Døden og andre børnelege

[Myrilla af Stenbjerg]

Larkin af Stenbjerg

De grønne øjne gled op. Det var mystisk, normalt sov Myrilla egentlig ganske tungt. Øjnene prøvede at vænne sig til mørket, der stadig lå tungt over byen. Så gik det op for hende. Med et sæt kom hun op at sidde, peb lavmælt gennem mørket. Der var vådt, helt gennemblødt. Hendes fingre strejfede det, varmt og klistret.

En svien i øjenkrogen fik hende til at lukke øjnene i et forsøg på at være så lydløs som mulig, bad til Gudinden om, at Larkin ikke vågnede. Ikke at hun anede, hvordan hun nogensinde skulle holde det hemmeligt for hende. En fugtig kulde mod hendes kind fortalte hende at en af tårerne havde løsrevet sig. Måske han ville stå op så tidligt, at det stadig var mørkt og derfor ikke ville opdage det? Brystet hævede og sænkede sig i skæve, ujævne ryk, som hun prøvede at undertrykke gråden.

[Larkin af Stenbjerg]

Det var som altid tidligt, da Larkin stod op. Desværre. Fægteøvelserne kunne dog ikke udskydes, så han brummede utilfreds for sig selv en stund, før han endelig slog øjnene op. Han skubbede sig op at sidde og rakte over for at stryge Myrilla over håret. Normalt vågnede hun jo, når han begyndte at stå op. Med et svagt smil lænede han sig ned og kyssede hende på kinden. Som var våd.
Undrende kneb han øjnene lidt sammen. ”Myrilla?” Hvorfor græd hun? Havde hun haft et mareridt eller sådan noget?

[Myrilla af Stenbjerg]

Selvfølgelig skete det værst overhovedet tænkelige. Han vågnede. I et underligt, klodset spjæt, fik hun trukket lidt mere af tæppet over det blodindsmurte stykke over hendes skød. "Larkin," knækkede hun overrasket og prøvede at stable et blegt smil på benene. Hendes stemme lød fremmed og forskræmt som et lille barns og hun bandede indvendigt over sig selv. Tårerne ville ikke stoppe med at strømme over hendes kinder og hun ville hæve en hånd for at tørre dem væk, men intet lystrede.

[Larkin af Stenbjerg]

Hun lød helt forkert. Rædselsslagen. Han strøg lidt af hendes hår væk for at studere hendes ansigt lidt. ”Hvad er der galt?” spurgte han i en blid tone og kyssede hende på kinden igen. Hvis hun var bange og ked af det, hjalp det nok bedst at virke støttende. Han rykkede helt ind til hende og rakte rundt om hende for at holde hende lidt. Så snart de var trykket mod hinanden, kunne han dog mærke noget vådt under dynen. Forvirret satte han sig op og rev dynen tilbage for så at spærre øjnene en anelse op ved synet af blodet omkring Myrilla.

[Myrilla af Stenbjerg]

Den blide tone kravlede under huden på hende og fik hårene til at rejse sig på hendes arm. Ude af stand til at formulere et ordentligt svar rystede hun blot på hovedet, mens hun trak sig en ganske lille smule tilbage fra hans kys, prøvede at rykke tilbage fra ham, men det var for sent. Instinktivt greb hun fat om tæppet, men Larkin havde allerede fået revet det væk. Hun trak benene op fra sig, tårerne stadig strømmende ned ad hendes kinder. "Larkin," peb hun og så på ham med store, rædselsslagne øjne.

[Larkin af Stenbjerg]

Et langt øjeblik stirrede han blot på blodet. Forsøgte at forstå hele situationen. Så kaldte han sin Gave frem, og det lilla lys lagde sig om hans hånd. Han lagde den mod hendes mave for at få klarhed over, hvor alvorlig situationen var. Hans egen helbredende magi var ikke den stærkeste, men han var trods alt i stand til vurdere, om den spinkle krop var i livsfare. Det lod ikke til at være tilfældet. Men der var i hvert fald intet barn længere. Det havde blodet dog allerede indikeret. Han trak hånden til sig igen og lod magien trække sig tilbage. Han rejste sig fra sengen og forlod soveværelset. Råbte efter en tjenestepige, der straks kom halsende og dernæst blev sendt af sted efter familiens helbreder. Det kunne godt være, at Myrilla ikke var i livsfare, men derfor ville han nu foretrække, at hun blev undersøgt så hurtigt som muligt.
Han vendte tilbage til soveværelset og begyndte selv at tænde nogle af stearinlysene for at lyse rummet op. ”Hvorfor vækkede du mig ikke? Hvor længe har du været vågen?” Tonen var atter blevet kølig.

[Myrilla af Stenbjerg]

De forskræmte øjne stirrede indtrængende på hans ansigt, prøvede at se bare en eller anden form for reaktion, men der var intet at finde. Hun trak sig helt instinktivt tilbage fra ham, da hånden lyste op, men lod ham så alligevel røre hende, stadig med øjnene som syet til hans ansigt, før han forlod sengen og hun fulgte ham med blikket hele vejen ud af soveværelset. Smerten rammede hende, som et overvældende slag midt i brystet og hun knækkede sammen, hulkede lidt mod sin magre hånd.

Så forvandledes hele huset til et stort kaos. Tjenestepiger kom løbende, bud blev sendt efter en helbreder. Huset summede, mens der blev tændt stearinlys og Myrilla satte sig lidt mere op, forsøgte at tørre sine øjne og skjule sig lidt for alle de nysgerrige blikke. Hun følte sig udsat, skræmt og håbløst alene i al tumulten. "Jeg var netop vågnet, da du også vågnede," indvendte hun med en spinkel stemme og betragtede hans ryg, mens han tændte lys.

[Larkin af Stenbjerg]

Hm, han var ikke sikker på, om han troede hende, men hele den der vågen-ting var en diskussion, de havde haft før, og han gad ikke til at åbne op for det igen. Han sukkede og vendte sig endelig mod hende efter at have tændt de sidste lys. ”Kan du holde til at få skiftet kjolen?” spurgte han og endte med at skubbe anklagerne til side og fokusere på det egentlige problem. Han trak en stol over ved siden af hendes sengekant og lod et par af tjenestepigerne om at finde en ren natkjole frem til Myrilla og tage den blodige dyne ud til vask.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun følte sig kun mere ulykkelig, da Larkin stadig ikke rigtig værdigede hende nogen opmærksomhed og hun så næsten helt skræmt ud, da han endelig vendte sig mod hende. Forsigtigt rystede hun på hovedet igen. "Det bløder stadig," hviskede hun og lød hæs og forskrækket, mens tæppet og dynen blev hevet væk mellem fingrene på hende. Hun prøvede at dække sig med hænderne, følte sig ulækker og forfærdeligt beskidt. Blikket blev igen sænket til den blodige plet på natkjolen.

[Larkin af Stenbjerg]

Han slog sig ned i stolen og rakte over for at stryge hende over panden. Imens tændte en af tjenestepigerne op i kaminen. Han nikkede blot let til hustruens ord. Ja, hvis hun stadig blødte ville det ikke tjene nogen, at hun kom ud af den blodige natkjole. ”Prøv at tage nogle dybe indåndinger. Helbrederen kommer snart, og så får vi styr på, hvad vi skal gøre.” Han kaldte den ene tjenestepige tilbage med tæppet, så Myrilla kunne beholde noget over sig. ”Det skal nok gå,” fortsatte han så og fortsatte med at ae hende over panden. Han havde ikke nogen særlig stærke følelser tilknyttet det ufødte barn, så aborten rørte ham ikke rigtig på samme måde som Myrilla, der både følte den fysiske og sjælelige smerte.

[Myrilla af Stenbjerg]

Igen veg hun lidt tilbage for hans berøring, før hun så tog imod den underlige blidhed, der pludselig var at finde i hans berøring. Hun gjorde som hun fik besked på og selvom det hjalp, følte hun sig stadig uendeligt ulykkelig i hele situationen. Derfor tog hun også imod tæppet i tavshed og lænede sig så lidt ind mod ham, da han trøstede hende. "Du må ikke være sur på mig, Larkin," bad hun og lagde en lys hånd over hans knæ.

[Larkin af Stenbjerg]

”Vred? Jeg er ikke vred,” svarede han roligt og tog hendes hånd for at give den et klem. ”Hvis du forsøgte at skjule det, ville jeg være vred.” Men det vidste hun jo allerede. Det burde hun i hvert fald. Han strøg hende fortsat over panden med den anden hånd. ”At være vred på dig over en abort ville være tåbeligt. Du kan ikke styre den slags.” Han sukkede svagt. Mest af alt var han bare ærgerlig over, at graviditeten slog fejl. ”Det er desværre ikke unormalt, at disse ting sker.” Det var ikke alle kvinder, der lykkedes med graviditeten første gang. De måtte bare prøve igen, når hun var kommet sig.

[Myrilla af Stenbjerg]

Denne gang var det blege smil mere oprigtigt, mens hun så op på ham og besvarede det blide klem med hånden. Hun følte sig træt, men alligevel ubehageligt vågen og bevidst om det, der skete. Hun tabte deres barn. "Jeg er ked af det," hviskede hun svagt og fugtede læberne med en alt for tør tunge, før hun prøvede at lægge et kys mod hans kind, der kun var vådt grundet resterne fra tårer på hendes kinder.

[Larkin af Stenbjerg]

Han nikkede let. ”Det kan jeg se.” Han lænede sig lidt frem, så hun havde lettere ved at nå kinden. ”Det skal nok blive bedre.” Før eller senere ville hun føde et barn, og så ville hun få det bedre. Han strøg hende kort over håret. ”Du må hellere lægge dig ned igen og forsøge at hvile dig lidt.” Ude på gangen lød der skridt, og snart kom helbrederen hastende ind af døren for at se til hertuginden.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun nikkede til hans ord og lagde hovedet på hans skulder. Helbrederen ankom og fik sendt alle bortset fra hertugen og en enkelt tjenestepige ud af lokalet, så hertuginden kunne få ro, mens hun blev tilset. Ikke længe efter forlod helbrederen igen hendes side, for i stedet at vente i det tilstødende lokale, så de let kunne være til hjælp.

Myrilla så op på Larkin, nu liggende i sengen. "Vil du ikke lægge dig hos mig?" spurgte hun med spæd stemme og så op på ham. Selvom Larkin på mange måder ikke var den ideelle husbond for hende, var han den hun havde nu og hun... elskede ham? havde affundet sig med tingenes tilstand. Han var immervæk hendes mand og derfor også en form for tryghedskilde.