikke været lang, før bejlerne var begyndt at melde sig og denne dag var ikke anderledes - ud over det faktum, at den mand, hun skulle møde, var hendes fætter.

Derfor var hun igen klar, som altid bærende Genliths farver i sort og lyseblå med sølvtråde syet ind, der gik igen i smykkerne. Et smil lå på hendes lyse læber, som hun stod inde i stuen med tjenestefolk og anstandsdame alle på pladserne til at overvære mødet med det, der kunne blive hendes kommende husbond. Ude i hallen kunne hun høre stemmer. Han var sikkert blevet lukket ind nu og havde fået taget sit overtøj.

Så dukkede han op i dørkarmen, vist ind til hende af en tjener. Hun nejede dybt og yndefuldt for ham. "Ridder Blake af Jesla," hilste hun forsigtigt og hævede først der blikket til ham igen.

[Blake af Jesla]

Blake havde overvejet for og imod i forhold til, om han skulle gøre sit ærinde officielt og var til sidst endt ud i, at det sikkert var en god idé. Han ville få sin faster på nakken, hvis han først smigrede sig ind på hende og så siden gjorde kur til hende. Og en utilfreds hertuginde kunne sagtens ødelægge det hele for ham. Derfor var det bedre at spille med åbne kort. Eller.. I hvert fald tilsyneladende åbne kort.

Da han blev vist ind, løftede han et bryn af det udstyrsstykke, der var gjort klar bare til ære for ham. Det virkede lige rigeligt overvældende og han var ved at ønske, at han ikke havde ladet hende vide, hvorfor han kom. Det var dog for sent nu og han trådte i stedet tættere på hende, bukkede let og smilede muntert. "Komtesse Lyanna. Det er år og dag siden, at jeg har set Dem."

[Lyanna af Genlith]

Det løftede bryn undslap ikke hendes blik og hun kunne ikke lade være at føle sig forlegen på hans vegne over det postyr, der var blevet skabt ud af det, der egentlig sagtens kunne have været en fætter og kusine, der bare mødtes. I stedet forsøgte hun sig derfor med et smil. "Ja, det er en skam," svarede hun, selvom hun egentlig ikke huskede meget om Blake.

I en glidende bevægelse slog hun ud mod sofaområdet, hvor der var blevet gjort klar med både te, frugt og nogle forskellige kager. "De må endelig tage plads." Den slags møder var altid så akavede. Hun kvalte et lille suk.

[Blake af Jesla]

Han hævede et bryn igen og sendte hende et underholdt smil, da hun bad ham tage plads. "Jamen så gør jeg det," svarede han - en hel del mere uformelt, end hun tiltalte ham. Dernæst satte han sig i sofaen, som hun havde foreslået. "Jeg håber ikke, at jeg har gjort Dem ubehageligt tilpas ved min forespørgsel?" spurgte han så, som han gik lige til sagen. "Det var bestemt ikke min mening."

[Lyanna af Genlith]

Noget ved hans smil og afslappede attitude fik hende til at sænke blikket med en rødmen, mens han tog plads. Ikke længe efter fulgte hun ham, men selvom hun placerede sig i samme sofa, var det stadig i den anden ende, så deres ben ikke rørtes, selv hvis hun sad med fronten mod ham. Hun glattede sine skørter med hænderne, mens en tjener fyldte deres kopper med en næsten dyblilla blåbærte. "Nej, selvfølgelig ikke, Ridder Blake," forsikrede hun ham høfligt og sænkede igen blikket, før hun mødte hans øjne. "Det er ganske flatterende, at De ville tilbringe tid med mig." Lyanna sendte ham et smil fyldt af barndommens uskyldige sødme, der stadig på mange måder prægede hendes sind.

[Blake af Jesla]

Han skjulte det ivrige glimt, der truede med at bryde frem, da hun rødmede for ham. Det var gode tegn. Og hun var hertug-arving. Han pressede det lidt i baggrunden og nøjedes med at fokusere på hendes personlighed for en kort stund. "Det er jeg glad for. Vi er jo ikke så stor en familie i Jesla, at vi kan tillade os at glemme de nærmeste." Han fastholdt hendes blik et øjeblik, mens han smilede skævt, men han så ned i teen og fortsatte, førend hun fik chancen for at løsrive sig. "Jeg håber, at min faster er ved godt helbred?"

[Lyanna af Genlith]

Lyanna nikkede høfligt til hans ord. Hun huskede godt fra sine timer med at studere slægterne på klosterskolen, at der ud over Blake og hans to søskende ikke var mere end tre børn i hendes familie med navnet Jesla. Så var der selvfølgelig hendes familie. Smilet blev mere genert, da han fastholdt hendes blik. Der var godt nok en smule varmt i stuen. Spørgsmålet fik hendes rødmen under kontrol igen. Det var en familiehemmelighed, at moderens helbred længe havde været svageligt, så hun smilede blot. "Overordnet set, ja," svarede hun og skyndte sig at flytte fokus. "Og Jasson og Christine?"

[Blake af Jesla]

Han nikkede blot let og havde ikke forventet andet svar på sit spørgsmål. "Det glæder mig. Mine søskende er vist så raske, som man kunne forvente," svarede han selv og nippede til teen igen, inden han satte den fra sig på bordet. "Christine er jo også vendt hjem fra klosterskolen og er så småt ved at falde til i hovedstaden." Det anede han sådan set ikke noget om, men det kunne næsten ikke være forkert. "Hvordan har De selv befundet Dem med ændringen?" Hans blik fandt hendes igen, som han opfordrede hende til at dele noget personligt om sig selv.

[Lyanna af Genlith]

Nu koppen ikke længere dampede på samme måde, kunne hun med sine sarte fingre også gribe om den. De lyse læber formedes til et o, mens hun pustede på den til lyden af Blakes svar. "Det glæder mig at høre," svarede hun oprigtigt og skrev sig det bag øret, at hun også skulle mødes med Christine på et tidspunkt. "Det har været en forandring, jeg har set frem til med længsel." Hun smilede igen sødt til ham og nippede til teen, før hun fortsatte. "Men som al anden omvæltning, har det selvfølgelig været en kende overvældende."

[Blake af Jesla]

Han nikkede let og hævede så brynene i en undren, da hun fortalte, at hun havde været overvældet. "De føler Dem måske ikke rigtigt kendt i byen endnu?" spurgte han roligt og overvejede, hvor langt han ville komme med at tilbyde sig selv som rundviser. Hun havde trods alt været i byen nogle måneder og ville måske tyde det som, at han prøvede for meget. Han valgte at se tiden an.

[Lyanna af Genlith]

Hendes blik sænkedes forlegent, da han hævede brynene. Det havde måske været for meget at fortælle ham, en privat information han endnu ikke behøvede at vide. Selvom de var fætter og kusine havde de trods alt ikke set meget til hinanden igennem livet. "Jeg har været ved hoffet og herhjemme, men ud over det er det ikke meget, jeg har fået anledning til at se byen," forklarede hun og fandt endelig modet til at møde hans blik igen.

[Blake af Jesla]

Hun gav ham netop den oplysning, han havde manglet og han greb chancen med det samme. "Hvis De kunne tænke Dem det, så viser jeg Dem gerne rundt i resten af byen? Jeg kan love Dem, at De ville være ganske sikker i mit selskab." Han var trods alt en dygtig ridder. "Selvom De naturligvis er fri til at tage det følge med, De måtte ønske Dem." Anstandsdamen slap han jo nok ikke for under alle omstændigheder. Men han måtte indrømme, at han havde fået blod på tanden i forhold til hende. Hendes bly opførsel tiltalte ham gevaldigt.

[Lyanna af Genlith]

Blake var ikke sen til at tilbyde sin hjælp og hun måtte igen kæmpe med varme i kinderne ved hans ridderlighed. "Det er et generøst tilbud, mange tak," svarede hun og fandt denne gang styrken til at holde blikket ved hans. "Jeg vil spørge min fader om tilladelse." Det var immervæk op til ham, men deres forhold havde altid været tæt, så hun kunne ikke forestille sig, at det ville blive et problem.

[Blake af Jesla]

Han nikkede og smilede venligt. "Så vil jeg håbe, at han siger ja," svarede han roligt og fastholdt hendes blik, nu hvor hun ikke selv så væk. Han legede lidt med hende. Forsøgte at drage hende lidt med sit blik og sit smil. Hun virkede til at være let at drage. Han skulle bare have fundet ud af, hvilke knapper, han skulle trykke på. "Er der noget specielt, De ønsker at se først, hvis De får lov?"