Hjemvendt

[Niklaus af Legan]

Leonora af Legan

Så var de endelig kommet hjem. Niklaus følte sig godt nok sadelformet i bagenden og var i forvejen halvvrissen over, at han ikke bare kunne være blevet i Grønnemarkdistriktet sammen med Alexander. Det havde dog ikke kun været hans søstre, men også Baronen, der netop var ankommet til hovedstaden og Niklaus måtte hurtigt skyde en hvid pind efter ikke blot alle muligheder for at besøge Alexander på hjemdagen, men også for de næste par dagen.

Efter en god middag, et varmt bad og en god nats søvn, bevægede han sig derfor ned i stuen, en bog under armen, som han stadig ikke havde fået læst færdig, selvom han havde bildt Alexander ind, at han havde. Nu var der heldigvis lige et par dage, hvor han ville kunne nå det.

[Leonora af Legan]

Leonora sad på en sofa i stuen ved vinduet. Foran hende havde hun papir og pen og hvad der lignede starten på en tegning, men hendes tanker var tydeligt andetsteds. et lille smil hvilede på både læber og i øjnene. Hun var glad. gladere end hun længe havde været, og roligere.
Da hun hørte nogen træde ind i stuen, vendte hun hovedet for at se hvem. Til hendes glæde var var det hendes bror. Hun rejste sig høfligt og smilede til ham "Goddag Broder"

[Niklaus af Legan]

Selvfølgelig sad hans yngste søster i stuen. Han stoppede op og rynkede lidt på næsen, før han så alligevel fortsatte ind i stuen og gjorde hende selskab. Tungt lod han sig falde ned i en lænestol. "Leonora," hilste han brummende og lagde straks benene over kors, da han var kommet ned at sidde. Han skjulte et gab bag den ene håndryg, mens de grå øjne studerede hende. "Hvad laver du?"

[Leonora af Legan]

Leonora satte sig igen efter at have hilst på sin bror. Hun smilede, det var godt nok ikke så gengældt som hun gerne ville have, men sådan var det altid. Da han spurgte til hvad hun lavede, kiggede hun over på sin skitse, i dag var den ikke ligefrem køn. "Tegner... Eller jeg prøver på det" Hendes tanker var et andet sted og derfor havde hun ikke lavet meget. Men nu var hendes broder der og hun havde emner hun gerne ville drøfte med ham. Hun rettede derfor ryggen og kiggede på ham "Fik du mit brev?"

[Niklaus af Legan]

Det havde mere været af høflighed end reel interesse, at han spurgte og han nøjedes derfor med at nikke som svar, før han åbnede bogen. Leonoras blik mod hans pande fik ham dog til at se op med et hævet bryn i tide til at hun talte. Et dybt suk forlod ham, før han lagde bogen fra sig igen og rettede sig op. Nå, så blev det heller ikke denne gang, kommenterede en plagsom stemme i hans baghoved. "Ja, jeg fik dit brev." Det havde været en uønsket påmindelse om den ulykkelige tid med Mariette i hans liv. "Hale af Josdirk, siger du? Fortsæt." Han kendte godt Hale fra deres tid sammen som både page og væbner.

[Leonora af Legan]

Leonora smilede da hun fik lov til at tale om Hale. "Jeg sad og tegnede oppe ved paladset og pludselig stod han der bare. Han var virkelig sød og ganske pæn. Hendes øjne begyndte at funkle mens hun fortalte og det var tydeligt at se hun allerede var håbløs forelsket. "Han er virkelig noget helt særlig og virkede meget omsorgsfuld.

[Niklaus af Legan]

Hans pande lagde sig i dybe folder, da hun begyndte at tale om Hale. Det var overhovedet ikke det, han havde spurgt ind til og det interesserede ham heller ikke synderligt, hvad Leonora syntes om ham. Udelukkende hvilken aftale, det ville ende med - om det ville kunne gavne Legan. "Interessant," brummede han derfor bare, "Har han mødtes med Baronen endnu?" Det var vel det eneste, der var relevant for nu. Åh, så ville han være nødsaget til at tale med ham igen. Og så ville spørgsmålet om en forlovelse til ham selv komme på tale. Åh, han måtte tale med Alexander.

[Leonora af Legan]

Leonora blev en smule skuffet over at han virkede så uinteresseret i hendes møde med Hale. Men så igen, var det ikke sådan han altid var? "Nej. Ikke endnu men snart." Hun overvejede en tanke et øjeblik. Niklaus kendte trods alt Hale bedre end hende selv og hvis sandheden skulle på bordet, var han nok også noget bedre til alt det her end hun selv. "Tror du det ville være en god aftale for familien? Synes du det er det rigtige jeg gør?" Hun var klar til at høre den ærlige sandhed. Det var trods alt gået meget hurtigt for de to og hun ville ikke skuffe familien igen.

[Niklaus af Legan]

Han nikkede langsomt endnu engang. Den samtale skulle bare tages så hurtigt som muligt og det samme med brylluppet, så Baronen igen ville skride tilbage til Legan og Niklaus kunne få lov til at leve sit liv uden hans ubehagelige ånde i nakken. Spørgsmålet fik ham til at hæve et bryn, men så brød et tilfreds smil igennem på hans læber. Endelig tænkte hun sig om. "En fremtid som baronesse er den bedre aftale end du under normale omstændigheder havde kunnet fået hjem. Så længe du dropper dine barnagtige drømme om kærlighed, kan jeg ikke se, hvordan det ikke skulle være det rigtige for dig at ægte Hale."

[Leonora af Legan]

Leonora blev en smule såret, da han nævnte, hvad han kaldte, hendes barnagtige drømme. Hvorfor kunne han ikke forstå hende på det punkt? Der måtte da være andre i familien der søgte kærlighed og ønskede at leve lykkeligt. Hendes smil falmede, og hun gad egentlig ikke snakke med ham mere, ikke i dag. "Så er det jo godt jeg kan gøre familien stolt" Man kunne høre en snert af irritation eller tristhed i hendes stemme.
Så kiggede hun på bogen han havde haft med. Plejede han at læse bøger? Hun var ikke rigtig sikker. Hun kiggede nærmere for at se titlen, uden at flytte sig eller tage fat i bogen.

[Niklaus af Legan]

Han forstod ærligt ikke, hvorfor Leonora pludselig virkede så modløs. Havde de ikke lige siddet og haft en nogenlunde behagelig samtale om hendes mulige ægteskabsmulighed? Oftest forstod han slet ikke, hvad der foregik inde i hovedet på hende. "Hvad er nu problemet, Leonora?" sukkede han derfor opgivende, da der lod til at være en spydighed gemt i hendes ord, som han ikke brød sig om. Selvom han elskede hende, ville det blive godt, når hun en dag forlod huset for at slutte sig til sin mand.

[Leonora af Legan]

Hun kiggede unndskyldende på ham "Undskyld. Det bare.. Er det så slemt at jeg søger kærlighed?" Hun kiggede på Niklaus og selvom hun lidt forvendtede at kende svaret, spurgte hun ham alligevel "Er du slet ikke interesseret i at opleve kærlighed? at leve sammen med en du holder af og som holder af dig?" Ja nu var det tilbage i hendes naive barnagtige drømme, men det var en del af hvem hun var og den del ville hun altså ikke give slip på.

[Niklaus af Legan]

Det var svært ikke at pruste opgivende, da hun endnu engang førte snakken ind på kærlighed. Var det virkelig det eneste, hun kunne tale om? Hale ville da blive skrupskør, inden de overhovedet nåede til brylluppet, hvis hun fortsatte på den måde. Han sukkede. "Selvfølgelig er jeg det, jeg er ikke lavet af sten," brummede han og sukkede, "Men du må forstå, at det er undtagelsen, der bekræfter reglen. Kærlighed er ikke selvskreven for folk som os, men det er derimød ære, loyalitet og en fornemmelse for din pligt, og det forventer både jeg, mor, Katrina og Baronen af dig." Stemmen var streng, men ikke uvenlig.

[Leonora af Legan]

Leonora sukkede men smilede så, havde han da slet ikke forstået noget? Men tja han var trods alt også først lige vendt hjem og havde sikkert meget i hovedet. Hun rankede ryggen og overvejde så hvordan hun bedst fortalte det så han forstod det."Jo min kære broder, jeg er ved at forstå at ære, loyalitet og pligter ligger over kærlighed for folk som os, og jeg vil ikke længere lade det skygge over min eller familiens fremtid." hun holdt en pause og fortsatte så "Men hvis nu kærligheden kunne blive et biprodukt af det andet, er det så så slemt?"

[Niklaus af Legan]

Hans pande lagdes i folder, da brynene mødtes over hendes suk. Han brød sig ikke om den attitude hos hende. Kvinder skulle generelt passe på med den slags, ingen mand ville vælge et besværligt fruentimmer. "Det er godt," nikkede han så og lagde sukkende fingrene mod tindingen, da Leonora fortsatte. "Nej, selvfølgelig er det ikke slemt, men..." Endnu et suk. Kunne hun ikke bare forstå det? "Det er ikke sundt for dig at blive ved at sætte den slags håb op for dig selv. Hvem af dine veninder er det, der har fyldt dig med den slags vås? Jeg vidste, det var en dårlig ide at lade dig blive i Dunlath." Det var sikkert hans naive grankusine og hendes pestilens af en husbond.