Solen står lavt

[Amos Søfarer]

Amina Syerske

Træningen var fortsat - nu med den forskel, at de vekslede mellem at bruge øvelsesknivene og de rigtige knive, som han havde givet hende. Denne dag var dog lidt anderledes, fordi det efterhånden blev tidligt mørkt og han havde benyttet lejligheden til at lade hende træne i tusmørket, hvor det var sværere at se, hvad ens modstander havde for. "Godt. Forfra," forlangte han, efter de havde gennemgået en serie af stik og parader, som han efterhånden havde trænet med hende til hudløshed.

[Amina Syerske]

Det var sværere nu det var mørkt. Amina anstrengte sig for at yde sit aller bedste, men var så absolut ikke tilfreds. De serie hun var forholdsvis sikre i, blev dårligere nu det var blevet mørkere. "Argh! Det er ikke godt nok! Om de var i forhold til sine egne forventninger eller Amos's forventninger var ikke til at sige, men hun var tydeligt ikke tilfreds med sit eget arbejde. "Jeg kan gøre det bedre. Det kan jeg" Det var nu ikke fordi hun var dårlig, egentlig var hun ganske gennemsnitslig, for en der ikke var vant til at kæmpe i mørke.

[Amos Søfarer]

Hendes udbrud var lige ved at få ham til at smile, men han gemte det væk og nikkede bare. "Forfra," gentog han lavmælt og gennemgik serien igen. Gennem træningstimerne var han efterhånden nået til den opfattelse, at Amina ikke kun mindede om Serena. Hun mindede også om han selv. Og han kunne ikke lade være med at være bare en kende stolt af, at hun aldrig gav op og altid forventede mere af sig selv. Som han også altid selv havde gjort. I det samme trådte hun forkert, fordi hun ikke kunne se underlaget under sig og han var ikke sen til at feje benet væk under hende, så hun faldt helt ned på jorden. Han gav ikke ved dørene, når de trænede. Her udsatte han hende for alt, hvad han ville udsætte en rigtig modstander for. Dog måske med mindre kraft bag.

[Amina Syerske]

Lige så meget som hun hadede hver evig eneste gang Amos blot sagde ordet "forfra" lige så meget nød hun, at han sagde det. Det betød tråds alt, at han var interesseret i at hun blev bedre og at han havde troen på at hun kunne gøre det bedre. Det var hvert fald sådan hun valgte at reagere på det trælse ord. Hver gang startede hun serien med nyt mod, denne gang skulle blive gangen uden fejl!
Men nej, hun trådte forkert med foden og før hun vidste af det lå hun for fødderne af Amos. Typisk! i hovedet skældte og smelte hun på sig selv. Men i samme nu var hun hurtig og forsøgte at ramme ham nedefra, og gik derfor efter hans ben. Det var ikke nogen af de ting hun havde lært hos ham, men en ting hun tit havde haft for vane, med at trække benene væk under folk.

[Amos Søfarer]

Hun lod sig heldigvis ikke længere bare ligge stille på jorden, når han fældede hende, men langede denne gang ud efter ham med et benspænd. Han blev dog lidt overrasket over, at det ikke var ét, han havde lært hende, men undgik det alligevel. "Så. Op på benene igen. Husk den manøvre jeg lærte dig." Han lod hende ikke få ro til at komme op, mens han sagde dette. Han kom stadig nærmere og angreb med træningskniven, så hun var nødt til at parere imens.

[Amina Syerske]

Hun kom på benene igen med blikket fæstet på Amos's træningsknive, hun vidste godt at der ikke var tid til pause eller til at komme op. kampen fortsatte om man lå ned eller ej. den mindste åbning, var stor nok til at han ville udnytte det. Hun dukkede sig for en af hans knive og præsterede faktisk at fuldføre en af hans serier uden fejl. Da dette gik op for hende blev hun stolt og overraskede, hvilket kun gjorde at hun et splitsekund var uopmærksom, og igen befandt sig på jorden for hans fødder. Hun bankede en knytnæve i jorden "Årh! Altså! Kom nu... Så gør det dog ordentligt! Hun kom på benene endnu engang og rystede hovedet, klar til et nyt forsøg.

[Amos Søfarer]

Han nikkede tilfreds, da hun klarede at komme på benene og også fortsætte serien. Det var ganske godt klaret af hende og det måtte hun gerne vide. Da hun kort efter faldt til jorden igen, lod han dog være med at angribe hende. I stedet trådte han et skridt tilbage, så hun vidste, at de holdt pause og lod hende komme på benene. "Du gør det fint, Amina. Men vi må hellere stoppe nu. Jeg tror ikke, du har mere at give af." De havde været i gang i lang tid efterhånden.

[Amina Syerske]

Det var hårdt og Amina var ved at være godt brugt, men hun var stædig. Da Amos sagde, at det var tid til at stoppe, var hun ikke interesseret i det. Hun ville have den serie til at være rigtig, så hun snart kunne have en mulighed for at slå ham. Hun kiggede derfor på Amos godt forpustet, men med viljestyrke i øjnene "Vil du vise mig den sidste serie igen? Jeg skal lige være sikker på hvordan det var, så jeg kan øve mig?" Der var et eller andre hun gjorde forkert var hun sikker på. Det måtte være grunden til at det gik galt hver gang.

[Amos Søfarer]

Han stod stille og så på hendes beslutsomme ansigt. Vurderede, om de skulle i gang igen eller ej. "Hvis du synes," sagde han så og trådte hen til hende igen. "Så se godt efter nu." Han bevægede sig i den vante serie og endte med at stoppe og se på hende. "Prøv du så igen."

[Amina Syerske]

Hun holdt nøje øje med hans bevægelser og bagefter forsøgte hun selv. "Det synes jeg. Hvordan skal jeg ellers kunne slå dig, hvis jeg laver fejl?"Det gik egentlig meget godt indtil hun skulle lave et vrid i kroppen, det var her det hver gang gik galt for hende. Denne gang stoppede hun halvvejs igennem. Hun vred den forkerte vej! Hun prøvede den anden vej, og nu med held. Hun forsøgte forfra med hele serien og denne gang gik det noget bedre end før. "Det var bedre. Tror jeg da?" Hun kiggede på Amos for at få bekræftet at hun havde klaret det meget bedre nu. "Hver en fejl skal rettes, hvis jeg skal blive god nok jo" Ja, hun var fast besluttet på at blive så godt som muligt både for sin egen skyld, men også for at få Amos til at kunne anerkende hende som sin datter med stolthed.

[Amos Søfarer]

Han trak på skuldrene til hendes spørgsmål. "Hvis jeg skal være ærlig, så går der sikkert længe, inden du kan slå mig. Du er trods alt ny til dette." Og han havde været i kampe hele sit liv. "Men øvelse er vejen frem, det har du ret i." Han så hende gå serien igennem igen og endelig faldt hun over den fejl, hun havde lavet. "Jo, det ser meget bedre ud nu."

[Amina Syerske]

Nej selvfølgelig kunne hun ikke slå ham endnu. Det regnede hun heller ikke med, men det var et godt mål at have. Hun gennemgik serien en gang mere igen uden fejl, men da hun var færdig var hun også fuldstændig brugt. "Nu er jeg klar til at stoppe" hun satte sig og kunne end ikke så meget som at løfte en lillefinger af udmattelse.

[Amos Søfarer]

Han nikkede tilfreds og sendte hende et sjældent smil. "Du har gjort det godt i dag," sagde han bare lavmælt og gav sig til at pakke sammen, så de kunne gå tilbage. Et blik på hende fortalte ham dog, at hun havde udmattet sig for meget. "Du trænger til lige at sidde lidt?" Det var en mellemting mellem et spørgsmål og en konstatering.

[Amina Syerske]

Hun smilede til at og satte sig med det samme. "Tak.." Hun tog sig lidt at drikke og pillede så lidt ved græsset. Som hun sad der, mærkede hun hvordan trætheden omsluttede hende og hvor ondt hun havde de steder Amos havde ramt, men hun beklagede sig ikke.
Heldigvis var det ved at være mørkt, så forhåbentlig kunne han ikke se på hende hvordan hun havde det. Noget havde sat sig igang i hende, hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige til ham, vidste ikke hvilke ord hun skulle bruge, desuden ville han sikkert ikke forstå hende alligevel. Derfor sad hun bare uden at sige noget med en masse tanker i hovedet og en larmende tavshed omkring sig.

[Amos Søfarer]

Han satte sig ned ved siden af hende og skjulte et suk. Han anede ikke, hvad han dog skulle tale med hende om, når de ikke trænede. Det var ikke rigtigt noget, han var god til. At tale med folk om ting, som ikke var helt praktiske. Det var nærmest kun Serena og Sach, han kunne det med. Og Amina var trods alt ikke ret gammel endnu. Men han kunne heller ikke få sig selv til bare at sidde i tavshed, så da den havde været længe nok, brød han den med et; "Såå... Er du faldet til her?"