Koldfront i Dunlath

[Julietta af Dunlath]

Adrian af Dunlath

Det var efterhånden en uge siden, at ridderne var taget videre fra Dunlath og borgen var for første gang siden Adrian og Julias bryllup gået tilbage til normalen. Sådan da. For det var efterhånden ti dage siden, de to nygifte sidst havde talt sammen. Ikke at Adrian ikke havde gjort forsøget, men efter at have siddet et par gode timer i sin kåbe, forvist fra sit eget soveværelse, havde Julia ikke just været i sit mest løsningsorienterede hjørne. Og sådan var det fortsat.

Derfor var hun efter sin sangundervisning heller ikke søgt op på Adrians studieværelse som normalt, men var i stedet søgt ud i haven. Det var allerede koldt i Dunlath og kulden lå allerede truende i luften, nev lidt i næsetippen, når man søgte udenfor. Hun trak kappens pelskrave lidt tættere om halsen og rankede sig lidt, velvidende at Adrian sikkert ville kunne se hende fra sit vindue.

[Adrian af Dunlath]

Det havde været en virkelig god nat. Så god at Adrian havde formået at glemme, hvad der ville vente ham, det øjeblik den sluttede. Han skar en grimasse ved tanken og bladrede om på næste side i bogen. Han syntes, at han sad fast i øjeblikket. Der blev ikke gjort de store fremskridt. Noget manglede i hans eksperiment, men han var ikke helt sikker på, hvad det var.
Han skubbede sig ud fra bordet og gik over for at se ud i haven for en stund. Hvor Julia var. Adrian sukkede svagt. Han havde forsøgt at tale med hustruen, men hun var virkelig ikke i sit tilgivende hjørne, og han kunne vel ikke bebrejde hende det. Han var nok nødt til at finde på et eller andet. Han åbnede vinduet og iagttog Julia nede i haven for en stund. Normalt ville hun være kommet op til ham og fortælle om sin dag – måske hjælpe ham med at aflede tankerne lidt fra arbejdet. ”Julia?” endte han med at kalde ned til hende. Mest for at prøve at få en føling for hendes humør. ”Jeg elsker dig!”

[Julietta af Dunlath]

Hun stak armene om livet på sig selv inde under kappen for at finde ly for den kolde vind. En lys krølle dansede ind over hendes ansigt. Siden aftenen med Jamie havde hun følt sig så ensom, men hver gang hun så på sin husbond flammede arrigheden op i hende og gjorde det svært at tale sammen eller få den bekræftelse, hun så inderligt behøvede.

Lyden af Adrians stemme fik hende til at vænne sig halvt om og se op. Han var så bedårende, som han hang der i vinduet, men alligevel fik det kun arrigheden til at flamme op i hende og kærlighedserklæringen gjorde det kun værre. Det irriterede hende grænseløst, hvordan det til stadighed gjorde hende blød i knæene. "Du bliver syg!" svarede hun derfor blot og vendte ryggen til ham igen.

[Adrian af Dunlath]

Han kunne godt fornemme på tonen, at hun stadig var vred, men hendes ord fik ham til at grine bredt. ”Nordboer bliver ikke syge så let!” svarede han. Hm, at blive hængende heroppe ville nok ikke hjælpe samtalen meget. Han lukkede vinduet igen og forlod studiekammeret. I forbifarten trak han en kappe på og satte så kursen ned i haven for at slutte sig til Julia, omend det blev gjort lidt forsigtigt. I første omgang nøjedes han med at stoppe lidt væk fra hende på stien. Hovedet blev vippet lidt på skrå, imens han forsøgte at regne ud, hvad hun ville gøre denne gang. ”Ville du sidde og passe mig, hvis jeg blev syg?” spurgte han så. Selvom det nok ikke kom på tale. Folk, der besad Gaven, blev sjældent syge medmindre det skyldtes en magisk årsag.

[Julietta af Dunlath]

Og så smilede han selvfølgelig også. Som om han ikke gjorde hende blød i knæene nok i forvejen! Hun gik lidt videre gennem haven. Så mange år havde hun glædet sig til syn komme væk fra Gudernes By og det nådesløse klima, udelukkende for et års tid efter sin afsked fra klosterskolen at finde sig selv i Dunlath.

Først til lyden af skridt vendte hun sig om igen, kun for at se Adrian igen. Hun vendte blikket fra ham og tog et par dovne skridt videre i haven. "Nej," afviste hun ham køligt og fremtrak en lille hånd fra kappen for at feje en lok på afveje tilbage til de andre igen, før den forsvandt tilbage under kappens folder.

[Adrian af Dunlath]

Jep, hun var stadig vred. Han trådte forsigtigt lidt tættere på. Overvejede hvad han skulle gøre for at blive tilgivet. ”Undskyld.” Han burde ikke bare have ladet hende udvandre og derefter gøre det umuligt for hende at vende tilbage til soveværelset. Han burde have stoppet sit foretagende med Jamie for at følge efter hende. ”Hvad kan jeg gøre for at få din tilgivelse?”

[Julietta af Dunlath]

Hendes hænder foldede sig over maven, som hun havde set Annora gøre det, mens hun tog endnu et par skridt ned ad stien. Så vendte hun sig om. "Du kan ikke gøre noget, Adrian," vrissede hun og hvis ikke det var fordi kinderne allerede var blevet lyserøde under den kolde vind, var det nok sket. "Jeg har givet dig alt og du giver mig ikke andet end hjertesorger." Hun vendte ryggen til ham igen. Selvfølgelig havde han givet hende meget andet end det, men lige nu var der ikke plads til andet end smerten ved, at han havde valgt en eller anden tilfældig mand over hende. Og så i deres seng.

[Adrian af Dunlath]

Adrian fulgte efter, da hun begyndte at gå. Han kom op på siden af hende og forsøgte at fange hendes blik med sit eget. ”Jeg ønsker ikke at gøre dig ked af det. Det er dig, som jeg ønsker at tilbringe resten af mit liv med, Julia.” Han sukkede. ”Jeg ved, at det var dumt gjort. Jeg tænkte ikke ligefrem med hovedet ... ” Der havde ikke været meget plads til at tænke rationelt, når man allerede var så opstemt. ”Men uanset hvad er du den eneste, jeg elsker. Du er den eneste, der ejer mit hjerte.”

[Julietta af Dunlath]

Julia fortsatte ufortrødent med at gå uden helt at være klar til samtalen eller at skabe fred med ham endnu og uden nogen som helst interesse for at møde hans blå øjne, der altid gjorde hende blød i knæene. "Jeg er ligeglad med, hvad du tænke med," endelig stoppede hun og så på ham, armene lagt over kors under kappen. "Det er på tide at blive voksen og indse, at kærlighed ikke altid hører til i vores liv." Hun rankede sig lidt op og hævede kæbepartiet lidt, som hun havde set sin mor gøre det. "Elsk hvem du vil. Lig med hvem du vil. Jeg vil ikke stå i vejen." Tårerne brændte bag hendes øjne.

[Adrian af Dunlath]

Han rynkede lidt på brynene over hendes opførsel. Det passede slet ikke til hende at være så kynisk, og han havde svært ved at tro på hendes ord. ”Stop det, Julia. Det mener du jo ikke,” sagde han med et svagt suk. Hvis han lå med hvem som helst, blev hun bare ulykkelig igen. Han trak kappen lidt om sig og var for et øjeblik tavs. Iagttog hende og forsøgte at komme på et eller andet, der ville få hende til straks at tilgive ham. I sidste ende var det dog nok umuligt. Det ville nok gå lang tid, før hun ville tilgive ham. ”Jeg har i hvert fald tænkt mig at elske dig, selv hvis du lige pludselig synes, at det er dumt.”

[Julietta af Dunlath]

Læberne blev stramme ved hans ord og for første gang i ti dage bevægede hun sig faktisk tættere på ham, frem for længere væk. Det var dog ikke på den ømme, kærlige måde som normalt. "Du har ikke længere noget krav på at udtale dig om, hvad jeg mener eller ikke mener. Du tog en mand ind i vores seng. Du..." Hendes stemme knækkede og hun tav, sænkede blikket, mens tårerne gjorde hendes øjne blanke. Nej, så hellere trække sig fra den smerte. Adrian ville sikkert aldrig kunne elske hende på den måde, hun behøvede.

[Adrian af Dunlath]

Han skulle lige til at påpege, at sengen havde været det nærmeste og dermed det mest belejlige. Det ville dog ikke hjælpe på Julias humør, så han holdt mund. ”Jeg ved det. Undskyld, jeg skulle ikke have ladet det nå så langt.” Der var ikke rigtig andet for end at undskylde det. Han rakte forsigtigt frem imod hende for at ae hende over håret, men han forventede halvt, at hun ville skubbe ham væk.

[Julietta af Dunlath]

Hånden nåede hende og selvom hun egentlig havde tænkt sig at slå den væk i en beslsom bevægelse, lod hun ham stryge hende over håret. Hun havde ikke tilladt nogen form for berøring fra ham i ti dage og nu hun mærkede hans varme, føltes hendes indre næsten på randen til at eksplodere af længsel efter ham. Hendes blik dvælede ved hans øjne et langt øjeblik. "Ikke bare undskyld," sukkede hun tvært, "Jeg bærer dit barn og alligevel foreslår du at jeg skal... Begå utugt med en fremmed mand!"

[Adrian af Dunlath]

Hun afviste ham ikke! Han lod fingrene glide ind mellem de lange lyse lokker og nussede hovedbunden. Hendes bemærkning fik ham til at grine. ”Jeg var der jo til at sørge for, at han opførte sig ordentligt,” bemærkede han drillende. Desuden var Julia allerede med barn, så der var ikke ligefrem risiko for, at Jamie kunne gøre hende gravid. ”Jeg tænkte bare, at du ville have det sjovere, hvis du var med i legen.” Han trak på skuldrene med et skævt smil. ”Jeg ville personligt have nydt sådan en scene. Det kan være rart at eksperimentere lidt af og til.” Man kom så let til at kede sig, hvis man bare brugte den samme tilgang om og om igen. Sex skulle være passioneret og fuld af lyst, ikke forudsigeligt. Han undlod at påpege, at Jamie var en god ven og dermed ikke spor fremmed. Det ville nok ikke rigtig hjælpe på situationen

[Julietta af Dunlath]

Hun tog endnu et skridt baglæns og brød igen kropskontakten mellem dem, rystede på hovedet. "Du var der for at gøre mig komfortabel med, at du kunne lide at være sammen med.. Ja," hendes blik flakkede igen og hun lagde armene tættere om sig selv. Hun burde også snart gå ind igen, men hun havde heller ikke nogen interesse i at have den samtale i nærheden af nysgerrige ører. "Så må du finde nogen, der er klar til den slags lege med dig," afviste hun ham igen og snurrede rundt på hælen for igen at sætte ind mod varmen. At hun rent faktisk havde følt sig varm, påvirket af både han og Jamies berøringer og at minderne var dukket op i hendes drømme fortalte hun ham ikke.