Små knubs og blod

[Vitor Øksesvinger]

Selmira Skæbneseer

Der var visse fordele ved at dele et værelse på Aben sammen med Selma. Udover de mest åbenlyse, så var hendes evne til at tage sig af ham en af de vigtigeste. Og lige i dette øjeblik, lå han i sengen med hende siddende ved siden af.

For ganske få minutter siden, var han kommet ind ad døren med et sår i siden, der blødte kraftigt. Ikke at det var noget nyt. Ikke for de to. Men det var altid en prøvelse, fordi dybe sår og beskidte knive oftest gav ham feber. Hvilket ikke var anderledes her.

[Selmira Skæbneseer]

"Vitor?" Otte måneder havde hun efterhånden været i Corus. Otte måneder, der havde forandret hendes liv på måder, hun aldrig havde troet mulige og selvom der var sket meget, både omkring, men også i hende, havde hun stadig ikke lært lyden af r'et i Vitors navn, som stadig blev stemt lidt hårdt, når hun udtalte det.

En hånd lagde sig på hans pande. Han var varm - kaos også! Det var endnu en af de ting, der var blevet en vane. Vitor, der kom hjem, blødende og beskidt, så hun kunne lappe ham sammen og uanset, hvor forfærdeligt det var at se ham sådan, var det altid helt fantastisk, når han fik det bedre igen. Hun vendte blikket mod såret i hans side.

[Vitor Øksesvinger]

Der var varmt. Han var dækket af sved, som han vred sig i den seng, som han delte sammen med Selma. Den kvinde, som nu sad ved hans side. Ved lyden af hans navn, som blev udtalt med hendes sære accent, forsøgte han at åbne øjnene, som var blanke og tydeligvis feberramte. Godt nok var man en kriger, men eftervirkningerne ved en slåskamp slap man nu alligevel ikke fra, uanset hvor meget man gjorde sig umage. "Ja?" Svarede han med en hæs og raspende stemme, mens han forsøgte at holde fast i virkeligheden.

[Selmira Skæbneseer]

Hans øjne var ufokuserede, da de endelig åbnedes og hun bandede indvendigt. Hurtigt fik hun fyldt en håndfuld med vand, som hun dryppede ned over hans læber. "Hvad skete der?" spurgte hun. Hver nat var det en ny historie og hver gang forbandede hun verden for, at han ikke lod hende hjælpe sig. Ikke mere end dette. Efter hele episoden med Orvar og Silvya havde han kun været mere påpasselig med at sætte hende i farefulde situationer. Sengen gav sig, da hun rejste sig for at hente urter og salver, der ville hjælpe på såret og forhåbentlig forebygge infektion.

[Vitor Øksesvinger]

Det værkede i hans krop, mens han forsøgte at holde feberen så meget på afstand, som det var muligt. Det krævede en del kræfter, men det var ikke nogen nyhed. Det var dog altid rart, at Selma plejede ham, når han havde brug for det. Ved hendes spørgsmål lukkede han øjnene i igen. "Jeg samlede informationer..." Svarede han hæst og hostede ganske let, inden han drejede hovedet og åbnede øjnene for at se efter hende, da hun forlod sengen. "Jeg endte i et baghold. De var tydeligvis ikke tilfredse med mine spørgsmål," et bizart smil hvilede på hans læber.

[Selmira Skæbneseer]

Der var ingen reel hverken overraskelse eller nyhedsværdi i, at Vitor havde samlet oplysninger. Det var immervæk hans job. Hun forholdt sig tavs, mens han talte, fik samlet de ting hun skulle bruge og satte sig ved hans side på sengen igen. "Hvilken overraskelse," kommenterede hun derfor, før hun gav sig til at rense såret. Våbnet kunne ikke have været skarpt. Amatøragtigt. Sådan en tabermentalitet ville aldrig få bugt med hendes Vitor. Hendes hånd efterlod et blodigt aftryk på hans kind, da hun lagde den mod den for et dvælende øjeblik.

[Vitor Øksesvinger]

Han grinede hæst af hendes sarkasme. Det var jo ofte den grund, hvori han var ude om natten. Sengen gav sig, da hun satte sig ned ved siden af ham. "Men jeg fik det, jeg kom efter..." Hviskede han hæst. Pludselig lavmælt og hemmelighedsfuldt. Han forsøgte igen at fokusere på hende, men øjnene var ikke helt med på den idé, så han valgte i stedet at lukke dem.

[Selmira Skæbneseer]

Øjnene var skarpe og fokuserede, mens hun arbejde på at få renset hans sår. Sådan var det altid med sår, han havde fået. Der kunne være kommet hvad som helst i, ikke at det så ud til at være tilfældet denne gang, heldigvis. "Hm?" brummede hun spørgende og hævede brynene. Det var ikke altid, Vitor ville fortælle om arbejdet, men hvis det var en af de gange, lyttede hun gerne. I det mindste var han jo stadig ved bevidsthed. Hun vred stofstykkerne op med et fast greb og lagde kolde omslag om ham for at få feberen ned.

[Vitor Øksesvinger]

Han skar ansigt, da hun begyndte at rense såret. Uanset hvor mange gange han havde oplevet det, så gjorde det stadigvæk lige ondt. Det sved som bare pokker og et par bandeord på scanransk gled over hans læber. Det var yderst sjældent at det skete, og han kunne ikke meget. Da hun var færdig åndede han lettet op igen. "Der er kommet en helbreder til Amos' hof..." Hviskede han hæst. "En pige, som næsten bliver holdt hemmelig..."

[Selmira Skæbneseer]

Hun lagde en hånd over hans pande, strøg ham blidt ned over det lyse hår. Det pinte hende altid at se ham i smerte og dette var ingen undtagelse. Ordene lagde hendes pande i folder. "Hvad er hendes mål?" spurgte hun, før hånden igen blev fjernet fra hans pande og hun i stedet tog en lille bøtte frem med grønligt slim, der blev smurt ud over hans sår. Alle havde intentioner og ingen kom til Amos' hof uden bagtanker, især ikke en pige, der blev skjult. Ikke at Selma selv havde nogen interesse eller vinding i hele situationen. Ikke ud over Vitor.

[Vitor Øksesvinger]

Han trak let på skuldrene. "Godt spørgsmål," svarede han og skar ansigt over lugten af det grønne slim. Det lugtede altid så hæsligt, og han var ret glad for, at han kun havde fornøjelsen af lugten, når han selv var kommet til skade. Tænk sig at skulle lave det stads. "Ingen ved det. Hun dukkede bare op," og det havde taget ham flere uger at finde ud af nogle brugbare informationer om hende. "Det siges, at Løveklo endda har taget hende under vingen. Hvor sandt det er, det ved jeg ikke."

[Selmira Skæbneseer]

Selma smurte omhyggeligt et jævnt lag af salven ud, før hun igen lagde bøtten fra sig og tjekkede hans omslag. Det var stadig nogenlunde kølige. Igen fyldte hun en lille håndfuld med vand og lagde den mod hans læber. "Ingen dukker bare op," mumlede hun og lænede sig op af sengegærdet. Nedre By var alt for lille og havde alt for mange snushaner til, at man bare sådan dukkede op uden folk vidste noget og uden at folk talte. Det vidste hun kun alt for godt. "Men du har fundet ud af noget?" Hun lagde hånden på hans pande igen, strøg ham med en blid tommel.

[Vitor Øksesvinger]

Det var ikke noget nyt, at Selma havde lært, hvordan livet i Nedre By foregik. Her kom folk kun, hvis de havde et ærinde. Hans var, at han havde lovet Farkas beskyttelse som bod for den synd han havde begået som dreng. Selmas ærinde var endnu hendes eget. "Ikke meget. Men du..." Han knurrede lavt, mens han forsøgte at sætte sig op i sengen. "Du kan måske," sagde han, og drejede langsomt for at se på hende.

[Selmira Skæbneseer]

Hun pustede opgivende til en filtret tot, der var faldet ned i panden på hende. Så han var kommet til skade uden det egentlig havde være anstrengelsen værd. Hænderne lagde sig i et fast greb på hans brystkasse, da hans moslen fik såret til at bløde en anelse igen. "Lig stille," mumlede hun indtrængende og måtte så feje totten, der igen var faldet ned, bag øret med hånden. "Hvad mener du?" spurgte han. Det var sjældent, han inddrog hende eller spurgte om hjælp på den måde.

[Vitor Øksesvinger]

For pokker da også. Han så ned på såret, der blødte igen. Var han virkelig så skrøbelig? Det virkede næsten tåbeligt. Men han gjorde trods alt, som hun sagde. Når det handlede om at helbrede, så lyttede han til Selma. "Jeg vil vide hvem hun er. Jeg er ikke tryg, før jeg kender hendes hemmelighed," svarede han og brød sig ikke om, at Selma skulle inddrages i noget som helst. Men, han tvivlede på, at han på nogen måde ville kunne nærme sig pigen.